Kronik

Vi kan miste erfaringen – uanset hvor dyr den var

Alle er vi vokset op med troen på, at den europæiske katastrofe ikke vil gentage sig. ’Aldrig igen’, siger vi. For nu har vi lært det. Men det forgangne år har fået mig til at tvivle. For alvor
Teaterstykket ’Vores Klasse’ , som gik på Odense Teater i 2014,  handlede om en skoleklasse i en lille by i Polen i 1930’erne, hvor halvdelen af børnene var kristne, den anden halvdel jødiske.

Emilia Therese

Debat
31. december 2015

Kære alle sammen. De seneste uger er der noget, jeg har tænkt over. Man kan måske kalde det ’vores videns udløbsdato’ eller ’erfaringernes henfald’. Det vil jeg gerne tale lidt om.

Vi mennesker tænker altid, at når vi først har lært noget, så har vi lært det. Men jeg synes, at jeg oplever igen og igen, at så enkelt er det ikke.

Vi kan miste erfaringer. Kundskab, som vi har vundet – som vi er helt sikre på at have – den kan forsvinde og blive til ingenting. Viden forsvinder. Tro forsvinder. Kærlighed forsvinder.

For mig startede det med flygtningekrisen i efteråret. Jeg var i Syrien før krigen. Jeg oplevede det som et smukt land med en mild og rolig befolkning.

Et diktatur, javel. Det mindede mig om Grev Farquaads land i børnefilmen Shrek. Komiske plakater af diktatoren overalt.

Og mistænkeligt stor enighed om bestemte sociale koder – alle gik hjem og i seng klokken senest 23 for eksempel. Men udover det: et civiliseret sted på kloden.

Det begyndte kort efter, at jeg var der, og jeg så ingen tegn, før det skete. Jeg besøgte den store moské, hvor både sunni’er og shia’er bad.

Jeg mødte kristne, jeg hørte om tidligere tiders jødiske befolkning. Jeg tænkte, at de havde fat i noget, de vidste noget. Noget om, hvordan man lever i en by og et land med store kulturelle og religiøse forskelle.

Men den viden forsvandt for dem. De mistede det. Og det er for mig helt uforståeligt, at det civiliserede land, jeg besøgte, kan degenerere til den absurde form for barbari, som vi er vidne til nu.

Nu er det teori

På samme måde herhjemme.

Vi kender alle slagordet ’aldrig igen’. Vi har hørt det om krystalnatten. Aldrig igen. Vi har hørt det om nazisternes overgreb på jøder, romaer, kommunister og homoseksuelle. Aldrig igen.

Vi har hørt det om den absurde propaganda, som jøderne var udsat for i 1930’erne – i Tyskland, men også her i Danmark. Aldrig igen. Vi har hørt det om den systematiske dehumanisering, som minoriteter blev udsat for i 1930’erne. Aldrig igen.

Jeg er vokset op med det her. Min morfar var modstandsmand. Min far har arbejdet hele sit liv med internationalt politiarbejde, altid med menneskerettighederne som fundament.

Erfaringen fra den store katastrofe i Europa i 1930’erne og 1940’erne er så dyrekøbte, så vigtige, så umistelige. Vi er alle vokset op med troen på, at det kan heldigvis ikke ske igen. For nu har vi lært det. Jeg føler, at den overbevisning er noget af det allermest centrale inde i mig.

Men på det sidste er jeg begyndt at tvivle. For alvor.

Mine bedsteforældre kunne huske katastrofen, og de talte om den. Meget. Men de er nu døde; sammen med hele deres generation. De sidste mennesker, der har rigtige erfaringer fra den europæiske katastrofe i 1930’erne og 1940’erne – de er ved at være helt væk.

Katastrofen er ikke længere minder for klodens befolkning. Vi har ikke set de forfulgte flygte. Vi har ikke krøbet sammen i kældre og lyttet efter bragene. Vi har ikke – som min morfar – mistet kammerater i kampen.

Nu er det teori. Det er noget, som vi har læst om. Som vi har hørt om. Som vi har talt om. Vi siger ’aldrig igen’, fordi vi har lært at sige det.

Ikke fordi vi er parate til at gøre hvad som helst … hvad som helst for, at det aldrig skal ske igen.Vi kan miste den erfaring. Uanset hvor dyr den var at købe. Uanset hvor meget blod, hvor mange lidelser, hvor mange millioner menneskers ufattelige rædsler den kostede at købe. Vi kan miste den.

Vores kultur

Selv er jeg kulturarbejder, som det vist hedder. Jeg laver teater. Jeg er en af dem, som er ansat til at forvalte kultur. Vores kultur, måske.

De seneste uger har jeg tænkt over, hvordan kulturarbejdere har en helt afgørende funktion: Vi står op hver dag, smører madpakker til ungerne og tager bussen på arbejde, hvor vi kæmper med det stof, vi nu engang har mellem hænderne.

Jeg har tænkt på, hvordan hver eneste knastørre bibliotekar på et fjernt bibliotek i provinsen sidder ved sit bord på et bjerg af menneskelig viden.

Hvordan hver flightcase-slæbende musiker slår akkorderne an i forlængelse af en nærmest uendelig tradition for gennem musik at skabe rum og relationer mellem og i mennesker. Hvordan hver arkitekt lader kulturhistorien flyde gennem pennen og til bygningen.

Hver eneste kulturarbejder er kun noget i kraft og i forlængelse af historien og den fælles viden, som faget rummer. Set i det lys er vi alle sammen kulturarbejdere. Skolelærere, håndværkere, politimænd. Alle.

En lang malstrøm

Men vi teaterfolk. I lyset af erfaringernes henfald og vores videns udløbsdatoer er vi den alleryderste avantgarde. Vi er elitesoldaterne i kulturkampen for at puste nyt liv i næsten død viden. For vi teaterfolk har ingen – ingen – mulighed for at holde fast og fryse tiden.

Teaterkunsten er menneskelig midlertidighed sat i system. Vi skriver manuskripter. Vi optager på video. Vi tager billeder. Alt sammen som protest med det grundlæggende: Det er altid live. Vores kunst er lige nu.

Men netop derfor er den så vigtig. Fordi vi teaterfolk har erfaringen med at miste erfaringer. Vi gør det jo hele tiden, og vi gør det sammen med publikum. Vores liv er en lang malstrøm af nu’er, der brøler og larmer og forsvinder mellem fingrene på os.

Teaterfolk arbejder i et fag, der har systematiseret kampen for at genvinde næsten glemte erfaringer. Vi er uddannet til at give krop til meget spinkle skeletter af viden, næsten glemte erfaringer fra et manuskript, en note eller en improvisation.

Hvis der er noget i det, der er sandt, så finder vi det. Så giver vi det liv. Vi kæmper, til vi kan spille det, og så fremkalder vi det på scenen, så alle kan se det. Det er vores fag.

Lige nu er det fag rasende vigtigt. Det, som vi kan, det er der virkelig brug for.

Vigtigt arbejde

Og her rammer den vamle smag af selvgodhed mig. Jeg skal lige til at sige, at risikoen for en ny europæisk katastrofe har genforelsket mig i mit fag.

Og det kan jeg sguda ikke. Jeg bremser mig selv, før jeg instrumentaliserer neonationalismens buldrende genkomst og den omsiggribende brutalisering af alting til mit eget lumre formål: at gøre det lækkert og nødvendigt for mig at lave teater.

Men alligevel. Jeg går i disse uger med den mærkelige dobbelthed. Mit fag er vigtigere end nogensinde før, det mærker jeg meget stærkt. Danmark og Europa har desperat brug for ydmyge mennesker, der tror på værdien af at fremstille mennesker.

Humane mennesker med mangler og fejl, sprækker, drømme og sår. Hårdtarbejdende teaterfolk, der tror på fortidens erfaringer, og som er parate til at stille sig til rådighed for, at de kan blive levendegjort i nutiden.

Det er klart, at vi fra tid til anden også fanger et hjørne af noget nyt. Noget, der ikke allerede er tænkt eller erfaret. Og det kan vi også lave teater om.

Det skal vi sgu lave teater om. Men foreløbig. Lige nu. Er det for mig helt personligt et udmærket mål at kæmpe for at huske og reaktivere de erfaringer, der allerede er. At forlænge erfaringernes holdbarhed. Bare lidt.

For jeg går i disse måneder med den her rædselsfulde følelse af, at vi kan risikere at miste det hele. Alt det allerenkleste. Det allersmukkeste. Det allervigtigste.

Jeg forlader 2015 med en oplevelse af, at mit arbejde er blevet vigtigere. Og når jeg ser rundt på mine kolleger i det kulturelle felt, så gælder det for os alle.

Og så lader jeg blikket glide videre, og jeg ser min datters pædagoger i børnehaven. Jeg ser min nabo, der er læge, og min anden nabo, der er tømrer.

Jeg ser min ven, der sælger lovsamlinger og min svigerfar, der er sproglærer. Jeg ser mine børn. Og jeg ser kun kulturarbejdere. Jeg ser kun kulturarbejdere.

Skål for 2016.

Martin Lyngbo er direktør for Mungo Park

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Martin. Meget flot skrevet!

Flemming Berger, Jette M. Abildgaard, Karsten Aaen og Gry Gasseholm anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Men minderne eller erfaringerne om krigen, som vi kalder den, blev forbudt, nærmest ikke-stuerent.
Det var dengang, sagde de kloge, glem det - vi gider ikke høre om krigen, der sker så meget ude i verden der er meget vigtigere. Vi gider ikke høre om jødeforfølgelse, se på Israel - det er meget vigtigere hvad der sker i dag. Vi gider ikke høre om mangel på alt, vi har alt. Glem nu den skide krig, vi har EU og evig fred. Drop den roden rundt i fortiden, det er jo overstået for 30-40-50 år siden, nu skal du bare sørge for at læse en masse socialrealistiske romaner og se de rigtige kulturelle volds-pornofilm - det er så meget mere vigtigt. Alt det fortid er jo bare det pladder som gamle mennesker, med den helt forkerte holdning svælger i. Der er jo ikke penge i krigen mere for de rigtige meninger, der er andre og meget mere vigtige krige - f.eks. i Israel.

Men nu lader det til at det er stuerent igen at tale om krigen, der er måske endda penge i krigen for kulturarbejderne, og ingen til at være lyseslukkere og påtale fejl i opsætningen. Det giver jo helt nye muligheder for at spænde krigen og lidelserne for nye idealer - nye trosretninger. Yessss lad os svælge i krigen og ulykkerne, selvfølgelig i den rigtige kontekst, hvor man ikke er involveret i menneskene, hvor lidelserne er på tilpas afstand til, at man kan bruge dem efter forgodtbefindende og efter hvor pengene ligger.

Alle ved, hvad terror er? Det tror man hvert fald. Kultur, hvad er det?
Næsten ligesom kunst? - Disse få fattige ord, som bruges og misbruges om næsten alt...
Påstår jeg nu, at sproget er fattigt?
I en tid, hvor medier - sociale og andre udspyr meninger og holdninger som en spædekalv hver dag.
Hvor valgslogans og løfter, meningsmålinger og tilbageblik slås om pladsen og gentages på papegøjemaner.
Men kultur og kunst? Hvis man via følelser kan ramme ind i generationskløften, rotteræset og de bedrevidende, sådan at forståelsen for andet end her og nu kan bundfælde sig og udfordre til at se at menneskets behov og vilkår stadig er de samme.
Hold da op med at sammenligne for forståelse - find i stedet det bagvedliggende mønster - hvis der altså er tid til det :)

Grunden til at den internationale standard for valgperiodelængder altid kompromisses til omkring 4-6 år, system og interessanter ufortalte ?
Den kollektive erindring er på :
4 år. :-)

jan henrik wegener

Hvad begreber om "kollektiv erindring" eller "kollektiv erfaring" måtte dække virker for mig ikke som så selvfølgelige. Det egentigt selvoplevede kan vel næppe findes længere tilbage end de enkelte livs varighed tillader.M,en i grunden er det vel også en mikroskopisk del af "samtdens" begivenheder hver enkelt personligt erfarer. Det meste hører eller læser vi om.
Derfor kan historien jo udmærket læres og tilegnes. Hvis dette er forsømt har jeg mistænkt ikke mindst nogle letkøbte opfattelser af hvad det vil sige at være "moderne" eller "progressiv". Lige på det særlige punkt kan nogle selvudnævnte "kulturkonservative" have en pointe.
Når der i ens baggrund er adskillige tilknytningspunkter til en stor krigsforskellige sider både m.h.t. deltagere(nationer og personer) interesserer det dog nok mere end mange andre(selvom man derfor på ingen måde ved "alt").

Lennart Kampmann

Det skete jo allerede i Srebrenica, men det er måske glemt?

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Povlsen

Historien erindringen/erfaringen skrives af sejrherren.
Senere redigeres der i den.
Der var engang.
Så der er vel kun den sunde fornuft tilbage.
Hvad det så end er.
Det er, der nogen som bestemmer.
Godt nytår

Torben Selch, Arne Kruse Nielsen og Jette M. Abildgaard anbefalede denne kommentar

Det er godt debat indlæg. I takt med frygten for terror forsvinder også menneskelige empati. På grund af frygt få politi og efterretningstjenester voldsomme beføjelser. Det betyder at demokratiske institutioner og offentligheden har mindre kontrol mekanismer til de nævnte institutioner.
Derfor er det meget betænkeligt at give så meget magt til et bestemt organisation.
Jeg er alvorlig bange for at politikkerne og offentligheden har mistet kontrollen med diverse politienheder. Nogle vil selvfølgelig benægte dette.
I takt med teknologiske udvikling vokser også kontrol mekanismer mod civilbefolkningen. Der er sket meget siden DDR eksisterede. Teknologien kan true demokratiet.
I dag har du teknologi til at fjerne ubemærket folk som du ikke bryder dig om. Teknologien er til stede hvor du kan fjerne politiske modstandere. Teknologisk udvikling har skræmmende perspektiver.
Derfor er det vigtigt at have effektive kontrol mekanismer til nogle institutioner.

Kurt Lindy Hansen

Jeg er virkelig glad for Martin Lyngbos debatindlæg. Er i lange stræk synspunkter, som jeg deler. Det kan få mig til at tvivle på, at det nogensinde bliver bedre.

Hvorfor skal morfar og farfars modstandskamp altid hives frem, så man ligesom har fastslået, at man kommer fra en familie, hvor man har "ret" til at have en mening om det, der foregår?

Niels Duus Nielsen

Gitte Roe, kommer du da fra en familie, hvor man ikke har ret til at have en mening? Jeg troede alle havde en ret til at have en mening, uanset hvilken familie man kommer fra. Men jeg tager måske fejl?

Grethe Preisler

Tider skal komme, tider skal henrulle
Slægt skal følge slægters gang:

"Andre syner - fra en tid, da
kloge jøder, klare hjerner,
geografer, astronomer
lyste på Kastiliens himmel,
flammesjæle, formalister,
elskovsglødende poeter
talmudforskere, bohemer,
statsministre og asketer!
Ingen by er som Toledo,
da Jehova skabte solen,
satte han den til at lyse
først og fremmest for Toledo.

Adam var dens første konge,
andre mener den blev grundlagt
af en flok fordrevne jøder
ført af kong Nebudkanesar.

Og dens navn betyder "Slægter",
og det kommer af hebraisk.
Ja i sandhed, de har skiftet,
de har kæmpet, de har blomstret.
Kelter, goter og iberer,
romerfolkets legioner,
arianske kætterpræster
og de mauriske emirer.

Jøder lærte Hellas' visdom
af en turbanklædt araber,
og de kristne sad på bænken
hos den jødiske professor.

Og da korstogshæren ville
storme byen og i hellig
iver myrde alle jøder,
drog de kristne paladiner
med de vidt berømte klinger
ud til kamp for deres landsmænd,
ud til kamp for Israels sønner,
ud til kamp for Sions døtre."

(Otto Gelsted - Emigrantdigte - flygtningi Sverige under WW II)

Tja enig med forfatteren. Spørgsmålet er jo bare hvilken historie som visse dominerende organisationer bærer rundt med. Som her i artiklen fra franske Voltairenet, hvor opbygningen af Nato skete med hjælp fra Hitlers tætteste betroede. Nato sang i tyrkiet "We are the world" og Tyrkiets Ergodan henholdt sig til Hitlers ledelsesprincipper. Er Ergodan vanvittig eller talte han bare over sig?
http://www.voltairenet.org/article174656.html

Flemming Berger

Den dag,beretning om tortur udløser smerte i vor egen krop,den dag,flygtningestrømme udløser vor medfølelse og vilje til handling,den dag,enhver uret mod et andet menneske er en uret vendt mod os,først den dag har vi endelig lært det og er blevet mennesker i sandhed.

René Pedersen

Kære Martin Lyngby, jeg ved ikke lige hvad der er med kunstnere og kulturarbejdere, men i evner godt nok at slå nogle skæve engang imellem når i bevæger jer ud i samfundet, meget lig venstreorienterede gruppers samfunds analyser i 70erne.
Du skriver:
"Jeg tænkte, at de havde fat i noget, de vidste noget. Noget om, hvordan man lever i en by og et land med store kulturelle og religiøse forskelle.
Men den viden forsvandt for dem. De mistede det. Og det er for mig helt uforståeligt"

Det du oplevede i Syrien var den behagelig fredsommelighed der er på en kirkegård ro, fred og faste ritualer - en lise for sjælen. Hvad du ikke forstod var at kirkegårdens fred var diktatorens fred som sørgede for at alle uenigeheder og spændinger lå dybt begravet. Da diktatoren magtgreb blev svækket forsvandt samtidig det der afholdt de i årtier nedgravet uenigeheder og spændinger i at komme til overfladen - det er ikke specielt uforståeligt og har ikke meget med glemt viden at gøre

Grethe Preisler

"Det fortælles at en Galler,
da han så sit hjemlands vilde kampmod mejet ned
af romer-legionens stramme styrke,
skød sin sidste pil mod himlen,
mod den gud, han havde dyrket,
mod den gud, der havde svigtet,
før han faldt med panden kløvet.

Af de dræbte Gallers knogler
bygged vingårdsbønder gærder
om de skønne druehaver.
Ingen fik en bedre gravfærd."
(Otto Gelsted)