Kommentar

Vi kan også skåne planeten

Menneskers vold mod hinanden er på forbløffende kort tid blevet reduceret markant, men nu er vi nødt til også at stoppe vores vold mod naturen
19. december 2015

Menneskehedens store paradoks er, at vi er det eneste dyr, der kan udvise vedvarende empati og altruisme over for væsener, vi ikke er beslægtet med, og at vi samtidig har myrdet så mange artsfæller og efterlader så meget affald. Mens vores vold mod hinanden er mindsket forbløffende hurtigt, som psykologen Steven Pinker har påvist, ser vores vold mod andet liv på planeten ud til at øges.

Den store fauna, der engang dominerede det meste af verden, findes nu kun i små lommer. Hvis krybskytteriet fortsætter, vil der knap nok være næsehorn og elefanter tilbage i Afrika, når et barn, som fødes i dag, forlader skolen. Engang var der løver næsten overalt: i Europa, Asien, Amerika og i hele Afrika. I 1940’erne var der cirka 450.000 tilbage i Afrika. Nu er der 20.000, og bestanden forventes at blive halveret i løbet af de næste 20 år. Havenes økosystem kollapser, fødekæderne brydes på grund af overfiskning og forurening. Landbrugsjorden bliver så hurtigt udpint, at der ifølge FN i gennemsnit kun er 60 års fødevareproduktion tilbage. Det klimatiske rum, hvor den menneskelige civilisation blomstrede op, smækker døren hårdt i.

Er disse to tendenser forbundne? Har vi ved at beslaglægge og dræbe naturens rigdomme købt os til et pusterum fra kampen om ressourcer?

Rarere end rotter

Der findes også en mere optimistisk udlægning af menneskehedens paradoks. Med nøgenrotten – en muldvarpegnaver med en familiestruktur som bier og myrer – som den måske eneste undtagelse er ingen hvirveldyr så omgængelige, som vi er.

Læs også: Oversigt over alle COP21-artikler på Information.dk

Nøgenrotter underordner kun egne interesser i forhold til dem, de deler genetisk materiale med. Vi kan underordne vores egne interesser i forhold til vildt fremmede mennesker. Vi bruger vores sociale tendenser til at normalisere denne bemærkelsesværdige adfærd, men også til at normalisere vores mørkeste tendenser.

De fleste mennesker støtter det bestående, uanset om det er demokrati, monarki, stalinisme, nazisme, omsorg for planeten eller et ødelæggelsesorgie. Problemet er med andre ord ikke, at vi er mere naturligt tilbøjelige til at ødelægge, svine og dræbe, end vi er til engleagtig venlighed og kærlighed. Vores sociale hjerne formår at normalisere begge dele. Det er ikke menneskets natur, vi må forandre, men de normer og institutioner, der påvirker den. Opgaven er altså ikke umulig – som nogle forestiller sig – men blot svær.

Med de forandringer, Pinker dokumenterer, har vi tilsyneladende også undergået, hvad forfatteren Michel Houellebecq kalder for en metafysisk mutation i vores indbyrdes relationer: Det bratte fald i vold er, stik imod alle forudsigelser, sket på mindre end et århundrede. Nu må vi gøre det samme i vores forhold til den levende omverden. Men vi er tilsyneladende bedre til at overbevise os selv om, at vi har ændret os, end vi er til at ændre os.

Jubel i utide

Klimaaftalen fra Paris blev generelt udlagt som et gennembrud. Det er den slet ikke. Uden bindende mål, tidsplaner og sanktioner er den ikke meget mere end et effektivt redskab til at redde de delegeredes samvittighed.

Selv hvis alle lande lever op til deres løfter under forhandlingerne – og den britiske regering bryder allerede sine – vil verden i 2030 producere flere drivhusgasser end i dag. Til den tid har vi 14 år til at reducere de globale udledninger til ingenting for overhovedet at have chance for at holde den globale opvarmning under to grader. Hvis »aspirationen« i Paris-aftalen om at forhindre temperaturstigninger over 1,5 grader skal nås, så skal kulstofudledninger ophøre brat lige efter 2020.

Den selvrosfestival, som forhandlingerne endte med, udgør et alvorligt eksempel på jubel i utide. Det afspejler en generel overbevisning om, at det er umuligt at gøre mere. Det er for svært og for dyrt at forhindre biosfærens langsomme sammenbrud – så er det nemmere bare at leve med det eller dø af det.

Men mens støtten til vedvarende energi – 121 milliarder dollar om året på globalt plan – almindeligvis ses som en stor offentlig udgift, betragtes G20-landenes subsidier til udvinding af fossile brændstoffer på 425 milliarder dollar om året som næsten ingen penge. At lade de fossile brændstoffer blive i jorden er udelukket, men det er det ifølge nogle kommentatorer ikke at flytte hele byer som reaktion på klimaforandringerne eller at lade troperne blive til »ødemarker med få mennesker«, som en infam klummeskribent har foreslået.

Den giftige misinformation om klimaforandringerne, som firmaer som Exxon pumper ud, bliver blandet op med en dyb understrøm af antiintellektualisme.

Men vi er ikke dømt til at blive skyllet væk af det nonsens, vi kan også modstå det. Det er et valg, vi træffer både alene og sammen. Vi har en bemærkelsesværdig evne til både at skabe og nedbryde sociale normer – det viser den store afvisning af vold siden Anden Verdenskrig.

Der er mange eksempler på kollektive aftaler om ikke at maksimere udnyttelsen af ressourcerne, både blandt naturfolk og i industrilande. Det er en lige så stor del af menneskets natur som grådighed og ødselhed. Hvis vi så hurtigt kan holde op med at dræbe hinanden, kan vi også holde op med at dræbe andre væsener på planeten.

Fred og velstand afhænger ikke af vold mod naturen. Man kan faktisk hævde det modsatte.

© The Guardian og Information

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Ole Steensen
  • Kurt Loftkjær
Trond Meiring, Ole Steensen og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Natursyn ønskes

Jeg appelerer i al beskeden til menneskeheden om at opbygge et natursyn, som ikke alene drejer sig om menneskets mulighed for at udnytte naturen. Naturen skal kunne hvile i sig selv og efterlades, som vi modtog den. Tænk på vores børn og deres børn og deres .....

Ellers skal vi i sidste ende om muligt på en tur ud i verdensrummet og lede efter et nyt sted til det begærlige og på mange måder hæmningsløse menneske, som vi har set det filmen Interstellar.

Menneskehedens store paradoks er, at vi er det eneste dyr, der kan udvise vedvarende empati og altruisme over for væsener, vi ikke er beslægtet med

pladderpseudovidenskabelig vrøvl!

Menneskets paradoks er at vi på trods af den mest komplekse hjerne blandt klodens dyr er så ubegribeligt dumme og arrogante at vi ikke fatter vores plads i naturens hirarki.
Udtalelsen som den ovenfor er et slående bevis for denne påstand. Udtalelsen er ikke bare usand, den vidner også om denne (for nogle blandt os) ubegribelige arrogans der lader os formulere den slags udtalelser skønt vi faktisk ved at vores viden om både os selv og de andre dyrearter rent faktisk er ganske minimal, i hvert fald meget lille og ufuldstændig. For ikke så længe siden påstod vores skolebøger at mennesket var det eneste dyr der kunne tænke, bruge værktøj, havde selvbevidsthed etc. etc. altsammen antagelser som viste sig at tjene det fremherskende verdensbillede som siger at vi er skabelsens kransekagefigurer og naturens herskere, men ikke havde noget med virkeligheden at gøre.
Det kan være at vi i dag er mindre voldelige overfor hinanden, men den vold vi påfører naturen er i dag større end nogensinde, omend muligvis alene fordi vi er blevet så mange.

Men vi bør også erkende at volden ikke er slukket for altid, men at den kan bryde ud når som helst i samme eller endnu voldsommere styrke end nogensinde. Vi befinder os i overhængende fare når vi tror at vi har mestret de voldelige elementer i os.

Den triste sandhed er: vi har ikke mestret en skid, og det eneste der er kontinuerligt er vokset i løbet af de sidste årtusinder ar vores udvikling er vores arrogance og den dumhed der kommer deraf.

Jørgen Steen Andersen, Peter Hansen, Gorm Lerche og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvor er det ægte interessant! Det forklarer jo bl.a., hvordan et demokratisk samfund kan bestå først og fremmest i kraft af sine strukturer og institutioner.

Curt Jensen,
Jeg er enig, på mange punkter.
Man kunne måske tilføje at vi står over for en, tilsyneladende, uoverstigelig pædagogisk opgave. Hvor selv de klogeste hoveder, med et arsenal data og testede konklusioner, der kun peger En vej. Alligevel kommer til kort overfor en meget stor del af vores medmennesker; selv i lande med oplysningstradition, universel uddannelse og fri adgang til information.
Den forudsigelige, men alligevel fortvivlende, fadæse i Paris udstiller dette katastrofale pædagogiske underskud, i ubærlig klarhed, og efterlader således de få, der så småt er begyndt at forstå, en endnu mere desperat opgave.
Jeg er ikke uddelt fan af Monbiot, men trods adskillige fejl - blandt de værste i mine øjne hans totalt misforståede flirt med atomkraft - fornemmer jeg at han er på bølgelængde og vil det bedste.
Måske lidt leflen for infantile antropocentriske vrangforestillinger er en billig, og måske uundgåelig, pris at betale for den nødvendige folkelige mobilisering ?

Gorm Lerche,
for at være ærlig, så har jeg slet ikke læst artiklen helt færdig, jeg havde allerede fået nok efter den første, efter min mening helt latterligt arrogante påstand om at vi er de eneste dyr der kan udvise vedvarende empati for andre arter. Og det er ikke det eneste fejlskud i artiklen. Artiklen er fyldt med udokumenterede påstande og joviale holdninger på en måde der for mig har undermineret hans troværdighed en ganske markant. Kan ellers også godt lide ham og hans holdninger, men når jeg læser sådan noget vås som dette her, må jeg spørge mig selv hvorfor egentligt.
Mht. denne artiklens indhold vil jeg anbefale Monbiot at glemme det han har lært i biologitimerne og føre sig ajour med nyere viden, evt. ved nogle af BBC's udmærkede naturserier. Man har bl.a. for længst fundet ud af at en række dyr plejer venskaber med dyr fra andre arter. Dvs. selv videnskaben har fundet ud af det fordi de af os der har husdyr skulle være undergennemsnitlig intelligent, eller overgennemsnitlig arrogant, for aldrig at have bemærket at fx. katte sagtens kan have hunde-venner og omvendt, og endda vil gå langt for at pleje venskabet.

Nogle gange ville det klæde Monbiot simpelthen at holde mund om emner han ikke har forstand på.

Som fx. menneskets of hvirveldyrenes natur...