Kommentar

Merkel misforstår multikulturalismen

Tyskland kan drage fordel af flygtningetilstrømningen, hvis potentielle medborgere ikke fremmedgøres med krav om assimilering
22. december 2015

I en tale ved CDU’s årsmøde sagde Tysklands kansler, Angela Merkel, at »de, der søger tilflugt hos os, er også nødt til at respektere vores love og traditioner samt at lære at tale tysk. Multikulturalisme fører til parallelsamfund, og derfor er multikulturalisme stadig en stor vildfarelse«.

Det vil nogle måske opfatte som underligt, eftersom Merkel har taget et modigt standpunkt ved i løbet af de seneste måneder at lade et stort antal flygtninge – måske op til en million – rejse ind i Tyskland. Selvfølgelig er det planen, at deres asylansøgninger skal behandles, nogle skal afvises og hjemsendes, mens andre kan blive, indtil der kommer fred i Syrien. Men det er ikke urealistisk at antage, at langt de fleste bliver boende i Tyskland. Nogle vil måske endda tænke, at hendes kritik af multikulturalismen er en narresut til den vrede højrefløj i partiet, som er imod hendes humanitære standpunkt.

Der er dog ikke nødvendigvis nogen modsætning, hverken hvad angår Merkel eller tysk politik i et længere tidsperspektiv. Siden Anden Verdenskrig har først det tidligere Vesttyskland og derefter det forenede Tyskland generøst taget imod flygtninge og fordrevne, først dem af tysk afstamning – de såkaldte Aussiedlern – men senere bredere. Samtidig indgik Vesttyskland i 60’erne aftaler med lande som Tyrkiet om at importere arbejdskraft – såkaldte Gastarbeitern – til industrien. I modsætning til de etniske tyskere var det aldrig meningen, at gæstearbejderne skulle slå sig ned, stifte familier og blive tyske statsborgere. Det er dog sket i stort omfang – ikke på grund af, men på trods af den officielle politik. Indvandrere af tysk afstamning blev betragtet som tyskere – også selv om de ikke kunne tale tysk – mens gæstearbejderne kun var på besøg. Selv om flere millioner i Tyskland – i dag 16 mio. – var født i udlandet eller som børn af indvandrere, var det ifølge landets kansler i 1990’erne, Helmut Kohl, »ikke et indvandringsland«. Og selv om de tyske regeringer havde lavet tiltag, der på overfladen så multikulturalistiske ud – f.eks. modersmålsundervisning til tyrkiske børn – var det kun for at forberede tyrkerne på deres tilbagevenden til Tyrkiet. Tyskland var meget tilbageholdende med at give tyrkiske indvandrere eller deres børn statsborgerskab. Selv nu, 50 år efter de første tyrkiske gæstearbejderes ankomst, kan det være svært for deres børn og børnebørn at få tysk statsborgerskab.

Så da Merkel i en berømt tale i 2010 sagde, at MultiKulti havde slået helt fejl, henviste hun ikke til det, man i Storbritannien forstår ved »multikulturalisme« – mangfoldiggørelsen af den britiske identitet – men derimod til en politik, der sigtede mod ikke at integrere grupper som tyrkerne i det tyske samfund ved at nægte dem medborgerskab. Så når Merkel forsvarer sit humanitære standpunkt og samtidig fordømmer multikulturalismen, er hun i tråd med gængs tysk regeringstænkning.

Potentielle borgere

Det ville da også være underligt, hvis hun angreb den britiske multikulturalisme så kort efter terrorangrebene i Paris, når nu selv franskmændene siger, at deres republikanske assimileringstilgang er mislykket.

Det kunne være interessant, hvis alle de, der forkaster den multikulturelle tilgang, kunne sige, hvilke problemer Tyskland eller Frankrig – der begge resolut har afvist at prøve ægte multikulturalisme – har undgået, men som multikulturelle lande som Canada, Australien og Storbritannien lider under.

Hvad angår arbejdsløshed, beskæftigelsesniveau, indkomst, uddannelsesniveau, deltagelse i samfundslivet, identifikation med nationen, blandede venskaber og ægteskaber, religionsfrihed og ikkehvides tilstedeværelse i det offentlige liv, har uforbeholdent multikulturelle lande opnået større lighed og mere inddragelse end lande, der aldrig har prøvet multikulturalisme.

Multikuralisme i det små

Det interessante er, at selv lande som Frankrig og Tyskland af og til udøver aspekter af multikulturalismen, ofte i små bidder og på lokalt plan – f.eks. den kommunale støtte til muslimske kirkegårde i Frankrig eller Regenburg Plus-programmet for opsøgende arbejde med muslimske kvinder i Hamburg. Men det sker også på nationalt plan, dog typisk på en ret topstyret måde, som ingen multikulturalister ville bifalde. Minoriteters repræsentation som grupper i politik og i forhold til regeringen er multikulturalisme. Det har man dog måttet ty til for at inddrage muslimer i politik, med Merkels islamkonference og med Den Muslimske Religions Råd i Frankrig.

Tyskland har i modsætning til Storbritannien et faldende indbyggertal, og en følge af den store flygtningetilstrømning er, at arbejdsstyrken øges. Det er da også gået op for analytikere og arbejdsgivere, at mange syrere har faglige og forretningsmæssige kvalifikationer, og nogle virksomheder har allerede skabt lærepladser til flygtningene. Merkels humanitære instinkt kan på langt sigt give Tyskland materielle gevinster, hvis tyskerne altså ikke fremmedgør potentielle borgere ved at kræve, at de skal assimilere sig for at få statsborgerskab.

Tariq Modood er en britisk-pakistansk professor i sociologi og statskundskab ved University of Bristol.

© The Guardian og Information. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Noget af det morsomste, jeg længe har læst. Ufrivilligt ganske vist, men alligevel.

Peter Olesen, Søren Ferling, Martin Sørensen og Asger Harlung anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Fra artiklen:

"Hvad angår arbejdsløshed, beskæftigelsesniveau, indkomst, uddannelsesniveau, deltagelse i samfundslivet, identifikation med nationen, blandede venskaber og ægteskaber, religionsfrihed og ikkehvides tilstedeværelse i det offentlige liv, har uforbeholdent multikulturelle lande opnået større lighed og mere inddragelse end lande, der aldrig har prøvet multikulturalisme."

Hvad morsomt er der ved det, Jørgen Madsen? Okay, jeg kan godt se tragikomikken for tilhængere af multi-kulti, det er jo altid absurd morsomt, når tilhængere af lighed går ind for større ulighed.

@ Niels Nielsen
"Hvad angår arbejdsløshed, beskæftigelsesniveau, indkomst, uddannelsesniveau, deltagelse i samfundslivet, identifikation med nationen, blandede venskaber og ægteskaber, religionsfrihed og ikkehvides tilstedeværelse i det offentlige liv, har uforbeholdent multikulturelle lande opnået større lighed og mere inddragelse end lande, der aldrig har prøvet multikulturalisme."

Tja, det er i hvert fald modsagt af al empiri på området, så hvis gode ønsker substituerer videnskabelig analyse, så kan vi da godt lege den leg. Men jeg synes nu, at du skulle læse den seneste rapport fra Danmarks Statistik om dette emne og i øvrigt diverse Pew-rapporter.

Du kan evt. begynde her: http://dst.dk/Site/Dst/Udgivelser/GetPubFile.aspx?id=20703&sid=indv2015

Husk, at demografi er skæbne. Det bliver en spændende fremtid...

Peter Olesen, Søren Ferling, Martin Sørensen og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Smart

"Det kunne være interessant, hvis alle de, der forkaster den multikulturelle tilgang, kunne sige, hvilke problemer Tyskland eller Frankrig – der begge resolut har afvist at prøve ægte multikulturalisme – har undgået, men som multikulturelle lande som Canada, Australien og Storbritannien lider under."

Den gode professor finder det åbenbart ikke påfaldende, at han modstiller tre angelsaksiske lande med Kontinentaleuropæiske lande. De har åbenlyst forskellige retstraditioner - og heraf følgende tilsvarende forskellige opfattelser af social velfærd.

Når indvandrere 'klarer sig så godt' i de engelsaksiske lande er det bl.a., fordi deres samfund er liberalistisk og individualistisk. Enhver er sin egen lykkes smed, og solidaritet er en kommunistisk opfindelse. Ikke underligt, at disse lande i særlig grad virker tiltrækkende på de indvandrere, der er veluddannede, måske endda formuende, og i al fald initiativrige - for de er nødt til at klare sig selv på linie med alle andre i et samfund, der er gennemsyret af privatinteresser og konkurrence.

Derimod får de mere socialt velfærds-indstillede europæiske lande i højere grad de indvandrere, der har brug for et offentligt socialvæsen. Mærkværdigvis bidrager denne offentlige understøttelse til at fastholde mange af dem i parallelsamfund med høj arbejdsløshed, lavt beskæftigelseniveau, lav indkomst, lavt uddannelsesniveau, sparsom deltagelse i samfundslivet, sjælden - eller nogen gange endda negativ - identifikation med nationen, fjendtlighed over for blandede ægteskaber, udtalt mangel på religionsfrihed, ringe involvering i det offentlige liv (undtagen for at klage over forskelsbehandling).

Som på så mange andre områder, har liberalismen (kapitalismen) også formået at domesticere italesættelsen af kultur. 'Rigdom' er blevet til 'kapital'; 'velfærd' identificeres med 'velstand'; 'værdi' anses for synonym med 'formue'; 'frihed' er et andet ord for 'økonomisk uafhængighed' - og 'mangfoldighed' er nu blevet til 'multi-kulti' - et begreb, der er lige så overfladisk og ligegyldigt som markedets logik.

Peter Olesen, Dennis Lydker, Martin Sørensen, Søren Ferling og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jørgen Madsen: "...det er i hvert fald modsagt af al empiri på området..."

Nu er forfatteren til artiklen sociolog, så jeg går da ud fra, at han har empirisk belæg for sine påstande. Hvad med dig, er du sociolog, og har du empirisk belæg for dine påstande? Danmarks Statistik kan jeg ikke rigtig bruge til noget, Danmark er jo netop et eksempel på en nation, hvor multi-kulti ikke har været anvendt, så den empiri, du fremfører, understøtter jo forfatterens påstand.

Om det så skyldes en udbredt liberalisme og individualisme, som Mihail Larsen hævder, kan diskuteres. Især i de senere år, hvor solidaritet i Danmark er blevet til en kommunistisk opfindelse, har individualismen og liberalismen været i højsædet, dog uden at det synes at have påvirket folkestemningen - snarere tværtimod, danskerne er blevet mere xenofobe i takt med afviklingen af solidariteten og velfærdsstaten. Ikke mindre.

Og hvad angår den efterspurgte "identifikation med nationen", Mihail Larsen, så kan jeg fortælle dig at, jeg selv, som er mange-generationsdansker, efter at have haft behov for og været udsat for det sociale system, som jeg gennem et langt liv har bidraget til over skattebilletten, i det såkaldte "velfærdssamfund" Danmark, er begyndt at lide af en stærkt negativ identifikation med såvel stat, kommune som flere og flere af mine landsmænd. Jeg er ikke flov over at være dansker, det ligger ikke til mig at gå rundt og være flov eller flagellantisk anlagt, men jeg er træt af folk, som søger syndebukke i stedet for at gå til ondets rod, nemlig: Det sociale spørgsmål.

Grethe Preisler

Glimrende analyse på sine egne præmisser, sociologi- og statskundskabs-professoren leverer.

Der er bare den hage ved analysen, at de 'velintegrerede' britisk-pakistanere, han repræsenterer, ankom til England fra en tidligere britisk dominion og var skolet i engelsk sprog og engelsk retskultur allerede ved ankomsten.

Mens de uintegrerbare, lavt-udannede pakistanske og tyrkiske gæstearbejdere, der migrerede til forbundsrepublikken i 1970'erne, var endnu mere 'fremmede' i deres nye 'fædreland', end de efter afslutningen af ww II fordrevne 'hjemmetyskere fra DDR', som uden videre lod sig integrere i det 21. århundredes omsider genforenede Tyskland.

Michael Kongstad Nielsen

Forskellen på Tyskland og Storbritannien som indvandringsland er, at Storbritannien har været koloniherredømme. Sprog og kultur er ikke indvandrere fra kolonierne fremmed, det samme gælder selvfølgelig Frankrig, men Tyskland har ikke dette "forspring" med hensyn til integration.

@ Niels Nilsen

"Nu er forfatteren til artiklen sociolog, så jeg går da ud fra, at han har empirisk belæg for sine påstande."

Faget sociologi botaniserer i den foreliggende empiri ogn anvender således ikke den videnskabelige metode - hvoraf igen følger at der er tale om pseuodvidenskab og ideologiproduktion.

"Hvad med dig, er du sociolog, og har du empirisk belæg for dine påstande?"

Videnskab kan bruges, hvor den foreliggende virkelighed er svær at gennemskue.

Videnskab er ikke nødvendig for at se ud over Verden at jo mere mangfoldige samfund er, jo dårligere levevilkår har de.

Nu er Tyskland sådan set allerede fra starten af multi-kulturel, da kulturen i Bayern f.eks. er væsentligt forskelligt fra den i Hamborg som er forskellig fra den i Berlin osv. Og selv indenfor Bayern skal man være forsigtig, for det er for nærmende at kalde en Franker for en Bayer bare fordi Franken ligger i landet Bayern. Og i nabolandet skal man passe på om det er en Badener, en Württemberger, en Schwabe eller en Hohenzollner man taler til.

Den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung interviewer den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski om situationen i hans tyske hjemland.
Den vestlige livsform skal atter huske på, at den har fjender. Men det vil vi forkælede børn af Vesten ikke indse, mener den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski. Men vi har noget at forsvare, siger han. Forbundskansler Angela Merkels åbne grænser bekymrer Safranski, der forudser, at også den politiske islam ankommer til hans hjemland.
”Mange af muslimerne ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion. Vi glemmer, at allerede i flygtningebådene blev kristne smidt i vandet,” bemærker Safranski. Og man er nu vidne til slagsmål mellem religiøse grupper i lejrene.
”De er altså allerede i færd med at slæbe deres fjendskaber, grunden til deres flugt, ind i vores land. Skellet mellem religion og stat er af forståelige grunde ukendt for dem.”
Nu da velkomstens eufori klinger ud, gruer Safranski for, om større dele af værtsbefolkningen begynder at reagere fjendtligt. En million asylsøgere er allerede ankommet, 70 procent af dem er unge mænd, så når deres familie hentes op, vil der være ankommet flere millioner.
”Så bliver protesterne i befolkningen mere rabiate, og hvis udskejelserne tager til, omdannes Tyskland i verdensopinionen snart fra moralsk forbillede til Tyskland som den fascistiske fare igen.”
Man bør genskabe håndfaste grænser, mener Safranski: ”Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning. Vi har jo nu engang noget at forsvare.”
Safranski går ind for større hjælp i flygtningenes nærområder. På spørgsmålet om, hvorfor Ungarn og landene på Balkan fører deres strammerkurs, svarer den tyske filosof:
”Fordi de allerede én gang har været under muslimsk herredømme. Først i 1908 trak Osmannerriget sig helt tilbage fra Balkan. Disse lande betragter ikke flygtningestrømmen fra en humanitær synsvinkel; de vil ikke have islam tilbage.”
Tyskland handler lige modsat: Her styrer en følsom sindelagsetik i stedet for nøgtern ansvarsetik:
”Og nu mærker man, at de europæiske lande ikke vil være med til det, Merkel gør. De vil ikke lade sig afpresse af den tyske moral-mission.”
Missionen udspringer af den særlige tyske skyldfølelse; man ønsker lutring efter nationalsocialismens forbrydelser. Derfor bliver tysk politik så moraliserende.
På engelsk taler man om en 'german angst', der hjemsøger det plagede folkefærd. Safranski kalder den ængstelse for et barnligt træk.
Forbundsrepublikken levede op til 1989 under amerikanernes paraply og havde ligefrem besættelsestropper i landet. Man boede så at sige stadig hjemme hos forældrene.
Den manglende suverænitet gjorde politikken infantil, pylret og formynderisk, mener Safranski.
Det skiftede ved den kolde krigs ophør og genforeningen.
”Først da blev man en aktør i verdenspolitikken og hang ikke længere i mors skørter. Derfor har Tyskland i udenrigspolitikken endnu ikke en voksen nations adfærd, derfor moraliserer man sådan. Tyskerne er nu kommet i puberteten.”
De tyske politikere har i hans øjne ikke opdaget, at Europas øvrige lande ikke ønsker de store doser EU, men hellere tænker på deres egen nation.
”I østblokken ville de ud af Sovjetunionens skygge. Nu vil de i første omgang nyde deres suverænitet og ikke allerede igen afgive til EU.” Det er kun naturligt, mener Safranski, at lande plejer deres egne interesser.
”Men i Tyskland betragter man nationale interesser som nærmest uanstændige og pakker dem gerne ind i unionsretorik. Det giver den tyske politik noget på én gang beklemt og patetisk. Men drejer det sig om penge, så forstår man at føre sig frem uden komplekser.”

Jan Weis, Peter Olesen, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Mihail Larsen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

"Nu er Tyskland sådan set allerede fra starten af multi-kulturel, da kulturen i Bayern f.eks. er væsentligt forskelligt fra den i Hamborg som er forskellig fra den i Berlin osv."

Proportioner...

Niels Duus Nielsen

Søren Ferling: "Videnskab kan bruges, hvor den foreliggende virkelighed er svær at gennemskue.
Videnskab er ikke nødvendig for at se ud over Verden at jo mere mangfoldige samfund er, jo dårligere levevilkår har de."

Er du sikker på det? Jeg er faktisk uenig. Jeg mener, at jo mere mangfoldige samfund er, desto bedre levevilkår har de.

Det er påstand mod påstand. Hvad gør vi så? Spørger videnskaben?

Nej, nej, nej ....

Lad os endelig ikke høre, hvad videnskabeligt kvalificerede personer mener. Det er meget bedre at lade fordommene regere. Det bliver vi ikke klogere af, men mere sikre i vores opfattelse.

Her behøver vi ikke at anstrenge os med at argumentere. Her er det nok at påstå. Og når det er såden, så er det jo påstand mod påstand. Altså er en idiot lige så gyldigt et sandhedsvidne som en forsker, der har brugt år og dag på at stille skeptiske spørgsmål. Ærligt talt: Hvad skal vi med forskning? Nej, det er langt bedre at lade samfundet lede af fordommene.

Niels Duus Nielsen, Thomas Jessen og Peter Olesen anbefalede denne kommentar

Besættelse V2.0
Den gode engelske professor foreslår, kort sagt, at ’flygtninge’ skal have lov til at overtage en (voksende) andel af ’brugsretten’ til det tyske samfund, uden modydelser, nærmest at forstå som en ’besættelse’ – den kiksede integration af de tidligere tyrkiske ’fremmedarbejdere’ og deres efterkommere understøtter denne synvinkel …

Imens styrer Tyskland imod eksplosive sociale tilstande ...

Tariq, som selv en en velintegreret immigrant (professor på et engelsk universitet), forsøger at opstille et falsk alternativ. Han vil gerne have os andre til at forstå, at multikulturalisme er en succes, og til det formål alternerer han koloniale (engelske) samfund med centraleuropæiske.

De engelske samfund har en kolonial fortid, der skaber nogle særlige historiske forudsætninger. Men de har også en retstradition, der er skræddersyet til en liberalistisk samfundsmodel, der i meget ringe grad tager hånd om samfundets svageste. Hvis man som emigrant eller flygtning søger mod et at disse samfund, så ved man på forhånd, at der ikke er noget socialt sikkerhedsnet. I øvrigt har disse samfund også strenge krav vedr, emigration. Kort sagt: Disse samfund vil kun acceptere nye borgere, der er indstillede på og i stand til at klare sig i en ubønhørlig konkurrence uden socialt sikkerhedsnet.

I Kontinentaleuropa har vi en anden retstradition, der lægger større vægt på fællesskab og solidaritet. Immigranter og flygtninger er ikke dummere end, at de hurtigt har fattet pointen. Hvis du har svage arbejdsmæssige kompetencer, er det en bedre ide at søge asyl i Europa, hvor der eksisterer et veludviklet socialt sikkerhedsnet. Det var ganske vist udtænkt for de europæiske samfunds egne borgere i form af en social kontrakt (ret og pligt), men uforberedt på strømmen af personer, der forventede rettigheder uden pligter.

Det er der, vi er nu.

Mange af de personer, der nu forventer at blive forsørget af det danske samfund, har ingen som helst ide om gensidig ret og pligt. De har heller ingen respekt for ytrings- og religionsfrihed. Selv om de er flygtet fra lande, hvor enhver bekriger hinanden af religiøse grunde, synes de rede til at videreføre deres mellemøstlige konflikter i deres nye land, Danmark.

Jeg respekterer Merkel, ikke mindst for hendes europæiske politik, hvor Tyskland har accepteret en rolle, der er langt mindre, end landets økonomiske og politiske potentiale tilskriver. Men jeg er uenig med hende i flygtningespørgsmålet. Jeg forstår, at Tyskland må sone sine forbrydelser og derfor holde lav profil. Men nok er nok. Det kan ikke nytte noget, at en af Europas bedst fungerende stater lader sig selv nedbryde økonomisk, politisk og ikke mindst kulturelt ved at lade hvem som helst lukrere på fordelene uden nødvendigvis at yde noget til gengæld. Og jeg er da også - på Europas vegne - bekymret over, at tysk kultur fortrænges indefra.

Her ved årets udgang takker jeg for ...

at ingen har revet mig i næsen, at jeg ofte har slagfejl i mine indlæg. Det sker i kampens hede - og fordi teknologien forsøger at tage magten over, hvad jeg mener. Til hverdag er jeg akkurat og sætter stor pris på sproglig korrekthed.

Mit nytårsønske for Informations kommentatorer (og alle andre i øvrigt) vil være en større opmærksomhed om begrebernes etymologi. Mange af vores diskussioner er fra starten forfejlede, fordi vi har et overfladisk forhold til begrebernes 'egentlige' betydning. Hvis vi vil højne debatniveauet, er et godt sted at begynde dér, hvor filosofien siden Platon og Aristoteles altid har insisteret, med en kærlighed til en udredning af de begreber, vi bruger. Hvad betyder de 'egentlig'?
Det er også derfor, jeg gerne vil have faglige autoriteter på banen. De har tænkt over sagen i forvejen og bruger et mere eller mindre afklaret sprog. Så ved vi i det mindste, hvad det er, vi taler om. Det betyder ikke, at vi også er enige om, hvad vi skal bruge denne indsigt til. Men hvis vi ikke allerførst gør det klart, hvad det 'egentlig' er, vi taler om, så bliver resten at diskussionen noget vrøvl.

I 'flygtninge-spørgsmålet' har jeg opteret for en adskillelse af 'flygtning' og 'migrant'. Det er ikke noget, jeg selv har fundet på, men findes allerede i de internationale konventioner. Ikke desto mindre er der en betydelig del af den danske presse (og Informations-kommentatorer), der ignorerer denne skelnen. Det gør diskussionen absurd fra starten.

'Flygtninge' i konventionernes forstand har ubetinget ret til asyl. Derfor er det meningsløst at diskutere, om vi vil have færre eller flere af den slags. Når dette alligevel diskuteres - og udgør en væsentlig del af vores regerings politik - så er det, fordi 'flygtninge' og 'migranter' blandes sammen. Det er fristende at afvise 'flygtninge', hvis man kan identificere dem med 'migranter'. Og man kan sagtens finde eksempler på 'migranter', der overhovedet ikke lever op til konventionernes betingelser for asyl ("enkelte er ankommet i privatfly"). Ved at identificere de to grupper med hinanden, bliver de reelle 'flygtninge' ramt. Oven i købet med surrealistiske krav om udlevering af smykker (der kun har mening, hvis det drejer sig om 'bekvemmelighedsflygtninge', altså migranter).

Jeg håber, at vi i 2016 kan blive skarpere i vores evne til at forstå begreberne logisk og etymologisk og til at skelne. Vi lever i et frit samfund, og der burde ikke være nogen undskyldning mod at bruge fornuften.

Grethe Preisler

Ak mangen gåde på vor vej
har vi forgæves grublet over
thi ofte slog vi selv den streg
vi siden selv er snublet over
(Kumbel)

Glædelig jul alle sammen
i aften skal der gås på bordet

Niels Duus Nielsen

Godt nytår, Mihail Larsen. Det er altid en fornøjelse at være uenig med dig, fordi du argumenterer for dine synspunkter.

Mit nytårsønske for dig, og for debatten, er at vi alle sammen bliver bedre til at skelne mellem, hvornår vi diskuterer principielle synspunkter, og hvornår vi foreslår praktiske, og dermed pragmatiske løsninger.

Det er vel de færreste, der kan være uenige i, at frihed under ansvar har været et afgørende princip for samfundsudviklingen i vores del af verden. Men når det kommer til den praktiske udlægning af princippet, altså hvad vi egentlig mener med "frihed" og med "ansvar", skilles vandene. Det behøver vi ikke udlændinge til at minde os om, det klarer vi helt selv.

I ethvert samfund er der "strammere" og "slappere" i forhold til den konkrete udlægning af diverse principper. Praktiske løsninger er derfor altid et kompromis. Det kan man så betragte som en udvanding af principperne. Men man kan også se det som "det muliges kunst".

Det værste, der kan ske, er at debatten - og dermed samfundet - polariseres, så der til sidst står to grupper over for hinanden, der ikke længere magter at tale sammen. Når det sker, forlader vi humanismen (etymologisk forstået) og griber i stedet til censur, tvang og andre former for vold.

I håbet om mange gode debatter fremover - glædeligt solhverv og godt nytår til alle.

@ Niels Nilesen

"Er du sikker på det? Jeg er faktisk uenig. Jeg mener, at jo mere mangfoldige samfund er, desto bedre levevilkår har de.
Det er påstand mod påstand. Hvad gør vi så? Spørger videnskaben?"

Ja, det er jeg sikker på. Du kan se på Latinamerika og for så vidt også USA, der har dårlige samfund.

Vi kan også, som du foreslår, gå til videnskaben som repræsenteret ved Alesina, Putnam m.fl., som med videnskabens metoder kommer frem til samme resultat.

Det fremgår jo så også at den historiske erfaring og nutidens dagligdags erfaring.

Romerriget gik i opløsning som følge af indvandring og en ligeså nihilistisk elite som vores dages.