Klumme

Spænd sikkerhedsbæltet

Nu hører jeg politikere sige: Vi vil alle sammen det samme – bare på en anden måde! Og jeg kan forstå, at ligesom i 92 er et NEJ bare er et langsomt og besværligt JA
Debat
5. december 2015

Så her sidste uge går jeg rundt i Akureyri, ’Nordens perle.’ Her taler turisterne om chancerne for nordlys. Man taler om hvaler, for her kigger man efter hvaler. Og højt over byen blinker lysene i (næsten-) polarnatten på skiløjperne. Her står man på ski. Her taler man om vejret.

Og jeg går rundt i vejret og tænker enormt væsentlige tanker. I en snestorm glemmer jeg alt om afstemningen om retsforbeholdene. I stedet grubler jeg over, hvad jeg har glemt. Hvor kommer den her følelse af at være bagud med – ja, med hvad? Med det hele! – hvor kommer den følelse fra?

Det kontemplerer jeg! mens jeg går. I en strid snestorm. På stien ved Glerá – glasfloden? – går jeg og kigger på børnene, der leger i sneen ved en skole. Det ser virkelig ud til, at de morer sig.

Og så gled jeg. Så faldt jeg på røv og albuer og rutsjede ti meter ned ad den asfalterede sti – spejlglat under det tynde lag af puddersne.

Jeg kom på benene. Jeg slog mig ikke. Og ingen så mig. Det håber jeg virkelig ikke. Jeg kiggede mig omkring, men lykkeligvis vokser der træer langs stien lige her. Ingen kommer nogensinde til at vide, at jeg faldt på røv og albuer på stien ved floden i Akureyri forleden.

Mens jeg skriver det her er afstemningen om retsforbeholdene gået i gang. Afstemningsstederne er åbnet. Og jeg gider ikke tænke på den afstemning. Den interesserer mig meget lidt. Hvorfor? Er det fordi, jeg ikke stoler på politikerne? Det mener flere eksperter.

Da jeg fløj op til Akureyri fra Reykjavik, havde jeg gjort mig umage for at give mig selv en smuk flyvetur. Jeg havde valgt eftermiddagsflyet og betalt for et sæde langt fremme i flyet, foran vingen i venstre side, med udsigt ud mod Vestfjordene og solnedgangen!

Og så kom sms’en: Forsinket. På grund af vejret i Akureyri. Så da jeg endelig blev løftet op over Island af en Fokker 50, havde mørket sænket sig over Vestlandet.

Man kan lægge de skønneste planer. Og så vælter vognen. Så er sækken fuld af kat. Så er pillen bitter.

I 92 stemte jeg JA. Jeg var for en større virkelighed. (Det blev et NEJ.) I 93 stemte jeg NEJ – hvad ragede det hele mig! Demokratiet havde tydeligvis en brist. (Det blev et JA.)

Nu er det afgjort. Statsministeren lover at respektere flertallet.

Nu skal der arbejdes på en parallelaftale. Som jo altså ikke er en omgåelse af det NEJ, folket lige har råbt.

Det er et NEJ med mange ejere, siger de. Det er ikke en stemme på DF, siger de.

Det, der har interesseret mig (i mild grad) ved den her afstemning, er måden folket har forsøgt at forstå, hvad søren det egentlig er, vi har haft at vælge imellem.

Er vi, FOLKET, for dumme til at forstå, hvad det handler om? – eller for dovne til at gide at sætte os ind i sagerne? Det håber jeg da virkelig ikke.

Jeg kan forstå, at der er nogle grundlovssikrede rettigheder, som måske kan retfærdiggøre eller ligefrem nødvendiggør, den her afstemning.

Og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er vores politikere, der har fejlet. De har stillet os over for et tåbeligt valg. Og nu skal politikerne så til at kæmpe sig igennem de forhandlinger, de skulle have taget, inden folket blev stillet et elendigt formuleret, klodset spørgsmål. Og nu hører jeg politikere sige: Vi vil alle sammen det samme – bare på en anden måde!

Og jeg kan forstå, at ligesom i 92 er et NEJ bare er et langsomt og besværligt JA. Meget ubelejligt for Statsministeren, som vist havde andre planer.

Solopgang i morgenflyet tilbage til Reykjavik. Det er planen. Samme sæde – det vil sige: Udsigt mod øst og solopgangen. Men det sner – Whiteout!

Vi skal spænde sikkerhedsselerne, vi lægger an til landing. Og så kommer solen. Bjergene lyser op. Gyldne. Sneklædte. Og havet. Pludseligt også havet. Gyldent. Havet brydes mod den sorte strand med det vulkanske sand. Og små byer. Sorte veje, der fører bort til de små byer. Mørke floder, der bugter sig gennem sneen. Og nu mere hav. Flaskegrønt. Strimet af turkis. Og så et sving ind over Reykjavik. Ind over Laugardalur og svømmehallens dampende varme vand. Ind over IKEA og ned. Opbremsning. Og så er skiltet med FASTEN SEATBELT slukket.

Lars Frost er forfatter.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her