International kommentar

Bliver klimaflygtningene glemt ved klimatopmødet?

COP21-forhandlingerne bør anlægge en realitetsorienteret tilgang, der begynder med faktisk at nævne ordet ’migranter’ i den endelige aftaletekst
De fleste af de atoller (ringformerede koraløer, red.) der udgør ø-riget Kiribati, der ligger mellem Hawaii og Australien, er forhøjet mindre end en meter eller to over havets overflade. Det forventes, at der i løbet af nogle år ikke længere vil være beboeligt for befolkningen, pga. at havets overflade vil stige og oversvømme øerne som følge af højere temperaturer og klimaforandringer.

De fleste af de atoller (ringformerede koraløer, red.) der udgør ø-riget Kiribati, der ligger mellem Hawaii og Australien, er forhøjet mindre end en meter eller to over havets overflade. Det forventes, at der i løbet af nogle år ikke længere vil være beboeligt for befolkningen, pga. at havets overflade vil stige og oversvømme øerne som følge af højere temperaturer og klimaforandringer.

Vlad Sokhin

3. december 2015

Vi er alle på vej ind ukendt farvand, efterhånden som virkningerne af klimaforandringerne begynder at skabe kategorier af migranter, verden aldrig tidligere har set: Migranter, som bliver statsløse, når deres ønationer forsvinder; migranter, der udgør en stor omstrejfende population af ’miljøflygtninge’; migranter, der flygter fra klimaintensiverede krige og vold som den, vi ser i Syrien og Mellemamerika.

De globale ledere har indledt en af de mest kritiske og potentielt katastrofale diskussioner om civilisation og migration, historien har kendt. FN’s COP 21-klimakonference i Paris vil kunne få afgørende indflydelse på skæbnen for alle dem, der fordrives af klimaforandringerne – et antal, der er blevet forudsagt til at kunne løbe op i så mange som en milliard mennesker, med 200 millioner som det mest citerede aktuelle skøn.

I september afviste New Zealand en mand ved navn Ioane Teitiotas ansøgning om at blive verdens første officielt anerkendte klimaforandringsflygtning og deporterede ham tilbage til hans hjemland, ønationen Kiribati i stedet. Kiribati er så sårbar over for havets stigninger, at landets regering for nylig har købt jord i Fiji, således at man vil have et sted at flytte sine borgere hen, når øgruppen i sidste ende oversvømmes – en skæbne, der nu tegner uundgåelig.

Er det sådan, Vesten vil løfte sit ansvar for klimaforandringsflygtninge? COP 21 skal diskutere dette spørgsmål, og dog ser det ud til, at spørgsmålet om klimaflygtninge slet ikke kommer til at figurere i den endelige aftaletekst, der forventes at komme ud af denne væsentlige globale forsamling. I oktober kom der i al fald et revideret udkast til konferencens slutaftale frem, der viste foreslåede sletninger af enhver omtale af ’migranter’.

At slette lidt over et dusin ord som foreslået vil kunne få mange uheldige konsekvenser, herunder at fritage landene i det globale nord for deres ansvar så kan de kan videreføre deres nuværende strategi. I stedet for at se krisen i øjnene vil det globale nord bare skulle nøjes med at føre kontrol med migranterne med henblik på at holde dem væk fra sig selv.

Skadelig retorik

Før angrebene i Paris advarede COP 21’s værtspræsident, François Hollande, om, at uden en ambitiøs og vidtspændende indsats mod klimaforandringer skal »antallet af flygtninge over de næste 20-30 år ikke kun tælles i hundredtusinder, men i mange millioner«.

Han indskærpede også over for landene i det globale nord, at de må opfylde de tilsagn, som de indgik ved COP15-samtalerne i København, om at øge støtten til de fattigste, mest klimaforandringssårbare lande til 100 milliarder dollar i 2020.

Men dette var før Frankrigs eget 11. september. Siden er denne alvorlige snak om et alvorligt emne blevet afløst af farlig, forældet og fremmedfjendsk snak om civilisationssammenstød, der har gjort verdensomspændende comeback i kølvandet på terrorangrebene i Paris.

Opfordringerne fra Marine Le Pen, partileder for Frankrigs højreorienterede Front National, til »at udvise« alle de »illegale migranter, der ikke har noget at gøre her«, har vundet genklang i USA, hvor alle republikanske præsidentkandidater nu taler for barske tiltag mod indvandring. Marco Rubio, f.eks., betegnede angrebene på Paris som et slag i en større »konfrontation mellem civilisationer« og krævede, at USA øjeblikkeligt »hører op med at modtage flere flygtninge fra Syrien«.

Denne retorik kan få store skadevirkninger for migranter, når de fremstilles som trusler snarere end mennesker, der flygter fra borgerkrige, stigende havvandstand eller, som det i stigende grad er tilfældet, fra vold og konflikt, som videnskabsfolk siger, er blevet forværret af konsekvenserne af klimaforandringerne.

Dette stemningsskift giver nu den nordlige halvkugle et nyt alibi, hvormed de kan maskere deres uvilje mod at løse den migrationskrise, som deres produktion og forbrugsvaner har spillet en rolle i at skabe. Det tegner nu mere sandsynligt, at »den byrde, som er forbundet med at forsørge klimamigranter, vil skulle løftes af de fattigste lande – dem med det mindste ansvar for udledningen af ​​drivhusgasser«, fastslår Den Internationale Organisation for Migration.

Civiliseret tilgang

COP21-forhandlingerne bør anlægge en realitetsorienteret tilgang, der begynder med faktisk at nævne ordet ’migranter’ i den aftaletekst, der skal komme ud af forhandlingerne, hvilket de første udkast da også gjorde.

Før de gigantiske bølger af kommende folkefordrivelser eskalerer, må medlemmerne også stræbe efter at få genindført det tiltag, som Australien (nationen, hvis modvilje mod at beskæftige sig med klimamigration får landet til at ligne en Donald Trump på den internationale migrationsscene) gik sådan i brechen for at få sløjfet fra planen: Det er nødvendigt at få oprettet »et koordinerende organ for klimafordrevne flygtninge«, der både kan yde nødhjælp og hjælpe med genbosættelser.

Til diskussion er også (i det mindste blandt de mest klimasårbare lande) forslag om at finde formuleringer, der kan åbne døren til juridisk beskyttelse for klimaflygtninge. Denne beskyttelse er ikke blot et moralsk imperativ. Den repræsenterer den eneste civiliserede tilgang til spørgsmålet om klimaflygtninge.

Roberto Lovato er forfatter og forsker ved UC Berkeley Center for Latino Policy Research.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Vagn Christensen

Der er to grunde til at vi har klimaflygtninge, den ene er at havene stiger og fjerner land.
Den anden er sult og nød det fortalte Præsident Nyere da jeg genbesøgte ham i 80erne sammen med kollegaer i fagbevægelsen. Hvor han direkte sagde til os. Jeg er ikke imponeret over i kommer her og har råd til det, det er fordi i kunne bruge vores værdier før i selv opfandt plastikken.
Men forstår i ikke, at i må give noget tilbage til os, ja så vil i se vi stemmer med fødderne. Bevæger os mod Europa. Hvilket vi alle i dag kan konstatere sker. Som i selv gjorde, da i bevægede jer mod USA og Canada, da i ikke kunne brødføde jeres befolkning. Var det fem mio. mennesker vi talte om dengang mener at have hørt tallet.
Nyeres opråb handlede ikke om at få penge, men få investeringer, så han kunne få lys i skolerne så voksne kunne komme ud af analfabetismen, og at han kunne få sat, fordi som kunne læse og skrive, en folkeoplysning i gang så de selv kunne skabe et land der kunne brødføde sin befolkning.
Samme mønster som han som ung i 60erne havde mødt i Danmark hvor han på Esbjerg Højskole hvor jeg mødte ham, havde hørt vi havde gjort i Danmark. Hvor uddannelse og folkeoplysning sammen med to stærke bevægelser andelsbevægelsen og arbejderbevægelsen havde skabt et samfund som kunne brødføde sig selv på alle måder.