Kommentar

Klimaaftalen var god og nødvendig – nu skal vi se fremad

Med COP21 har vi sikret en nødvendig og afbalanceret støtte til klimatiltag for udviklingslande og hjulpet med at øge de globale tiltag, der skal minimere klimaændringernes konsekvenser. Det er tid til at fokusere på implementeringen
21. december 2015

For 70 år siden blev FN oprettet i efterdønningerne af Anden Verdenskrig. Nu står landene igen samlet i mødet med en anden trussel – hastigt stigende temperaturer, der truer livet på vores planet.

Regeringer har indvarslet en ny tid med globalt samarbejde mod klimaændringer – en af de mest komplekse udfordringer, som menneskeheden nogensinde har stået overfor. Dermed har de gjort store fremskridt med at opfylde deres mandat i FN-pagten til at »frelse kommende generationer«.

Klimaaftalen i Paris er en triumf for mennesker, miljøet og multilateralt samarbejde. Det er en sundhedsforsikring for planeten.

For første gang nogensinde har alle verdens lande lovet, at de vil bremse udledningen af drivhusgasser, blive bæredygtige og handle både nationalt og internationalt for at modvirke klimaændringerne.

Sammen er landene blevet enige om, at de bedst varetager deres nationale interesser ved at stræbe efter almenvellet og minimere konsekvenserne af klimaændringerne. Jeg mener, at det er et eksempel til efterfølgelse for alle politikområder.

Svarene er der

Denne sejr i Paris er afslutningen på et bemærkelsesværdigt år: fra Sendai-rammeaftalen om risikominimering af naturkatastrofer og Addis Ababa-dagsordenen om udviklingsfinansiering til topmødet for bæredygtig udvikling i New York og klimakonferencen i Paris. FN har vist sin evne til at give håb om en bedre verden.

Siden mine første dage som generalsekretær har jeg sagt, at klimaændringerne er den afgørende udfordring i vores tid. Derfor har jeg gjort dem til den højeste prioritet under min embedstid.

Jeg har talt med næsten alle verdens ledere om den trussel, som klimaændringerne er mod vores økonomier, vores sikkerhed og vores overlevelse. Jeg har besøgt alle kontinenter og mødt samfund, der bor på klimaændringernes frontlinjer.

Jeg er blevet rørt af lidelserne og inspireret af alle de løsninger, der vil gøre vores verden mere sikker og velstående.

Jeg har deltaget i alle FN-klimakonferencer, og de tre klimatopmøder, som jeg har indkaldt til, har mobiliseret politisk vilje og inspireret til innovative tiltag hos regeringer, virksomheder og civilsamfundet. Den såkaldte Paris-handlingsplan viser sammen med forpligtelserne fra sidste års klimakonference, at svarene på klimaændringerne er der.

Større modstandsdygtighed

Det, der før var utænkeligt, er nu ustoppeligt. Den private sektor investerer allerede nu i en fremtid med færre drivhusgasudledninger. Løsningerne bliver i højere grad tilgængelige og til at betale, og mange flere er på vej, især efter succesen i Paris.

Aftalen i Paris leverede på alle de vigtigste punkter, som jeg har opfordret til. Markederne har nu fået et klart signal om, at de bliver nødt til at øge de investeringer, der skaber en udvikling med færre drivhusgasudledninger og større modstandsdygtighed over for klimaændringer.

Alle lande blev enige om at begrænse temperaturstigningen til et godt stykke under to grader og endda stræbe efter at holde den nede på halvanden grad. Det er især vigtig for de afrikanske lande, de små østater og de mindst udviklede lande.

Landene blev også enige om at lægge låg på drivhusgasudledningerne så snart som muligt i den anden halvdel af dette århundrede. 188 lande har nu indsendt deres nationale klimaplaner, der viser, hvad de er klar til at gøre for at mindske udledningerne og blive mere modstandsdygtige overfor klimaændringerne.

Lige nu har de nationale mål allerede vendt udledningskurven nedad. Men samlet vil det stadig give en farlig og uacceptabel temperaturstigning på tre grader. Derfor har landene i Paris lovet, at de vil evaluere deres nationale klimaplaner hvert femte år med start i 2018. Dette vil give dem mulighed for at øge deres ambitioner til det niveau, som videnskaben kræver.

Vi skal øge momentum

Klimaaftalen i Paris sikrer en nødvendig og afbalanceret støtte til klimatiltag for udviklingslande, især de mest fattige og udsatte. Og den vil hjælpe med at øge de globale tiltag, der skal minimere klimaændringernes konsekvenser.

Regeringer er blevet enige om bindende, robuste og transparente regler, der sikrer, at alle lande gør, som de har sagt, at de ville. Udviklede lande har indvilget i at gå forrest med at mobilisere midler til dette og øge teknologistøtten. Og udviklingslande har i stigende grad påtaget sig det ansvar at indføre klimatiltag alt efter deres formåen.

Vi må også anerkende virksomhedernes og civilsamfundets lederskab, visioner og bidrag til denne historiske bedrift. De har fremhævet både det, der er på spil, og bidraget med løsninger. Jeg hylder dem for det enestående ansvar, som de har taget for klimaet.

Med klimaaftalen på plads må vi omgående fokusere på implementeringen, mens regeringer, virksomheder og civilsamfundet begynder det enorme projekt med at modvirke klimaændringer. For at gøre verdensmålene for bæredygtig udvikling til virkelighed, vil FN hjælpe medlemslandene og samfundet i alle faser. Som det første skridt på vejen til at implementere klimaaftalen har jeg indkaldt til et møde på højt niveau 22. april næste år, hvor landene vil underskrive aftalen.

Jeg inviterer verdens ledere til at komme og hjælpe med at fastholde og øge momentum. Ved at arbejde sammen kan vi opnå vores fælles mål om at gøre en ende på fattigdom, styrke fred og sikre alle et liv med værdighed og muligheder.

Ban Ki-moon er FN’s generalsekretær. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Gad vide hvad den mand drømmer , når han sover og selvkontrollen har sluppet sit faste indarbejde greb.

Mon han skælder voldsomt ud, skriger og smider alle mulige ting efter forskellige regerings repræsentanter , mens han står på talerstolen i FN bygningen.

Gad vide............................

Det er svært at tænke sig en mere rammende udstilling af talemåden:
WAY way way too little, WAY way way too late - In fact, are you fucking insane ? (ud i et)
End den forudsigelige fadæse i Paris.
At disse mennesker; statsledere, meningsdannere, journalister mv. alligevel stiller op til selvros og skamløst lader som de ikke selv er klar over hvor langt under målet resultatet er blevet, må nok tilskrives den samme slags ligegyldighed der tillod dem at lave en så uholdbar aftale.

Hvem kan have håb i dette lys?

Jeg kan godt forstå Generalsekræteren allerede få uger efter Paris har følt det nødvendigt at søge at hæve begejstringen efter alle de hug aftalen har fået. - Der skulle jo gøres noget nu og her for at få knækket den CO2 kurve. I stedet har bl.a den danske regering og nu den australske sørget for at det går direkte den modsatte vej. Har vi hørt om en eneste regering, som er gået hjem og begejstret har lagt op til ændringer, som ligger i forlængelse af aftalens ord?
Generalsekræteren har nok følt det nødvendigt at minde om nogle at ambitionerne i aftalen for at den ikke allerede nu skal gå i glemmebogen.