Kronik

Fremtidens humanister skal turde teknologien

Hvis humaniora skal have relevans i det 21. århundrede, må den i langt højere grad knytte an til den moderne teknologi og levere eksperimentelle løsninger på praktiske problemer
Hvis humaniora skal have relevans i det 21. århundrede, må den i langt højere grad knytte an til den moderne teknologi og levere eksperimentelle løsninger på praktiske problemer

Nicolai Bruun/iBureauet

25. januar 2016

Humaniora skal ud af elfenbenstårnet og øge sin erhvervsrelevans. Sådan lyder et af de hyppige budskaber i debatten omkring humanioras fremtid. Senest har Dansk Erhverv slået til lyd for, at humanister i højere grad må forholde sig til praktiske problemer som f.eks. brugerforståelse og produktudvikling (Altinget, 20. oktober 2015).

Fra humanioras egne korridorer har der lydt en opfordring til at modstå ’djøfisering’ og bevare egenarten i en tid, hvor alle taler samfundsvidenskabernes sprog. Set herfra er problemet, at der findes »en gruppe humanister, der slet ikke definerer sig selv som klassiske humanister«, som forsker David Budtz Pedersen har sagt (Politiken, 12. august 2015). Dommen er, at disse skinhumanister – med forsker Marianne Søgaard Stidsens ord – ofrer fokus på det fortolkende individ til fordel for en forståelse af mennesket som en »funktion i et system«. Kort sagt: »Humaniora undergraver sig selv, når blikket på det individuelle forsvinder.«

Læs også: Det Danske Akademi kritiserer lukning af sprogfag

Manglen på konsensus er i sig selv hverken overraskende eller problematisk. Til gengæld er debatten tiltrængt. Vores synspunkt er, at humaniora kan drage både faglig og erhvervsmæssig fordel af at komme ud af elfenbenstårnet. Det kan tilmed ske med fødderne solidt plantet i en humanistisk tradition, der adskiller sig væsentligt fra ovenstående centrering af humaniora omkring det fortolkende individ.

I det følgende opstiller vi tre teser for det, vi kalder et laboratoriebaseret humaniora. Laboratoriebaseret fordi vi mener, at humanister må arbejde praktisk og eksperimentelt med andres problemer i sammenhænge, hvor udfordringerne er konkrete.

Tre teser

1) Humaniora skal ikke isolere mennesket fra teknologien

Humaniora er studiet af mennesker. Så meget ligger fast. Men det betyder ikke, at humanvidenskaberne kan reduceres til kun at beskæftige sig med det fortolkende individ. Det er naturligvis væsentligt at forstå mennesket i relation til nogle faktorer i det omkringliggende samfund. Menneskets handlinger kan kun forstås i tæt samspil med dets teknologiske muligheder og omstændigheder.

Er der for eksempel nogen grund til, at kryptering ikke skulle indgå i en analyse af, hvad tillid vil sige for brugerne i Bitcoin-miljøet? Giver det nogen mening at tage stilling til de etiske dilemmaer omkring sæddonation uden at forstå implikationerne af nye teknikker til nedfrysning, registrering eller insemination? Og kan vi forholde os til et begreb som personlig frihed uden at overveje, hvad det konkret vil sige i forhold til f.eks. en førerløs bil?

Læs også: Brev til en ung universitetskollega

Fremtidens humanister skal turde engagere sig i tværfaglige samarbejder, der giver dem dyb indsigt i de teknologier, der i stigende grad gennemsyrer deres studieobjekter. Kunne man forestille sig, at der om ti år ikke længere findes humanistiske specialer om f.eks. Facebooks rolle i den offentlige debat uden en grundig beskrivelse af de algoritmer, der orienterer brugernes opmærksomhed i nyhedsstrømmen?

Det kræver i så tilfælde, at humanister løfter blikket fra mennesket som isoleret fortolkende individ. Vi ser det ikke som skinhumaniora, men som en naturlig videreudvikling af en humanistisk tradition for blandt andet materielle kulturstudier.

Der har været meget kritik af den perlerække af nye hybriduddannelser, der de seneste 10-15 år er opstået i vadestedet mellem humanistiske og teknisk-naturvidenskabelige domæner. Uagtet hvad man måtte mene om deres kvalitet, så er potentialet i krydsfeltet til at få øje på. Også fra et humanvidenskabeligt synspunkt.

Metodemæssigt flerkoneri

2) Humaniora skal udnytte nye teknologiske muligheder

Ét er imidlertid at lade nye teknologier være med til at definere det humanistiske genstandsfelt. Noget andet er at lade dem bidrage til at udvikle de metoder, vi benytter os af. Det gælder for eksempel i forhold til fænomener som big data og sociale medier. På den ene side er det oplagt, at humaniora kan være med til forstå, hvad de gør ved vores forståelse af verden og vores omgang med hinanden. På den anden side tilbyder de også nogle muligheder for at lave humanistiske undersøgelser på helt nye måder.

Læs også: Pust til ilden, inden det er for sent

Hvis vi skal udnytte de muligheder, kræver det for det første en kritisk forståelse af, hvad mennesker foretager sig på og med nettets medier. Her er humaniora på hjemmebane. Men det forudsætter også en teknisk forståelse af de algoritmer, der bidrager til at udvælge information og styre vores medieopmærksomhed i bestemte retninger. Og så kræver det, at vi mestrer nogle værktøjer til digital datahøst, -analyse og -visualisering, der for langt størstedelens vedkommende er udviklet uden for humanioras fire vægge.

På samme måde som humaniora ikke skal bindes til analyser af det fortolkende individ, skal humanister heller ikke begrænse sig til kvalitative og fortolkende metoder. Vi tænker gennem de teknologier, vi har til rådighed, og det er vores klare opfattelse, at nye digitale metoder kan hjælpe humaniora med at stille nye spørgsmål. Her er vi promiskuøse – vi ser det som en kerneopgave at skabe grobund for en slags metodemæssigt flerkoneri.

For eksempel har vi netop afsluttet et projekt, hvor vi sammen med biomedicinere og kulturanalytikere udforskede, hvad sociale medier som Instagram og Facebook kan fortælle os om overvægt i menneskers hverdagsliv. I sådan en situation bliver det meget klart, hvordan humanister har brug for nye metoder til at kunne restrukturere og visualisere data på måder, der understøtter deres særlige former for vidensproduktion.

Laboratoriebaseret humaniora handler i den sammenhæng helt praktisk og konkret om at eksperimentere med de datateknologier, der gør nye humanvidenskabelige projekter mulige. Her kan vi trække på flere danske og internationale initiativer til at udvikle humanioras digitale infrastruktur.

Skal gentænke verden

3) Humaniora skal være legende og producere andet og mere end tekster

Det er altså centralt at give plads til at eksperimentere, plads til at løbe en risiko og plads til at gøre det sammen med andre. Som medstifter af Innovation Lab Mads Thimmer og professor Rane Willerslev skriver, er god videnskab altid »legende, kollektiv og med det ypperste mål om at gentænke verden« (Politiken, 25 november, 2015).

Spørgsmålet er bare, om universiteterne er gode nok til at skabe rammerne for, at det kan udfolde sig og gives videre til de studerende? Er vi – som Thimmer og Willerslev skriver – gode nok til at møde arbejdsmarkedets behov for kandidater med et »åbent og legende sind, der kan koble egne spidskompetencer sammen med andres og gentænke konkrete problemer frem mod nye løsninger«?

Læs også: Humaniora er meget mere, end vi tror

Vi bliver det i hvert fald ikke ved kun at publicere tekster og lave undervisningsplaner. Vi er nødt til at engagere os aktivt i andres problemer, påtage os deres udfordringer og bidrage til løsninger. Et oplagt skridt i den retning er at udvide rammerne for, hvad vi forstår ved humanfaglige vidensprodukter.

Et vigtigt supplement til produktionen af videnskabelige tekster kunne f.eks. være at designe data-navigationsværktøjer, der gør det muligt for relevante professioner at gå på opdagelse i hverdagslivet, som det tager sig ud på sociale medier.

Det bør være en prioritet for et laboratoriebaseret humaniora at omsætte faglige indsigter i konkrete designs og produkter, der kan anvendes udenfor universitetets trygge mure.

Anders Koed Madsen og Anders Kristian Munk er hhv. adjunkt og lektor ved TANTLab på Aalborg Universitet København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte Primdal

Nå. Så I ser det som "metodemæssigt flerkoneri". I må nok lige droppe sexismen hvis I gerne vil tages alvorligt.

Lise Lotte Rahbek

Hvad er det konkret, I vil?
Er det at "møde arbejdsmarkedets behov for kandidater med et »åbent og legende sind"ærindet, I er ude i?
Hvem skal udføre jeres plan? - Er det studerende, lektorer eller hele fakulteter, som skal omlægges?
I hvilken kontekst skal det foregå, og med hvilke økonomiske midler skal arbejdsmarkedets krav imødekommes?

Er det en god ide at omlægge universiteternes uddannelser til virksomhedernes (og dermed arbejdsmarkedets) krav - og bør man så ikke istedet kalde universitetsuddannelser for en slags elite- erhvervsuddannelser?

Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Humaniora er ikke kun et spørgsmål om uddannelse - det handler meget mere om dannelse. Humanioras berettigelse - og generelt universiteternes - er, at viden er et mål i sig selv. Om viden kan bruges til noget ud over sig selv, er principielt ligegyldigt.

Mange mennesker bruger deres fritid på at se film, gå i teatret, læse bøger og spille computerspil. Hvorfor mon? Fordi de godt kan lide det, er mit gæt, ikke nødvendigvis fordi det vil stille dem i en bedre position på jobmarkedet eller garantere dem en højere indkomst.

Humaniora har altid handlet om at læse tekster og fremanalysere nye betydninger, ny viden. Og med det udvidede tekstbegreb er der næsten ingen grænser for vidensdannelsen. De, som er uddannede faghumanister, har typisk deres virke i undervisningssektoren, hvor de lærer de unge mennesker at læse og analysere tekster, som en vigtig del af dannelsen af det hele og harmoniske menneske.

Hvis man ønsker at bruge sin viden til noget konstruktivt udover personlig glæde og opbyggelse, kan man jo gå ind i projekter som fx TANTLab på Aalborg Universitet København.

På universitetet havde jeg en deltidsansat logiklærer, som var bekymret for sin fremtid i forbindelse med nogle nedskæringer. Jeg forsøgte at trøste ham med, at han med sin viden altid kunne få et job i computerbranchen. Han så på mig med rædsel i øjnene og spurgte mig, om jeg havde spist søm. Han var da ligeglad med anvendt logik, det interessante for ham var at udvide sin viden og delagtiggøre sine studerende i denne ny viden. Så vidt jeg ved, underviser han stadig filosofistuderende i logik. Heldigvis, for han var en gudsbenådet lærer.

Flemming Berger, Anders Reinholdt, Anne-Marie Krogsbøll, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

" Han var da ligeglad med anvendt logik, det interessante for ham var at udvide sin viden og delagtiggøre sine studerende i denne ny viden. "

Så han udelukker sig selv fra et relevant og (for ham måske) nyt emne?

Niels Duus Nielsen

Spørg ham, Thomas Holm. Jeg tror, at han var glad for at have fundet et sted, hvor han fik løn for noget, som han brændte for, nemlig kombinationen af grundforskning og (ud)dannelse af unge mennesker. For ham var programmering ikke relevant, han havde allerede fundet et job, som han godt kunne lide. Som sagt bevarede han sin stilling, så et jobskifte blev ikke aktuelt.

Niels,

nu underviser jeg selv. Og der er intet så tørt som ren teori-undervisning. Læring fungerer så meget bedre så det lærte kan sættes i sammenhæng med dagligdagen. Eleverne/kursisterne fatter alt bedre når de kan se hvordan det er relevant for dem.

Men hvis han er lykkelig og der kommer penge ind til undervisningsstedet så han kan fortsætte på den måde, så er det godt for ham.

Niels Duus Nielsen

Thomas Holm, der findes nok ikke noget, der er mere tørt end formel logik, men min logiklærer havde evnen til at omsætte de mest abstrakte logiske problemer til jordnære udfordringer, der meget ofte involverede øl, som langt de fleste studerende både har et forhold til og finder meget interessant.

Et eksempel: Det er en logisk fejlslutning at slutte fra, at gaden er våd, til at det har regnet, fordi det kunne også være fordi der var en ølvogn, der var væltet.

Som sagt, han var en gudsbenådet lærer.

Steffen Gliese

Det er da en skindiskussion, for om nogen sætter humanister sig da ind i den substans, som danner konteksten for problemstillingen. Hvis man således skal diskutere implikationerne af et område, sætter man sig da ind i funktionsmåden, det gør da langt de fleste humanister.

Når vi taler om at humanister skal bruge og omfavne teknologien kan jeg ikke lade være med at henvise til denne her lille video:

https://www.youtube.com/watch?v=E7tzqMnTH64
(ps: I kan endda lære lidt tegnsprog!)

Mange af mine nu tidligere kolleger rundt om på sprogskoler bruger allerede teknologien til, sammen med deres elever at lave e-bøger, få eleverne til at lave præsentationer i Prezi (et præsentations-program) eller bruge Keynotes til Ipads eller programmer som Appwriter eller IntoWords til at hjælpe eleverne når de skal skrive breve, opslag, kommentarer, redegørelser, eller andre sådanne skriftlige ting. Man kan også bruge iPads til at lade eleverne sidde og fortælle om deres værelser til hinanden og om hvad der er derinde.

Mht. algoritmer og Facebook så held og lykke med at få Facebook eller Google til at udlevere deres algoritmer til danske studerende på humaniora eller til english majors i USA. Det kommer aldrig nogensinde til at ske, da netop algoritmerne på Google og på Facebook er stor del af deres succes udi deres forretning. Og derfor er en megastor, om ikke større, forretningshemmelighed. Og hvorfor forudsætter en kritik af de sociale medier en dybere viden om de algoritmer som Facebook og Google anvender? En forstår det ikke. Jeg - og andre humanister - kan godt tillade os at have en mening om iPads, tv, computere og smartphones og den tid vi bruger på den. Uden at vi ved hvordan mekanikken inden i dem fungerer. Er det ikke nok at vide, som der i adskillige artikler i f.eks Huffington Post har været talt om, at Google f.eks. målretter reklamer. Og kun viser dig netop de reklamer som Google mener passer til dig. Eller at Google kun viser indhold hvor meningerne er de samme som dine - Facebook gør det samme. Vi, som humanister behøver altså ikke at vide, hvordan algoritmerne virker for at kunne kritisere dette. Og hvis endelig behøver at vide det, er vi gode til at inde information f.eks. i bøger, artikler og andre kilder om dette.

Jeg ved ikke hvorfra de to herrer har den idé, at humanister og humaniora kun ser det enkelte menneske "som isoleret fortolkende individ." Det er der vist ingen, eller meget få, der har ment de sidste cirka 30-40 år. Tværtimod har stort set alle de humanister jeg er stødt på, både fra historie,
og fra tysk, dansk, engelsk, fransk, etnografi og andre sådanne sider af humaniora netop insisteret klokkeklart på at mennesket kun er og bliver et menneske i samspil med andre. Og det er dette samspil med andre, der er genstandsfeltet for al humanioras (kritiske) analyse. Og netop derfor finder humanister det interessant at analysere tekster skrevet på Facebook af folk som er overvægtigt, finde ud af hvad især overvægtige folk bruger Facebook eller Instagram til og så formidle forskningen videre til andre - og det kan sagtens være til biomedicinere eller andre.

Humanioras største styrke mener jeg dog fortsat er det de to herrer kalder den kvalitative metode, altså hvor man ud af data på cirka 100 eller 1000 trækker måske 10 eller 20 eller 40 mennesker ind til en snak om deres overvægt og om hvorfor de bruger Facebook til at snakke om overvægt, sammen med andre ligesindede; det giver nemlig en helt anden dybde end bare kvantitative data, hvor man bare har et datasæt som fremkommer med nogle tal. Men uden at man faktisk rigtig ved, hvad der ligger bag tallene. Humanioras traditionelle kritiske tilgang til alt, også datasæt, kan være fin at bruge her.

Ifølge de to herrer skal humaniora producere mere og andet end tekster. Jeg ved ikke helt, hvad de to herrer mener her. Mener de to herrer, at humaniora også skal producere videoer, iPads præsentationer eller andre sådanne præsentationer. Jeg ved ikke helt, hvad de to herrer hentyder til, når de skriver sådan at "Det bør være en prioritet for et laboratoriebaseret humaniora at omsætte faglige indsigter i konkrete designs og produkter, der kan anvendes udenfor universitetets trygge mure."

For mig at se hører dette ikke humaniora til - men måske nok at hjælpe med at skrive ideen få, finpudse ideen, og have en kritisk tilgang til ideen. Og hjælpe med at skrive prospektet eller forslaget, så alle kan forstå hvad det handler om. Her et godt eksempel på, hvad jeg mener:

http://www.dr.dk/nyheder/kultur/historie/danskere-bag-vikingespil-vi-vil...

Et lille citat:

"-Vi har opstøvet, alt hvad der er at finde og været grundige i vores kildekritik. I ‘Viking’ læner vi os meget op ad arkæologisk materiale og vores borde har været fyldt med bøger, siger spiludvikleren og fortæller, at han bl.a. har brugt arkæologien til udviklingen af spillets skibe og våben, historiebøger som ramme for datidens samfund og normer og Edda til spillets mytologiske elementer."

Flemming Berger, Mathilde Hoeg, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Hvis man nu ikke bryder sig om den, så synes jeg kun man skal "turde" den i et afmålt, begrænset omfang. En humanist kan sagtens finde ud af teknologi, men har ikke lyst måske, nærer nærmest afsky derfor, ser moderne teknologi som udtryk for human deroute, tab af selvstændighed, mangel på evne til at hvile i sig selv.

Anders Reinholdt

Humaniora behøver ikke at gå i digital spagat for at danne bro til erhvervslivet.
Der eksisterer en lang række stillinger, der er så specialiserede og foranderlige, at det ikke giver mening at målrette uddannelserne. Tilegnelsen af de specifikke, nødvendige kundskaber vil oftest finde sted på selve jobbet i hvad man kunne betegne som en slags mesterlære for akademikere.
Humanistiske kandidater er særligt trænede i at være kritiske over for alt - ikke mindst etablerede paradigmer og menneskeskabte præmisser. Derudover er kandidaterne uddannede i at tænke i og skabe sammenhænge. De to kundskaber alene er af stor værdi for enhver arbejdsgiver; men erkendelsen af dette kniber det desværre stadig lidt med hos visse. At humanistiske kandidater derudover også kan give åndslivet en ekstra dimension, der hvor de bliver ansat, skal man heller ikke undervurdere betydningen af.

Set langt udefra studser jeg allerede ved indledningen : "Humaniora skal....."
Humanister er ikke en grå masse, der skal noget som helst bestemt.
Tværtimod er friheden og forskelligheden humanioraens fornemmeste indhold.
Tidens tendens til bedreviden ovenfra har åbenbart grebet de to forfattere - måske som resultat af en pågående intern debat ?
Igen - det er helt udenfor mit felt. Beklager, hvis jeg har misforstået det hele.

Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Leo Nygaard: "Humanister er ikke en grå masse, der skal noget som helst bestemt. Tværtimod er friheden og forskelligheden humanioraens fornemmeste indhold...Beklager, hvis jeg har misforstået det hele."

Du har ikke misforstået det, Leo Nygaard, tværtimod.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar