Klumme

Nu vågner de amerikanske medier – måske

Der skal helt outrerede ting til, før fællesskabet rejser sig for at beskytte sine efterhånden fjerne moralske og etiske grundværdier. Måske er det noget så radikalt som en Trump, der skal til
16. december 2015

Det er helt usædvanligt, at et amerikansk dagblad bruger hele sin forside på dagens leder. Det er nærmest sensationelt, at den ledende artikel er sat op som en kæmpeannonce med en meget stor overskrift.

»VI STÅR SAMMEN,« stod der på sidste tirsdags udgave af Detroit Free Press. Underrubrikken på lederen lød »Giftigt snævertsyn mod muslimer er et angreb på vores frihed, vores samfund og det forskelligartede stof, som Michigan er gjort af.«

Årsagen var Donald Trumps melding om, at alle muslimer burde forbydes adgang til USA. Og Michigan-avisens klare holdning kan signalere et skift i medierne over for Trump. Fra at være et salgbart underholdningsfænomen, begynder journalister og redaktører at se ham som et farligt, politisk fænomen.

Tv-kanalen NBC’s studieværtveteran Tom Brokaw sagde det i en direkte kommentar: »Trumps forslag, selv i denne overdrivelsernes tid, er farligt. Det ignorerer historien, loven og hele Amerikas grundlag.«

Grundlæggeren af Huffington Post, Ariana Huffington, mener, at Trump ikke længere er underholdende, men er blevet »en grim og farlig drivkraft i amerikansk politik«; Washington Posts Chris Cillizza siger, at Trump har overskredet den grænse, »som alle amerikanske politikere, uanset partifarve, i årevis har været enige om«; og det betyder alt sammen, at medierne nu nytænker deres dækning af Donald Trump, skriver Columbia Journalism Reviews David Uberti.

USA har tidligere oplevet politiske fænomener som Trump i valgkampens spæde start, men ingen har overlevet tilnærmelsesvist så længe som ham. De gamle medier er nærmest i chok. Måske fordi de også oplever, at den nye medievirkelighed har svækket deres indflydelse og tilstedeværelse betydeligt. Valgkampe udspiller sig ikke længere kun i aviser, radio og tv. De rækker via nettet, blogs, sociale medier og nye nyhedssites direkte ind i vælgernes hjem uden filtre.

Som David Roberts formulerer det på vox.com, er medierne vant til, at politikere lyver, men »problemet er den måde, han lyver på. Han gør medierne irrelevante. Han kysser dem ikke, han er fløjtende ligeglad med dem. Han spinner knapt nok. Mediernes kritik styrker ham. Fra at være gatekeepers er de traditionelle medier reduceret til tilskuere«.

Trump er naturligvis et ærke-amerikansk fænomen. Det bliver spændende at se, om de amerikanske medier tager fløjlshandskerne af. Og ikke mindst, om det vil få nogen betydning i en tid, hvor han fører stort i det republikanske felt – og hvor han massivt har stjålet opmærksomheden fra sine modstandere. Med sin seneste udtalelse fik han i sidste uge 25 gange så meget omtale som alle modstanderne tilsammen i de amerikanske medier, viser en opgørelse fra The New Analytics Company. Medierne er med andre ord blevet passive redskaber mere end kritiske iagttagere af ham.

Man kan hævde, at mange samfund har ændret sig fra en slags fællesskab til et rum, der indeholder millioner af enkeltindivider, der primært tænker på sig selv. Der skal helt outrerede ting til, for at man føler, at fællesskabets efterhånden fjerne moralske og etiske grundværdier trues. Måske er noget så radikalt som en Trump det, der skal til.

Men det er ikke sikkert, for grænserne for, hvordan man gebærder sig som politiker, flyttes. Mange politikere repræsenterer i mindre grad et historisk-politisk fællesskab og i langt højere grad sig selv og deres egne synspunkter (eller fordomme).

Mange trends starter i USA og vinder herefter indpas i Europa. Og man kan så småt ane de samme sygdomstegn herhjemme. Politikere taler i stigende grad i jeg-form. Tonen fra sociale medier og uredigerede blogs smitter af. Argumentation på gammeldags manér (altså med saglighed som udgangspunkt) afvises på twitter-manér med en enkelt sætning, ikke over 140 tegn, som f.eks. »Jeg er uenig«. I medierne refererer vi det pligtskyldigt. Det er underholdende, der er smæk for skillingen, masser af konflikt, og det passer perfekt til tv’s 20-sekunders klip.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • erik mørk thomsen
  • Ejvind Larsen
  • Robert Kroll
Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Ejvind Larsen og Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fællesskabet er på tilbagetog

Måske ser vi nu resultatet af en stadig mere selvpromoverende elite. Ud over at politikere i stigende grad er optaget i egne politiske projekter, som f.eks. Ida Auken var, da hun skiftede fra at være SF'er til Radikal efter hun mistede sit miljøministerprojekt, så synes tendensen også at have rod i blandt journalister, som i stigende grad skriver egne meninger og i mindre grad udføre en arbejdskrævende research.

Men det stopper ikke der. I næsten alle arbejdsmæssige sammenhænge er enkeltindividet blevet mere markant end fællesskabet.

Også på disse og andre debatsider ser man individet udfolde sig på helt egen baggrund.

Fremtidsudsigten synes at være et stadigt mere fragmenteret samfund?

Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Per Klüver og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Pjat.
Oligarkerne har bare valgt en anden kandidat end Trump, derfor bliver han hængt ud for hvad som helst.

Helt normal vestlig demokrati teater.

Oligarkerne behøver ikke længere at frygte den institutionaliserede socialisme, så nu kaster de sig hæmningsløst ud i den indbyrdes kamp om det totale verdensherredømme - tro ikke Trump står alene - der er et megakonglomerat bag ham hvis hans indledende taktik holder.

Kurt Nielsen, lars abildgaard, Holger Madsen, erik mørk thomsen, Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Ejvind Larsen, Per Torbensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Det er en fortrinlig artikel - omend forfatteren nok er lidt for pessimistisk.

De "klassiske medier" mister "indflydelse" p g a diverse sociale medier , og man må vel forvente, at vælgerne (efter et par større eller mindere "fejlskud") finder ud af at skrue op for den sunde fornuft og kritiske sans. (I demokratier bestemmer flertallet, og hvis flertallet fjumrer ved et valg , så vælger de nok bedre ved det næste valg.)

Den republikanske debat er i øvrigt besynderlig - navnlig p g a hvad den IKKE omfatter. USA's gæld til udlandet, USA's handelspolitik o s v er p t nærmest "ikke eksisterende" i det republikanske politiske univers ?

Skribenten Eoin Higgins peger i artiklen Trump Time: They Laughed at Reagan, Too på, at Trump nok virker for langt ude, men at de ideer, han har introduceret den politiske mainstream-debat har en lang levetid.

Higgins minder om, at en højrefløjsgalning i 1976 udfordrede det Republikanske partis nominerede præsidentkandidat Gerald Ford. Men hans synspunkter blev anset for at være for ekstreme til at kunne vinde et valg.

Men fire år senere vandt denne udfordrer, Ronald Reagan, præsidentvalget og definerede en hel generation.

http://www.counterpunch.org/2015/12/16/trump-time-they-laughed-at-reagan...

Han slutter sin artikel med spørgsmålet:
- It’s not an exaggeration to say that Barack Obama and the Democratic Party are today’s political heirs of Ronald Reagan, and they’re seen as the left in today’s politics. If that’s the result of a shift that began forty years ago, where’s this one going to end up?

lars abildgaard, Bill Atkins, Holger Madsen, erik mørk thomsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Trump har ret ...

men ikke helt af de grunde, han tror. Den amerikanske Uafhængighedserklæring og Forfatning anerkender religionsfrihed som en af de vigtigste rettigheder. En sådan forståelse af forholdet mellem stat og religion kræver, at staten er sekulær.

Det har de fleste trossamfund anerkendt og lever fint med det i USA. Men af særlige grunde er det sværere for muslimer at acceptere denne præmis. Nogle gør det - og fungerer udmærket som almindelige borgere. Men en gruppe muslimer gør det ikke og fungerer derfor som potentielle fjender af forfatningen.

Fat det nu!

USA rummermange religiøse trosretninger, der frit kan dyrke deres religion uden at anfægte den almindelige samfundsorden. Men der er altså især én trosretning, der sætter religionen højere end forfatningen, og hvor en en del af tilhængerne er villige til at gå til yderligheder for at forsvare denne opfattelse.

Trump er idiot, men det er hans synspunkter ikke nødvendigvis.

Steen Sohn, alle har travlt med at afskrive venstrefløjens genkomst; men den er nok ret reel - så jeg tiltror Bernie Sanders en ret god chance. Det samme gælder Corbyn.
Sanders er i hvert fald nu så populær, at Clinton begynder at tage hans programpunkter på sit program. Selv hvis han taber til hende med et pænt stemmetal, kan hun blive tvunget til at give ham en væsentlig post.
Magtfulde økonomer og politikere bakker ham op, bl.a. Robert Reich, Clintons mands arbejdsminister.

Claus E. Petersen

Hvorfor elsker mere eller mindre intellektuelle post-marxister at hade Donald Trump?
Manden siger hvad rigtigt, rigtigt mange amerikanere uden en fed uddannelse og sykesikring i kasse 1 tænker.
Tanker som wannabee intellektuelle journalister befriede sig for da de skrev til familien at de havde skiftet navn og frabad sig yderligere kontakt med dem og den primitive underklasse.
Jeg tror at modviljen mod Trump skyldes angst.
Angsten for at blive eksponeret som snobbede bonderøve i forhold til et miljø, domineret af ekstremt rige "progressive", som ser Trump som en kærkommen lejlighed til at håne republikanerne.
Her i vores lille Danmark møder vi det samme over alt hvor den fortolkende post-marxistske opportunist stikker næsen frem.
"Folk" mener ikke det som "folk" siger.. de er manipulerede og mener i virkeligheden det samme som "vi" mener, nu skal vi bare have "folk" til at forstå at "vi" har ret, men det tager lidt tid.
Efterdønningerne fra afstemningen d. 3/12 burde være en skamstøtte over "den bevidste klasse".

Mihail Larsen:

Den gruppe selvudnævnte kristne, som er Trumps største støtter i befolkningen, har da et større problem med både religionsfriheden og den sekulære stat. Se bare på statistikkerne omkring hadforbrydelser, angreb på Family Planning-klinikker, og de stadige forsøg på at modvirke ligestilling.

Hvorfor skal muslimer pludselig gøres til det store dyr i Åbenbaringen?

peter fonnesbech

Jeg tror at årsagen kan findes i en kombination af generel politikerlede samenholdt med det faktum at de førende medier i USA bevidst har virket fordummende på store dele af befolkningen i årtier.

Hvis vi kalder politkerne for "Far" og medierne for " Mor", ja så har Donald, der lige er fyldt 16 år.

@ Mihail Larsen

Du skriver: "[...] af særlige grunde er det sværere for muslimer at acceptere denne præmis [at staten er sekulær, min kommentar]. Nogle gør det - og fungerer udmærket som almindelige borgere. Men en gruppe muslimer gør det ikke og fungerer derfor som potentielle fjender af forfatningen."

Undskyld, men denne kommentar er simpelthen misinformeret. Det forekommer mig virkelighedsfjernt at påstå, at amerikanske muslimer ikke forstår sig på sekularisering. Ikke fordi, at der ikke findes muslimer som dem du beskriver, men fordi, at dem du beskriver ikke har politisk magt. Det har derimod de amerikanske kristne, og kristendommen fylder exceptionelt meget i amerikansk politik. Husker du, at det var Gud der fortalte George Bush, at han skulle 'befri' Irak? Det gør jeg: http://www.theguardian.com/world/2005/oct/07/iraq.usa.

Lav et par Google-søgninger på hhv. 'Tea Party', 'Citizens United' eller 'Planned Parenthood', og du vil opdage, at USA langtfra er et sekulært samfund.
Eller endnu bedre. Tag en amerikansk præsidents ord for det (Jimmy Carter): https://www.youtube.com/watch?v=1LdaMIRI2As

Vibeke Rasmussen

Man bliver ikke præsident i USA, uden at bekende sig til en tro. Og ikke en hvilken som helst tro, naturligvis.

Donald Trump erklærer: "I am an Evangelical. I'm a Christian. I'm a Presbyterian."

Men det handler nu stadigvæk altsammen om politik.

Claus E. Petersen

@Vibeke Rasmussen

"Donald Trump erklærer: "I am an Evangelical. I'm a Christian. I'm a Presbyterian.""

For nu at sætte det lidt på spidsen, så foretrækker jeg en protestantisk kristen frem for en post-marxist der udelukkende tænker materialistisk.
Når skrevne regler erstatter samvittigheden er den eneste udvej af kaos at erstatte demokrati med diktatur.

Vibeke Rasmussen

Claus E. Petersen

Nu er der så ikke tale om, at jeg personligt 'foretrækker' noget. Min kommentar var mere ment som en påmindelse om, at man i USA skal bekende en (religiøs!) tro, for at have en – jeg havde nær sagt 'kinamands', men det er nok ikke så aktuelt lige her ;) – chance for overhovedet at blive nomineret som præsidentkandidat. Og det benytter Donald Trump så, som artiklen jeg linkede til beskriver, til at lange ud efter den pt værste konkurrent Ted Cruz – samtidig med at han også lige får fastslået sin egen! – ved at mistænkeliggøre hans tro, præcis som han tidligere har gjort med den déngang største rival, Ben Carson.

Men hvis jeg nu skulle give et bud, ville en irreligiøs præsident passe mig fint. :-) Eller bare en, der betragter tro som en privatsag.

Vibeke Rasmussen

Og Richard Nixon var kvæker, mens Dwight D. Eisenhower (i hvert fald af fødsel) var Jehovas Vidne. Hvis man skroller lidt ned på denne side, kan man se en liste over, hvordan USAs præsidenter har fordelt sig på diverse religioner. Og hvis man skroller endnu lidt længere ned, til kommentarfeltet, vil man se de sædvanlige konspirationer fremført, om at Barack Obama, som ikke er med på listen er … muslim.

Tre præsidenter har dog været "religiously unaffiliated – Abraham Lincoln, Thomas Jefferson, and Andrew Johnson – though these men were spiritual in their own right." :)