Klumme

Jeg brænder håbløshedens politik af

’Til helvede med håbløsheden,’ hvisker jeg, mens jeg fodrer min brændeovn. Håbløsheden er, hvad jeg ikke tager med mig ind i det nye år, den er, hvad jeg lægger bag mig
2. januar 2016

Jeg vågner før de andre. Det er koldt, skynder mig at tage sweateren på, uldne strømpebukser (kærlighed!) kravler ned ad stigen, ned i stuen, uldsutsko på plankegulv, åbner brændeovnen og tænder op. Vi fældede det træ, det faldt, så det rungede i hele skoven, vi afgrenede det, savede det op, huggede det i passende bidder og stablede det lige uden for døren, nu sidder jeg på hug foran brændeovnen, nærmest lidt ærbødigt, nu lægger jeg kævlen ind, nu tænder jeg op med birkebark.

Det tager tid, før varmen spreder sig. Først skal den opvarme alt det jern. Jeg kigger på ilden gennem glasruden. Venter. Så kigger jeg ud ad vinduet. Klart månelys lyser det hvide landskab op, bjergkanten, skovsøen, jeg lever i et postkort.

Inden jeg siger noget om håbløshedens politik, er der noget andet, jeg skal huske at sige. Det, jeg vil sige nu, handler om vinteren (det, jeg sagde lige før, handlede om revolutionen).

Når frosten lægger sig over jorden, tydeliggør den hver eneste af mine aftryk i verden, ikke kun det fysiske fodspor, men også lyden. Min gang i verden. Frosten gør alting meget tydelig. Frosten får alting til at træde frem. Fyrretræerne står strunke og dufter, men ellers er alting så stille nu. Søen har lagt låg på (sine følelser), dyrene gemmer sig i deres sprækker og huler, sneen afdæmper og afbøder, istapperne er begyndt at dryppe deres syle.

Jeg plejer at sige til folk, at jeg bor i en bjælkehytte i de dybe svenske skove, men det er ikke sandt; jeg bor ude i årstiderne, vores bjælkehytte er ikke en skid stabil, taget er utæt og vinden blæser ind gennem revnerne i bjælkerne, ergo ved jeg noget om årstider, her er, hvad jeg ved om vinter: Som sagt er den meget nødvendig. Den er nødvendig, fordi stilheden er nødvendig. Den totale og absolutte tysnad. Det evige, solide mørke. Det er nødvendigt. I begyndelsen frygtede jeg det, hadede jeg det, holdt mørket væk med titusind stearinlys, stilheden væk med distraktioner, kulden væk med polyester, men det er anderledes nu.

Jeg omfavner vinteren. Bader i den. Hylder den sådan set.

Is er ikke en frossen, død masse. Is bevæger sig. Dybt og inderst inde på molekylært plan og i en helt anden tidszone bevæger is sig. Meget langsomt. Meget fundamentalt. Og det er på grund af dén bevægelse, at vi har brug for vinteren. Også i sjælen, også i personligheden. Og i samfundet. Det er selve strukturen der forandrer sig. Om vinteren.

Om foråret skubber søen isen op over alle bredder, det lyder så vildt, det er selve strukturen, der bevæger sig! Universet og kosmos, det er det vildeste pis! Men ikke endnu. Lige nu sidder jeg og fodrer min brændeovn, for den er meget sulten. Lige nu sidder jeg og kigger ud på mørket og kulden, så går jeg ud i det, henter mere brænde, knitrende og knirkende træder jeg i sneen, klar is drypper fra månen, kulden pirker til min hud, og jeg føler mig trods alt meget levende.

Mild vinter dog. Klimaforandringer. Indlandsisen smelter. Selve polerne. Det er meget bekymrende.

Håbløshedens politik er et begreb, der handler om, hvordan vi bliver konditionerede til håbløshed. Hvordan vores mod bliver taget fra os. Hvordan håbet gang på gang bliver slået ned, ligesom i det der legetøj hvor børn med en hammer slår træpinde ned igennem et hul. En lammet, apatisk befolkning, der ikke længere tror på, at det kan lade sig gøre. At vi kan noget. At forandring er mulig.

Jeg tænker meget over håbløshedens politik, mens jeg sidder her og tænder op i min brændeovn. Jeg tænker meget over det gamle år og det nye år og forskellene på dem, jeg tænker meget over tærskler, grænser og mætningspunkter. Jeg brænder håbløshedens politik af.

»Til helvede med håbløshedens politik,« hvisker jeg, for dét er, hvad jeg ikke tager med mig ind i det nye år, dét er, hvad jeg lægger bag mig.

Det er allerede vendt. Solen tager hver dag til i styrke, højere op over trætoppene, mere og mere strøm på vores solpanel.

Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • randi christiansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Jakob Lilliendahl
  • Niels Duus Nielsen
  • peter fonnesbech
  • Orla Finn Pedersen
  • Jørn Andersen
Peter Jensen, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Jakob Lilliendahl, Niels Duus Nielsen, peter fonnesbech, Orla Finn Pedersen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Orla Finn Pedersen

Nemli´ ! Håbløshedens politik skal brændes af, - lad det gå op i røg !
(- og så sér jeg billedet af "Løkkes skillelinjer" lige oppe til højre)
Håbløshedens politik - "fut af" !!

randi christiansen

Vi er stadig nogen, som er i live. Som vil mærke og huske livet. Som vil forstå, hvorfor vinter er smuk og nødvendig. At verden er perfekt, hvis vi samarbejder i stedet for som selvdestruktive reptiler at lemme mod afgrunden. Godt at frontløberne ikke er uddøde, at nogen bærer faklen videre os husker os andre på det, som usurpatorerne vil have os til at glemme, så de kan stjæle vores liv og kraft. Skal vi fortsat være ynkelige ofre, eller skal vi rejse os og kæmpe for livet her på planeten. Svaret må være givet.

Lad mig citere mig selv fra tråden 'fem grunde til at arbejde mindre' :

"03. januar, 2016 - 15:53
Det fælles bedste ib? Hvad det er, burde vores samvittighed fortælle, men den er vi blevet eksperter i at overdøve. Hvilket i høj grad kan tilskrives kirkens historiske magt over den offentlige bevidsthed, fordi kirken har indsat sig selv som eneste forbindelsesled mellem menneske og gud i stedet for at gøre det, som den burde gøre, nemlig at tilbyde at være fødselshjælper for den personlige og direkte forbindelse til større bevidsthed. Vi lever i et for os indtil videre ufatteligt univers. Kirkens subtile måde at kontrollere den bevidste adgang hertil, har ikke alene afstumpet det enkelte menneskes eksistentielle indsigt men hele det kollektive bevidsthedsniveau - med de dødelige konsekvenser som menneskehedens historie har været og stadig er så plaget af. Lad os fokusere på at forstå det højeste gode, fordi det er, hvad der vil være til alles bedste."