Kommentar

Hvad sker der, når overarbejde bliver til ’interessetimer’?

Når ansatte på virksomheder landet over i daglig tale reduceres til enheder, ressourcer og andet menneskemateriel, underkender vi arbejdets værdi
16. december 2015

Der er fart på fagbevægelsen. LO har valgt sin første kvindelige formand, og LO og FTF arbejder på at gå sammen i én ny hovedorganisation. Bølgen af fornyelse mangler dog fortsat at ruske op i fagbevægelsens sprog.

En vigtig, men fuldstændig overset udfordring for den nye LO-ledelse er nemlig det sprog, der præger det danske arbejdsmarked. Ser man arbejdsmarkedssproget efter i sømmene, så er det fyldt med mere eller mindre skjulte værdier, som er med til at påvirke vores opfattelse af arbejderne og arbejdets værdi i en retning, der ikke ligefrem understøtter arbejdernes interesser.

Ordvalg har meget større betydning, end den gennemsnitlige fagpolitiker går rundt og tror.

Sproglige magtforhold

Man skelner eksempelvis normalt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det lyder jo neutralt og uskyldigt, men reelt bliver den ene side fremstillet som ’giver’ og den anden som ’tager’.

Arbejdsgiverne er så generøse at tilbyde job, som arbejdstagerne så bare tager imod – og derfor har sidstnævnte gruppe ikke nogen særlig ret til at bestemme ’gavens’ indhold. Man kan derfor sige, at de glade givere er moralsk hævet over de moralsk underlegne modtagere.

Dette sproglige magtforhold har indflydelse på både rettigheder, forhandlinger og aflønning. For når man framer parterne på arbejdsmarkedet sådan, bliver det nemmere at føre en politik, der tilgodeser direktionerne i landets virksomheder. Arbejderne er jo bare nogle, der tager et job, men ikke bidrager nævneværdigt til den samlede produktion. Man kan bare skæve til ratioen mellem det, som manden på gulvet tjener, og det direktøren tjener, for at forsikre sig om, at framingen slår igennem, når lønsummen fordeles.

Det overflødige

Den sproglige kamp foregår hver eneste dag ude på hver enkelt arbejdsplads. Det sker, når overarbejde kaldes ’interessetimer’. Det sker, når en fyringsrunde bliver omtalt som ’reducering af enheder’ eller ’begrænsning af lønsummen’. Så bør alarmklokkerne for alvor begynde at ringe i fagbevægelsen.

I erhvervssproget omtales arbejdere ofte ikke som mennesker, men som human resources, årsværk eller enheder. Når der skal fyres eller effektiviseres (hvilket typisk er synonymer), så hedder det omkostningsminimering, ressourcestyring, procesoptimering eller go to gemba (Gå ud i driften, red.) –, som de siger på LEAN-sprog, når det ’overflødige’ skal skæres væk. Alle disse udtryk mørklægger, at der er tale om mennesker – i stedet er det antal enheder og ressourceforbrug, der bliver reduceret.

Den ideelle arbejder omtales som fleksibel, omstillingsparat eller slet og ret employable. Med sidstnævnte begreb opfordrer direktionsgangen arbejderne til at sikre deres egen employability (ansættelsesværdighed): De skal tage kurser og opkvalificere sig, så de optræder som værdige for fremtidige arbejdsgivere. Mennesket reduceres til summen af de kompetencer, der kan nedfældes i et cv. Er der ingen, der vil give én et job, må det være, fordi man ikke er værdig til det.

Det giver et udsyn fra direktionsgangen, der opdeler de ansatte i aktiver og ressourcer. Vidensarbejderne og lederne er aktiver, som virksomhederne værdsætter og forsøger at fastholde gennem høje lønninger og bonusordninger. Men manden på gulvet, ressourcen, bliver anset for at være en let udskiftelig del af maskineriet på linje med materielle ressourcer såsom el, benzin og maskiner.

Tandhjul i maskinen

Det nuværende arbejdsmarkedssprog kan faktisk opsummeres med et par strofer fra revysangen »Den Tapre Landsoldat«:

Jeg skal bare holde mund og stå parat.
Jeg er et tandhjul i maskinen, jeg er ikke mere mig selv,
ikke menneske, kun menneskemateriel.
Ledelse og vidensarbejdere er værdiskabere – resten er menneskemateriel
.

Desværre bliver det ikke meget bedre, hvis man ser på det sprog, fagbevægelsen selv bruger. Arbejderne omtales som ’tillidsrepræsentanternes medarbejdere’, ’klienter’ eller ’medlemmer’ frem for det langt mere retvisende ’kolleger’.

Betegnelser som medarbejdere og medlemmer lægger afstand mellem den enkelte kontingentbetaler og den frivillige forening, som vedkommende er en del af.

Det er afgørende, at den enkelte fagforening og dens valgte politikere stiller sig side om side med dem, de repræsenterer, i stedet for at skabe et dem (medlemmerne) og os (politikerne). Derfor må fagbevægelsen gå forrest med at omtale arbejderne og arbejdet som værdiskabende i sig selv – de må aldrig reduceres til en vare.

Fornyelsen i fagbevægelsen kalder altså også på en fornyelse af sproget. Opgave nr. et er at tale arbejderne op.

Jens Jonatan Steen og Gry Inger Reiter er forfattere til bogen ’Tag bladet fra munden – en introduktion til politisk framing’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Dorte Sørensen
  • Elisabeth Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jan Pedersen
  • odd bjertnes
  • Torben Skov
  • Alan Strandbygaard
  • Carsten Mortensen
  • Dennis Berg
  • Ebbe Overbye
  • Hans Larsen
Anne-Marie Krogsbøll, Dorte Sørensen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jan Pedersen, odd bjertnes, Torben Skov, Alan Strandbygaard, Carsten Mortensen, Dennis Berg, Ebbe Overbye og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et hjerteligt TAK. Endelig! Dette er en vigtig bog og en vigtig artikel.

Framing både af arbejdere, arbejdsløse og syge har i lang tid været et kæmpe problem og en blokering for reel løsning af de helt reelle problemer, der er på arbejdsmarkedet.

Den samme framing ses i øvrigt, når det drejer sig om børnefamilieforældre, som også bliver framet groft i medierne.

Virkeligheden og forståelsen af denne bliver dannet af sproget via framing og dette er basal viden for alle journalister, kommunikationsmedarbejdere og politikere.

TAK TAK TAK

Dorte Sørensen, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen, Torben Skov og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

'Vidensarbejderne og lederne er aktiver, som virksomhederne værdsætter og forsøger at fastholde gennem høje lønninger og bonusordninger.' Mærker man ikke meget til i undervisningsbranchen, sku' jeg hilse og sige.

"Arbejderne er bare nogle, der tager et job"
Her er der en stor opgave for at ændrer den sproglige framing omkring ledige
Politikerne har årevis bildt sig selv ind, at et job er noget, man bare går ud og TAGER
Men den ledige er i den situation, at et job SKAL VÆRE DER.
Dernæst skal job jobbet TILBYDES den ledige, fordi nogle VIL ANSÆTTE den ledige.
Så længe politikerne slipper af sted med at omtale job som noget, ledige bare KAN TAGE, så vil billedet af de ledige som dovne blive stående.
Her i Odense har jobcentret en JOBBUTIK. Men I modsætning til andre butikker, så kan kunden ikke købe noget, men er fuldstændigt afhængig af, at vareindehaveren finder kunden attraktiv nok til at kunne erhverve varen. Her er kunden på ingen måder kunde. Og der er i øvrigt langt fra varer nok på hylderne til alle.

Kim Houmøller, Steffen Gliese, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov, Carsten Mortensen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Hvem sikrer at danskere der skal ud og konkurrere med rumænere på sæsonarbejdere kan holde til de bliver 68-70 år??? Hvem tager ansvaret for at alle danskere får et sundt arbejdsliv at de får de pauser de har brug for?? At tempoet er sat så kroppen og hovedet holder?? Der er jo ingen kære mor for dem der bliver syge af stress rammes af arbejdsulykker eller ganske simpelt ødelægger skuldre ryg hænder knæ i konkurrencen med de østarbejdere der skiftes ud med friske hver sæson - http://www.avisen.dk/neergaards-vision-folk-skal-ikke-parkeres-paa-konta...

Kim Houmøller, Lise Lotte Rahbek, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Marx, kan i huske ham, manden der hed Karl til fornavn havde allerede i 1860erne eller 1870erne blik for det, forfatterne her talte om. Han kaldte det for fremmedgørelse, for det at stå ved en maskine på en fabrik disciplinerede kroppen og pressede den ind i en for kroppen unaturlig ramme. Fremmedgørelsen satte sig også igennem både fysisk og psykisk.

PS: de ærede damer og herrer må undskylde at jeg ikke lige kan huske, i hvilket af Karl Marx's skrifter han skriver om fremmedgørelse...

Niels Duus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Elisabeth Andersen

Tak, rigtig mange gang tak! Jeg har også altid hadet ordet arbejds"giver" - og undret mig over hvordan man "tager" et arbejde!

Den herskende teori vender simpelthen tingene på hovedet: når der er arbejdspladser at få, øges arbejdsstyrken, men det udbudte arbejde øges ikke, blot fordi der er ledig arbejdskraft til rådighed.
Det er, fordi mennesker kan handle aktivt, det kan job ikke.

Henrik Brøndum

@Karsten Aaen

Du er tilgivet - det er først og fremmest i de såkaldte ungdomsværker eller pariser-manuskripterne - som han ikke selv fik udgivet.

Det interessante fra min lavpraktiske dagligdag er at observere hvordan arbejderklassen i den grad lever i falsk bevidsthed. Hvis man følger artikelens anbefaling - og fjerner framing ved at titulere sine ansatte Hr. Proletar X og Fr. Proletar Y - i stedet for de sædvanlige "Senior Consultant", "Solution Architect" etc. ... så bliver de skidesure.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar