Kommentar

Begrænset bifald efter El Chapos fald

Efter pågribelsen af verdens mægtigste narkobaron skal Mexicos regering vise, at den vil komme straffriheden til livs
18. januar 2016

Et halvt år tog det at vende ydmygelse til triumf. Den 11. juli sidste år flygtede verdens mægtigste narkobaron, Joaquín Guzmán, fra Mexicos sikreste fængsel. Forrige lørdag blev han pågrebet efter den største menneskejagt i Mexicos nyere historie. Præsident Enrique Peña Nieto kunne ryste sidste års eftertrykkelige ydmygelse af sig og stolt meddele, at Guzmán – kendt som El Chapo, stumpen, på grund af sin ringe højde – var pågrebet i den nordvestlige delstat Sinaloa.

»Det er en gevinst for retsstaten« og »en aktion mod straffriheden,« udtalte han ifølge mexicanske medier samtidig med, at Guzmán under skarp militær bevogtning blev ført tilbage til det højsikkerhedsfængsel, han var flygtet fra.

Præsidenten fremhævede den vigtige rolle, mexicanske efterretningstjenester, væbnede styrker, forbundspoliti og anklagemyndighed havde spillet for pågribelsen. Ikke et ord om det amerikanske narkopoliti, DEA, og flere andre amerikanske politimyndigheder, som ifølge Reuters, der citerer mexicanske politikilder, også deltog i jagten på Guzmán. Det kunne se ud som om, præsident Peña Nieto, der ikke ligefrem kan siges at være respekteret eller populær, har ønsket at få mest muligt ud af pågribelsen af den myteomspundne narkoboss.

Regeringen har dog ikke kunnet nyde sejrsrusen ret længe. Spørgsmålet om, hvornår den legendariske flugtkonge slipper ud igen, cirkulerer overalt. Tvivlen om, hvor sikkert Guzmán kan indespærres i Mexico, hvor korruption hos offentligt ansatte og politikere snarere er reglen end undtagelsen, er stor både i Mexico og USA.

Varm kartoffel

Guzmáns første reaktion, da han blev pågrebet forrige lørdag, var, ifølge mexicanske medier, at tilbyde de soldater, der anholdt ham, penge, huse og forretninger.

Det er desuden velkendt, at regeringspartiet PRI gennem sine første uafbrudte 71 år ved magten fra 1929 til 2000 udviklede nære relationer med kriminelle organisationer i landet. Relationerne blev svækket under to konservative regeringer fra 2000 til 2012 og under ’narkokrigen’ fra 2006 til 2012, men de er eftersigende blevet styrket, siden PRI atter kom til magten ved valget i 2012.

Det kan være medvirkende til, at foreløbig to forskellige myndigheder i USA har krævet Guzmán udleveret. Det kan imidlertid blive en lang historie. Ifølge den mexicanske anklagemyndighed kan der nemt gå et år, før der falder en afgørelse, sandsynligvis længere. Spørgsmålet om udlevering til USA kan gå hen og blive en varm kartoffel, for en udlevering kan af mange opfattes som et ydmygende knæfald for den store, dominerende nabo i nord.

Stumpen og Sydens Dronning

Guzmáns pågribelse rummer desuden flere kulørte og tankevækkende elementer, som kan være med til at underbygge frygten for en ny flugt. Guzmán er kendt for at være særdeles kvindeglad – og kvinder glade for ham.

En usædvanlig korrespondance mellem Guzmán og tv-stjernen Kate del Castillo skal have bragt myndighederne på sporet af ham. Guzmán ledte efter nogen, der ville producere en film om hans liv, og Del Castillos produktionsselskab og Hollywood-stjernen Sean Penn kom ind i billedet. Ifølge flere medier fandt mødet mellem de tre sted i oktober sidste år et sted i Mexico.

Forinden havde del Castillo og Guzmán i længere tid skrevet mere personlige hilsner til hinanden. Guzmáns breve var forførerens; del Castillos breve var den beundrendes, den socialt engageredes.

I et af brevene skriver skuespilleren, der især er kendt for sin hovedrolle som den kvindelige narkoboss Teresa Mendoza, kaldet Sydens Dronning, i den succesfulde tv-serie af samme navn:

»Jeg stoler mere på El Chapo Guzmán end på de regeringer, der skjuler sandheder for mig, selv om de er smertelige; regeringer, som skjuler kure mod kræft, mod aids, for egen vindings skyld”.

Myndighederne efterforsker nu forholdet mellem Stumpen og Sydens Dronning, som muligvis bliver tiltalt for ikke at have informeret om hendes og Sean Penns besøg hos Guzmán.

Begrænset bifald

Regeringens håb om, at Guzmáns tilfangetagelse kan pynte på dens medtagne omdømme er spinkelt, medmindre den kan opvise klare resultater og fremskridt. Når præsidenten, ministre, politikere og embedsmænd udtaler sig triumferende om Guzmáns fald, er bifaldet begrænset. Mexicanerne kender den tomme retorik og virkeligheden.

Læs også: Sean Penn optrådte som reporter i interview drejet af narkoboss

Som da formanden for regeringspartiet PRI, Manlio Fabio Beltrones, triumferende bekendtgjorde: »Pågribelsen af El Chapo gør en ende på straffriheden.«

Med den udbredte straffrihed for krænkelser af menneskerettigheder – blandt andet 26.000 forsvindinger inden for de sidste ti år, 55 journalister dræbt siden 2007 og færre end 5 procent af sagerne opklaret og de ansvarlige dømt – lyder det som en hån. Især i sagen om de 43 lærerstuderende, som blev bortført og forsvundet i september 2014, hvor myndighederne enten har været passive eller ligefrem har løjet om efterforskningen eller saboteret den, trods voldsomt pres fra efterladte, ngo’er, medier og internationale organisationer.

Læs også: Ingen snarlig udlevering af El Chapo

Tør man nu håbe, at de mexicanske myndigheder gør noget ved straffriheden? Nu har de jo vist, at de kan klare selveste narkobaronernes flugtkonge. Resten må være en smal sag …?

Jens Lohmann er journalist og forfatter med speciale i Latinamerika

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu