Klumme

Etik i frit fald

Diskussioner kan ikke bare deles op i ’realisme’ versus ’humanisme’. Det gælder også i flygtningedebatten, hvor vi langt hellere skal spørge: Hvilken realisme?
22. januar 2016

Jakob Ellemann-Jensens (V) optræden på CNN for en uge siden var en historisk synliggørelse. Ikke af ham. Men af et værdiskred i dansk politik. Der stod han i rampelyset og skulle kaste lys over land, men belyste i stedet sin egen politiks dunkelhed.

»Nej, vi kommer ikke til at tage smykker fra folk. Det er utilstedeligt. Det ville vi aldrig gøre,« sagde han.

Scenen var ikke den hjemlige politiske andedam, i det lys var perspektivet ændret – det blev oplagt at afvise egen politik. Derfor førte han bag lyset i fuldt spotlys. Etik i frit fald. Såvel i retorisk indpakningstaktik som i realpolitiske konsekvenser.

Men konfiskering af smykker uden affektionsværdi og til over 10.000 kroner indgår i det aktuelle reviderede lovforslag. Hvorfor den politiske forsikring kan kaldes tvetunget tale. Og når et flertal i dansk politik (V, K, S, DF og LA) kan stemme for de yderligere asylstramninger, herunder tre års familiesammenføringstid, udtrykker det en marginalisering af etik i politikken. Fordi stramningerne vil få vidtrækkende menneskelige konsekvenser. Mennesker vil traumatiseres af lang ventetid. Børn vil kunne dø, inden de når i sikkerhed her. Konsekvenserne lader hånt om etikkens spørgsmål: Hvordan bør vi gøre? Hvorledes skaber vi gode liv?

Der tales i disse dage om en polariseret offentlig debat, hvor hårdhed og hån har nået nye højder. Derom ingen tvivl. Hadet blæses ud på de sociale medier og spyttes frem i avisernes digitale kommentartråde. Men er der også sket en forflyttelse af konfliktpunktet? Har den etiske balance flyttet sig i retning af et nationalt orienteret sindelag? De internationale reaktioner på nuværende dansk politik udgør en tydelig ekstern indikator, et vink med en vognstang: Vores parametre for acceptabelt og uacceptabelt har flyttet sig.

Men en offentlig diskussion med etisk afsæt har trange kår, så længe deltagerne især ønsker at positionere sig. Etikken fordrer nemlig uhildet interesse for sagen, og mindre interesse for egen position. Den medieelskede slagfærdighed – tag den! – kan kun opnås på merit, der er ingen letforståelige genveje.

Etikkens fald er også politikkens. Når etikkens kompleksitet falder ud af mediernes interessefelt og dermed nemmere ud af politikkens, så vil beslutninger ofte blive taget på et mangelfuldt grundlag. Uden etisk stillingtagen kan alt principielt gå an; døren åbnes for ekstremismeeskalering. At offentlige debattører ofte castes efter konfliktoptimering trækker i samme retning.

Polemisk anlagte debattører fejer etisk kritik bort som ’pladderhumanisme’. Og stemmer fra den politiske strammerfløj har søgt at lancere det asylskeptiske syn, hvor vi nationalt er os selv nærmest, som konsekvensetisk. Men konsekvensetikken, etik hvor man evaluerer ud fra handlingers konsekvens, er karakteriseret ved upartiskhed – ethvert liv tæller uafhængig af nationalitet, race etc. I forhold til klassiske humanitære argumenter om at hjælpe mennesker i nød, opstilles slagfærdigt modsætningen humanisme over for realisme. A la: Humanisme er fint, men nu må vi være realistiske.

Som om en humanistisk indstilling ikke var realistisk? Eller at humanismens antitese skulle have patent på virkelighed?

Realisme er ikke en konstant, som er uafhængig af, hvad vi gør. Og humanisme har flere betydninger. I bred forstand har den mennesket i centrum og er knyttet til den universelle menneskerettighedstænkning, at enhver har værdi i sig selv – ikke just et rabiat syn.

Idealisme versus realisme er ikke udtryk for to forskellige politiske ståsteder, men udgør en vedvarende dialektisk duo i enhver politisk vision om fremtiden.

Debatpatent på realisme bidrager til polarisering. Der er os, der har med virkeligheden at gøre, og så er der de andre. Dem og os slået fast er polariseringens yderste grad. Diskussioner kan ikke bare deles op i ’realisme’ versus ’humanisme’, man bør langt hellere spørge: hvilken realisme? Der er mere end én realistisk vej at gå. I svarene bør vi forholde os til etikken for hvert skridt.

Humanisme er realisme. Men det er krig, totalitarisme eller dehumanisering desværre også. Det er ikke realismen, der sætter forskellen, men den etiske valør.

Malene Trock Hempler er filosof. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Ole Steensen
  • Philip B. Johnsen
  • Jan Pedersen
  • Jakob Lilliendahl
  • Jan Weis
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jørn Vilvig
  • Torsten Jacobsen
  • Grethe Preisler
Kurt Nielsen, Ole Steensen, Philip B. Johnsen, Jan Pedersen, Jakob Lilliendahl, Jan Weis, Maria Francisca Torrezão, Jørn Vilvig, Torsten Jacobsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Realisme er humanisme
Jo tak, tror nok de fleste danskere efterhånden har fundet ud af, at politik ikke er etik/moral, der er sandelig forskel, som en RV-socialmarodør ved navn Rasmus så frejdigt kunne meddele den måbende offentlighed for et stykke tid siden …
At flere helt realistisk nu kan indse, at vores møjsommeligt opbyggede velfærdssamfund, det der er tilbage, skal beskyttes, hvis samfundet stadig ønsker at opføre sig humant overfor de svageste, ligner sidste udkald og kræver derfor skrappere beskyttelses-lovgivning og dét gåt så ud over andre - et ægte dilemma …
De danskere, der er så uheldige at blive kommanderet om på det kommunale Flopcenter og truet på eksistensen og ofte udsat for en målrettet ’smykkelov’, hvor man dog selv bliver overladt at afhænde sine eventuelle værdier, vågner senest op, når de søger en lejlighed og opdager, at nytilkomne er forsynet med en lovbetinget rettighed, at kunne ’daffe’ op foran i boligkøen for næsen af mange andre – der findes således mange former for realisme …
Visse former for realisme stiller derfor store krav til bevarelse af humanismen ved ikke at drive klapjagt på de uskyldige ...

Grethe Preisler

Det går strygende for De Stuerene DF'ere med at undervise folketingskollegerne fra S og SF hen over den radikale midte med afhoppere og aflæggere, hvordan man bærer sig ad med at fodre hunde med deres egne haler, uden at de arme godtroende vovser aner uråd, før halerne er kuperet ved roden.

Hvis ikke det var så zatanz sørgeligt på alle måder, ville det være til at grine sin egen forpjuskede kattehale i laser over.

Gorm Lerche, Jørgen Wassmann og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nedbrydningen af velfærdsstaten og den manglende evne til at rumme og integrere flygtninge er to sider af samme sag.

Kirsten Kathrin, Gorm Lerche og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

Glemte jeg at skrive, at min mor realitsik set burde have være behandlet humanistisk. Men det er måske ikke etik i skribentens forstand, det er et sideordnet problem som ikke kommer nogen ved. Så lad os blive ved folks smykker, dem stjal hjemmehjælpen og deres medløbere.