Jo dårligere det gik i skolen, desto bedre gik det med mig

Mit livs bedste beslutning var at vriste mig fri af 7-trinsskalaens stramme greb. Så jeg bliver ærlig talt lidt bekymret, når jeg gang på gang hører små børn sige nej tak til leg efter skole, fordi de vil lave lektier
Mit livs bedste beslutning var at vriste mig fri af 7-trinsskalaens stramme greb. Så jeg bliver ærlig talt lidt bekymret, når jeg gang på gang hører små børn sige nej tak til leg efter skole, fordi de vil lave lektier
Molly Wittus/iBureauet
6. januar 2016
Delt 7 gange

I vuggestuen kunne jeg udpege, hvilke bogstaver mit navn indeholder. Da jeg havde fødselsdag i anden klasse, bad jeg min dansklærer om at læse fra et H.C. Andersen-eventyr i stedet for at lege Byen Sover. I 7. klasse fik jeg min første karakter, og det var 12.

Jeg kunne lide smagen af topkaraktererne, så jeg gjorde alt, jeg kunne for at give lærerne, det de efterspurgte. Og eftersom jeg var god til at gennemskue lige netop dét, indkasserede jeg den ene topkarakter efter den anden igennem flere år. Jeg var en vaskeægte stræber, langt før jeg overhovedet var bekendt med begrebet.

Strømmen af gode karakterer fortsatte. Lige indtil en dag i 2. g. Fra den ene dag til den anden besluttede jeg mig for, at min hungren efter 12-taller skulle stoppe. Jeg havde ganske enkelt indset, at jeg var gået på kompromis med mit eget velbefindende igennem alle de år, jeg havde fået karakterer. Det var ikke muligt for mig at fortsætte ned af samme spor uden risiko for, at det ville gå galt før eller siden. Jeg stod ved en skillevej imellem min mulighed for at læse på universitetet efter gymnasiet og så mit eget helbred.

Jeg valgte mig selv og konstaterede hurtigt, at jo bedre jeg fik det selv, jo dårligere gik det i skolen. Mine karakterer dalede drastisk. Besynderligt som det end må lyde, var jeg ikke i stand til at finde en mellemvej imellem at være stræber og slagger, for det var nødvendigt for mig at tage fuldkommen afstand til den livsstil og tankegang, der havde drænet mig igennem flere år. Og jeg havde aldrig haft det bedre, end da jeg lod 7-trinsskalaen løsne sit stramme greb om mig.

Historiens vingesus

Mit fravalg af karakterræset i gymnasiet påvirker mig ofte den dag i dag; både positivt og negativt. Hver dag høster jeg frugterne af at have prioriteret mig selv i tide. Til trods for uadskillelige skuffede, og deciderede nedladende, blikke og kommentarer fra lærere, der tilsyneladende tog mit fravalg personligt, oplevede jeg en indvendig opblomstring. Jeg fik pludselig appetit på verden omkring mig, og ikke for at gavne mine karakterer eller mit CV, som jeg førhen ville have været mit motiv for en sådan interesse, men en reel nysgerrighed jeg ikke havde oplevet, siden jeg var barn.

Jeg var træt af at please mine lærere, og nu ville jeg please mig selv. Jeg kastede mig ud i at tegne, male og skrive, og samtidig læste jeg en bog eller to om ugen; fra Marcus Aurelius og Marx til bøger om Matisse og Monet. Jeg brugte timevis i støvede pladeforretninger, købte en mundharmonika (for hvem vil ikke gerne lyde som Sonny Boy Williamson), gik ture i Botanisk Have og studerede alle de smukke planter. Jeg rejste af og til med mine veninder; gik på museer og oplevede noget af verdens smukkeste kunst, og mærkede historiens vingesus, når jeg befandt mig på steder, der har haft betydning for den verden, vi kender i dag.

Men mit valg dengang betyder også, at jeg ikke ligefrem har frit valg på alle hylder i dag, når det kommer til uddannelse. For at have en chance for at blive tilbudt en af de få kvote 2-pladser, der tilbydes på universitetet, må jeg sælge mig selv på markedet for potentielle studerende og konkur rere med mine medansøgere.

I grunden ønsker jeg slet ikke at konkurrere. Jeg ønsker, at vi alle udlever vores drømme og når vores fulde potentiale som mennesker, og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt for os at sammenligne os så meget med hinanden.

Men findes der egentlig andre muligheder? Selv hvis vi får rystet konkurrencementalitetens lænker af os, er vi jo stadig en del af et system, hvis spilleregler nu engang er de gældende.

Bukker under

Var jeg blevet spurgt den gang i gymnasiet, om mit fravalg af karakterer sagde mest om samfundet eller om mig selv, ville jeg nok havde svaret det sidste.

Idet jeg bevidst valgte at sætte mig selv i en sårbar position, var jeg godt klar over, at den pludselige ændring ville være svært både at forklare og forsvare næste morgen kl. 8.20, når jeg ikke sad med hånden oppe som sædvanlig.

I dag er jeg mere tilbøjelig til at mene, at dét, at jeg som 17-årig befandt mig i en situation, hvor jeg så mig nødsaget til at vælge mellem mig selv eller mine fremtidige muligheder, i højere grad vidner om et samfund, der fremelsker usund konkurrence mellem unge (og i det hele taget imellem mennesker), end det siger noget om mig.

I dag er det ikke et ukendt fænomen, at karakterer driver unge til at se konkurrenter i deres klassekammerater. Fra en tidlig alder lærer vi at måle os med hinanden, mens sammenhold og solidaritet er på retræte. Flere og flere unge bukker under for karakterpresset, da det nok er den mest åbenlyse måde, hvorpå vi kan høste ros og anerkendelse.

Det er en falliterklæring for vores samfund, at det mest naturlige valg for os, når vi skal vælge noget at gå op i, er vores karakterer. Hvad siger et 12-tal i grunden om mig, andet end at jeg var i stand til at løse en opgave inden for nogle helt konkrete rammer på et bestemt tidspunkt?

Jeg frygter, at børn og unge mennesker i stigende grad vælger hobbyer og fritidsaktiviteter fra til fordel for lektier, og min frygt er kun blevet større, efter skolereformen trådte i kraft sidste år.

I mit arbejde, som lærervikar på en folkeskole, har jeg flere gange hørt helt små børn, der bedrøvet må konstatere, at de ikke kan nå at lege med hinanden efter skole, når de får fri så sent, som de gør, og desuden har en bunke lektier, der ikke laver sig selv. Ønsker vi virkelig elever, der ikke har nogen identitet uden for skolen?

Hvis ikke jeg havde følt mig presset til det yderste igennem flere års skolegang, havde jeg måske kunne kombinere min lyst til at gå i skole med mine interesser, en barnlig nysgerrighed, samt min fantasi og kreativitet. Og sandsynligvis havde jeg så haft lidt flere muligheder, når jeg nu skal til at søge ind på en uddannelse.

Men denne gang har jeg mig selv med. Jeg kender mig selv bedre end nogensinde, og såfremt jeg opnår min drøm om at læse filosofi på Københavns Universitet, vil jeg naturligvis tage studiet alvorligt. Men jeg vil i lige så høj grad tage mig selv alvorligt. Jeg har nemlig lært, at man skal stå sig selv nærmest, for ambitioner er gode, men kun hvis det ikke har for store personlige omkostninger. Intet er dét værd, og jeg håber, at det konkurrence- og individprægede paradigme, der er på fremmarch i Danmark, vender lige så hurtigt om igen, som det dukkede op.

Ét ungt menneske, der har skulle vælge imellem sin fremtidsmuligheder og sit helbred, er ét for meget.

Ulrikke Bie er lærervikar

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Kähler

Efter at have været på arbejdsmarkedet i ca 30 år uden en afsluttet videregående uddannelse og en dårlig HF eksamen, er jeg ikke helt sikker på at det er så god en ide udelukkende at gå efter sit indre velbefindende. Jeg har to børn på vej fra gymnasium til videregående uddannelser, og reglen i vores hjem er blevet således, at hvis studentereksamens gennemsnittet er højt nok til at komme ind på uddannelser, som de er interesserede i, så vil vi som forældre blande os udenom deres personlige valg i al fremtid. Den regel er i høj grad baseret på egne erfaringer i IT industrien. Jeg er en af dem som fik god success, har holdt gode stillinger, både i DK, og i USA, men i nedgangstider har det været meget stressfuldt, at vide, at jeg var i skarp konkurrence med kolleger med lange uddannelser bag sig. Jeg mener absolut at unge netop skal have god plads og tid til at udfolde andre sider af sig selv, og det har mine børn i høj grad haft glæde af at kunne, men jeg nænner simpelthen ikke at sende dem ud i en tilværelse, hvor de vil have svært ved at få den uddannelse, de er interesserede i, og måske derefter så skulle leve resten af livet med et job eller en uddannelse, som de måtte tage i mangel af bedre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for June Beltoft

Som alt andet her i livet, så handler det om at finde sin balance og så arbejde ud fra det. Eller... det burde det gøre, idéelt set.

For, som samfundet er skruet sammen, kan jeg godt mistænke at det nok er undtagelsen, mere end reglen...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Isabel K. Bishop

Jeg kan godt forstå skribenten. Jeg har aldrig været særlig interesseret i mine karakterer og har aldrig lavet lektier. Det var vigtigt for mig bare at lege og have det sjovt. Til gengæld har jeg været så heldig at være født ind i en akademikerfamilie - jeg blev aldrig nødt til at sætte mig på min flade og lære, men fik 12-taller og enkelte 10-taller hele vejen igennem skolen og uni. Dog bør nævnes at jeg startede med at lave lektier og øve på universitetet; ellers ville jeg ikke have klaret mig igenne dér.

Hvis man har svært ved skolen/universitetet, så anbefaler jeg altså at man sætter sig og laver lektier. Det er fint at have fritid, komme ud og lege og bare være barn og ung. Men det er altså også vigtigt at få gode karakterer, for ellers bliver det svært at få et godt job senere i livet. Desuden kan det altås også være sjovt at lære noget nyt. Der er da altid nogle fag som man selv synes er ret interessante: i mit tilfælde var det fysik, kemi, matematik og sprog.

anbefalede denne kommentar