Kommentar

FARC’s æra er ved at slutte – og godt det samme

Colombias regering og landets marxistiske FARC-guerilla ser omsider ud til at have fundet hinanden, men fred vil forudsætte en storstilet og ikke uproblematisk amnesti
27. januar 2016

Bestræbelserne på at få afsluttet Colombias 51 år lange borgerkrig har taget umådelig lang tid. De første våbenhvile- og fredsforhandlinger begyndte helt tilbage i 1984 og brød sammen to år senere. Der fulgte endnu et fejlslagent forsøg i 1991 og yderligere samtaler i 1998, der heller ikke gav noget resultat, skønt de strakte sig over fire år. Det minder lidt om, når pindsvin dyrker sex: Man er nødt til at bevæge sig meget langsomt og forsigtigt, og det kan stadig ende galt.

Men lidt over tre år efter, at den aktuelle runde af fredsforhandlinger kom i gang, ser præsident Juan Manuel Santos og hans regering på den ene side og lederne af Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (FARC) på den anden ud til at være tættere på deres mål end nogensinde før. Forrige tirsdag anmodede de FN’s Sikkerhedsråd om at stille en etårig missionsstyrke til rådighed for at tilse våbenhvilen og afvæbningen af FARC’s styrker.

Det er stadig en proces med komplikationer. Tag f.eks. de ’falske positive’ – i medicinsk sprogbrug forstår man herved en falsk positiv test, der viser, at en sygdom eller lidelse er til stede, selv om den faktisk ikke er det. I Colombias borgerkrig er de ’falske positive’ de civile borgere, som er blevet dræbt af hæren, selv om de ikke var medlemmer af FARC. Bare mellem 2004 og 2008 var der mindst 3.000 af disse ’falske positive’.

Ydermere vidste de colombianske soldater, som stod for disse drab, meget vel, at det slet ikke var FARC-medlemmer, de slog ihjel. Hæren belønnede dem for at påføre høje tabstal, og det var nødvendigt at dræbe så og så mange flere mennesker for at kunne nå den kvote, der udløste en bonus. Da skandalen brød løs, blev flere af de morderiske soldater idømt lange fængselsstraffe. Disse kan nu blive omstødt som led i en amnestiaftale under den såkaldte Specielle Fredsjurisdiktion, som blev oprettet i december.

Hovedudfordringen lige nu er at gøre det tilstrækkeligt tillokkende for FARC’s militser at lade sig afvæbne. Den Specielle Fredsjurisdiktion skal nu lytte til tilståelser fra guerillakrigere, der har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, og tage stilling til, hvilken slags oprejsning ofrene og deres efterladte kan få. Kun i de mest ekstreme af disse tilfælde er der udsigt til, at FARC-medlemmer idømmes fængselsstraffe.

Enorm lettelse

Hvordan undgår man at krænke retsbevidstheden ved overdreven amnesti, og hvordan kan det sikres, at soldater, der er skyld i massemord, kommer til at sone deres lange fængselsstraffe? Det er sådanne intrikate spørgsmål, der har gjort forhandlingerne så lange og svære. Men nu ser en endelig aftale ud til at kunne nås. Forhandlingerne i Havana (Cuba har været vært for dem) arbejder hen imod at nå en endelig våbenhvileaftale i marts, og chancerne for, at det lykkes, er gode.

Det vil i givet fald komme som en enorm lettelse for de 48 millioner colombianere, hvoraf hovedparten har levet med borgerkrigens mareridt i hele deres liv. I årenes løb er 220.000 blevet dræbt og syv millioner fordrevet fra deres hjem. Andelen af colombianere, der lever i fattigdom, er faldet drastisk – fra 48 procent i 2003 til 33 procent i 2012, men i de oprørsgruppe-kontrollerede områder, hvor der ikke har været fungerende offentlige tjenester i årevis, er andelen oppe på 60-65 procent.

Colombia har betalt en meget høj pris for denne krig. Landets økonomisk vækstrate, der ganske vist lå på respektable fire procent over det seneste årti, kunne formentligt have været dobbelt så høj uden borgerkrigen. Hele konflikten har sandt at sige været en både blodig og meningsløs afledning fra de reelle opgaver med at udvikle landet.

Sidste krampetrækninger

Da FARC, dengang den væbnede fløj af Colombias Kommunistparti først greb til væbnet kamp i 1964, var Colombia unægtelig et land, der havde desperat brug for sociale forandringer. Næsten 40 procent af befolkningen var forarmede landarbejdere uden egen jord, og knap halvdelen af befolkningen var analfabeter. Men alt hvad FARC’s langvarige oprør udrettede, var at sænke tempoet i den fornuftige sociale udvikling, som landet trods alt har været igennem.

I dag bor kun 23 procent af Colombias befolkning i landdistrikterne – resten i byer. Analfabetisme er stort set udryddet i de yngre generationer, og selv om landbrugsjorden stadig alt overvejende er på godsejerhænder, betyder dette mindre end før. Colombia er alligevel blevet et moderne samfund – med et konsolideret demokrati.

Det er med andre ord på høje tid at få afsluttet den borgerkrig, og det har FARC da også indset. Fredsaftalen tilbyder amnesti til næsten alle FARC-medlemmer og fulde politiske rettigheder. Regeringen har også lovet, at den vil gennemføre jordreformer, selv om det bliver meget dyrt. Ligesom FARC har lovet, at man vil indstille al deltagelse i den narkohandel, der længe har været gruppens vigtigste indtægtskilde.

Der er alle mulige forhindringer for en endelig aftale, og kokainhandlen vil formentlig blot overgå til kriminelle bander, men landet som helhed vil kunne drage enorme fordele af en fredsslutning.

I 1970’erne havde næsten alle latinamerikanske lande en oprørsk bondebevægelse og en ’byguerilla’ eller begge dele. Deres målsætninger om større social retfærdighed var sådan set rimelige og forståelige nok, men de endte med at gøre større skade end gavn. Hvad vi nu ser, er deres sidste krampetrækninger. En æra er ved at slutte og godt det samme.

© Gwynne Dyer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne man forestille sig, at en bevægelse, med en så anderledes vision, kan påvirke modparten? Hvis der ikke havde været en modstandsbevægelse, så er det heller ikke sikkert, at der ville have været skabt bedre forhold for de fattige bønder, som så igen har fået landet op i niveau. For at frarøve modstanderen sit argument - sit rekrutteringsgrundlag - har man været tvunget til at komme med et spiseligt alternativ.
Samme mekanisme, som gjorde sig gældende i vesteuropa i den kolde krig. Jeg er ikke sikker på, at vi ville have haft velfærdsstaterne, hvis ikke truslen for revolution fra øst havde været der.

Gwynne Dyers argumentation er konservativ, anti-revolutionær. Hun vil altid være på magthavernes side.

Mikael Nielsen, Bent Gregersen, Jan Kønig, Torben Skov, Niels Duus Nielsen og Holger Madsen anbefalede denne kommentar