Klumme

Se, vi er her!

I en tid, hvor brændpunkts- og faldskærmsjournalistik dominerer, og Danmark lukker sig mere og mere om sig selv, er der ikke brug for en afprofessionalisering af korrespondentfaget
30. december 2015

Min gamle kontorfælle Ib Rehné – senere Cairo – forklarede mig i 1970, hvad en udenrigsekspert i radioen var.

»Det er en mand, langt væk hjemmefra på en dårlig telefonlinje,« sagde han.

Et par år senere besøgte jeg sammen med Informations Torben Krogh den legendariske radiokorrespondent Christian Winther i Washington. Sammen med Krogh havde jeg netop afsluttet en længere reportagerejse i sydstaterne.

»Har du aldrig haft lyst til at gøre noget tilsvarende,« spurgte jeg Christian Winther, som osede af autoritet og i øvrigt var et elskeligt og gæstfrit menneske.

»Jo, det har jeg,« svarede han. »Men jeg gjorde det aldrig, fordi jeg mente, det ville forstyrre mine cirkler.« Hans netværk var i Washington, hans livsnerve var The New York Times, Washington Post, Foreign Affairs, Time og Newsweek. Hans beretninger og analyser sluttede ofte med »… skriver Washington Post … Christian Winther, Washington.«

Dengang skulle radiokorrespondenter primært give aktuel baggrund. Ikke nyheder. Aviskorrespondenter skrev nyhedshistorier og analyser – enkelte var reportere. De skrev om, hvad de så og oplevede på stedet – tilsat et indgående kendskab til kulturen og historien, så nyhederne fik perspektiv. Berlingskes Bent Albrectsen var en ubestridt mester i at skrive korte features, der finurligt beskrev små hverdagsoplevelser, så læserne blev klogere på Amerika og amerikanerne.

Breaking news kom hurtigere frem til redaktionerne via nyhedsbureauerne – korrespondenter konkurrerede ikke på nyheder, men på tyngde. CNN var ikke opfundet, internettet heller ikke. New York Times landede på udenrigsredaktørens bord i København flere dage efter udgivelsen. Korrespondenterne skulle først og fremmest være læsernes, lytternes og seernes øjne og ører derude. De skulle fornemme deres pastorat.

Det skal de stadigvæk. Og mange gør det fremragende. Men vi herhjemme kan nu på millisekunder se, høre og læse det samme, som korrespondenten derude. Ofte før korrespondenten selv. Og breaking news-sygdommen sætter svære spor.

Korrespondenten skal – især på tv – være strakseksperten, der flere gange om dagen skal besvare begavede spørgsmål som »Hvad tror du nu, der sker? Hvad tænker amerikanerne nu?« Kravet om øjeblikkelig ’analyse’ er ubønhørligt og binder ofte korrespondenten til et tv-studie eller et såkaldt satellite-feed-point i timevis for at fodre den skrigende nyhedsbaby, som spilder alles tid med kravet om live.

Derfor bliver man begejstret for korrespondenter som for eksempel DR’s Puk Damsgaard og Mathilde Kimer, der heldigvis i stigende grad får lov til at lave reportager i marken – at være vores øjne og ører på vanskelige steder. Det er helvedes dyrt, men helvedes nødvendigt. Damsgaards nylige reportage fra en totalt smadret by, som indbyrdes stridende kurdere netop havde erobret fra Islamisk Stat, gav mere perspektiv og viden end de rutinemæssige tominutters live-interviews, som primært er en slags pral: Se, vi er her!

Den slags pral behøver en avis ikke, selv om den i dag konkurrerer med de elektroniske medier ved at udkomme døgnet rundt på nettet. Men den misforståede tro på, at det er vigtigst at være hurtigst fremme for at være bedst på perspektiv og baggrund, er stadig i live.

Når der skal spares, kigger man først på udenrigskorrespondenterne. Fra 1998 til 2012 faldt antallet med en tredjedel, ifølge en undersøgelse af Simon Kruse Rasmussen for Reuters Institute. Samtidig steg antallet af freelance-udlandsjournalister med mere eller oftest mindre fast tilknytning til et medie. De arbejder for flere medier på samme tid, og nogen har et helt andet arbejde ved siden af.

I en tid, hvor brændpunkts- og faldskærmsjournalistik dominerer, og Danmark lukker sig mere og mere om sig selv, er der – som Simon Kruse Rasmussen og professor Hans Henrik Holm mere end antydede for tre år siden – ikke brug for en afprofessionalisering.

Formålet med at opretholde faste korrespondenter er enkelt. De skal tilføje de oplevelser og det perspektiv, som kan hjælpe os til at forstå en verden, som trods dens øjeblikkelige og massive tilstedeværelse på vores netforbundne skærme, bliver mere og mere kompliceret.

Lasse Jensen er mediejournalist og tidligere USA-korrespondent for DR. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

Efter at Ulrik Haagerup på Twitter på vanlig DRsk overselvrosende vis havde annonceret et nyt 'Dreamteam'(!) bestående af en 'retsreporter' og en 'retskorrespondent', bad Rasmus Bruun (Den Korte Radioavis), om en forklaring på forskellen mellem de to begreber.

Ulrik Haagerup svarede, at:

"Korrespondenten laver de store live-gennemstillinger og bliver DRs ansigt på stofområdet. Bh Ulrik"

Med andre ord, hvor begrebet korrespondent engang var nærmest synonym med udlandskorrespondent, ophøjer chefen nu den journalist, der i en "stor livegennemstilling"(!) bliver sendt ud i dagens danske brændpunkter(!), for i nattens mulm og mørke, foran en lukket og slukket retsbygningen, at 'korrespondere' om, hvad der i dagens løb er sket "lige her bagved mig" og fabulere om, hvad der muligvis vil komme til at ske, dén person, "DRs ansigt på stofområdet"(!), udnævner DRs nyhedschef således i vanlig DRsk Newspeak til … korrespondent!

Og for ikke at stoppe der, er der også stillingsbetegnelser som politisk korrespondent, kultur-korrespondent, erhvervs-korrespondent, EU-, Europa- og Global(!)-korrespondent, velfærdskorrespondent – jo-jo, den er skam god nok! – og sikkert mange flere.

Til 'store -livegennemstillinger' på alle de områder? Ak, ak, ak … :(

Men 'sur, sur, sur' vil nogle nok hævde, så for ikke helt at ødelægge den gode stemning med brok og melankoli: Godt Nytår! :)

Anne Eriksen, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Addendum:

For et par år siden havde DRs Steffen Kretz titlen Klimakorrespondent(!). I dag er han udnævnt til Global korrespondent, mens Steffen Gram kan kalde sig International korrespondent. Gad vide om de to er helt klar over den indbyrdes rollefordeling?

Og gad vide om alle disse mange DR-'korrespondenter' selv kan se det lettere idiotiske og grinagtige i de titler, de er blevet udstyret med?

Hans Larsen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar