Qureshi-sagen er den værste journalistskandale i mands minde

Da New York Times i 2003 opdagede, at en journalist metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen. Hverken BT eller Ekstra Bladet er New York Times, men det ville klæde dem at gøre det samme
9. december 2015

»En kedelig sag har ramt vores fag,« hedder det i en meddelelse fra foreningen Danske Sportsjournalister om et kendt bestyrelsesmedlem, der fredag måtte forlade foreningen.

Den kedelige sag er katastrofal. Den tvang BT til at trække 23 navngivne artikler af journalist Michael Qureshi fra 2002-2014 tilbage. Så kom han til Ekstra Bladet, der fredag bortviste ham »da hans arbejdsmetoder ikke er forenelige med de standarder, Ekstra Bladet sætter for journalistisk arbejde«. Qureshi havde, som blandt andet beskrevet i Information tirsdag, i årevis opdigtet navne på kilder.

Sjusk eller uhæderlig spidsvinkling er ikke ukendt. Senest måtte DR-Nyheder beklage »store mangler« i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens ph.d.-afhandling. Især Se & Hør-sagen er slem, men Qureshi-sagen er den værste journalistskandale i mands minde. Den handler ikke om sjusk, om uetiske eller ulovlige metoder i nyhedsindsamlingen, men ligner noget værre: gedigen journalistisk svindel i årevis. Læserne bedrages, når man digter. Det anfægter direkte troværdigheden, journalistikkens livsnerve.

Læs også: Q-faktoren

Der er i nyere tid kun få eksempler på ren journalistisk snyd herhjemme. I 2005 opfandt TV 2 Nyhederne den ikkeeksisterende »svært bevæbnede« indvandrerbande Triple A. Redaktionschefen blev degraderet og sendt på forlænget barselsorlov, journalisten forsvandt fra skærmen. I 2009 citerede Informations freelancekorrespondent i London afdøde kilder. Det afsluttede brat hans karriere som skribent og TV 2-kommentator.

Det var TV3’s sportsmagasin Onside, der i en forbilledligt researchet historie søndag blotlagde Qureshi-sagen – den indeholdt et svært afslørende interview med hovedpersonen, lavet af 30-års veteranen Carsten Werge, der insisterede og borede.

Qureshis svar var dybt bekymrende. Han ville bare »være tæt på kilderne« og havde kun opfundet navnene for at »beskytte sine kilder«, men var lidt ked af, at han havde »brugt pseudonymer«. Cheferne var ikke blevet informeret, fordi »de havde tillid til ham«, og uden at vise tegn på fortrydelse eller anger, fremhævede han sin egen journalistiske indsats og sit store internationale netværk. Han begrundede og forsvarede sine fremgangsmåde med en enkelt sætning: »for at man kan gøre en forskel.«

Hvilken forskel? Han mente tydeligvis, at der var tale om en lille fodfejl, ikke en grov presseetisk overtrædelse til både straffespark, udvisning og årelang karantæne.

Det tog ikke Onside-redaktionen lang tid at google sig frem til, at der var noget galt. Og med enkle midler – e-mails og et par interviews dokumenterede de sagen.

Hverken Ekstra Bladets eller BT’s redaktører fattede mistanke, selv om rygterne florerede. Man har fornemmelsen af et journalistisk tag-selv-bord, hvis bare historien er skarp nok. Der blev ikke spurgt ind til kilderne.

BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, sagde korrekt i Onside, at sagen »sætter en plet på Qureshi, men også på de medier, han har arbejdet på«. Ekstra Bladets digitale redaktør, Anders Refnov, meddelte, at vi måske kun har set toppen af isbjerget. »Omfanget er nok større,« sagde han.

Det er en nem undskyldning, at Qureshi skulle være et offer for den hårde tabloidkonkurrence på sportsområdet. Han er ikke et offer, men faldt for fristelsen til at digte. BT og Ekstra Bladet udkæmper en intens kamp om et vigende antal sportslæsere. Det kan også have betydning, at mange medier har skåret i antallet af redaktionssekretærer og dermed fjernet et kvalitetsfilter og en faktakontrollør. Berlingskes tidligere ejer – Mecoms chef, David Montgomery – mente, at redaktionssekretærer var »unødvendige barrierer mellem journalister og deres læsere«. Det er uansvarligt at lade kontanterne ligge frit fremme, men det er stadig tyveri at falde for fristelsen og stjæle.

Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jason Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Det rettede lidt op på avisens troværdighed. Hverken BT eller Ekstra Bladet er New York Times, men det ville klæde dem, hvis de gjorde det samme.

Lasse Jensen er mediejournalist Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Loftkjær

Intet nyt under solen

Med afsløringen af det journalistiske morads på endnu en sportsredaktion fristes jeg til at udbryde "intet nyt under solen", da jeg opfatter sportsredaktionerne, som en del af et usundt og lukket marked med milliarder på spil.

Professionel idræt er nu tilladt i alle Danmarks Idræts-Forbunds specialforbund, men skal organisatorisk holdes adskilt fra amatøridrætten, der stadigvæk omfatter langt den største del af dansk idræt. Indtil ca. 1980 var det ganske få sportsgrene, som danskere idrætsudøvere kunne leve af.

I dag er al sport i sin yderste konsekvens blevet en forretning med Dansk Idræts Forbunds accept.

Med den accept rykkede de betalte sportsudøvere ind i en forretningsverden, som de færrest kender og kendte noget til. Med dem opstod en afledt kultur, hvor der der skal ydes og modydes, som i al anden forretning.

Umiddelbart ser det ud om om, at mange ledere i den profesionelle idrætsverden rekrutteres i sportens egen verden. Under alle omstændigheder ser vi ofte personer, som selv har levet et professionelt sportsliv ende på lederposter. Ulempen ved det er, at al det snyd og herunder doping, som har fordærvet dem som udøvere, er deres balast, når de starter som ledere.

Hvad enten man lader sig underholde af konceptet sport eller ej, så berøres vi alle af sporten og betaler til sporten pga. af de mange milliarder, der vandrer gennem reklamer i sportsudsendelselser i TV. Konceptet afføder gigantiske lønninger til en mindre del af udøverne og ledere, bedrageri som f.eks. ved matchfixing, doping og tilbagevendende påstået korruption blandt sportens ledere.

Politikere, kendte personer og herunder kongelige er ofte meget synlige på denne usunde markedsplads for at sole sig i enkeltpersoners præstationer samtidig med, at de konfirmerer det usunde miljø, hvor lukkethed er en dyd.

Journalisterne er med på markedspladsen for at skrive om det. Især cykelsporten har af indlysende grunde haft danske journalisternes opmærksomhed. Danske cykelryttere har nemlig været særlig dygtige til at dope sig og indleve sig i cykelsportens tavse verden, hvor alle der tillader/tillod sig at mene noget andet end det, der tålte dagens lys, straks bliver/blev frosset ud.

Med det vil jeg blot gøre opmærksom på, at det vel ikke kan være overraskende, at sportsjournalister nemt korrumperes i deres sjæl og det der er værre.

Desværre ser det ud som om, at sporten primært behandles af glade sportsjournalister, som generelt vælger at se på underholdningselementet og gerne i floskelagtigt sprog med nationalistisk og militaristisk tone og som formår at undgå en saglig kritik og afdækning af dårligdomme.

Hvis sporten fik samme kritiske behandling som alle andre tvivlsomme virksomheder i denne verden, så ville der være en del stof på andet end sportssiderne.

På den baggrund kan vi håbe på, at vi står over for et gennembrud inden for den danske sportspresses tilsyneladende ligegyldigheder set i den store sammenhæng.

Sport er og bliver underholdning og big business, som tåler et kvalificeret eftersyn, hvis der er nogen journalister, som tør?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Det der gør mig mest frustreret i denne sag er :

1) Hvornår ligger han sig ned? Det bliver kun værre og værre og hvis han havde bare lidt ren mel i posen ville han give en chef, der kan holde på kildebeskyttelse, aktindsigt.
2) hvor er der mange journalistkollegaer der især i starten var ude og kritisere TV3 voldsomt. Der er ingen grænser for hvor langt man vil gå for at finde skandaler hos politikere og erhvervsfolk, men når det er i egne rækker, så oplever man en skræmmende tilbageholdenhed og sågar kritik af dem der afslører skandalen.
3)
Det vil ikke overraske om han er i gang igen på eks. Metroexpress om et halvt år eller lidt mere. Hvorfor er det at journalister der bryder det allerhelligste så nemt kan vende tilbage. Qvortrup er igen her, der og allevegne, laver det samme som da skandalen ramte. Hvordan kan det lade sig gøre, og burde journalistbranchen ikke kæmpe for at brådne kar ikke skader branchens troværdighed? Mediecheferne er jo åbenbart ligeglade, når det er så godt som umuligt at finde en journalist der har fejlet brutalt, som ikke alligevel er vendt tilbage. Bør man ikke udstyres med et journalistklippekort, som inddrages permanent når man begår så eklatant brud på de presseetiske regler?

Jeg synes virkelig selvkritik i pressen vil være på sin plads og gerne et opgør inden MX eller lignende finder det opportunt at ansætte igen igen, mens man må tænke sit om branchen.

Hvor mange andre brancher kan man bryde de helligste regler og så fortsætte?( Det skulle lige være politikere, men der har man da i det mindste mulighed for at stemme dem ud :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Jensen

Der er mange bekymrende sager. På en skala fra overfladiskhed til løgn - og alt, hvad der er dér imellem, inklusive grov spidsvinkling, uetisk/ulovlig/privatlivskrænkende indhentning af nyheder, billed/lydmanipulation osv - er den direkte og bevidste løgn i min bog bare uomtvisteligt den allerværste journalistiske forbrydelse. Havde vi talt straffelov - og det gør vi ikke - så rummer den jo også en stigende alvor fra mild vold over grov vold og uagtsomt manddrab til overlagt mord.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

Der er mange der prøver at fremføre argumentation at "det er bare sport" som om det undskylder noget som helst. Fair nok at man hader sport, men det betyder ikke at kravene til journalistik ikke er tårnhøje her også.
Ligesom man heller ikke kan tage kultursektionen eller finanssektionen i avisen og sige at her gælder andre regler og pyt med om der digtes lidt her.

For rigtige journalister er der ingen forskel og alvorligheden er den samme. Heldigvis. Hvis ikke der var tårnhøje kriterier til sport, så skulle det slet ikke dækkes af journalister.

jeg er helt enig med Lasse Jensen at det er en af de allerstørste skandaler, ikke mindst fordi det er foregået i årevis. Ikke en skandale samfundsmæssigt, men for journalistikbranchen.

anbefalede denne kommentar