Som politisk forbruger er du altid til grin

Jeg lever i en verden af ting, som jeg ikke kan begribe. Jeg ville ikke selv kunne lave en eneste af de ting, jeg ejer, ikke den mest simple ting, forarbejdningsprocesserne bag f.eks. papir ligger milevidt uden for min forståelse.

Alt hvad der indeholder plastik, alt hvad der indeholder metal, alt hvad der indeholder glas, alt mit tøj, alle de ting er det uden for mine evner at lave selv, for slet ikke at nævne elektronikken – hvem kan egentlig fatte et digitalt urs indre mekanik? En computers?

Jeg udgør et højdepunkt af uduelighed, næsten ethvert menneske, som har været her før mig, ville klare sig bedre alene, den gennemsnitlige neandertaler ville fremvise en livsduelighed, jeg kun kan misunde. Jeg er uddannet til informationssamfundet, hvilket vil sige til ingenting.

Men selv om jeg ikke kan forstå, hvordan noget af det, som omgiver mig, er skabt, kan jeg dog forstå, at tingen (hvad end det er for en ting, jeg tænker på) slæber et spor af undertrykkelse efter sig – uden at forstå hvordan jeg kan gøre noget ved det.

Priserne i supermarkederne svinger efter et mønster, som jeg hverken forstår eller kan påvirke. Når jeg iklæder mig en trøje, er den sandsynligvis lavet af en underbetalt asiatisk teenager for en krone i timen, en udnyttelse som jeg ved mit indkøb er med til at understøtte. Og sådan kan man ikke tænke, men sådan kan man heller ikke ikke tænke, for viden er irreversibel, så alternativet for den, der allerede ved, er ikke uvidenhed, men dumhed.

Jeg kan købe økologisk mad, fair trade-kaffe og ordentligt tøj, men som såkaldt politisk forbruger er du altid til grin. Hvis du køber økologisk mælk, er der altid nogen, der spørger, hvorfor du så ikke køber økologisk kød. Hvorfor du så overhovedet spiser kød? Hvis du er vegetar, spørger nogen, hvorfor du så ikke er veganer.

Samtidig med at man er til grin, er det også ekstremt utilfredsstillende. Kun de mest indbildske kan finde på at påstå, at det føles, som om man virkelig ændrer noget ved at købe de produkter, man køber. Det føles nærmere, som det må føles at stemme i Nordkorea. Det er et paradoks, at globaliseringens stadige fremvisning af flere og flere forbindelser på kryds og på tværs, dens formindskelse af verden, at dens synliggørelse af et menneskeligt fællesskab stort set udelukkende afføder apati eller vrede.

Det ligner den depressives apati; et desperat forsvar mod at alle valgmuligheder – rejse sig eller blive siddende, mælk i eller sort, se tv eller ej, tale eller tie – er valget mellem to uoverkommelige onder, og at selve det overhovedet at skulle vælge vækker en afsky, som det er umuligt at beskrive.

For den, som er forbruger (det vil sige for os alle), er den apati blevet default-indstillingen, fordi alternativet er at gå ind i den erkendelse, at hver eneste lillebitte handling, man foretager sig, har konsekvenser langt ud over, hvad man kan overskue, og det kræver en enorm kraft og energi at leve sådan, det kræver praktisk talt, at man vier sit liv til det og således bliver 100 procent fuldtidsforbruger. Generelt er det mest deltidsansatte akademikere, der har overskud til at leve sådan.

Vreden er den almindelige humanists spontane vrede, vreden over uretfærdighed, over at nogen har så få muligheder, at den bedste mulighed er at pukle sig ihjel for en ydmygende løn. Men bag den vrede ligger der også en anden vrede, for det mest irriterende ved fattigdom er synligheden, alle, der ser andres fattigdom, tænker: Der kan du se, jeg bliver anklaget. Det er en dybtliggende lighed mellem ubehaget ved tiggere og ubehaget ved politisk forbrug, en kvalme, hvis årsager fortaber sig i tågerne mellem mælken og det økologiske kød. Alene i denne verden af ting er vores bedste bud på en medmenneskelig handling at købe bestemte ting som aflad for en anklage, der kommer fra os selv.

Daniel Dalgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning