Kronik

Jeg stoler ikke på nogen, der ikke har overvejet selvmord

Min bevidsthed om døden får mig til at sætte pris på det faktum, at jeg har været her på jorden i over 30 år – selv om jeg i en årrække var imod konceptet. Den ærlighed, der ligger i selvmordstanken, er der i virkeligheden masser af liv i
Dagens kronikør gik gennem sine 20’ere tynget af tanker om, at livet var et helvede. Hun har været indlagt på psykiatrisk hospital med selvmordstanker, og selvmordets mulighed har været en trøstende tanke for hende i mange år.

Dagens kronikør gik gennem sine 20’ere tynget af tanker om, at livet var et helvede. Hun har været indlagt på psykiatrisk hospital med selvmordstanker, og selvmordets mulighed har været en trøstende tanke for hende i mange år.

KARL-JOSEF HILDENBRAND

Debat
21. december 2015

For nogen er livet muligvis en dans på roser hele vejen igennem – jeg tvivler, men jeg vil ikke udelukke det. Nogle af disse rosendansere undgår muligvis at træde på tornene. Jeg vil ikke udelukke det. Det er så let at dømme andre på deres perfekte, puritanske palæo-ydre, men jeg er dog blevet så klog, at jeg ikke sammenligner mit eget indre med andres ydre; i hvert fald ikke de fleste dage. Sådan var det ikke før i tiden. Dér føltes livet som en dans på torne og kun torne.

Jeg vågnede op med denne torn i tanken: Jeg bruger ikke mit liv til noget. Jeg er spild af krop. Hvis der findes frit omflyvende sjæle, der mangler en fysisk krop, så vil jeg gerne bytte og blive ren sjæl, tænkte jeg.

Dengang havde jeg en oplevelse af at være den eneste, der ikke have fået et eksemplar af ’Sådan lever man’-manualen. Jeg følte mig konstant anderledes, udenfor og forkert.

Læs også: 'De opfører sig som børn, der taler om usynlige venner'

Skammen blev næret af, at jeg ikke talte med nogen om mine problemer. Den fulgte mig på rejseophold, højskoleophold, i terapi, i venskaber, i parforhold.

På et tidspunkt var min strategi at sige det stik modsatte af, hvad jeg mente, fordi jeg følte, at mine umiddelbare tanker var så forkerte. Jeg skammede mig over at være den, jeg var – uanset hvad jeg var. Udadtil kendte folk mig som en herlig, frisk, sjov, positiv, klog, og sund pige. Skoleinspektørens datter.

Det blev så slemt, at jeg udviklede en spiseforstyrrelse, der dækkede over min langt større forstyrrelse, nemlig livsforstyrrelsen.

Meget at miste

Jeg ledte efter løsninger ved at læse filosofibøger, jeg opsøgte præster, jeg prøvede at kopiere andre menneskers lommefilosofiske læresætninger, men jeg fandt ingen løsning, ingen strategi, ingen nye handlemuligheder. Jeg talte flere hårde dage end gode, og jeg sat fast i tanker om livets meningsløshed. Dagligt ransagede jeg mig selv for at finde en måde, hvorpå jeg kunne begå selvmord, som ikke ville såre min familie og mine venner. Jeg blev indlagt på psykiatrisk hospital med selvmordstanker, depression og symptomer på skizofreni.

Læs også: Den dag, jeg døde

Men så skete der noget. Jeg mødte en kvinde med samme historie som mig. Samme spiseforstyrrede, depressive, frygtstyrede, ensomme, skamfulde historie. Hun havde noget, jeg ikke havde: frihed!

Mødet med kvinden var livsforandrende, lige fra første gang hun sagde de helende ord: »Jeg forstår.« En rejse ind i en verden, hvor jeg ikke længere var alene, tog sin begyndelse. Pludselig havde jeg indblik i livsmanualen, og skammen forsvandt gradvist.

Hun fortalte mig, at hendes tanker runder selvmordets befriende mulighed en gang om dagen. Minimum. For som hun siger: »Life is rough!« I hvert fald hvis vi tør stoppe op og mærke det.

Hun lærte mig, at den store misforståelse, som havde bremset mig, var ideen om, at jeg skulle ændre på noget, før jeg måtte leve. Nu behøvede jeg ikke vente, til jeg havde tabt de famøse fem kilo. Jeg kunne tillade mig selv at leve – uperfekt, som jeg var og er. Jeg tænkte: Nå, er det så livet, sådan ser det altså ud? Lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt og helt almindeligt.

Læs også: Tilbage til livet

For selv om jeg er blevet tilfreds med mit spejlbillede, sidder tanken om de fem kilo stadig fast. Selv om jeg har fået en uddannelse med gode slutkarakterer, føler jeg mig stadig utilstrækkelig. Selv om jeg har venner, føler jeg mig stadig ensom. Ved begyndelsen af nye job, føler jeg mig usikker. Når kæresten rykker tættere på, bliver jeg bange for at blive forladt, fordi jeg har så meget at miste.

Seriøse tænkere

Selvmordets mulighed har været en trøstende tanke for mig i mange år, og selvmordstankerne er ikke forsvundet. Jeg regner ikke med, at de forsvinder nogensinde. De er blevet min referenceramme og mit målebarometer for, hvor presset jeg er. Folk, der ikke har oplevet selvmordstanker, vil tænke, at det lyder voldsomt. Men for mig hænger selvmordstankerne ikke længere sammen med et reelt ønske om at dø.

Irvin D. Yalom citerer i romanen Da Nietzsche græd den store tyske filosof for at have sagt: »Alle seriøse tænkere overvejer selvmordet. Det er en trøst, der hjælper os gennem natten.«

Læs også: Hvorfor taler vi ikke om det?

Muligvis er vi, der overvejer selvmord, bare seriøse tænkere, som har brug for et åndehul.

»Du tænker for meget,« fik jeg ofte at vide engang. I dag er jeg overbevist, at mit reelle problem var, at jeg ikke var rustet til at rumme de store tanker om liv og død. Men i dag, efter at jeg har gået min egen vej længe nok, kan jeg godt rumme det. Jeg frygter ikke længere mine tanker eller for mit liv – heller ikke, når jeg tænker på selvmord.

Døden er ægte og ærlig

Jeg har faktisk stor tillid til folk med selvmordstanker, for de har fat i en nerve: Livet er hårdt.

Den form for ærlighed og autenticitet er der i virkeligheden masser af liv i, hvis vi lærer at bruge den rigtigt.

Min bevidsthed om døden får mig til at sætte pris på det faktum, at jeg har været her på jorden i over 30 år – selv om jeg i en årrække var imod konceptet. Jeg er taknemmelig for at have fået oplevelsen af at være menneske med farverige følelser, tungsindige tanker, kvindelig krop og åndet ånd – og for alt det, jeg har set og oplevet og alle de mennesker, jeg har mødt.

Læs også: ’Det er værst, når de ikke efterlader et brev’

Jeg mærker en stor rummelighed over for andre mennesker, for der skal en del til at ryste mig. At opleve selvmordstanker på daglig basis hærder én, og det giver mulighed for at have fantastisk ærlige samtaler med folk. Jeg føler, at jeg kan bidrage med en masse, og det er utrolig vigtigt for mig.

Døden er ægte og ærlig, og den er tilgængelig, hvis vi vil have den, før den vil have os. Jeg forstår, at folk gerne vil herfra før tid og føler mig samtidig heldig, at jeg overlevede mig selv.

Mine 20’ere var på mange måder et helvede, men jeg er alligevel taknemmelig.

Læs også: Serie: Lad os tale om selvmord

Hvis der i dag kom en flyvende sjæl hen til mig og spurgte, om den måtte få min krop at leve i – i bytte for, at jeg kunne svæve rundt som sjæl – så ville svaret være nej!

Jeg vil gerne være Marianne; hende med spontane ekspeditioner og sporadiske selvmordstanker … eller måske ville jeg overveje det, hvis det var Ghandi, Nelson Mandela eller Jesus. Men på den anden side – måske har de gjort det, de skulle. Og hvem ved – måske har verden brug for Marianne?

Marianne Magnussen er coach og foredragsholder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Marianne,
Det er en forrygende god artikel, du har skrevet, og det var min hensigt lige kort at komplimentere den. Da jeg så noterede mig, du er coach og foredragsholder - formentlig centrerende om dine i artiklen omhandlende erfaringer? – hvilket forvandler slut-tegnet på din artikel fra et spørgsmåls- til et udråbstegn. Det ændrer naturligvis ikke på kvaliteten af indholdet; kun på min lyst til at give respons.

Men inden, jeg slukkede for artiklen, nåede jeg lige at se, at ”der er ingen kommentarer endnu”, og kan regne ud, at selv alle de, der notorisk ikke har andet og bedre at lave end at kloge sig på bekostning af Informations artikler, ikke tør være med på dette emne. Selv er jeg frygtløs uden at være dumdristig, så din artikel ser jeg nu som en udfordring, der fortjener en vægtig respons (når jeg alligevel skriver frygtløs, betyder det ikke, at jeg aldrig er bange; blot at frygten ikke skal afholde mig fra at gøre det anstændige og/eller udforske uudforsket land).

Lige nøjagtigt selvmord er én af de få vægtige ting, jeg aldrig har beskæftiget mig dybere med. Jeg har simpelthen haft for travlt med at overleve. Til den ende og fordi, jeg boede i Japan, blev jeg en flittig bruger af za-zen (japansk meditationsform), som jeg endte med at dyrke og stadig dyrker 24/7 i og med, at min gode ven og mentor forklarede mig, at alt er za-zen, hvis du gør det til za-zen. Så jeg har efterfølgende altid kunnet sidde, stå, løbe eller gå, drikke og hore samtidigt med, jeg dyrker za-zen.

I denne proces kom jeg frem til, at de fleste (læs: formentlig alle) i virkeligheden er langt mere bange for at leve end at dø! Hvilket du formentlig kan skrive under på? Denne påstand ville jeg dog skulle bruge mange sider på at underbygge, så lad mig kækt springe til min næste erkendelse, der ligger tre spadestik dybere end, men i forlængelse af ovenstående:

Min helt store paranoia (for det kunne det godt føles som) var ”at vågne i morgen og opdage, at verden nu er lige nøjagtig så paradisisk, som jeg gennem za-zen dagligt arbejder hen imod”. Ingen krige, ingen sult, ingen flygtninge og migranter; kort sagt juleaften hver dag. Med andre (fine, litterære franske) ord: Jeg ville kede min røver i laser.

Jeg kunne jo egentligt bare konsultere min intelligens (hvilket jeg jo så også gør), der med det samme kan forsikre mig om, at det kommer ikke til at ske. Problemet for mig har ’bare’ været, at den drivende kraft i alt, hvad jeg foretager mig, er ”sandheden”, og den kan du kun følge (næppe indhente og slet ikke tage patent på), hvis du selv er hudløs ærlig. De fleste ville nu nok sige, det er en illusorisk jagt efter Utopia, hvorimod de hellige og sande troende ville se det som en søgen efter Gud (du ved ham om hvem, der står skrevet, ”jeg er sandheden, ordet og livet”). For det er med at få problemet løst, ’inden jeg dør’ eller - som vi, der har grundet længe og inderligt over livet og lyttet til langt visere mestre, ser det – tager afsked med denne inkarnation.

For hvad er det, at netop jeg, der har ikke bare oplevet, men opholdt mig lige midt i og været en del af Østens mystik og derfor ser reinkarnation som den indtil nu mest realistiske forklaring på livet, har været så frygteligt ambivalent omkring? Som sagt for at kede mig ihjel herfra og (gennem myriader af inkarnationer) til evigheden! På den anden side har jeg heller ingen ambition om at inkarnere som gidsel eller trøstekvinde for hverken pirater eller IS.

Jeg siger ikke, jeg har fundet de vises sten, men jeg er begyndt at forlige mig med ovennævnte tanker, idet jeg føler mig overbevist om, at det er i jagten på sandheden, du finder lykken. En jagt, der er så uendelig, så spændingsmættet – og i virkeligheden livsfarlig – at selvmord fremstår som en rigtigt dårlig og smerteforlængende løsning.

Du ønskes en velsignet jul!

Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg og peter hunter albrektsen anbefalede denne kommentar

Flot kommentar til en fin og ærlig kronik ... tænk at man kan tænke for meget. Det fortæller meget om dagens samfund, at det er sådan. - Jesper

Hvis Gandhi kom forbi kunne man dele kroppen.

Ellers opstår der et meget simpelt ?, mon ikke alle tænker på at ende deres liv og mon ikke de fleste finder grunde for ikke at gøre det, uden at gå helt i spåner over livets trakasserier.

Eller se sådan på det, livet er naturens måde at beskue sig selv, det er selvfølgelig overvældende, for mange, men interessant for andre.

Men det nu godt du fandt en vej alligevel.

peter hunter albrektsen

jeg skrev dette på facebook efter at have læst din artikel, Marianne Magnussen:

Da jeg var 16-17 år gammel og lidt af en rod, gik jeg tit med dystre tanker om hvordan verden ville se ud, selvom jeg ikke var her. I nattelivet på gader og stræder er det også ret naturligt at tænke på døden, føler jeg. Så da jeg lige så denne overskrift, var der noget i mig, der med det samme sagde: Ja, selvfølgelig...

Det virker dog så morbidt at tænke på døden, selvmordet og afslutningen på den verden, der fremtræder for en, alt i den, inklusive sig selv og sin egen stemme. Hvorfor dog tænke på det? Hvorfor skulle man være skeptisk overfor dem, der ikke har dyrket lige præcis det her tankeeksperiment meget? Man kan gøre det med eller uden følelserne... For nylig er det et par gange kommet bragende frem i mig, at jeg er bange for at dø, og andre gange har jeg tænkt på det, og bare skøjtet kognitivt henover det - andre gange igen gør det mig taknemmelig og er en direkte vej til en fantastisk følelse af livet og livets værd lige nu og her - hvor er det fedt at være her! Og det kommer hun også ind på i artiklen.

"Folk, der ikke har oplevet selvmordstanker, vil tænke, at det lyder voldsomt. Men for mig hænger selvmordstankerne ikke længere sammen med et reelt ønske om at dø."
Det kan jeg fanme relatere til! Det handler ikke om et reelt ønske om at dø længere. Men tankeeksperimentet kører stadig i baggrunden, men har ændret karakter så grundlæggende, siden jeg var teenager. Jeg er ikke bange for at tænke på det. Men der er også mange andre ting, der er værd at tænke på, det opsuger mig ikke.

Lige et Nietszche-citat! bare fordi...
»Alle seriøse tænkere overvejer selvmordet. Det er en trøst, der hjælper os gennem natten.« - Er du enig i, at der er visse fordele ved at forholde dig til døden?
Hvordan er dit forhold til døden? Hvis du ikke rigtig har tænkt over det, eller ved hvad du skal sige, eller hvad du vil føle, så skal du lige finde dig en kærlig makker, og så skal du bare starte med disse tre ord, og se hvad der sker:

Døden er ægte

Jens Thaarup Nyberg

Yes, døden er ægte - og livet så uudforsket.

Niels Duus Nielsen

Jeg tror det var Hegel, der sagde noget i stil med, at man ikke bliver et rigtigt menneske, hvis man aldrig har været bange for at dø.

Og da jeg arbejdede på Bakken, sagde vi altid til hinanden i sjov: Stol ikke på en mand, der ikke drikker!

Nu siger du: Stol ikke på nogen, der ikke har overvejet selvmord.

Og I har alle ret, både Hegel, gøglerne og dig Marianne: Man kan ikke have tillid til mennesker, der ikke ved - eller fortrænger - at Livet er Hårdt.

Anders Sørensen

At du overvejer selvmord, gør dig ikke til en stor tænker eller et bedre, mere erfarent menneske. Denne selvmordsromantik troede jeg var begravet for længst.

Tanni Kromann, Else Marie Arevad og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Anders Sørensen, hvordan kan du gøre dig til dommer over det? Det er suverænt i sidste ende skribenten selv der kan afgøre om hun er blevet et bedre menneske eller ej. Det er trods alt hende der skal leve hendes liv. Og ikke dig.

Jeg er/har været der selv, og er i store træk nået til samme konklusion(er) som du: at døden er følgesvenden, der er med overalt. Den hjælper med til at sætte en ufattelig masse ting i perspektiv.

Mit lille lommefilosofiske råd til dig er: Andre folks forventninger og meninger om dig, er 100% for egen regning, og er dermed ...nåja.. andre folks mening 'und nix weiter''. De er naturligvis velkommen til at have deres mening, men hvorvidt du vælger at føje dig eller ignore deres udsagn er DIT valg. Og ingen andens.

Sorry, de 2 sidste afsnit i forrige indlæg er møntet på skribenten..

Olav Bo Hessellund

Anders Sørensen: Det var dog en ualmindelig blasert kommentar, du der kom med.

Jeg vil først og fremmest ønske Marianne Magnussen tillykke med livet og den livsglæde hun er nået frem til. Hun er kommet dertil hvor hun er, fordi hun har haft tanker om selvmord, kan jeg forstå. Det er helt fint. Livet har som bekendt mange snørklede vej at betræde, og mulighederne er uendelige.

Med fare for at få et drag over nakken, vil jeg gerne forsøge at opnå julefred mellem Anders Sørensen, Martin Spure og Olav Bo Hessellund. Jeg vil nemlig påstå, at selvmordstanker ikke er den eneste rigtig vej for alle, der gerne vil tænke store tanker, og forlige sig med sig selv. Det er umuligt for mig, uden videre, at ophøje - selv mange menneskers erfaringer, til en evigtgyldig sandhed, netop fordi livet er så mangfoldigt og vi alle navigerer efter forskellige kort.

Vi har bestemt ikke megen fokus på livskvalitet i disse neo-liberale tider. Der er nok at være ked af hvis man ikke hører til i de blåfrosnes lejr. Men lad os nu ikke kamme over, og gøre selvmordstanker til et obligatorisk must, for at kunne tænke store tanker.

God jul til jer alle :)

Torsten Jacobsen

Anders Sørensen skriver:

At du overvejer selvmord, gør dig ikke til en stor tænker eller et bedre, mere erfarent menneske. Denne selvmordsromantik troede jeg var begravet for længst.

Bare sådan, af ren nysgerrighed: Hvor ved du egentlig det fra? Ikke at du nødvendigvis tager fejl. Du har muligvis fuldstændig ret. Men som den står der - så ynkelig og helt uden fundamnet - fremstår din påstand i og for sig som sin egen negation...