Kommentar

Det sidste, Muna har brug for, er tavshed

Vores dokumentarserie ’Oprør fra ghettoen’ handler om unge i etniske minoritetsmiljøer, der bliver undertrykt – skulle vi undlade at beskæftige os med dem, blot fordi deres forældre ikke stammer fra Hjørring?
Debat
17. december 2015

I det sidste år har vi arbejdet med at skildre unge, der mistrives på grund af social kontrol. Det er blevet til dokumentarserien Oprør fra ghettoen, som de seneste uger er blevet vist på DR2.

I processen er vi stødt på megen modstand. Hvorfor fokuserer I kun på problemerne? Hvor er de positive historier om forældre med anden etnisk baggrund? Forstår I ikke, at I bare puster til konflikterne og fremmedhadet, når I laver sådan en dokumentarserie?

Nej, det forstår vi ikke. For vi nægter at forskelsbehandle de unge, som kæmper med undertrykkelse, fordi deres forældre er opvokset og opdraget et andet sted end i Hjørring. Også deres konflikter, følelser og svære dilemmaer skal høres, ses og forstås i den brede offentlighed.

Senest i fredagens udgave af Information er vi blevet mødt med kritik. Ayan Mouhoumed, redaktør for onlinemagasinet Ethniqa, kritiserer Oprør fra ghettoen for, at historierne her er alt for ekstreme.

Hun er træt af det, hun opfatter som mediernes ensidige fokus på offerhistorier om muslimske kvinder.

Støt de udstødte

Hvorfor de kvinder med muslimsk baggrund, der står i svære problemer med social kontrol, æresvold eller dårlig integration skal holdes væk fra medierne for at skabe plads til de veluddannede, velstillede kvinder med brun hud, siger Ayan Mouhoumed ikke noget om.

Men det skyldes måske, at hun selv er offer for en ’dem og os’-opfattelse af samfundet, som gør, at hun føler, det handler om hende, hver gang medierne bringer en historie om udsatte og undertrykte mennesker med minoritetsbaggrund.

Vi har svært ved at gennemskue, hvad Ayan Mouhoumed vil med sin kritik af Oprør fra ghettoen. Hun gør opmærksom på, at hun ikke er et offer.

Men det er der heller ingen, der har beskyldt hende for at være. Oprør fra ghettoen handler nemlig ikke om Ayan Mouhoumed, ligesom programmet ikke handler om alle muslimske kvinder.

Det, vi forsøger, er at skildre en samfundsproblematik, som i den grad er dagligdag for en gruppe unge med en anden kulturel baggrund end dansk.

Ayan Mouhoumed er en af de privilegerede kvinder, der ikke kæmper med et indre dilemma, som gør hende stresset og giver hende selvmordstanker.

Hun er ikke udsat for vold, manipulation og social kontrol. Hun kan frit vælge en kæreste, ægtemand og seksualitet. Og heldigvis for det.

Men i stedet for at udvise loyalitet og give sin støtte til de unge i dokumentarserien, så tyer Ayan Mouhoumed til den samme argumentation, som vi har mødt mange gange i vores produktion: Der er ikke mere social kontrol i de nydanske familier end i de etnisk danske!

Hun anerkender ikke, at der findes et særligt problem. Og det er denne affærdigelse af kendsgerningerne, som meget vel kan gøre, at de alt for mange nydanske unge mennesker fortsat må leve et dobbeltliv fyldt med repressalier og trusler.

Klar statistisk forskel

Vi tænker, at Ayan Mouhoumed bør kende til de fakta, som knytter sig til en undersøgelse fra 2011, som er udgivet af socialstyrelsen med titlen Nydanske unges oplevelse af social kontrol, frihed og grænser.

Den viser nemlig følgende: Over halvdelen af unge nydanske piger må ikke have en kæreste for deres familie. Til sammenligning er det kun 0,5 procent af de etnisk danske piger, der svarer, at de ikke må – eller tror, de ikke må – have en kæreste.

Andre tal viser, at 26 procent af alle nydanske piger mener, at de i mindre grad eller slet ikke har samme frihed som drenge. 42 procent af nydanske drenge føler, at de skal holde deres kæreste skjult for forældrene.

Og kun 3 procent af nydanske unge tror, at deres familie vil acceptere, at de har en kæreste af samme køn.

Læs også: Min seksualitet strider imod alt, hvad min familie står for

Så Ayan Mouhoumed har ganske enkelt ikke ret i, at historierne i Oprør fra ghettoen er ekstreme. Muna, der er en af de nydanske unge i programmet, stikker ganske rigtigt af fra sin familie på dramatisk vis, fordi hendes far får at vide, hun har en dansk kæreste og ikke længere er jomfru.

Men er Munas desperate forsøg på at undgå vold og fordømmelse dramatisk og dermed usædvanlig, er statistikken det desværre ikke.

Der er mange piger, der som Muna ikke har mulighed for selv at bestemme over deres krop og seksualitet, selv om de er over 18 og dermed myndige.

Bryd tabuet

De andre historier i Oprør fra ghettoen handler på samme måde om væsentlige problemer, som gør livet svært for unge, der vokser op som danskere med andre kulturelle normer i hjemmet.

Igen er det ikke »ekstreme historier«, når Sami fortæller, hvordan det har ført til selvmordstanker hos ham, at skjule sin seksualitet for sin mor og far af angst for såkaldt æresvold.

En undersøgelse fra 2015 foretaget af Als Research viser, at hver tredje LGBT-person med ikkevestlig baggrund har overvejet selvmord inden for det seneste år.

Så Samis livshistorie er desværre virkeligheden for rigtig mange andre unge end bare Sami.

Vi ville ønske, at Ayan Mouhoumed og andre, som har rettet en lignende kritik mod Oprør fra ghettoen, snart vil være med til at tale åbent om, at der findes alvorlige problemer med social kontrol i de nydanske familier.

Det er illoyalt og ufølsomt ikke at støtte op om de unge, der i forvejen kæmper med et psykiske pres fra at leve et stresset dobbeltliv.

De har brug for, at tabuet om den sociale kontrol bliver brudt; at mærke, at de ikke står alene. De har brug for en forståelse for, at de kæmper for retten til at bestemme over deres eget liv.

Kun ved at erkende disse alvorlige problemer, kan vi som samfund finde frem til, hvordan vi kan hjælpe.

Louise Detlefsen og Louise Unmack Kjeldsen står bag dokumentarserien ’Oprør fra ghettoen’, vist på DR

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Det er ikke et enten eller, men snarere både og så både positive og negative sider af integrationen nyder fremme i debatten.
Vi skal ikke acceptere social kontrol, som de facto er et udbredt fænomen, indenfor muslimsk kultur/tradition. Volden der hindrer integration skal ophøre. Den hører helt enkelt ikke hjemme her!

Respekt om menneskerettigheder og vores levevis, tak. Når man er myndig som 18 årig bestemmer far og mor ikke længere over dit og mit liv, vi er selvbestemmende.
Skab/støt Communities der kan støtte dem der træffer egne valg for at lade sig integrere, og derved mister/taber familiær opbakning.

Gode udsendelser som giver aktuel indsigt og mulighed for debat om forholdene i vores indvandrermiljøer.

God dag der ude

John Hansen, Kaj Spangenberg, Bodil Waldstrøm, Jørn Andersen, Lillian Redam og Dorthe Mortensen anbefalede denne kommentar

Ja, der kan være et dilemma - de fremmedfjendske kan få ved til bålet, men omvendt ser jeg serien som et forsøg på at skildre unge i krise; her på grund af deres dansk-indvandrerbaggrund. Det betyder jo ikke at ALLE med dansk-indvandrerbaggrund har problemer og det er jo så dén opgave der påhviler medierne: i langt højere grad at skildre helt almindelige unge (og børn, gamle og voksne) som har det godt og klarer sig fint i Danmark. Det er på baggrund af at vi 'altid' hører om den lille procent, der er problemer med og sjældent om alle dem, som klarer sig fint. Dét er en reel kritik, men programmet her, synes jeg er oplysende.

Vel talt!

Bodil Waldstrøm

Jeg synes, det er så godt, at unge med anden etnisk baggrund er begyndt at stå frem og fortælle om deres problemer med at leve konfliktfyldt i to meget forskellige kulturer. Social kontrol er et onde, som de unge skal have hjælp til at tackle. De velformulerede unge, der er glade for at bo i Danmark, og som føler sig og er danske, skal ikke bremses i deres fremtidige liv af gammeldags sociale normer, der ikke hører hjemme i Danmark i 2015. Nogle gange, mens jeg så udsendelserne, var jeg faktisk overrasket over, at de unge ikke var mere vrede på deres forældre, end de var. Tænk, hvor forstående de er blevet af at leve på den måde. Det vil være en god lærdom for dem resten af livet; men lige nu, hvor de står midt i problemerne, har de al mulig grund til at modtage vores forståelse, støtte og opmuntring.

Helene Kristensen

De er ikke lige begyndt at stå frem med problemerne - de har stået frem de sidste 20 år, men ingen har ønsket at se dem, se problemerne i øjnene, for hvis man prøvede at hjælpe, kunne man anklages for at være fremmedfjensk fordi man "anklagede" nogen for overgreb. Der er stadig nogle der bare siger "Jo, jo, jamen vi bør da gøre noget, men hellere lade være så de fremmedfjendske ikke får ammunition".
For mig at se er det fremmedfjendsk at se de unge mennesker som "fremmede", ikke som unge mennesker i problemer. Der skal sq reageres og hjælpes, og så op i måsen med om nogen få fjolser får noget skyts, de anses jo i forvejen for fjolser.
Står du og vejer for og imod når en er ved at drukne? nej vel, drop den beregnende tankegang og hjælp - NU.

John Hansen, Kaj Spangenberg og jens peter hansen anbefalede denne kommentar

Problemet er ikke, at vi hører om unge, der er splittet imellem det samfund, de er en del af, og en anden kultur derhjemme - det er faktisk store dele af den vestlige litteraturhistorie fyldt med.
Problemet er, at vi aldrig hører om de andre! Der er et skævvredet billede, hvor det problematiske fremmer den opfattelse, at det er det mest udbredte, mens ingen nogensinde har set en udsendelse om en helt almindelig integreret familie, der ydermere ville tjene disse unge her ved at give noget at holde op for deres forældre som et billede på, hvordan det kan være.
Samtidig med at konformismen breder sig over samfundet, bliver lysten til at vise det almindelige liv frem mere og mere sjælden.
Men Hollywood-modellen er altså møntet på fiktion, ikke dokumentarisk fremstilling, og derfor er jagten på konflikt snarere en gimmick, der banaliserer et vigtigt blik på andre mennesker, der i sig selv er interessant.

@ Helene Kristensen

Jeg kan godt huske debatten de sidste 20-25 år. Og for 25 år siden var det altså danskere, der sagde noget om de her problemer, som visse indvandrere oplever i deres miljøer. Det nye er, her 25 år efter 1990, at unge mennesker fra ghettoerne er begyndt at italesætte deres egne problemer samt at fortælle om, hvordan de oplever verden set fra deres synspunkt eller udsigtstårn.

Og ja, ingen får det bedre af at vi ikke taler om de problemer, der er med f.eks. social kontrol blandt visse indvandrermiljøer. Det er sådan set ikke det, som jeg ser som det største problem her; problemet, det største er, at når man f.eks. går ind Facebook på en side, som har linket til det her DR-program, eller en anden side, som linker eller liker det her program, så sker altså det her:

Alle de mennesker som er imod indvandring og især da de mennesker som er imod muslimer kommer ud og skriver og siger, at 'sådan er alle muslimer' og 'de skal bare alle sammen sendes hjem, muslimerne altså' eller de skriver det 'muslimerne, det ser vi jo tydeligt, har ikke en fælles kultur med Vesten, derfor skal de ud allesammen' eller lignende opslag i kommentarfeltet på Facebook til denne her side eller den her opdatering om at man liker det her program f.eks. Det er helt utroligt, at folk fra DR ikke ved dette.....(alt det her baserer sig på min erfaring fra de mange timer, jeg efterhånden har været på Facebook).

Problemet er ikke, at vi i medierne hører om muslimer, der har problemer mm. og mv. - problemet er sådan set, som andre også er inde på, den manglende interesse for f.eks. muslimer, som har gjort det godt i det danske samfund.

Jo, det kan vi faktisk godt :) Lige præcis hvor det handler om etniske minoriteter som pakistanere, syrere, indere, mm. og mv. og m.fl. eller religiøse mindretal som muslimer, jøder, tamiler mm. og mv. er det vigtigt, at vi også får de positive historier om f.eks en syrer der er i praktik på et smedeværksted eller en inder der klarer sig godt eller en afghaner som efter mange års studier klarer sig godt her i DK.

Problemet er at når mange mennesker (kun) får deres informationer om f.eks. Vollsmose eller Langeland eller Lolland/Falster fra medierne, så tror de, at Vollsmose er et ufredeligt sted, hvor der hver dag foregår ballade eller de tror, at alle muslimer er voldsmænd og overfaldsmænd. Derfor mener jeg, det er yderst vigtigt, at vi også her i DK får positive historier ud i medierne...

Kære danskere,
Ved I at 95% af alle udlændinge ikke forstår hvad der sker inde i jeres hoveder? De prøver at gøre sig forståelige en 4-5 gange og holder derefter kæft for husfreden med danskernes skyld.

Artiklen beskriver fint kultursammenstødet.
Artiklens forfattere støder overalt på modstand men som de totale ignoranter danskere er, erklæres at "en undersøgelse jo siger noget andet" hvorfor den virkelighed forfatterne møder jo må være forkert.

Danskere opfatter undersøgelser og regler som kendsgerninger og facts, altså virkelighed. Danskere tror tilmed deres virkelighedsopfattelse er ligeværdig eller bedre end andres.

Men undersøgelser og regler er pseudovirkelighed, og psudovirkelighed er ikke ligeværdig med ægte virkelighed, og ægte virkelighed er det de fleste udlændinge forsøger at trænge igennem med over for danskerne.

Og så ved både jeg og de fleste udlændinge at danskerne igen igen vil afvise virkeligheden og stikke næsen og en pegefinger ned i en regel eller en undersøgelse.

Danskere er ude af stand til at se ægte virkelighed. Det bør alle udlændinge lære.

Bodil Waldstrøm

Tommy Jensen.
Hvilken nationalitet har du?
Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt forstår, hvad det er du kritiserer i forhold til denne artikel.
Kan du måske uddybe din kritik?
Mener du, at debatdeltagerne her på Informations hjemmeside generelt er ude af stand til at se ægte virkelighed? Mener du, at vi ikke forstår, hvad udlændinge fortæller os? Er vi virkelig sådan allesammen, Tommy Jensen?

jens peter hansen

Problemet er ikke, at vi i medierne hører om muslimer, der har problemer mm. og mv. - problemet er sådan set, som andre også er inde på, den manglende interesse for f.eks. muslimer, som har gjort det godt i det danske samfund.
Øh altså, helt ærlig hvor mange historier er der om helt almindelige danskere der går på arbejde og spiser risengrød ? Da Nakskov var på tapetet var det nød og elendighed. Der er så at sige aldrig noget medie der beskæftiger sig med det daglige. Det er der ikke noget salg i. Hvad enten det gælder nydanskere eller gamle lolliker. Hvis nydanskerne skulle beskrives som almindelige så var det kun fordi det var mindst almindelige.

Kaj Spangenberg

Der er tydeligvis mange, der ikke har anelse om, hvordan pressen arbejder.
Lad det være illustreret med klassikere:
"Det er ingen nyhed, at en hund bider et postbud. Det er en nyhed, hvis postbudet bider hunden!"
Positive historier gider de færreste at læse. Det er døden, tragedierne, elendigheden etc., der fænger.
Indrøm det bare!

Bodil Waldstrøm
Glem nationalitet, kig på indhold.
Ja de fleste danskere er sådan! Danskernes mentale virkelighed er defineret af hvad Systemet fortæller dem, ikke hvad virkeligheden fortæller dem.
De fleste udlændinges mentale verden er defineret af hvad virkeligheden fortæller dem, ikke hvad Systemet fortæller dem.
Artiklen er kun én ud af utallige eksempler.
I artiklen fremføres Socialstyrelsens Rapport som fakta og kensgerninger, samtlige indvendinger mod rapporten bliver fejet af bordet som manglende mental erkendelse idet rapporten er forhåndsdefineret som "den rigtige virkelighed".

I Danmark skifter man virkeligheder som vi andre skifter underbukser.

De fleste udlændinge erkender kun ën virkelighed som er den ægte virkelighed.
Altså enten er der særlig social kontrol eller også er den sociale kontrol den samme. Virkeligheden er ikke genstand for utallige definitionsdiskussioner om hvilken virkelighed der bør vælges og bestemmes.
For de fleste udlændinge vil det være ligegyldigt hvor mange rapporter, statistikker der bliver fremlagt hvis den ægte virkelighed er en anden.
Man kan lyve, bedrage, manipulere, men der er stadig kun én ægte virkelighed, alle véd det uanset om de lyver sig til det ene eller andet.

Ayan Mouhoumed m.fl. prøver at fremføre den ægte virkelighed. Hun siger den social kontrol er den samme punktum, fordi der ER sådan.

For danskere er det herefter en politisk kamp mellem 2 opfattelser. Hvilken perception skal gælde, Socialstyrelsens eller Ayan Mouhoumed's, idet danskerne anser forskellige opfattelser som noget der kan kæmpes om.

Populært kan du sige Danmark lever mentalt i en Orwellsk verden hvor grundbegreber er opløst. Men for de fleste udlændinge der kommer til Danmark vil grundbegreberne være faste, ufravigelige.

F.eks. folkeskolen er et sted børn lærer at regne, skrive og læse, det står ikke til diskussion, det ligger fast!
For dig og de fleste danskere vil det udsagn være genstand for et utal af diskussioner ud fra en forestilling om at Danmark er på et særligt højt civilisations niveau mod de andre der er på et lavere.
Igen, Systemet definerer virkelighed.

Det kan jeg hilse og sige at det er Danmark ikke.

Gad vist om Poul Nyrup også syntes disse fremmedes forældre er stuerene i det danske samfund, sådan som de teer sig med psykisk og mental kontrol over deres afkom, som de enten har haft med sig eller fået i Danmark, og deres afvisning af enhver form for blanding med det danske samfund for dets værdier.

Hele den fornægtelse af alle danske værdier som der her udstilles i alt sin forsnævrede middelalderlige forståelse af sig selv, og ikke mindst af den udfoldelse af den almægtige patriarkalske rettighed over deres afkoms liv, i det samfund som de er kommet til og har fået deres børn i, og som skal vokse op i dette samfund udenfor dette samfunds værdier, men erstattet med et middelalderligt syn tilbage fra hjemlandet, i landsbyen bag fjerde bjergkæde, hvor familiebåndene fortsat er det vigtigste, og som styrer giftermålene indenfor familien, men også hvor en analfabet derude fra har forret for til deres børn fremtidige livsførelse, og som uden tvivl vil fastholde denne livsform i uendelige tider fremover i Danmark.

Hvad vil eller har sådanne familier egentlige at gøre i det danske samfund, for slet ikke at tale om - hvad kan vil de bidrage med i det danske samfund kulturelt og værdimæssigt ind i fremtiden, - og ikke tilbage til fortiden!

Bodil Waldstrøm

Tommy Jensen.

Mange tak for din kommentar, som jeg har læst flere gange. Ærgerligt, at du skjuler dig bag et dansk navn. Det oplever jeg i hvert fald, at du gør.

Du er meget kritisk over for danskere og Danmark, og du generaliserer meget. Det gør, at jeg skal passe på med ikke at gå i forsvarsposition, for jeg bryder mig ikke om at ”generalisere tilbage”. Jeg ønsker ingen kamp – kun nuanceret meningsudveksling.

Det er gået op for mig, at du anser det enkelte menneskes subjektive oplevelse som værende ”den rigtige virkelighed”. Jeg kan godt forstå, at det er sådan for den enkelte, men det er jo ikke alle mennesker, der oplever den samme hændelse og situation på samme måde. Baggrund – både menneskelig og kulturel – og erfaringer betyder meget for, hvordan man oplever en given situation.

Hvis man stiller 1000 mennesker det samme spørgsmål, vil man normalt ikke få det samme svar fra dem alle sammen. Man kan så opdele de 1000 mennesker i forskellige kategorier, f.eks. køn, alder, nationalitet m.m. og så se, hvordan de har svaret i hver af kategorierne. Det er faktisk meget interessant, men det er naturligvis meget, meget afgørende, hvordan man stiller spørgsmålet. Når der i artiklen refereres nogle statistiske tal, er det jo på baggrund af, hvordan de forskellige personer, der indgik i undersøgelsen, har svaret. Det er jo ikke tal, der er opdigtet. Hvis to udlændinge bliver spurgt, om de oplever social kontrol, kan det da godt være, at den ene svarer ja og den anden svarer nej. Det er da ikke noget, ”systemet”/forskerne har bedt dem om. De svarer, som de oplever det – den virkelighed de oplever. Når du skriver, at der kun findes én virkelighed, og det er den, de fleste udlændinge oplever – i modsætning til danskere – så er det virkelig umuligt for mig at være enig i.

Det er i øvrigt ikke kun Systemet, der udarbejder statistikker og rapporter. Hvis du altså mener staten, når du skriver ”Systemet”? Også uafhængige forskere og andre udgiver rapporter. Det er ikke så énsidigt, som du gør det til. I mit lange arbejdsliv har jeg arbejdet sammen med mange forskere og udarbejdet statistikker og rapporter, så jeg ved noget om, hvordan det foregår.

Jeg ville aldrig sige om udlændinge, at de er på en bestemt måde afhængigt af, hvilket land de kom fra, eller hvilken religion de måtte have. Det ved jeg simpelt hen for meget om livet til at gøre. Jeg ved dog, at der er visse kendetegn ved forskellige kulturer, og det synes jeg faktisk er spændende. Jeg holder meget af at møde mennesker fra en anden kultur, og mange af mine venner har været og er udlændinge. Jeg bor nu i en ghetto, hvor jeg er omgivet af mennesker fra mange forskellige lande, og jeg er glad for at bo her. Desværre har jeg erfaret, at nogle familier er flyttet herfra, fordi deres børn blev chikaneret, når de legede udenfor. Og det var ikke danskere, der chikanerede. Det er heldigvis kun et mindretal, der ikke har lært at opføre sig ordentligt, men det ødelægger meget i et område, når en bestemt gruppe føler, at de skal bestemme det hele. Jeg er helt på det rene med, at det andre steder kan være f.eks. (danske) rockere, der gør livet utrygt for de omkringboende. Det afhænger altså ikke af hverken etnicitet eller religion eller kultur, men af hvordan de enkelte mennesker er opdraget og udviklet. Og naturligvis betyder de sociale forhold også meget - for alle mulige kategorier af mennesker.

Bodil.
Du bør ikke tage det personligt, for du har ret i det meste af det du skriver.

Det er svært for mig at forklare fordi den bevidsthed ikke findes på dansk. F.eks. Fogh's søn der har boet i mange år i USA prøvede at skrive et par kronikker i danske aviser der mest faldt til jorden fordi de i danske sammenhænge lyder underlige.

Vores politik i Danmark er grundlæggende socialdemokratisk hele vejen rundt, så mentalt at forstå Ron Paul eller andre amerikanske politikere bliver svært. Deraf min lidt rundhåndede generalisering.

Jeg forstår hvad du skriver om problematikker og udlændinge der terroriserer kvarterer m.m., og dette er reelt nok, altså virkelighed.

Men det jeg taler om er en forståelse af at grundbegreber der ikke står til diskussion, som er faste begreber over hele kloden, og at den forskellige forståelse for dette umuliggør at udlændinge og danskere nogensinde mentalt vil kunne nå hinanden.

Det er meget tydelig i artiklen og også i dit sidste indlæg. Socialstyrelsens rapport er "fakta" og om så hele verden laver indvendinger vil disse indvendinger være individuelle og subjektive i dine og forfatternes og ...danskernes øjne.

Men når "ægte virkelighed" præsenteres er det ikke længere muligt for dig, forfatterne og det generelle Danmark at definere den væk i "subjektive meninger", "mange forskellige meninger", "forskellige kulturer", "manglende erkendelse af problemerne", "henvisning til statistik besvarelser" og en hoppen og dansen og roden rundt, i angsten for at noget endegyldigt fastlægges.

Når Ayan Mouhoumed siger der ikke findes særlig social kontrol men at den sociale kontrol generelt er den samme, er det endegyldigt, fordi det ER sådan.
Diskussionen er dermed slut fordi den er analyseret, den "ægte virkelighed" er fundet, punktum.

Som du selv skriver er det umuligt for dig at acceptere.
Derfor er den eneste mulighed tilbage at gøre udlændinge bekendt med at danskere generelt ikke accepterer faste begreber men kun Systemets skiftende definitioner.
Det vil de kunne bruge til at kunne komme omkring med absurditeterne i Danmark.

Med Systemet mener jeg den samfunds autoritet der har magt til at definere virkelighed. Det kan være folketinget, pressen, universitet, institut, ministerier, styrelse, firmaledelse, kommune, etc.

Bodil Waldstrøm

Tommy Jensen.
Jeg har aldrig i mit lange liv hørt nogen, der har argumenteret sådan, som du gør det. Jeg forstår dig ganske enkelt ikke. Og jeg er sikker på, at det ikke har noget at gøre med, at jeg er dansker. Jeg vil ikke gå i yderligere detaljer, blot dette: hvordan kan du sige, at fordi et enkelt menneske siger, at det forholder sig på en bestemt måde, så er der ikke mere at diskutere, for så er det sådan? Hvorfor skulle netop dette menneske have ret? Hvad med dem, der er uenige og kan argumentere for deres synspunkt?