Klumme

Som politisk forbruger er du altid til grin

Vores bedste bud på en medmenneskelig handling er at købe bestemte ting som aflad for en anklage, der kommer fra os selv. Det føles som at stemme i Nordkorea
11. december 2015

Jeg lever i en verden af ting, som jeg ikke kan begribe. Jeg ville ikke selv kunne lave en eneste af de ting, jeg ejer, ikke den mest simple ting, forarbejdningsprocesserne bag f.eks. papir ligger milevidt uden for min forståelse.

Alt hvad der indeholder plastik, alt hvad der indeholder metal, alt hvad der indeholder glas, alt mit tøj, alle de ting er det uden for mine evner at lave selv, for slet ikke at nævne elektronikken – hvem kan egentlig fatte et digitalt urs indre mekanik? En computers?

Jeg udgør et højdepunkt af uduelighed, næsten ethvert menneske, som har været her før mig, ville klare sig bedre alene, den gennemsnitlige neandertaler ville fremvise en livsduelighed, jeg kun kan misunde. Jeg er uddannet til informationssamfundet, hvilket vil sige til ingenting.

Men selv om jeg ikke kan forstå, hvordan noget af det, som omgiver mig, er skabt, kan jeg dog forstå, at tingen (hvad end det er for en ting, jeg tænker på) slæber et spor af undertrykkelse efter sig – uden at forstå hvordan jeg kan gøre noget ved det.

Priserne i supermarkederne svinger efter et mønster, som jeg hverken forstår eller kan påvirke. Når jeg iklæder mig en trøje, er den sandsynligvis lavet af en underbetalt asiatisk teenager for en krone i timen, en udnyttelse som jeg ved mit indkøb er med til at understøtte. Og sådan kan man ikke tænke, men sådan kan man heller ikke ikke tænke, for viden er irreversibel, så alternativet for den, der allerede ved, er ikke uvidenhed, men dumhed.

Jeg kan købe økologisk mad, fair trade-kaffe og ordentligt tøj, men som såkaldt politisk forbruger er du altid til grin. Hvis du køber økologisk mælk, er der altid nogen, der spørger, hvorfor du så ikke køber økologisk kød. Hvorfor du så overhovedet spiser kød? Hvis du er vegetar, spørger nogen, hvorfor du så ikke er veganer.

Samtidig med at man er til grin, er det også ekstremt utilfredsstillende. Kun de mest indbildske kan finde på at påstå, at det føles, som om man virkelig ændrer noget ved at købe de produkter, man køber. Det føles nærmere, som det må føles at stemme i Nordkorea. Det er et paradoks, at globaliseringens stadige fremvisning af flere og flere forbindelser på kryds og på tværs, dens formindskelse af verden, at dens synliggørelse af et menneskeligt fællesskab stort set udelukkende afføder apati eller vrede.

Det ligner den depressives apati; et desperat forsvar mod at alle valgmuligheder – rejse sig eller blive siddende, mælk i eller sort, se tv eller ej, tale eller tie – er valget mellem to uoverkommelige onder, og at selve det overhovedet at skulle vælge vækker en afsky, som det er umuligt at beskrive.

For den, som er forbruger (det vil sige for os alle), er den apati blevet default-indstillingen, fordi alternativet er at gå ind i den erkendelse, at hver eneste lillebitte handling, man foretager sig, har konsekvenser langt ud over, hvad man kan overskue, og det kræver en enorm kraft og energi at leve sådan, det kræver praktisk talt, at man vier sit liv til det og således bliver 100 procent fuldtidsforbruger. Generelt er det mest deltidsansatte akademikere, der har overskud til at leve sådan.

Vreden er den almindelige humanists spontane vrede, vreden over uretfærdighed, over at nogen har så få muligheder, at den bedste mulighed er at pukle sig ihjel for en ydmygende løn. Men bag den vrede ligger der også en anden vrede, for det mest irriterende ved fattigdom er synligheden, alle, der ser andres fattigdom, tænker: Der kan du se, jeg bliver anklaget. Det er en dybtliggende lighed mellem ubehaget ved tiggere og ubehaget ved politisk forbrug, en kvalme, hvis årsager fortaber sig i tågerne mellem mælken og det økologiske kød. Alene i denne verden af ting er vores bedste bud på en medmenneskelig handling at købe bestemte ting som aflad for en anklage, der kommer fra os selv.

Daniel Dalgaard er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Øverup
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Steffen Gliese
  • Ulf Tophøj
  • Erik Nissen
  • Philip B. Johnsen
  • Grethe Preisler
  • Lise Lotte Rahbek
Kim Øverup, Mikael Velschow-Rasmussen, Steffen Gliese, Ulf Tophøj, Erik Nissen, Philip B. Johnsen, Grethe Preisler og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Udover Mme Bollingers gode grunde til at drikke Champagne - kan der nu tilføjes klimabevidsthed. En væsentlig stigning i indtaget af boblevin vil kræve øget produktion og langt større lagre. Disse lagre vil fungere som et effektivt CO2 lager - det er da opmuntrende!

Hallo: Her er der da endelig én der kan se det overraskende i det almindelige, det usædvanlige i det selvfølgelige. Tak Daniel Dalgaard. Det er en ret fin tekst du har skrevet.

Fremragende - og det er jo kapitalismen, forskelsgørelsen, der er skurken, som gør nogle til forbrugere i alt for høj grad, og andre stort set ikke: hvis vi blot skabte ting - og jo, skolen kan godt lære os alle, hvordan disse ting bliver til, det gjorde den engang - hver især og udvekslede dem: at yde efter evne og nyde efter behov, ville forholdene kunne ændres. Det ville oven i købet være muligt, fordi den enkelte ansatte reelt set kan være ligeglad med ejerforhold, hvis blot der på den anden side af indsatsen findes en tilfredsstillende mulighed for at få sine behov opfyldt på lige god med alle andre.
Det er dog i dykket ned i den rene kristne syndsforståelse, at Daniel Dalsgaard gør sig bedst: dilemmaet i ikke at kunne undfly den onde gerning, hvor meget man end ønsker det!
Løsningen kan kun findes strukturelt: en lokal, regional eller måske endog statslig regulering af kødforbruget, en på verdensplan langt mere decentral produktion af især basale nødvendigheder (mad, tøj, bolig). Det er jo ikke sådan, at alt dette ikke tidligere er foregået, og i vor tid med eksplosiv kommunikationsudvikling vil kunne foregå i endnu mere retfærdig og rationel forstand.

Det er politikernes, fabrikanternes og de store supermarkedskæders - worldwide - suveræne håndvaskelsesprogram og røgslørs-strategi, der hedder "den politiske forbruger" .

Som om vi som forbrugere har nogensom helst reel mulighed for at have indflydelse på de varer, som fabrikeres og sælges.

Naturligvis prøver vi alligevel, og i nogle få tilfælde lykkes det, men det er godt nok "op ad bakke"...