Kommentar

Universiteterne skal ikke lade sig skræmme til forringelser

Man hjælper hverken studerende, dimittender eller resten af samfundet ved at slavebinde universiteterne til profithungrende, forurenende virksomheder med dybt uansvarlige ansættelsesstrategier
19. december 2015

Det lyder som en sang, der blevet sunget igen og igen og igen i debatten om universitetsverdenen. Universitet er et elfenbenstårn, en osteklokke, en fjern planet – og nu også et »virkelighedsfjernt reservat«, der uddanner til arbejdsløshed, skriver Casper Gronemann i klummen den 15. december. Synspunktet har klæbet fast til hver eneste af de reformer, som er blevet skudt afsted de seneste mange år.

For det første er det nødvendigt – endnu en gang – at punktere myten om, at universiteterne uddanner til arbejdsløshed. Arbejdsløshed opstår ikke, fordi folk tager lange uddannelser, men fordi der ikke er job nok. Og tager man et kig på de nøgne tal, så er den gennemsnitlige ledighed for akademikere omkring gennemsnittet for samtlige danske lønmodtagere (4-6 procent), uanset om vi taler om DJØF’ere, magistre, ingeniører eller andre.

Når det er sagt, er udgangspunktet for Casper Gronemanns indlæg – dimittendarbejdsløsheden – reelt nok. Den er høj, og mange unge bliver presset ud i usikre arbejdsvilkår med korte projektansættelser, krav om gratisarbejde osv. En tendens, der blandt andet har rod i en presset akademisk fagbevægelse med en katastrofalt lav organiseringsgrad på det private arbejdsmarked, en stort set fraværende politisk indsats for jobskabelse og virksomheder, der i stigende grad indretter sig efter at kunne hapse de bedste medarbejdere for kort efter at sige farvel og goddag til den næste.

Trådt over tæerne

Det er bydende nødvendigt med kvalificerede diskussioner og løsninger på, hvordan politikere og fagforeninger håndterer den situation. Og derfor er det også tåkrummende pinligt, når Casper Gronemann uden spor af analyse eller nytænkning fremsætter den gamle traver om at løse arbejdsmarkedsproblemer med uddannelsespolitik ved at ’arbejdsmarkedsrette’ uddannelserne. Som om et ekstra modul erhvervsøkonomi eller forretningsforståelse på magisk vis vil få virksomhederne til at skabe tusindvis af nye job og vende en international tendens til udbredelse af prekært arbejde. Hvis den tendens skal vendes, kræver det målrettet handling og organisering – ikke quick-fix-løsninger i debatspalterne og resignation.

Læs også: Hvor længe skal universiteterne forblive virkelighedsfjerne reservater?

Den slags snæver erhvervsorientering er ødelæggende for, hvad et universitet skal være. Nemlig et åndehul i vores samfund, hvor vi kan tænke og eksperimentere frit uden at have blikket stift rettet mod profitinteresser, konkurrence og erhvervslivets jagt på større markedsandele. Et sted, hvor vi i stedet kan blive klogere på, hvordan vi passer på vores miljø, hvordan vi udvikler vores kultur, hvordan vi lever sammen som mennesker, og hvordan vi styrker vores demokrati og arbejdsmarked. Et sted, hvor vi kritisk kan kortlægge de strukturer, der skaber ensretning, fattigdom, klimakatastrofer og magtesløshed, uden at nogen kigger os over skulderen eller trækker støtten, hvis de bliver trådt over tæerne. Universitetet skal ikke være et lukket reservat, hvor studerende og forskere burer sig inde, men et frirum, hvorfra vi både kan være i kritisk dialog og konfrontation med vores omverden, vores nutid, fortid og fremtid.

Adgang for alle

Dermed ikke sagt, at alt er perfekt på vores universiteter. Slet ikke. Men man hjælper hverken studerende, dimittender eller resten af samfundet ved at slavebinde universiteterne mere til profithungrende, forurenende virksomheder med dybt uansvarlige ansættelsesstrategier. Universitetet skal netop være et sted, som uddanner mennesker med andre værdier, nye tankesæt og mod på at skabe en bedre verden.

Den mulighed skal alle principielt have adgang til. Derfor er løsningen heller ikke at resignere over for markedet, krisen og manglen på arbejdsplader og lade sig skræmme til forringe uddannelserne og give færre unge adgang til et studium med de frirum og åndehuller, der findes i dag. Tværtimod.

Jakob Ruggaard og Rasmus Markussen er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Berg
  • Per Jongberg
  • Jørgen Steen Andersen
  • Torben Selch
  • Lars Dahl
  • Kurt Loftkjær
Dennis Berg, Per Jongberg, Jørgen Steen Andersen, Torben Selch, Lars Dahl og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Livets mening

Det er opmuntrende, at der tilsyneladende er bevægelse i et regeldomineret uddannelsessystem.
Livet er andet end at leve op til en feudal regelstruktur udtænkt af politikere, erhvervscheffer, universitetsledelser m.fl. mhp. at disciplinere os alle til at tro, at livet er en lang tur gennem et kvantitetsorienteret samfund.

Livet bør være en dannelsesrejse hele livet. Der er så meget at se, lære og forstå derude. Det er den nysgerrige del af menneskeheden, som har bragt os til det stade vi har i dag. Det er de såkaldt "ansvarlige", som forfladiger livet.

Livet skal være en glæde i sig selv, glæden over muligheden for at prøve at forstå livet, glæden over livet med sine nærmeste, glæden over at kunne tjene til livets ophold sammen med livsinteresserede kollegaer, glæden over at opnå stadig større visdom.

Med tid til en dannelsesrejse gennem livet bliver der måske også tid til at forstå nødvendigheden af bæredygtig udvikling og naturens mangfoldighed og sårbarhed.

Lad livet blive en dannelsesrejse. I 1969 begyndte jeg på gymnasiet og her åbnede der sig i helt nyt og ukendt univers for mig. Det var en grænseoverskridende oplevelse at erfare den boglige verdens mangfoldighed og det blev begyndelsen til en lang dannelsesrejse, som vil fortsætte resten af mit liv.

Mine medmennesker: Forbliv nysgerrige hele livet og fokuser på kvalitet!

(100 % plagiat af egen kommentar d. 7. marts 2015 i Information)

Jørgen Steen Andersen, Torben Skov, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Niels K. Nielsen

Universiteterne skal udvise ansvarlighed og tilbyde unge mennesker ordentlige uddannelser, der giver de unge mulighed for at få beskæftigelse. På nogle studier er der blot 2-3 forelæsninger i ugen, mens resten er selvstudium - til arbejdsløshed og livslang frustration/nederlag.
Det er forkert og har ikke noget med forskningsfrihed eller uafhængighed af erhvervsinteresser at gøre.
Incitamentet for universiteterne er i dag alene, hvor mange kandidater, der kan skubbes igennem.
Incitamentsstrukturen bør ændres, således universiteternes betaling også afhænger af, hvor mange kandidater, der kommer i arbejde inden for faget.

Så ville der ikke være lægemangel og så mange arkæologer i pædagogmedhjælperstillinger.

Isabel K. Bishop

Uddannelsesstederne skal uddanne folk til arbejdsmarkedet. Det er jo dejligt, hvis folk gerne vil lære noget som ikke giver job, helt klart. Men det er ikke noget staten bør stå for; det burde være noget folk lærer via bøger, foreninger eller internettet. Universiteterne skal være orienteret således, at studerende kommer igennem studiet og kan få arbejde bagefter. Desuden skal universiteterne få penge til forskning: grundforskning (da det er vigtigt for fremtiden), men også forskning som øger Danmarks velstand. Jeg kan ikke forstå, hvorfor feministfag som "Gender Studies" er tilladte. Det er ikke noget som giver noget tilbage til samfundet: hverken socialt, monetært eller i form af arbejdere. Sådan nogen ting burde lukkes umgående.

Jeg kender ikke nogen studier med kun 2-3 forelæsninger om ugen - de 16 timer, jeg selv har, er tæt på i overkanten, hvis man skal kunne være ordentligt forberedt.
Med tilrettelæggelsen af undervisningen og de hjælpemidler, nettet i dag tilbyder, er det dog langt mindre nødvendigt at møde frem, medmindre man er sådan skruet sammen, at man lærer bedst auditivt.
Ellers er der som altid et pensum og en eksamen -og hvad der sker der imellem er meget individuelt for hver studerende.

Der er bestemt uddannelser, der skal uddanne til arbejdsmarkedet, men universitetet er ikke sådan et sted - eller rettere: universitetet skal uddanne til den praksis i samfundet, der genererer ny indsigt og viden og bringer den videre til de opvoksende generationer.

Gender studies er en særdeles vigtig disciplin, der afdækker de strukturer, der skaber ulighed i samfundet - i første omgang socialt, men med stærkt afsmittende virkning på de materielle muligheder, den enkelte har.