’Vi er ikke bedre end sidste mand i gruppen’ og bla bla bla

Mens konsulenterne glæder sig over deres absurde metaforer, er vi – de bageste i geleddet, der hver dag passer børnene og de udsatte i samfundet – godt trætte af dem, der styrter hovedløst af sted oppe foran
Sproget påvirker vores forhold til at arbejde, skriver dagens kronikør. Dårlige metaforer uden indhold er et røgslør over de problemer, man ikke snakker om blandt eksempelvis pædagoger

Sproget påvirker vores forhold til at arbejde, skriver dagens kronikør. Dårlige metaforer uden indhold er et røgslør over de problemer, man ikke snakker om blandt eksempelvis pædagoger

Sigrid Nygaard
19. januar 2016
Delt 81 gange

»Flot arbejde! Det har man lagt mærke til helt op i toppen af systemet. I kan godt være stolte.«

Sådan lød det, da mine sagsbehandlerkolleger i en familieafdeling fik ros, fordi de røde tal (fejl og mangler i anbringelsessager) var blevet grønne.

En af kollegerne svarede, at hun havde svært ved at føle sig stolt. Hun vidste, at de grønne tal ikke var udtryk for, at sagsbehandlerne havde nået mere og opfyldt lovens intentioner. Derimod afspejlede de, at ledelsen havde slækket på præmisserne for, hvornår man kan krydse af, så noget ’lyser grønt’.

Den faglige og etiske indvending vandt opbakning i rummet, men lederen sagde blot: »Jeres faggruppe har meget svært ved at tage imod ros. Det synes jeg, at I skulle arbejde med.«

Ordvekslingen illustrerer meget godt, hvad der på færde på de arbejdspladser i det offentlige, der har med menneskelige relationer at gøre. Lederen var faktisk oprigtigt optaget af både kvaliteten af arbejdet og medarbejdernes trivsel, men var samtidig under konstant fluebenspres fra sin øverste ledelse. Med begrænset råderum tyer ledere nemt til ikkefaglig hepperos, som udløser frustration og resignation.

Når pædagoger, lærere, socialarbejdere og plejepersonale peger på manglende sammenhæng mellem målinger og kvalitet, bliver de ofte mødt med manglende respekt – ofte pakket ind i absurde metaforer.

Absurde metaforer

Fra min tid som ansat i psykiatrien kan jeg huske, at to kommunikationskonsulenter var indkaldt af ledelsen til at håndtere medarbejdernes skepsis over for en markant omorganisering og krav om at skulle yde mere på kortere tid.

Den ene konsulent fortalte historien om en skammel, hun havde købt til sin entré. Skammelen skulle erstatte en lidt for behagelig stol, som både familiens småbørn og bedsteforældre havde det med at hænge lidt for længe i på vej ud ad døren. Så en mindre komfortabel skammel blev hu-hej indkøbt, uden at familiens far var involveret. Han brød sig slet ikke om den, viste det sig, og han blev ved med ikke at bryde sig om den. Hvilket konsulenten da godt kunne forstå: »Han havde jo ikke været med i processen.« Metaforen skulle illustrere præmissen om, at hvis blot medarbejderne får en oplevelse af (eller illusion om) at være involveret i beslutningerne, ja, så vil de også helt automatisk forstå og anerkende rationalet i gentagne omorganiseringer og bevidstløse dokumentationskrav.

Metaforen afslører den mangel på respekt, grænsende til foragt, som pædagoger, lærere, socialarbejdere og plejepersonale bliver mødt med i disse år. Min mand ville i hvert fald aldrig finde sig i, at jeg mødte hans utilfredshed med mit egenrådige skammelindkøb med en nedladende tolkning, som gik på, at han bare var småfornærmet over ikke at have været ’med i processen’. Han ville insistere på at blive taget alvorligt, når han fremførte indvendinger mod skammelens komfort, æstetik og påståede besparelse.

En anden rute

En anden af konsulentens metaforer handlede meget sigende om en marcherende soldatertrup: »Det er ligesom i militæret: Vi er ikke bedre end sidste mand i gruppen,« sagde hun, og vi forstod alle sammen, at sidstepladsen i en gruppe ikke er en attraktiv position, men klodsen om benet, som forsinker os alle sammen.

»Men hvad med dem, der styrter hovedløst af sted oppe foran?« spurgte jeg uden at få svar. Snublende og forpustede løber de, til det svimler for dem. De ender nemt på Herrens mark uden de bageste i gruppen, som viser mod og integritet til at stoppe op og orientere sig i landskabet. De bageste, som får øje på forhindringer og genveje, som ikke var til at se fra start. Eller – gud forbyde – opdager en lidt længere, men betydeligt smukkere og fredeligere rute, som giver mulighed for samtale, refleksion, fordybelse, et godt grin og æstetisk nydelse på vejen.

De ruter giver næring til den solidaritet, kreativitet, selvbevidsthed og vilje til at give den en ekstra skalle, som skal bære os igennem, når det brænder på. På det tidspunkt nytter det ikke, at alle står svimle og udmattede med hovedet mellem knæene, disciplinerede til ikke at tænke selv og tage et selvstændigt og personligt ansvar.

Mange pædagoger, lærere, socialarbejdere og meget plejepersonale skal fungere i mistillidssystemer, som udsulter de faglige og etiske dimensioner af deres arbejde. Det slider, når man hver dag er vidne til menneskelig lidelse uden at kunne gøre den forskel, som man er uddannet til. Nogle resignerer, andre flygter, og mange bliver syge.

Den store smerte

Der findes mange eksempler på, hvad denne mistillid gør ved den enkelte medarbejder. Min gode veninde er et af dem. For et par år siden var hun sygemeldt i længere tid. Hun var grådlabil, udmattet og trist. Hun fik det ikke bedre af at gå sygemeldt, men kunne heller ikke overskue at komme tilbage på arbejdet som pædagog i en fritidsordning. Det sidste var et mysterium for hende. Hun havde arbejdet på samme arbejdsplads i 25 år og elskede sit fag.

Hun havde altid været en pligtopfyldende og dedikeret pædagog. Hun er også beskeden. Det kræver en del lirkeri at få hende til at fortælle om, hvorfor det ofte er hende, der tager samtalerne med en mor, som igen lugtede af alkohol, eller med forældrene, som ligger i skilsmissekrig. Nøgleordene er ordentlig forberedelse, kollegial sparring og opbakning og tid til at følge op. Det er respekt og forståelse for forældre, som har det svært. Balanceret med en stærk solidaritet med børnene og deres ret til at blive set, hørt og taget alvorligt. En parathed til at mærke deres smerte. Den store smerte, når det står helt galt til, og den mindre smerte, når man på en dum dag føler sig forkert og uden for legen.

Lægen pegede på en depression og foreslog medicinsk behandling, for der skete ikke bedring.

Min veninde overvejede det, for hun var forpint og havde svært ved at forstå, hvad hun var blevet ramt af. Hjemme var alt som før: Hun boede i det samme hus i et godt, mangeårigt ægteskab. På arbejdet var der godt nok travlt, og endnu en ’vision’ og nye sammenlægninger var på vej, og det ville alt sammen betyde mindre tid til de børn, som har særligt brug for de voksnes nærvær og assistance; de børn, som hver dag dukkede op i tankerne på hjemvejen, fordi hun igen ikke var ’nået hen til dem’.

Men sådan havde det jo været i flere år, så hvorfor gå ned med flaget nu? Måske var hun blevet ramt af en depression, som lægen sagde.

Et passende sprog

Vi kom til at tale om sociolog Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse. Den handler om, hvordan der lægges låg på pædagogers kritik af det omfattende bureaukrati og de uklare ledelseshierarkier, som forhindrer dem i at passe deres arbejde på en fagligt og menneskeligt forsvarlig måde.

Moral er ikke nødvendigvis at sige positivt til eller følge en bestemt handlingsguide, tværtimod: Moral er evnen til at sige kritisk fra, skriver Willig.

Måske min veninde ikke bare på en depression? Måske hun i den bog kunne finde et mere passende sprog for sin tilstand, som mest lignede en forståelig reaktion på ubærlige arbejdsvilkår?

Kort efter var hun tilbage på samme arbejdsplads, hvor hun stadig er den dag i dag. Hun fortalte kollegerne om sin ’medicin’ i form af en bog. Den er siden gået på omgang og har styrket den pædagogfaglige selvbevidsthed på hendes arbejdsplads og modet til at sige fra.

Socialrådgiver Hanne Reintoft har sagt: »Jeg har valgt at tage faget på mig og ikke være nærig med mig selv. Det har givet mig et dejligt liv, som jeg stadig holder af.«

Hun og mange andre hædersmennesker blandt pædagoger, lærere, socialarbejdere og plejepersonale har garanteret ofte været truppens ’sidste mand’. Det er dem, jeg helst vil mødes af, når jeg har brug for en håndsrækning. Hvem vil du mødes af?

Rikke Wezelenburg er socialrådgiver

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anna Lønne Sørensen

Åh, kære, kære Rikke Wezelenburg, tak, tak, TAK for din gode artikel!!!
Hvor er det godt at høre det sagt højt og så i en kendt avis som Information! Nu mangler vi bare det når helt ind ind til Danmarks Radio, der sover noget så grundigt i timen lige nu.
Jeg har stadig til gode at høre New Public Management nævnt på DR...Og da slet ikke en kritik af systemet og dets Top-Down-styring og omskrevne negative kritik til 'plus-ord'.
Og så forstår jeg bedre, hvad alle de 'KOMMUNIKATIONS-KONSULENTER' render rundt og laver. Dine to eksempler er rigtig gode og helt nye for mig, jeg troede de hjalp med kommunikationen, lavede medarbejderblade, andet skriftligt materiale, men det kan de allesammen vel ikke lave og der er godt nok mange af dem på forvaltningerne...
Der noget helt galt i den måde moderne ledelse foregår ude i mange (alle?) kommuner og pengene fosser ud til dårlig kvalitet, der bliver værre og værre dag for dag... Mange bukker under. Men hvor er kritikken?

Brugerbillede for Tinne Stubbe Østergaard

Aarhus Kommune har fået Ugebrevet Mandag Morgen til at udarbejde en strategi for omsorg og pleje, kaldet De Fem Kort http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/defemkortto/Home
'Vi holder borgerne væk', Al magt til borgerne', 'Slip medarbejderne fri', 'Ledelse med vilje' og 'Vi er sammen med borgerne'. Til MUS-samtalen skal man gøre rede for, hvordan man lever op til ledetrådene. Jeg misunder ikke mellemledernes opgaver med at holde rede på de mange krav - nu skal lokalcentrene igen ændres, så 7 bliver til 5 og vores område bliver lagt tilbage til et område med mange problemer og stor gæld (et eller andet efterslæb som alle lokalcentrene betaler af på fra nogle besparelser for nogle år siden).

I hverdagen går det på bedste beskub og personalet står alene med mange praktiske spørgsmål, der rækker ud over den daglige faglighed og hvor man kommer i tvivl om, hvem der egentlig har ansvar og kompetence til hvad - fx at lægge en plan for renholdelse af fryser, køleskab og ovne - alles ansvar er som bekendt ingens ansvar, og når vi har lidt tid til overs, bruger vi den på at gøre det rart og oplivende for vore beboere, fx. synge en sang til aftensmaden, tale om gode minder, få samlet beboere (der har lyst) til at se landskamp, Vild med dans eller en royal begivenhed. En aftenvagt er alene med 12 demente og/eller hjælpeløse beboere med lidt hjælp fra en flyver og en gymnasieelev, der hjælper med at smøre mad til 36 beboere. Vores dokumentationssystem kunne være mere overskueligt (der er sidemandsoplæring) og PC'erne er - som på de fleste offentlige arbejdspladser - langsomme. Vi skal have et nyt 'intuitivt' system på håndholdte enheder senere på året - jeg gruer for om det bliver mere overskueligt og om vi får noget at bære den i - vi har jo hænderne fulde det meste af tiden...

Fagligheden lider under den nedsparede bemanding uanset hvilke smarte omskrivninger man omtaler opgaverne med. Jeg ville fx gerne træne med en beboer, der kommer hjem med en nyopereret hofte - i dag bliver patienter udskrevet, så snart de er medicinsk færdigbehandlede - og i dagvagten kan fysioterapeuten komme forbi og træne på hverdage, men enhver kan jo regne ud at det bliver svært for en aftenvagt at planlægge tid til træning oveni vedligeholdelse af de øvrige beboeres evner. I weekenden, på helligdage og ved sygdom er der 2 dagvagter, den ene kun fra 7-13, så man klarer kerneopgaverne med mad, hygiejne, 'brandslukning' og hygge (muntre bemærkninger, kage til kaffen og TV eller DVD med Matador eller gamle folkekomedier).
Når beboerne skal samles til aftensmåltid skal flere hentes, og så kan det være nemmest at køre de gangbesværede i en kørestol. De vigtigste er jo, at det bliver et godt måltid, hvor også de småtspisende og andre med særlige behov bliver tilgodeset - 'Al magt til borgerne' - jo tak! Skal vi lade dem sove videre i sofaen, fordi de har nedsat appetit og ikke har lyst til at spise eller drikke? Nej, vi lokker og guider efter bedste evne. Nogle mener, at det er borgernes ret at få maden serveret på bakke i deres egen lille lejlighed, men erfaringen viser, at det for ofte ender med at bakken står urørt, mens appetitten vokser, når man er i godt selskab.

De fem kort giver mest mening, når de oversættes til ordentlig faglighed, og de smarte omskrivninger skal alligevel omsættes til virkelighed af 'frontpersonalet' - os, der før blev kaldt 'de varme hænder'...

Brugerbillede for Tinne Stubbe Østergaard

Tak Herdis! Jeg har heldigvis søde og gode kolleger (mangfoldighed i praksis) og rare beboere (og dem med frontallapskader og udadreagerende adfærd tager vi os også godt af). Vi har gode, faste, timelønnede, uddannede sosu-hjælpere som afløsere, der kun får vagter, når der er brug for dem, ikke har løn under sygdom, ikke har afspadsering, FO-dage eller kompensation for at blive tilkaldt med kort varsel.

Onsdag holder jeg fri med en hel dag i selskab med Forum for eksistentiel fænomenologi med oplæg af Prof. Dorte Jørgensen m.fl. - dette forum stiller en masse spændende tekster til rådighed, også om sundhed, sygdom, psykiatri og pædagogik se på www.livsverden.dk

Jeg er cand.mag. i religionsvidenskab og semiotik og har også en uddannelse som meritlærer, men der er få ledige lærerstillinger i Østjylland - 3 pt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kent Thomsen

Efter at have arbejdet seks år i den offentlige sektor - først kulturområdet, siden sundhedsvæsenet - er det smertende tydeligt, at den offentlige sektor i dén grad lider under inkompetent ledelse. Eller nærmere: Inkompetente chefer, ledere har jeg til gode at møde endnu. Eksemplet fra Rikke Wezelenburgs tid i psykiatrien med de to kommunikationseksperter, siger desværre det hele. Tak for artiklen, må den ændre noget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Umyndiggørelse.

"Måske min veninde ikke bare på en depression? Måske hun i den bog kunne finde et mere passende sprog for sin tilstand, som mest lignede en forståelig reaktion på ubærlige arbejdsvilkår?"

Mange depressioner, inklusiv min egen, er en reaktion på absurde og unødvendige levevilkår, som man, på trods af unødvendigheden, ikke kan gøre noget ved. Det sku' vær' så godt og så' det faktisk skidt.

Brugerbillede for Herman Hansen

Endnu en beretning og det forjættede DJØF samfund og "statistik" effektivisering - Mennesket tæller ikke længere i den beregning. Men heldigvis skal samfundet snart ikke længere bøvle med os besværlige mennesker. Nu bliver vi erstattet af kolde målrettede evigt arbejdende robotter, som ikke lader sig gå på af arbejdsmiljø, fattigdomsgrænser og klimaforandringer.

...Målet er snart nået. Mennesket er blevet overflødig og kan bortskaffes med fortjeneste og bruges som biobrændsel. Ha ha ha

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Rebellen på Langeland med flotte resultater blev trynet fra toppen. Han passede ikke ind i systemet. Hans chef så sig nød til at please overkommandoen.
Men lur mig, om ikke Ole fortsætter i sin egen iscenesættelse.
Tidsfølgen fremgik ikke af udsendelserne. Mon tilsynet blev påvirket af udsendelse på TV ? Ville de ha` lukket øjnene, hvis der ikke skulle komme et kamera forbi ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter  Hansen

Dette mit indlæg, er kun rettet imod socialrådgivere, medlem af Dansk Socialrådgiverforening.

Kære Rikke Wezelenburg.

Tak, for dette, ud af mange, debatindlæg, blogs etc fra din hånd af. Min første tanke var, at du udviste mod, men erfare lidt senere at du ikke er offentlig ansat pt. og dermed ikke være nervøs for en konsekvens af din åbenhed vs en eventuelt ledelse.

Jeg reagere på flere sætninger/oplysninger, som desværre ikke er hverken en nyhed eller fremmed for mennesker, som er interesseret i den sociale verden:

"Hun vidste, at de grønne tal ikke var udtryk for, at sagsbehandlerne havde nået mere og opfyldt lovens intentioner. Derimod afspejlede de, at ledelsen havde slækket på præmisserne for, hvornår man kan krydse af, så noget ’lyser grønt"

Når jeg tænker tilbage og samler min erfaring med egne oplevelser fra den sociale verden og den tone og ret hårde måde, ofte direkte ulovlig, den sociale verden agerer imod sine borgere, kan jeg kun af mange fornuftige årsager kun fastholde, at socialrådgivere burde være statsautoriserede, med personligt ansvar over for lovgivningen. Som værn imod ulovligheder fra kommunernes side af.

Odense, Tønder, Esbjerg, Brønderslev etc som de værste tilfælde af svigt over for udsatte børn.

Socialrådgivere bør være autoriserede, nøjagtig som samfundet kræver af håndværkeren der nedlægger de kloak rør, der afleder vores menneskelige efterladenskaber: AUT.VVS.- Kloakmester.

Især i tunge børnesager, som jeg plædere for her: http://www.k10.dk/showthread.php?t=19235

Lad os høre mere fra din hånd, Rikke!

Med venlig hilsen

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for peter fonnesbech

Med de stadig udbyggede kontrolforanstaltninger har det offentlige bureaukrati muligheden for igen og igen at spejle sig i sin egen fortræffelighed, og denne lejlighed skal naturligvis ikke forsømmes.

Og det bliver den heller ikke.
Faktisk er det efterhånden vigtigere for systemmet at spejle sig selv end rent at servicere sine borgere.

Dette narcisisstiske tidspilde er ufatteligt dyrt.

Brugerbillede for Anne Schøtt

Jeg græmmer mig over, hvad kommunikationsfaget har udviklet sig til. Tak for at dine eksempler, der viser, hvordan konsulenterne bruger manipulerende historier. Kommer også til at tænke på de mange sproglige eufemismer, der er udbredt i systemet.
Som Umberto Eco sagde: "Kommunikation er alt, hvad man kan lyve med"

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for peter fonnesbech

Mange forløb i jobcenterregi, godkendelse til fleksjob og lign, minder mig om følgende fiktive forløb:

" En mand går op på det lokale bibliotek, og beder om at låne en bestemt bog skrevet af en tysk filosof. Han får at vide at det kan han godt, men inden han kan låne bogen er han nødt at tage en mundligt og skriftig prøve i dansk for at få tested, hvorvidt han er i stand til at læse filosofiske tekster med et højt lixtal, for ellers synes biblioteket da ikke, at der er nogen grund til at låne ham den pågældende bog.

Desværre må han lige vente et par måneder, indtil at der er tilstrækkelig mange andre læsere, som osse gerne vil læse denne bog, så at holdet bliver stort nok, da man jo ikke kan afholde denne prøve i tide og utide af økonomiske årsager.

Endelig oprinder dagen og han møder op til prøven, og gennemfører forløbet her. Efter 2 uger får han svaret på prøven, og han har naturligvis ikke bestået, da baren er højt sat.

Derefter får han at vide, at han kan melde til et forberedelseskursus til samme prøve, men her må han igen vente til at der er tilstrækkelig mange deltagere til dette kursus. Så går der igen 3-4 måneder, og kurset starter, men bliver nu umiddelbart efter dets afslutning, fulgt op af en ny prøve, da der jo er tilstrækkelig mange deltagere på forhånd.

Så går der igen et par uger, og til sit store overraskelse har han faktisk bestået prøven, og begiver sig derfor op på biblioteket for at hente bogen.

Her får han at vide at bogen desværre er udlånt, og at han lige skal væbne sig med lidt tålmodighed."

Hvis eksempelvis bibliotekerne fungerede på denne måde, ville de hurtigt grave deres egen grav.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Krogh

Ja, hvilken skændsel når sagbehandler et. al., gøres til genstand for den kakofoni af pseudo-intellektuelt, krypto-fascistoid vås som borger under deres ansvar er genstand for. Er 'vi' i samme båd når mulighederne er lige store? Den politiske kamp er udliciteret. Under låg. Orkistreret af en hær af konsulenter. "Forhold jer i ro". Alt er under kontrol.

anbefalede denne kommentar