Læsetid 6 min.

Det er for sent – internettet er ødelagt

Vi lovpriser teknologien, som var den en frelser. Men i virkeligheden er det den, der holder os i skak. Fildeling og læk fra whistleblowere tæller ikke for alvor. Den globaliserede kapitalisme har vundet
Fildelingsplatformen The Pirate Bay blev midtpunkt i en række retssager, der handlede om brud på ophavsretten.

Fildelingsplatformen The Pirate Bay blev midtpunkt i en række retssager, der handlede om brud på ophavsretten.

Jessica Gow
5. december 2015
Delt 787 gange

Så længe jeg kan huske tilbage, har computerteknologi fascineret mig. I begyndelsen mest som leg: Jeg spillede spil og programmerede. Men snart blev programmering selv et spil, der gik ud på at få computeren til at gøre, hvad vi ville have den til. Fascinationen førte mig ind i gamer-verdenen. Her begyndte jeg sammen med venner at finde fejl i systemerne og at udnytte fejlene til vores fordel. I dag ville man kalde det hacking. Men vi var stadig bare børn, og for os var fortsat bare en leg. En leg, som gjorde os klogere på teknologien og gav os nye måder at forstå verden på.

I takt med at vi blev ældre, tog flere afstand fra vores livsform. Vi mærkede modstanden og begyndte at kæmpe imod. For mig blev et af resultaterne The Pirate Bay – et fildelingssystem bygget op omkring lige adgang til informationer, på lige vilkår, uanset finansiel status og baggrund.

Vi havde besluttet os for at spille spillet. I begyndelsen gik det godt. Vi morede os. Vi stjal alle nordkoreanske IP-adresser, og i en uge havde ingen i Nordkorea adgang til internettet.

Pirater blev vi kaldt. Og vi tog navnet til os. Vi sagde, at piratkopiering er cool, og mange var enige. En overgang havde jeg faktisk en følelse af, at vi havde nået en kritisk masse. En kritisk masse af mennesker, der var utilfredse med internettets tilstand. Eller rettere: med det stadig mere omfattende overvågningsregime, som internettet er underlagt. En kritisk masse, som ikke ville tolerere en udvikling, hvor internettet centraliseres af en håndfuld tjenester, der hovedsagelig ejes af selskaber i et enkelt land – et land, der ikke bekymrer sig om grænser, når det gælder dets egne og disse selskabers interesser.

Jeg var sikker på, at det hele ville kulminere i en gigantisk protest med deltagelse fra millioner på de sociale medier. Alle ville stolt sende deres likes efter gruppen ’Ødelæg ikke internettet’, og vi ville rulle centraliseringen tilbage.

Det var dengang. I dag tror jeg ikke længere på det. Vi kan ikke hindre internettets ødelæggelse, vi kan ikke stoppe centraliseringen. Vi har kort sagt passeret det punkt, hvor vi stadig kunne gøre effektiv modstand. Vi prøvede, og det gik ad helvede til. De få mennesker, der virkelig prøvede, er i dag enten desillusionerede eller døde.

Store sager

Unge i dag tror på systemet og forsøger højst at ændre det indefra. Det er som at forsøge at vinde over kapitalismen ved at gå efter at score hele kapitalen selv. Det sker, at vi vinder kampe mod en af de undertrykkende nye foranstaltninger, såsom ACTA, SOPA, PIPA. Så gratulerer vi os selv og føler os vigtige. Imens vi glemmer, at vi samtidig har tabt ti andre kampe, vi ikke havde tid til at udkæmpe. Eller ikke vidste eksisterede.

Vi har haft vores stjerner. Vi havde Wikileaks. Vi havde Snowden. Vi havde Manning. Vi havde Aaron Swartz. Nogle er døde, nogle er låst inde i al overskuelig fremtid. Nogle er i skjul – nogle frygter for deres liv.

Vi kæmper for store sager: informationsfrihed, demokrati, statslig gennemsigtighed og retfærdig rettergang. Ting, vi tager for givet, som er grundlaget for et moderne og sikkert samfund. Og vi taler om det. Vi udtrykker vores bekymring. Vi protesterer. Vi har vores T-shirts. Vi har vores symboler, vores masker, vores konferencer, vores demonstrationer. Vi får opmærksomhed. Vi oplever fremskridt.

Men vi er blevet narret. Vi har allerede tabt. Der er ingen grund til at kæmpe længere. Vi var med til at bygge disse systemer. Vi troede på dem, fordi vi troede på os selv. Men i dag er vi alle blevet til droner.

Vi lovpriser internettet for den frihed, det bringer, men internettet er blevet essensen af en udvikling, der er ved at køre af sporet. Vi lovpriser teknologien, som var den en frelser, men i virkeligheden er det den, der holder os i skak. Fildeling og læk fra whistleblowere tæller ikke for alvor. De har ingen langsigtet effekt. Den globaliserede kapitalisme har vundet.

Vi er ikke blinde

Da vi byggede disse automatiserede systemer, skabte vi nye arbejdspladser. Vi troede, at de nye teknologibaserede job i den vestlige verden ville føles så frie – som om vi aldrig var på arbejde. »Vi har endda vores kontorer hjemme!« jubler vi.

Vi kan ikke se, at vi er blevet robotter, der arbejder hele tiden. Vi er altid tilsluttet, altid online. Vi har ikke længere reel fritid. Vi taler om start ups og iværksætteri som fremtiden. Men hvem har nogensinde hørt om en iværksætter, der strejker imod sine egne kunder, fordi de giver ham dårlige arbejdsforhold? Vi er ved fucke alle de resultater op, som fagforeninger har været mere end et århundrede om at skabe. Og for hvad? For et løfte om selvudfoldelse, surdejsbrød, fixie-cykler og en billig lejlighed i Kreuzberg med brugte IKEA-møbler.

Vi er privilegerede og dovne. Vi taler aldrig om revolutioner længere. At ’ændre verden’ er i dag slang for at få 15 minutters berømmelse for sit produkt. Og nej, på internettet er du ikke selv produktet. Så interessant er du slet ikke. Du er bare tegnebogen.

Det er ikke, fordi vi er blinde. I The Matrix skal Neo træffe et valg – vil han leve i lykkelig uvidenhed, eller vil han se den virkelige verden? Da han beslutter sig for at forlade matrixen, vågner han op og indser, at han blot er en af ​​mange mennesker, der bliver udnyttet som ressource. Han beslutter sig for at bekæmpe matrixen.

Forskellen på os og ham er, at vi dagligt ser alle problemerne. Vi ser tiggere på gaden; vi ser ulighed mellem kønnene; regnskove, der bliver ødelagt; mennesker, der flygter for deres liv. Vi ser menneskerettigheder blive krænket; vi ser privatlivsfred blive indskrænket – vi ved, at vi bliver overvåget af kameraer og mikrofoner overalt.

Men vi gør intet for at stoppe det. Mannings og Snowdens læk har ikke ændret en eneste væsentlig ting. Vi er ikke blinde, vi er fuldt seende og vågne. Men i stedet for at gøre op med opfattelsen af mennesker som ressourcer ser vi selv karrieremuligheder i at blive manager for disse ressourcer.

Et gennemsigtigt flag

Vi var selv med til at starte spillet. Og reglerne siger, at vi ikke bare kan trække os ud. Vi er nødt til at afslutte det selv, og det kan vi kun gøre ved at tabe så hurtigt som muligt. Så lad os give endnu mere efter for overvågningen. Vi har brug for flere kameraer, flere mikrofoner, mere dataindsamling. Vi har brug for fodlænker, der sporer os alle, ligesom dagens kriminelle.

Min advokat sagde i spøg, at der er to typer mennesker: de, der er blevet retsforfulgt, og de, der vil blive retsforfulgt. Lad os bare blive enige om, at vi alle er kriminelle.

Lad os overvåge os selv. Send alle dine data direkte til NSA i et let søgbart format. Lad os forny og forbedre vores overvågningsteknologi for vores egen sikkerheds skyld. Lad os indoperere chips i vores kroppe med tracking-signaler. Lad os give vores DNA til staten ved fødslen

Det er alligevel uundgåeligt.

Vi er nødt til at give efter for ophavsretten. Og lad os inkludere mikrobetalinger i alt, hvad vi gør. Vi er nødt til at have et ekstremt ophavsretssystem for at sikre, at de rige mennesker kan forblive rige. Copyright-udvidelser til 125 år efter døden er ikke nok. Lad os gøre alt ophavsretsligt beskyttet som standard og give det til de nuværende copyrightherskere, og lad aldrig deres ophavsret udløbe.

Det er alligevel uundgåeligt.

Vi er nødt til at give efter for patenter. Vi er nødt til at sørge for, at alle opfindelser tjener profitmål. Medicin bør kun gives til de mennesker, der kan betale. Hvis de ikke kan, må vi gøre dem til gældsslaver i resten af ​​deres liv som straf. Lad os fjerne alle reguleringer om gmo-afgrøder. Lad os gøre det muligt at patentere genomer. Lad os give IBM retten til farven blå (som de engang har gjort krav på).

Det er alligevel uundgåeligt.

Det største puds, kapitalismen nogensinde har spillet os, er at overbevise os om, at den er demokratisk og kan kontrolleres.

Lad os give efter for kapitalismen. Vi er nødt til at vifte med et helt gennemsigtigt flag. Vi må underkaste os. Vi må opgive vores rettigheder og vores friheder. For vores egen sikkerheds skyld.

Peter Sunde Kolmisoppi var med til at stifte The Pirate Bay.

Kronikken er en forkortet udgave af hans tale ved CPH: CONFERENCE i november.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Tanni Kromann
    Tanni Kromann
  • Brugerbillede for Torben Bruhn Andersen
    Torben Bruhn Andersen
  • Brugerbillede for Claus Høeg
    Claus Høeg
  • Brugerbillede for Martin Karlsson Pedersen
    Martin Karlsson Pedersen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Keld Albrektsen
    Keld Albrektsen
  • Brugerbillede for randi christiansen
    randi christiansen
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for curt jensen
    curt jensen
  • Brugerbillede for Benny Jensen
    Benny Jensen
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Torben Arendal
    Torben Arendal
  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Gorm Lerche
    Gorm Lerche
  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for peter fonnesbech
    peter fonnesbech
Tanni Kromann, Torben Bruhn Andersen, Claus Høeg, Martin Karlsson Pedersen, Flemming Berger, Keld Albrektsen, randi christiansen, Torben Skov, curt jensen, Benny Jensen, Carsten Mortensen, Torben Arendal, Benjamin Bach, Benno Hansen, Gorm Lerche, Anne-Marie Krogsbøll og peter fonnesbech anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Steensen

Ikke bare en lille sprække? Lidt lys, et håb? Jeg tror, jeg bliver under dynen i dag. Sikke en møgdag.

Torben Skov, Jørn Andersen, peter fonnesbech, Torben Arendal og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll

Enig! Det eneste, der kan lyse lidt op, er at finde en masse videoer på youtube med søde dyr.... f.eks. The Fox med Ylvis....

Brugerbillede for Gorm Lerche

Ole
Hvis du først er blevet opmærksom på dette farlige skred ved læsning af ovenstående imponerende udredning. Kan jeg berolige dig at du med tiden vil vende dig til det og til sidst lære at elske den konstante overvågning - for sikkerhedens skyld.

Der er ikke meget håb i forhold til overvågning eller det rotte-ræs vi paces til i konkurrencestaten, det løb er kørt.
Men jeg tror den teknologiske udvikling indenfor ganske få år, lad os sige 20, vil give os langt mere kontrol med egne data samt fuldstændigt opløse det stupide patent og copyright-system.

Mange magtfulde spillere vil kæmpe imod denne udvikling med manipulation og politiske likvideringer a la Aaron Scwartz, men ubegrænset lagerplads og båndbredde vil med stor sandsynlighed have denne konsekvens.

Brugerbillede for Dennis Berg

Han har ret. Det lyder defaitistisk, men er det ikke. Det er en realisering af, at vi skal ned til bunden, før vi kan ændre noget. Først når vi kommer helt derned, hvor absurditeten og undertrykkelsen bliver så indlysende og så ulidelig, at der kun er eet svar: Revolution, vil der ske noget. Og hvis det er den eneste vej frem, så kan vi lige så godt ramme bunden så hurtigt så muligt, så vi kan komme videre.

Spørgsmålet er, om det virkelig er den eneste vej. Det er helt sikkert, at det ikke er slemt nok endnu, til at folk gider gå på gaden for at ændre det for alvor. Men om vi skal helt ned at skrabe bunden før det sker, er så et godt spørgsmål. Men længere ned skal vi - åbenbart.

Tanni Kromann, peter fonnesbech og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Dennis Berg siger: "Først når vi kommer helt derned, hvor absurditeten og undertrykkelsen bliver så indlysende og så ulidelig, at der kun er eet svar..."

Hvis der er noget kapitalismen kan, så er det at administrere de der er helt nede og fattiggjorte - selv religiøse bevægelser som IS og Taleban kæmper indædt for, at opretholde en vis kapital og økonomi og dermed slagkraft.

Forandringen af vores samfund skal ske ved ikke at træde et eneste skridt tilbage uden demokratisk modstand. Afsløring på afsløring af det kvasi-demokrati som kapitalejerne har trukket ned over hovederne på os, er den eneste vej væk fra inhumanitetens sejrsgang.

John Christensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

"Min advokat sagde i spøg, at der er to typer mennesker: de, der er blevet retsforfulgt, og de, der vil blive retsforfulgt. Lad os bare blive enige om, at vi alle er kriminelle."

Denne dybe indsigt fik jeg for snart mange år siden. Det er faktisk meget befriende at vide. I stedet for hele tiden at forsøge at tilpasse min moral til den skiftende lovgivning, forsøger jeg i stedet at leve efter min egen moral, hvilket selvfølgelig medfører en del civil ulydighed og medfølgende bødeforlæg, men aldrig dårlig samvittighed.

Det kræver dog en stærk moral, at være civil ulydig. Tak til min mor, som - helt uden at læse Kant - gav mig en indføring i grundlæggelsen af den moralske metafysik.

Flemming Berger, Bruger 195938, Jørn Andersen, Benny Jensen, Michael Reves, Carsten Mortensen, Torben Arendal, Stefan Skjerning, Morten Jespersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Steensen

Jeg køber 3 rækker i Eurojackpot lotteriet hver uge, vel vidende at chancerne for gevinst er uendeligt lille. Jeg gør det ud fra devisen: Nogen vinder jo, så hvorfor ikke mig?
Tanken kan forekomme lidt søgt, men er det samme tilgang flertallet af medborgere har til overvågning af deres placering (kamera, mobiltelefon) og deres kommunikation (digitale medier)? Trods det at chancerne for at blive overfaldet og/eller ramt af jihad er uendeligt lille, tænker de: Det kunne ske - det kunne ske for mig?
For mit vedkommende er 1000 betjente trukket i kampuniform for at beskytte mig langt mere skræmmende. Men har jeg da ikke rent mel i posen? Jo, da (enkelte avner og strå kan vel forekomme), men mit behov for frihed er større end behovet for tryghed. Jeg burde have et overvågningskamera i mit soveværelse, fordi det er der de fleste dør. Men når(hvis?) jeg dør (gerne i min seng) foretrækker jeg, at det foregår privat (med kun de nærmeste 200 omkring mig).
Jeg ser for mig 2 sække (det kunne være rent mel), hvor vi skovler fra den sæk, der står "Frihed" på over i sækken "Tryghed", der bliver tungere og tungere.
Jeg har ingen svar, kun undren, og funderer over, om ikke vi i fællesskab kan finde en anden "sæk" at fylde i "Tryghed" - eller indse at behovet ikke er så stort - og dermed undgå at tømme "Frihed" helt.

Jonathan Smith, Torben Selch, Flemming Berger, Erik Feenstra, Michael Reves, Carsten Mortensen, Torben Arendal, Vibeke Rasmussen, Stefan Skjerning og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling

Jeg har personligt fulgt nogle af subkulturerne under overfladen i det digitale univers siden 1978. De lever stadig i bedste velgående, bare ikke der hvor hr og fru Vildmeddans færdes til daglig. Overvågning er helt sikkert en problematik sidstnævnte herre or frue bør bekymre sig om, men diverse terroraktioner de senere år har vist, hvor dårligt overvågningen reelt fungerer i praksis.

Subkulturerne har jeg altid fundet fascinerende, og da internettet dukkede op, troede jeg også personligt at det ville betyde en markant bedre oplysning af verdens befolkning. Det skete mest i starten, men i dag er det nemt at blive distraheret af de søde katte mm.

Til gengæld er vi skræmmende afhængige af nettet, som en af internettets opfindere beskriver her:

https://www.ted.com/talks/danny_hillis_the_internet_could_crash_we_need_...

Uden internet bryder vores civilisation formentlig sammen. Ingen el, vand, fødevarer, infrastruktur, telekomunikation eller Facebook. Jeg læste engang at nogen mente der ville gå ca. to uger før vi begyndte at æde hinanden. Dét er nok lidt dommedagsprofeti, men problemet er helt reelt, og den plan B Danny Hills taler om, er der ingen der taler om. Hvor realistisk er det så egentlig at vågne op en morgen uden søde katte, Facebook og nogle af de mere eksistentielle ting? Skræmmende realistisk faktisk:

http://www.bbc.com/future/story/20150310-how-to-break-the-internet

Torben Selch, peter fonnesbech, Carsten Mortensen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Steensen

Morten Balling - selvfølgelig, enig i at det er et skræmmende scenarie, men måske ville det være mest skræmmende for overvågerne, for vi andre kunne dermed vinde lidt frihed tilbage.

Brugerbillede for Morten Balling

@Ole

Måske, måske ikke. (Interessant ord btw. det der "Måske" :)

Hvis overvågningen virkede så godt som artiklen og du mener, forstår jeg ikke den folkeafstemning vi var til forleden. Dér var der tydeligvis nogle overvågere som havde sovet i timen. På den anden side plejer jeg at sige, at "jeg fatter ikke" er verdens dårligste argument.

Brugerbillede for leif voetmand

Når man ikke har noget at skjule er overvågning ligegyldig, men har de som overvåger, noget at skjule, har vi et problem. Der er ikke meget spas ved at overvåge den lille mand, det er meget sjover at følge med i hvad eliten foretager sig.

Brugerbillede for Dennis Berg

Leif, alle har noget at skjule. Men det finder de først ud af, når det er for sent.
Din porno-historik, uanset hvor banal den måtte være, vil være nok til at kunne presse dig til at handle imod din vilje, hvis det bliver nødvendigt.

Brugerbillede for Finn Olsen

Og så hører man lige en dame i fjernsynet sige: "Jeg har da ikke noget imod overvågning. De må gerne overvåge mig. Jeg gør jo ikke noget forkert. Og hvis det kan gøre os allesammen tryggere ... "
Hold da kæft. Sagen er, at vi efterhånden har et kontrolapparat i sving, som Stalin kun kunne drømme om. Når Ponzi-økonomien braser sammen og den sociale uro bryder løs, får vi at se, hvad det kan bruges til.

Uffe Illum, Daniel Erlandsson Flerkell, Claus Høeg, Torben Selch, Flemming Berger, erik winberg, Michal Bagger, Steffen Gliese, Dan Johannesson, Dennis Berg og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jensen

Der har altid været paranoide folk. At gøre vores nutid til noget særligt er nok også meget typisk fænomen. "kampen står her og nu".... ja right. Det er vidst ikke første gang den er tænkt de sidste 5000 år.
Blot utroligt vi (eller de fleste) med vores historik ikke kan se at vi blot er bananfluer på væggen.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Ja, jeg hørte også for nylig på tv, tre meget begejstrede rejsende i Kastrup Lufthavn, uafhængigt af hinanden nærmest jublende bedyre, at de havde skam intet imod den bebudede – og nu af de øvrige EU-medlemmer vedtagne – aftale om Passenger Name Record, for de havde nemlig intet at skjule. Og i øvrigt ville det jo også bare medvirke til at gøre os tryggere(!).

Hvad får mon dem, og alle de mange andre, der deler denne naive tilgang til masseovervågning, til at tro, at det vil blive overladt til dem selv at afgøre, hvorvidt de har noget at skjule? Og selv hvis det skulle være tilfældet, hvad får dem så til at tro, at de med den megen overvåging og med den omfattende selvvalgte elektroniske kommunikation på diverse 'platforme' og medier, fuldstændigt kan undgå på et eller andet tidspunkt at blive linket til en måske ikke helt så 'ren' person? 'Six degrees of separation' og alt?

Helt bortset fra det allerede nævnte er der så også denne udfordring, som der peges på i en artikel i The Guardian:

“I wonder about our immediate response to things, be it a massacre in Paris or a relationship breakup – I wonder if the first thing that we think is the thing that we really think. Whether we’ve lost the ability to go away, sit down in the dark without anything blinking and ask what we really think about this, instead of going, ‘What should I think about this? How can I phrase it in a pithy 140 characters?’ If we’re losing that ability I don’t know what that means for democracy. I don’t know what that means for politics. I don’t know what that means for healthy relationships, rhetoric, discussion, ideas, art.”

Artiklen indledes meget sigende med dette citat af W.H. Auden:

Private faces in public places
Are wiser and nicer
Than public faces in private places

Claus Høeg, Flemming Berger, Carsten Mortensen og Ole Steensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Den kristendom, den kristendom! Men det er jo netop i "vi er alle syndere, så vi har ikke noget at lade hinanden høre", at frelsen ligger. Og det er et kort perspektiv, vores unge ven opererer med - men folk har jo slet ikke en rimelig ide om tidsperspektiver længere: allerede efter to år regnede folk med, at vi var ved at være ovre den økonomiske krise, uden at vi havde gjort noget ordentligt ved den.
Folk flytter sig langsomt, men de flytter sig, og for tiden flytter de sig i afsky og mistillid fra deres egne politikere og embedsmænd, så vi måske undgår fascismen denne gang.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Selvgodheden er altid faren: hvis man erkender, at man er synder ligeså meget som de andre, sætter man hinanden fri i et realistisk billede af verden - og på samme måde med erkendelsen af, at vi allesammen med jævne mellemrum bryder loven. Tidligere kunne man faktisk undgå det, men i dag er lovene så mangfoldige og usammenhængende, at det ikke er muligt.
Friheden ligger i den erkendelse: at den ene ikke har noget at lade den anden høre.

Brugerbillede for curt jensen

Desværre må jeg give Peter Sunde Kolmisoppi ret i alle punkter.
Selv har jeg lige fået et brev fra en advokatgruppe som vil have mig til at betale 2000,- kroner for at have tilføjet deres klient økonomisk skade ved at have fildelt en enkel episode fra en amerikansk tv-serie med hjælp af et bit-torrent program.
Det nedslående er at jeg nemlig ikke har gjort det. Jeg har slet installeret nogen bittorrent på min pc. I hvert fald ikke at jeg ved. Filmselskabet som jeg angiveligt har påført økonomisk skade ved åbenbart mere om min pc end jeg selv. Selv om jeg er IT professionel.
Men jeg har aldrig interesseret mig for fildeling og det nærmeste jeg bevidst er kommet fildeling er at lægge et foto på min facebook tidslinje.

Hvad jeg har gjort mig skyldig i er at jeg har streamet rigtig meget. Er en lovlydig borger der ikke engang har fået en parkeringsbøde, og den eneste gang jeg har været inden i en retsal var pga. skolsmissen. Jeg betaler min DR licens selv om jeg synes det er afpresning og slet ikke kan finde noget interessant at se på DR.
Har både Netflix og HBO konto og streamer mange timer hver dag. Det gør jeg fordi jeg er kronisk smertepatient og skal ligge ned det meste af dagen. Den bedste måde at undgå at blive sindsyg af smerterne er for mig at se film. Det fjerner min opmærksomhed fra smerterne og er faktisk en anerkendt metode for smertepatienter. Det mest effektive er faktisk at se porno. Det gider jeg bare ikke, så jeg ser spillefilm.
Mit streamingsmønster må åbenbart minde om en filmpirats, det har måske udløst fokus på mig. Hvordan de så kan finde frem til at jeg har fildelt med bittorrent når jeg slet ikke har installeret det, aner jeg ikke. Måske er min ip adresse blevet hijacket?
Jeg aner faktisk ikke hvordan jeg kan og skal forsvare mig mod denne anklage, og føler næsten at jeg bliver nødt til at betale bøden selv om jeg ikke føler mig skyldig. Men jeg har ikke overskud til en kamp mod et system der har ubegrænsede midler til rådighed. Så hvad skal man gøre andet end håbe at dukke sig og håbe det skylle over?

Mht. Peter Sunde Kolmisoppis anbefaling så mener jeg at det faktisk er det bedste forsvar. Man kan ikke standse et løbsk godstog ved at stemme imod. Så heller sætte farten op indtil den afsporer sig selv.

Det vil finanskapitalismen jo gøre - før eller senere. Senest når den har ødelagt planeten i en omfang at civilisation ikke længere kan finde sted.

Brugerbillede for Ditte Jensen

Dennis Berg,

Er du en af de der feje elementer, der kun går ind for ytringsfrihed hvis det understøtter dine egne interesser ?
Det er totalitært at bruge de samme argumenter som østblokkene brugte:" hvis du ikke har noget at skjule, har du intet at frygte".

Du taler om at presse mennesker til at handle imod deres egen vilje. Dybt afstumpet. Blev du mobbet i skolen ? Og nu skal du hævne dig, imod de som ikke har samme overbevisning som dig selv ?

Fascisme har for vane at ødelægge sig selv, men har desværre, ligesom radioaktivt nedfald, en halveringstid, der kan forkrøble.

Brugerbillede for Finn Årup Nielsen
Finn Årup Nielsen

Jeg forstår ikke Peter Sunde. Som jeg ser det er der efterhånden en overordentlig stor del information tilgængelig "på fælled" og jeg ser ingen tegn på at det skulle blive mindre. Stackoverflow/Stackexchange-netværket (som jeg er mere og mere afhængig af i mit professionelle virke) og Wikipedia samt dets søsterprojekter er brugerdrevne og indholdet er tilgængelig under passende delbar licens. Wikipedia har (desværre) udkonkurreret kommercielle encyklopædier.

Jeg synes det er ok at piratkopiere i begrænset omfang, men den storskala-piratkopiering Sunde synes at argumentere for er ukul. Ordentligt indholdsskabende arbejde kræver stor anstrengelse og det er kun rimeligt skaberne får mulighed for at få deres investering igen. Det er ikke en menneskeret at eje et Michael Jackson-album.

Dennis Iversen, Jesper Mejlvang og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for curt jensen

Finn Årup Nielsen,

du forstår åbenbart ikke i hvilken omfang vores tilsyneladende frie Internet allerede bliver censureret uden at der officielt findes censur. Og du ved åbenbart heller ikke hvilke kampe der foregår i USA hvor de store kabel- og filmselskaber igen og igen prøver at indgrænse den ikke kommercielle del af Internettet og få kontrol over trafikken ved at komme med det ene kapriciøse lovforslag efter det andet. Når disse bliver afvist, gør de det bare igen. På trods af den påståede altødelæggende piratkopiering har disse selskaber åbenbart ubegrænsede økonomiske midler til disse kampe, og de køber lobbyister i hobetal.

Se fx. her: https://www.battleforthenet.com/ https://www.fightforthefuture.org/

Brugerbillede for Finn Årup Nielsen
Finn Årup Nielsen

@Curt Jensen,

"du forstår åbenbart ikke i hvilken omfang vores tilsyneladende frie Internet allerede bliver censureret uden at der officielt findes censur."

Kan du give eksempler på censur?

Der er indgreb i forbindelse med børneporno, gambling-sites, medicin/stoffersalg og sites der deler ophavsretsbeskyttet materiale. Eksempler på censur hvor folks meninger er blevet begrænset er racisme, navneforbud og ved opfordring til og trusler om vold. Derudover selvcensuren omkring muhammedtegningerne og måske også omkring organiseret kriminalitet.

Ellers har jeg lige tjekket http://www.antifa.dk/ http://balder.org http://www.hizb-ut-tahrir.dk/ http://www.uriasposten.net/ http://psychedelia.dk/ https://wikileaks.org De var stadigt oppe. Hvilke sites vil du ellers gerne have oppe? Hvilke meninger bliver undertrykt?

Brugerbillede for curt jensen

Ja, jeg kan give dig en række eksempler på censur. De eksempler du bruger som bevis på at der ikke findes censur er ret irrelevant. Det er ikke denne grove politisk motiverede censur i stil med Sovjets jeg mener. Den hører de sidste århundreder til. I dag findes langt mere subtile metoder.
Censur på nettet virker på en meget snedig måde som oftest slet ikke kan vække mistanke om censur. For eksempel den måde som Pirate Bay blev blokeret af de fleste danske Internet udbydere, på et tidspunkt hvor siden endnu ikke var kendt ulovlig, så sker det samme med mange andre sites også. Prøv fx. at finde noget om Bitcoins i Danmark, der vil dukke en hel del 404 beskeder op.
En anden måde at udøve censur på er fx. Googles opdeling i nationale afdelinger. Hvert land har sin egen Google, baseret på IP adressen. Det er temmelig besværlig hvis man vil bruge Google Tyskland fra en computer der har en dansk IP adresse. Google prøver hele tiden at slå over i den danske version igen, og resultaterne vil ofte være meget forskellige når det lykkes. (hvor man i virkeligheden slet ikke har garanti for at det ER lykkedes at bruge den udenlandske Google version)
Google arbejder hele tiden på at blive bedre til at levere de søgeresultater som Google med baggrund i din profil mener vil være mest relevant for dig, deriblandt den geografiske placering.

Det kan man se som helt fantastisk imødekommende brugervenlig service. Ellers kan man se det som en måde at styre på hvilken slags information en bestemt gruppe mennesker skal præsenteres for. Vi lever jo i kronisk tidsnød i dag og derfor vil de fleste give sig tilfreds med de resultater der kommer hurtigt og nemt.

Jeg kalder det en snedig måde at udøve censur på.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Torben Skov og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Ditte Jensen:
Du bliver nødt til at læse igen, hvad det er jeg skriver, og hvad det er jeg svarer på. Jeg er netop en af dem, som er imod argumentet "hvis du intet har at skjule, har du intet at frygte".

Selvom man er en komplet nobody, som virkelig intet interessant udretter, så har man stadig en interesse i andres privatliv. Det er farligt, selv for de, som påkalder sig "intet at skjule", at andre - politikere, folk i magtfulde positioner - kan afpresses.

Brugerbillede for Dennis Berg

curt jensen:
Jeg ville gerne tro det du siger, men jeg har lige slået BitCoin op i Google, og får ikke nogle 404'ere.

BitCoin er ret stort, og allerede ret mainstream. Selvom hr. og fru Jensen ikke kender det endnu, så kender alle finansielle spillere det f.eks. og er allerede ved at bevæge sig derind. Det ville ikke være nemt at skulle censurere lige nøjagtigt BitCoin.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Håbet befinder sig i, når de onde opdager, at de skader sig selv. Evolution og bevidsthedsudvikling tager tid - internettet er i kosmisk sammenhæng lige så primitiv som en storm p opfindelse - uden dennes humor men farligere. Det er stadig kampen mellem det onde og det gode - og de onde har tydeligvis ikke fattet, at de er onde, og at de er uløseligt forbundne med de gode. Spørgsmålet er, hvor grotesk vort kollektive rum skal udvikle sig, før den kollektive bevidsthed når et niveau, som ikke producerer selvødelæggende handlinger.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Det er den gamle lignelse om kundskabens træ - det skal man passe på med at spise af, og det er svært at iværksætte et effektivt forsvar mod den ødelæggende kraft, sålænge dens natur ikke forstås.

Tag dig i agt, når tåberne har magt.

Brugerbillede for Thomas Krogh

Det synes som noget forblommet vås, at tro at internettet på noget tidspunkt befandt sig i jomfruelig tilstand før syndefaldet. Det være sig udenfor et laboratorium. At forfalde til retræte, er at sælge ud af sine illusioner. For the Lulz, hed det. Er teatret ej blot til spøg. Men et overflødighedshorn af fejlbarlighed og slet skjult komik.

Brugerbillede for Hans Kristian Hansen
Hans Kristian Hansen

Beklager, men jeg kan ikke se relevans i forfatterens sammenkædning med internettet og socialistisk/kapitalistisk agenda, med mindre selvfølgelig at forfatteren troede at internettet ville fremme socialisme.

Det er selvfølgelig noget vrøvl. Informationsteknologi har ikke noget med socialisme at gøre og for så vidt heller ikke demokrati, men internettet får, og har allerede fået, indflydelse på juridisk konsekvens for patent indehavere. Meget er allerede ændret og det er kun begyndelsen.

I fremtiden vil internettet fuldstændig ændre på globale informatoriske spilleregler. Det har bare ikke noget med socialisme at gøre. Internettet vil dog fortsat gøre sin indflydelse gældende for hvad angår forståelse koinonia med hvad alt det medfører.

For hvad angår kapitalisme, så er den kun forudsætningen for velstand. Den omtaler, eller varetager, overhovedet ikke fordelingspolitik og har derfor intet med hverken demokrati eller social politik at gøre.

Men kapitalen er stadig forudsætningen for demokratisk vedtaget fordelingspolitik.

Alt i alt er dette her en rigtig dårlig artikel. Derfor er forfatterens pessimisme forståelig. Den sammenkædning forfatteren lægger til grund, fortæller derfor mere om forfatteren end om emnerne i artiklen.

Brugerbillede for Jesper Mejlvang
Jesper Mejlvang

Problemet er vel at debatten let bliver rodet sammen. Vi er i bund og grund alle enige om at internettet skal være frit - og ikke styres af politiske eller økonomiske magtfaktorer. Og det vil være en on-going kamp fremadrettet at opretholde det så godt som det er muligt. Men jeg må tilslutte mig Finn Årup Nielsen når han pointerer at det ikke er en menneske ret hverken at se film, spille spil eller høre musik. Hvis man ikke har lyst til at betale for at få glæde af andres ophavsretsligt beskyttede arbejde står det en frit for ikke at se filmen, spille spillet eller høre musikken. Fil deling uden tilladelse fra skaberne af indholdet, og blot for at blive underholdt har som jeg ser det ikke meget med ytringsfrihed eller for den sags skyld et frit internet at gøre. Tværtimod er det desværre med til at give magthaverne hjemmel til mere kontrol og overvågning.

Lars Peter Simonsen, Troels Brøgger og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Balling

@Jesper

Back in the days, altså dengang man gemte sin software på et kassettebånd, herskede der en anden konsensus i den digitale verden. Alting var nyt og spændende, og man var begejstret over mulighederne og ens egne evner. Når man havde lavet et tjekket stykke software, var det nærmest en ære at få kildekoden trykt i f.eks. Alt Om Data, og hvis man kunne få det i et amerikansk computerblad, blev man nærmest svimmel af glæde og stolthed.

Så dukkede der en Bill Gates op. Han ville have copyright på sin software, og det skabte et ramaskrig. Hvad bildte han sig ind, mente mange. Her havde Verden endeligt fået et værktøj, en teknologi, som kunne skabe gratis global intellektuel værdi, og så kom der straks en og ville tjene penge på det alle andre havde bygget op uden at de havde fået andet end glæden for det. En del af den "hippie filosofi" kørte videre i form af cyberpunkens "Information want's to be free", i form af noget man kunne kalde civil ulydighed, og den lever videre i form af GNU, Linux, Creative Commons osv.

På et tidspunkt begyndte nogle pirater at tjene relativt mange penge. Ligesom der var black hats i hackerverdenen, var det aldrig populært i undergrundsmiljøet. Alligevel blev det accepteret til en vis grad, fordi det også fungerede som en form for distributionskanal.

Et af argumenterne har derudover altid været, at det, på trods af diverse kampagner, var meget svært at overbevise pirater om at det de lavede var tyveri. Det var kopi af nuller og ettaller, og man "stjal" ikke originalen. Mange havde (og har) opfattelsen at det svarede til at man tog et foto af et maleri.

Summa kan det hele koges ned til, om man skal tjene penge på kunst, eller om det skal komme alle mennesker til gode. Det kan man filosofere længe over, men det er svært for mennesker at blive enige om etik. Så stemmer man om tingene, ofte inspireret af "meningsdannere" fra kapitalstærke interesser, og ender ud med en lov alle skal følge. Det er demokrati på den grimme måde, men du ved: "Det er den mindst dårlige styreform".

Jeg har levet i 25 år af at lave film og TV som er blevet kopieret flittigt. Det er blevet klart sværere at tjene til huslejen, og jeg mener ikke som nogen, at man kun er "rigtig kunstner", når man har tuberkulose og dør i en alt for ung alder på et fugtigt loft. Men jeg så gerne at alle fik adgang til kunst. Også dem som ikke har råd til Netflix, HBO, biografen osv. Men hey, da jeg var ung, kunne man gå direkte ind på skadestuen og komme til at snakke med en læge, så jeg er nok bare blevet gammel, og har ikke fulgt med udviklingen. Altså den udvikling som gør at under 10% af jobbene i en std. Ofir annonce er et job, hvor produktet er fysisk.

Pengene skal jo komme et sted fra. De er i øvrigt også blevet digitaliseret. Gad vide om der er nogen som kopierer dem...

Undskyld, hvis jeg roder tingene sammen, men det der etik er sgu lidt bøvlet. Specielt når der kommer jura og politik ind over.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Internettet var charmerende provisorisk og sjovt i starten, mens det endnu var elitært og før det blev plastret til med reklamer og alt det andet uundgåelige. På den måde minder det lidt om flyvning, der også var ret eksotisk i sin barndom (tænk bare på fly lavet af lægter og lærred). Det var før den udbyttesøgende kapital slog igennem, med henblik på at udbrede servicen til masserne, med profit for øje naturligvis. Uden profit ingen fremdrift. Det er naivt at forestille sig andet.

Brugerbillede for Morten Balling

@Søren

Når du siger fremdrift, mener du forhåbentlig ikke "vækst", for det kan jeg, på bedste Kenneth Boulding maner, "personligt godt advare imod!" ;)

Jeg er alligevel tilbøjelig til at give dig lidt ret. Vi lever, som vi basalt set altid har gjort, som en flok aber. Ham med de stærkeste overarme bestemmer, og han fordeler ressourcerne til flokken, når han har ædt hans del af kagen. Noget tyder på at evolutionen har "testet" om det var en mulighed at vi kom videre, sådan i retning af at tænke lidt dybere over tingene, men der er også noget som tyder på, at det var lige så meget et fejlskud, som en arm i panden havde været det.

Så ja det er nok naivt at forestille sig andet, men jeg håber (ligeså naivt) på, at det bare er midlertidigt fantasiløst. :)

Brugerbillede for Hans Kristian Hansen
Hans Kristian Hansen

Vladan Cukvas
11. december, 2015 - 14:54

Jo. Internettet har aldrig været en uspoleret størrelse. Den er opfundet af militæret og derfor militaristisk.

Men dertil at afgøre at internettet har noget med andet end informatik at gøre er en tilsnigelse.

Internettet har ikke med fem flade øre at gøre med andet end information at gøre. Hvad informationer medfører, og dermed for politisk konsekvens, har intet at gøre med personers tro.

Internettet er et redskab. Ligesom en skovl ikke bestemmer hvad den bruges til, således heller ikke internettet. Det forstår forfatteren af artiklen, men fordi han troede internettet var et socialistisk redskab, så ser man skuffelsen i hans artikel.

Jammen herre gud, eller Lenin hvis man tror ... Internettet er et redskab hvor meninger brydes og info kan indhentes. Intet andet, så det er alt for tidligt at udnævne internettet til en falliterklæring. Bortset fra naturligvis, troede man at det handler om socialisme versus kapitalisme.

Brugerbillede for Hans Kristian Hansen
Hans Kristian Hansen

Peter Tagesen
09. december, 2015 - 23:00

Støtten til "Den korte avis" er vel ikke længere end økonomisk støtte til Hizb-Ut Tahrir eller Kaldet til islam. Hvad med støtten til Islamisk Tro samfund, der bestemt ikke bare er en religiøs forening. De har mange politiske medlemmer, hvor demokrati er en "by i Rusland".

De har allesammen inviteret islamiske hadprædikanter ...

Naivitet er utrolig. Det grænser til uforståelighed at der stadig findes personer der nægter hvad alle ved, at der er himmelvid forskel på en muslim og en islamist. Ikke engang muslimerne er selv klar over forskellen ...