Klumme

Motionistens sjæl

Mange på min alder kan lide at forestille sig deres liv som en modreaktion på deres forældres, en slags tilbagevenden til en ansvarlig normaltilstand. Men ligegyldigt, hvor mange maratonløb vi gennemfører, ligegyldigt, hvor lidt vi ryger i det offentlige, er individuel nydelse stadig vores sidste målestok
Debat
21. december 2015

Bare yndigheden ved ordet ’sjæl’ vil nok få de fleste til at mistænke det for at være løgnagtigt. For den almindelige læser af Information vil det formentlig lyde som et særligt luftigt, næsten usynligt klæde, man smyger om sit ansigt, ikke ulig et brudeslør, en suggestiv pyntegenstand, som nogle mennesker kan finde på et benytte for at fremstå mere interessante for andre eller for sig selv, ligesom f.eks. en kavalergang.

Der er noget pinagtigt ved at høre nogen bruge det ord, på samme måde som det er pinagtigt for en skandinav at komme til at overvære muslimer bede i det offentlige rum, eller hvis man spiser hos nogen, som beder bordbøn. Man oplever deres opførsel som yderst upassende, dels fordi de opfører sig som børn, der taler om usynlige venner, og dels fordi der er noget intimiderende ved alvoren i deres tro, som agnostikeren og ateisten ikke kan matche, overhovedet ikke kan matche, og der er en vis skam forbundet med den erkendelse.

’Sjæl’ bærer på alt muligt religiøst vraggods, udødelighed, genopstandelse – og vi har ikke en dækkende sekulær pendant, som tilfredsstillende kan fange den nagende fornemmelse af, at vi er noget andet end vores kroppe.

Læs også: Jeg stoler ikke på nogen, der ikke har overvejet selvmord

Vi er altså materialister. Alle ved, at det er selvmord at begynde at diskutere med videnskaben, så når den siger, at forelskelse er en kemisk reaktion i hjernen med en evolutionær begrundelse, så bukker og nejer vi, og nogen bjæffer måske: »men derfor er den jo en virkelig oplevelse alligevel«.

Det store problem bliver, hvordan vi skal navigere i mellemrummet mellem henholdsvis oplevelsen af, at vores personlige, følelsesmæssige liv er virkeligt, og bevidstheden om, at også den oplevelse bare er en refleks af de kemiske processer, der udgør følelserne. I sidste ende er vi under alle omstændigheder overladt til os selv.

Én måde at løse det problem på, som mange mennesker benytter sig af, er at gøre kroppen til guddom. Det er at sige: Følelsen af at være mere end krop, er kroppens måde at give sig til kende på i en anden form, som appelsinens smag og appelsinens konsistens. Det er at sige: Alt udløber fra kroppen. Det er at sige: Kroppen selv er sjæl.

For tiden er konsekvensen af den tænkning ikke kun monsterbesøgte maratonløb og palæojuice i 7-Eleven, rygeforbud i det offentlige rum, motion på recept, træningscentre på hvert andet gadehjørne, det er også mælkefrygt, glutenallergiens mutantfætter, jeg spiser ikke lyst brød-allergi, antioxidantsnak over hækken, torturlignende slankekure – altså de apokryfe eller overtroiske hjørner, der hjemsøger enhver religion.

Mine forældre kommer fra en anden generation, som havde samme problem og samme løsning: kroppen er vores sjæl. Men for dem førte den løsning til helt anderledes resultater, først og fremmest en hedonisme, som gennemsyrer alt, og som de er stolte af, når de siger, med samme stemmeføring, som et barn siger, at det vil være prinsesse eller brandmand, at der ikke kommer til at være en krone i arv efter dem, for det hele skal bruges på rødvin og rejser.

De fleste på min alder kan godt lide den slags beskrivelser af vores forældre, fordi vi så kan forestille os vores egne liv som en modreaktion, en tilbagevenden til en ansvarlig normaltilstand. Men i praksis handler de fleste stadig på baggrund af de samme erkendelser, som vores forældre gjorde, og lader individuel nydelse være den sidste målestok. Det er en paradoksal nydelse, der giver sig ud for at være, og også er, asketisk, men som samtidig er en slags bulimi, hvor der kommer Burger King og reddit og omstillingsparathed ind i den ene ende og crossfit og mindfullness og hjælp til selvhjælp ud i den anden, som så føder mere Burger King … osv.

I den frenetiske støj er samlingspunktet, at kroppen er ophøjet til sjæl, men samtidig nedværdiget til hylster; den er ophøjet, ligesom den hængte er det.

Daniel Dalgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, det er hylende komisk. Tak for en velskrevet artikel.

Clashed mellem væren og intet er ikke sådan lige at få styr på - har det vist sig. Måske skal vi bare opgive jagten efter mening. Måske er der slet ikke nogen grund til universets opståen - en tanke der øjeblikkeligt vil give alle naturvidenskabsmænd (m/k !!!???---) grå hår.

Signaturforklaring:

!!! = Nåehja, det skal man jo sige nu om dage.
??? = men hvorfor egentligT? (ups, der var den igen)
--- = i kommentarens ånd kan det vel være flintrende ligegyldig.

Det er trist, at vi er fofaldet til en sådan mangel på erkendelse af alt det, vi ikke kan vide eller forstå. Årsag og virkning er ikke det samme - men med jævne mellemrum kommer disse perioder, hvor virkeligheden forsøges nedskrevet til enkle sammenhænge, som så overser, hvad mennesker i al deres tid på jorden har skabt og forstået, som er meningsløst i en så reduktiv forståelse af den foreliggende verden.
Peter Bastian var gæst i dag i Apropos på P1 og fik gjort vældig godt rede for de trosforhold, han nu bekender sig til. Det kan anbefales at høre ham.

Jens Thaarup Nyberg

Well, sjælens opgave er at sætte bevægelse i den døde natur, men når nu vi med den dybere naturforskning må erkende at den døde natur ikke er andet end bevægelse, synes sjælen at have en evig og kosmisk udbredelse.

Eller også, Jens Thaarup Nyberg, erkende, at den døde natur slet ikke er så død, men kun har været opfattet sådan af den notorisk intellektuelt dovne naturvidenskab, der foretrækker at antage ting, før der kan anføres evidens.
Det sidste nye er, at floraen øjensynligt har et nervesystem - det biologiske grundlag for et følelsesliv.

Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Steffen Gliese
21. december, 2015 - 15:07
Var Platon nu en intellektuel doven naturvidenskabsmand ;-)
Jeg hører en musiker tale om emergens, og vi kan så operere med emergensniveauer, hvor velfungerende samfund er det højeste niveau.

Jens Thaarup Nyberg

PS.: tak for linket :-)

Jens Thaarup Nyberg

PS.: tak for linket :-)

For mange år siden stødte jeg ind i følgende lokumsdigt (det har fulgt mig lige siden):

Sjælen ved vi intet om,
Muligvis er skallen tom,
Derfor lad os ej forsmå,
Det, som vi kan sidde på.

Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar