Giv rebellen fra Langeland en medalje

Systemet nøjes ikke med at begrænse Ole Sørensen med sin mistro. Det fyrer ham. Systemet fyrer sin bedste mand. Det svarer til at sætte Michael Laudrup af landsholdet, fordi han løber offside
Rebellen fra Langeland

At Ole Sørensen gør gode ting for de mennesker, han er i berøring med, er tydeligt. Rebellen fra Langeland er én lang reklame for at være tydelig og fleksibel i mødet med folk, man gerne vil hjælpe. Og man må sige, han får hjulpet nogle stykker

B-film
22. januar 2016
Delt 376 gange

Hovedpersonen i DR’s fremragende reportageserie ’Rebellen fra Langeland’ er nu fyret som daglig leder af bostedet Hjørnet. Ole Sørensen passer nemlig ikke ind i det rigide systems bureaukratiske kasser. Det er en skandale.

Her kommer en mand, der lægger hele sit liv og al sin tid, sin sjæl og sit hjerte i at flytte fokus fra Excel-ark, paragraffer og diagnoser hen på nærvær, hjertevarme og praktisk hjælp til menneskelige stakler, som systemet har ladt i stikken, fordi de stikker ud.

Ole Sørensen er en nøgleperson for de fleste i denne heterogene gruppe af marginaliserede udsatte. Han ser dem i fritiden. Han arbejder nærmest 24-7. Socialtilsynet og hele statsapparatet, derimod, tror, at misbrug og psykisk sygdom stopper klokken 16:24. Og så går de hjem. Det er lige omvendt. Det er aften og weekend, der er brug for hjælp.

Systemet tager ikke højde for ’de bløde værdier’ – som jo ellers er det, hele området med de udsatte mennesker burde handle om. Nej, det socialpsykiatriske område lider i særlig grad under den mistro, som hele vores statsapparat med ministerier, regioner, kommuner, direktorater og styrelser efterhånden er sovset ind i.

Man kunne vælge at tilgive Ole Sørensen nogle af hans alternative metoder og lade svipserne opveje af en helt uvurderlig indsats på et notorisk udsultet og forsømt område. Men nej, systemet nøjes ikke med at begrænse Ole med sin mistro. Det fyrer ham. Systemet fyrer sin bedste mand. Det svarer til at sætte Michael Laudrup af landsholdet, fordi han løber offside. Ole skulle snarere have en medalje.

Han har viet sit liv til at hjælpe udsatte mennesker, som ellers er ladt i stikken. Men det efterhånden næsten Orwell’ske danske samfund er ude af stand til at tilgive Ole, at han så også kan finde på at køre på udflugt syd for grænsen i bostedets minibus med de mennesker, han er netværksperson for.

Socialtilsynet er bange for, at misbrugerne køber billige øl på Tysklands-turen i stedet for i Brugsen – så det må man ikke. De skal blive hjemme. Hold op med at hjælpe de socialt udsatte ved at blive en del af deres netværk, Ole!

Tænker i muligheder

Distriktspsykiatrien har været en ynk i årtier. Staten har for længst spillet fallit over for sindslidende, misbrugere og øvrige socialt udsatte. Man er et nummer i rækken. Medicin – og skrid. Akut sindslidende bliver udskrevet til gaden, fordi endnu sygere står i kø udenfor.

Systemet tænker kun i regler, forbud og ensretning. Og så begrænsninger. Ole Sørensen tænker i muligheder. Hans døgnbemandede værested, ’Hjørnet’ var blevet så populært, at en ensom fyr fik et tip om at flytte til Langeland, hvor han håbede at finde fred med sig selv efter et langt, barskt liv.

Ole ville gerne have den nye på ’Hjørnet’, men der var ikke plads. Der var propfyldt af tilfredse brugere. Skulle Ole ekskludere den ensomme tilflytter? Nej, han tilbød ham da at slå et telt op ude i haven. Det var sommer. Solen skinnede.

Ole kalder det ASF – Almindelig Sund Fornuft. Det kender de desværre bare ikke i statens ellers så fornemt klingende ’Socialtilsyn’. Paragrafridning, nulfejlskultur og nærmest stalinistisk ensretning er det, de kan. »Man skal passe ind i en kasse. Og gør man ikke det, så er det bare ærgerligt,« som Ole siger.

Socialtilsynets tre paragrafryttere var ved gå bagover, da de kom uanmeldt forbi og så, at den ensomme tilflytter boede i telt. Det var uværdigt og i strid med reglementet.

Socialtilsynet handler alene ud fra frygten for at begå fejl. I deres evige fokus på ensretning og begrænsninger, forhindrer de, at den menneskelighed, som er så stærkt savnet på hele det socialpsykiatriske område, kan blomstre.

Det ku’ de

Engang talte vi lidt hånligt om Forbudssverige og grinede smørret af, at sådan var det heldigvis ikke her i landet. Det ville det aldrig blive.

Vi blev desværre klogere. Systemet blev nemlig dummere. Nu er det meget værre her end i Sverige.

Vi har ikke bare et rekordstort antal regler og forbud, vi møder mistro alle vegne: i arbejdsløshedskøen og i skattesystemet.

Ole løste problemet med det ’uværdige’ telt ved at leje en campingvogn til baghaven.

Det samme system, som forbyder telt, giver ham heller ikke så mange penge at gøre godt med. Men der er altså løsninger ved hånden, selv om centralstyret konstant spænder ben. Som Ole selv siger:

»De har allerede bortdømt os som Udkantsdanmark – og så kommer de gudhjælpemig og vil lave en masse regler om det – det ka’ de sgu da ikke.”

Det ku’ de. Ole er fyret som leder.

Vil vi gerne bo i sådan et samfund?

Peter Carstens er journalist

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen

Ole Sørensen, du er den bedste. Endelig et menneske som forstår mennesker og faktisk holder af mennesker.

Men menneskelighed passer jo ikke ind i DJØF regimet af endeløse rapporter, statistikker, visioner, omstruktureringer, fleksibilitet, omstillingsparate, selvrealiserende, karriereorienterede, kreative, lukkede netværks kredse af "veluddannede" ensrettede kaffe drikkende boks personer med super løn arbejds- og pensionsforhold, som bare ved det hele bedre.

...Velkommen til fremtiden, karikatur bureaukratiets helvede ala "Brazil" fra 1985 med Robert De Niro i en hovedrolle.

Brugerbillede for Werner Gass

Ole Sørensen er desværre en person for hvem det at arbejde med og for mennesker betyder at man har en personlig kontakt til dem, og at dette er den vigtigste indgang til at kunne hjælpe dem.
Dette er desværre fortidig tankegang, så rigtigt den end måtte være.
Nutidens socialvæsen går ud på at holde mennesker på vrangen ud i strakt arm og så langt væk fra os 'normal myrer' som muligt.
Disse mennesker skal ikke hjælpes når de kan hjælpes; det er os andre og vores pengepunge der skal forsvares. Derfor en mængde bureaukratiske regler, hvis opfyldelse er vigtigere end det at hjælpe konkret. Så kan væsnerne holde sig selv på afstand af livets vrangside.
Beskæmmende er et mildt udtryk for dette.
Ole Sørensen kan omgås mennesker på vrangen, det har kontrollanterne ingen anelse om hvordan man kan gøre. Men det bliver de til gengældt godt betalt for! Af vores penge.

Brugerbillede for Mikkel Bech

En protestgruppe på Facebook?

Er det det bedste man kan komme op med til at udtrykke sin utilfredshed? Eller forventer man bare, at det er der nogle andre, der gør noget ved? Næh, du, fat pennen og skriv til Langelands borgmester, skriv læserbreve i de lokale medier, arrangér demonstrationer, ...

Men en gruppe på Facebook, vor herre bevares!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Ordentlighedens protest...
Den velkendte lignelse om den fortabte søn beskriver det meget godt: dette er, hvad den yngste søn plæderer for: hvorfor skal alle dem, der ikke gør, som man skal, forkæles?
Vi ser det overalt: de arbejdsløse vil ikke arbejde, hvis de har det for godt!
Det er lykkedes højrefløjen at pervertere begrebet om lige rettigheder i samfundet: det handler om, at de retlinede OGSÅ vil kunne få den nødvendige og tilstrækkelige hjælp, hvis de falder igennem - og i øvrigt være glade og taknemmelige over ikke at have disse problemer. Det er at misunde barnet dets kage.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen

Der er to ting i dette for det første må man ikke sætte sine mål for andre mennesker for lavt. For det andet må man ikke kræve det umulige af mennesker, men forsøge at møde dem der hvor de er for at få dem videre....vores system gør desværre ingen af delene fordi de ikke engagere sig med dem der har problemerne og gør folk selv en indsats, så stopper det alligevel ofte med det, fordi der ikke er ressourcer til, at hjælpe folk videre og set i den sammenhæng var det Ole gjorde måske det muliges i situationen... (har ikke set udsendelsen bare hørt om den)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen

Blev ringet op i går, af en psykiske syg, der var blevet groft overfalde på sit bosted for § 108.
Personale havde hjulpet han på skadestuen, men anmelde overfaldet, som offentlige ansatte har pligt til, ville de ikke.
Der skulle nødigt komme ridser i lakken, anmærkninger i "bogen", ja måske ligefrem kontrolbesøg, om stedet lever op til de krav, der stille til et bosted.
Efter at havde støtte han i, at selvfølgelig skulle overfaldet anmeldes, og vedkomme har gjort det i dag, er den nyeste udvikling, at bostedet har truet han med, at han, ikke vildmanden skal flytte, da han skaber uro på stedet!
For os i LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) er denne historie ikke usædvanlig, at en psykiske syg overfalder en anden psykiske syg, nå ja, sæt jer ned, og drik en kop kaffe, så bliver I gode venner igen, men komme en psykiske syg, til at lægge en flad hånd på en personale, ja, så er der ikke grænser for, hvad der skal ske.
Men visse steder, hører vi aldrig om den slag problemer, som f.eks. Ole sted på Langeland.
Derfor var Ole oppe på LAP landsmøde 16-1-2016, idet vi ønske, at giver han LAP prisen, der givet til en person, der yder et godt stykke arbejde, for os psykiske syge.
For Ole ser os som mennesker, ikke nummer, der bare skal holde kæft, og æde en pille mere, så personale, kan få fred, til hvad de nu laver.
Erik Thomsen
Bisidder
LAP

Brugerbillede for Leo Nygaard

Desværre er denne historie symptomatisk for hele systemet.
Det tilsynsudvalg, der brød ind her, har pligt til at udføre deres arbejde. Medlemmerne kan/tør ikke være fornuftige, læs civil ulydige, men skal følge reglerne.
Ansvaret for systemets virkemåde falder derfor tilbage på reglernes forfattere - politikere og embedsfolk i skøn forening - fra oven og ned. Toppen - den herskende klasse - kan/tør ikke uddelegere ansvar.
Lederen på Langeland blev klemt i samme situation som tilsynsudvalget.
Sådan er det bare.
Jeg er ked af at måtte fastslå, at liberale kræfter, der gerne vil ændre på tingenes tilstand, er i mindretal - meget lille mindretal.

Brugerbillede for Peter Holten

Jeg så den udsendelse og var imponeret. Hér var en mand, som repræsenterede det offentlige ("systemet"), men som nægtede at lade systemets logik dominere hans handlen i forhold til de udsatte brugere/folk med særlige behov.

Jeg ville gerne have hørt mere om, hvad bevæggrunden for at fyre ham var. Det ville have klædt information og dens kritiske vinkel og ikke mindst dens kritiske læsere.

Brugerbillede for Tim  Jørgensen

Jeg har i over 10 år arbejdet i socialpsykiatrien og synes det er rigtig dejligt og tiltrængt med opmærksomhed på området. Jeg synes det er dejligt at se der stadig er ildsjæle inden for det offentlige - til gengæld bliver jeg så rigtigt irriteret når Peter Carstens enten udelukker eller af andre årsager fejlagtigt skriver at Ole er blevet fyret - Ole er stadig leder af socialpsykiatrien på Langeland men han er ikke den daglige leder af bostedet. Det mener jeg er meget skidt for troværdigheden af artiklen. God Weekend Danmark

Brugerbillede for Luka Dalum

Mikkel Bech: den empatiske tone burde ikke kun fylde i relationer mellem sygisk syge og systemets ansatte, men også mellem helt almindelige mennesker. Her på internettet, i køen i netto og derhjemme. Vi har jo alle følelser. Så selvom andres ideer måske ikke er de bedste i dine øjne, synes jeg du skal tænke dig om før du siger Vor Herre bevares! Han forsøgte at tage et initiativ og blev stoppet fordi det ikke var godt nok, ikke var stort og flot nok. Ikke virkede. Jeg er enig med dig I at vi som borgere skal gøre mere, tage oprigtigt ansvar for vores samfund. Og det kan vi ikke gøre med facebookgrupper. Men vi skal også passe på at vi fratager almindelige mennesker deres initiativer fordi de ikke er virksomme nok. Så bliver vi passive, får politikerlede og så bliver skellet mellem det samfund vi har og det samfund vi egentlig ønsker kun større! Fred og kærlighed. Og så en god tone over for vores medmennesker.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Kan det virkelig passe, at politikernes flertal - uanset rød elle blå - går ind for den generelle topstyring.
Eller er det sådan, at politikerne slet ikke er de virkelige magthavere i dette land.

Hvis det er politikerne, må alle jer, der stemmer rødt og samtidig er forargede af denne historie fra livet derude, være ret skizofrene i hovedet.
Desværre er Venstre ikke liberale mere, men lunter bagefter mange års socialdemokratisme.

Så nej, det må være DJØF`erne der styrer landet. De lever jo af deres egen konstruktion.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Primdal

Ja man sidder med sådan en fornemmelse af at alle der ikke magter 50 timers stressende hamsterhjul om ugen (og løn for de 37 naturligvis) + en time i bil hver vej - naturligvis efter at have kæmpet i mange måneder om stillingen, efter først at have arbejdet gratis i halve år af gangen for at "få erfaring", faktisk er uønskede og at over-danmark helst så vi lagde os til at dø i kulden.

Brugerbillede for Helene Kristensen

Desværre er det ikke bare den nuværende regering, der mishandler mennesker. Den tidligere såkaldt røde regering var ikke et hak bedre. Måske fordi dem der bestemmer og trækker i trådene, både styrer højre og venstre side af Folketinget - måske fordi borgerne ikke længere betyder noget for politikerne,kun karrieren og gnavebenene.

Der er masser af fb-grupper, der forsøger at kæmpe,men det meste ender i rod og pladder, desværre.

Nej, der er ikke længere et sikkerhedsnet under borgerne, der er kun dig selv der kan redde dig, hvis du har penge nok.

Brugerbillede for Bill Atkins

Ildsjæle kan brænde ud, eller slukkes ned når det passer vedkommende, og der skal være så meget tillid i systemet at rammerne slækkes for en ildsjæl - for de viser ofte nye veje. Men den rammelovgivning en ildsjæl støde hovedet imod, den rammer mange andre med røven, og i det offentlige kan man desværre ikke lovgive efter ildsjæles energi. Det offentlige er i længden bedst tjent med det stabile - men som sagt en ildsjæl bør have noget frirum.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kirsten Svejgaard

Jo, der er et sikkerhedsnet under borgerne, men 'systemet' er ikke gearet til mennesker, som af forskellige grunde ikke magter at følge de regler, der skal overholdes for at få gavn af det, og som derfor falder udenfor. Disse mennesker har brug for en 'Ole ', som er levende, tænkende og fleksibel nok til at hjælpe og støtte dem. Men mennesker som Ole er der desværre alt for få af, og bogholdertyperne er for uempatiske til at forstå nødvendigheden af ukonventionelle arbejdsmetoder.

Desuden er der inden for det offentlige (og mange steder i det private erhvervsliv) noget, som kaldes 'kvalitetssikring'. For nogle år siden søgte jeg en stilling inden for distriktspsykiatrien i en kommune. Under samtalen blev jeg præsenteret for dette begreb - det indebar, at man skulle 'færdigbehandle' et på forhånd fastlagt antal patienter pr. tidsenhed, selv om nogle af dem i realiteten ikke var 'færdigbehandlede'. Da jeg svarede, at det for mig lød mere som kvantitetssikring, så lederen meget utilfreds ud, mens nogle af de andre tilstedeværende smilede gedulgt ned i bordet. Jeg var godt klar over, at den stilling fik jeg ikke, og det var jeg faktisk godt tilfreds med.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

Læsere af H.C. Andersens eventyr vil vide, at det ikke gik særligt godt for fatter. Men i politik betyder dette ikke så meget, at det går skidt for fatter. Alt er tilladt, når bare det ikke bliver opdaget. And the rest is silence, som Shakespeare skrev.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Borregaard

Socialfrihedsrytterne som sætter rammerne for det danske systems sociale lovgivning er en finurlig skare. De kæmper en lidenskabelig kamp for virkelighedsfjern idealisme, og nægter at anerkende frihed for andre, læs de marginaliserede, som et privilegium som kan være produktivt.

Det mest sigende at sige om mange politikere er vel nærmest, hvis man skal finde en modsætning til mottoerne ‘det skal betale sig at arbejde’ og ’ret og pligt’, at finde i udtrykket, fugle på taget. Som måger gør det bedst, skider de på folket. Specielt dem som bor på Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriets tagrygge, er eksperter i dette!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nette Skov

Forleden dag mødte jeg et menneske, som skulle aflevere medicin på en adr. Han fortalte mig, at han aldrig i sit liv har været så chokeret, forfærdet og vred. Manden som modtog medicinen og dennes bolig var så misligeholdt - med ja, afføring på gulvet og på væggene. Den pågældende mand havde så lange negle at de nærmest var kløer. Da jeg i fem år har været medleder af bofællesskaber for psykisk syge, kontaktede jeg straks kommunen - som tog sig af sagen. Psykisk syge som ikke bor i bofællesskaber har svært ved at bo alene. Og evt. pædagogisk tilknyttede ansatte må ikke af sig selv gøre rent/rydde op uden tilladelse fra den psykisk syge, som tit på grund af overmedicinering knap nok ved, hvem de selv er. Disse mennesker går til i eget skidt på grund af kommunens omsorgssvigt.

Det er helt ufatteligt at en person Ole med så stor menneskelig indføling bliver fyret. Det er helt utilgiveligt !!! Tak til Ole Sørensen for din omsorg til alle som trænger.
Alle trænger vi til kærlighed og forståelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Tak, Nette Skov, for at minde mig om "kompetence" - dette umulige begreb, der i visse - måske ikke engang sjældne situationer - handler mere om folks formelle titler, end om deres faglige indsigt.
Da jeg arbejdede som lærervikar i min studietid, blev jeg f.eks. sat til at være "læreren" i en klasse med to lærerstuderende i praktik (som for øvrigt formodentlig som alle andre ville have en fortid som lærervikarer), fordi der skulle være en lærer=en kompetent person.
Omvendt arbejdede jeg i aktivering som kontorassistent, fordi jeg var organiseret i HK, men ikke uddannet i hverken handel eller kontor - jeg havde været biblioteksmedhjælper; men heldigvis kunne jeg skrive på maskine, hvilket var tilstrækkeligt til netop dét job.
Også i senere stillinger har det været mit held, at jeg ved siden af min formelle faglighed, som jeg blev ansat på, havde haft nogle interesser, som jobbet krævede.
Man er nødt til at finde andre kriterier for at ansætte folk end en formel uddannelsesbaggrund, der ofte dækker over helt andre færdigheder, end et job kalder på.
Hvad der dog imponerer mest ved Ole Sørensen er, at hans faglige indsigt er så stor, samtidig med at hans fornemmelse for at gøre et rigtige og tage de rigtige initiativer er så udtalt. Det kan man ikke læse sig til,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Hovedparten af regler er indført, for at forhindre misbrug af svage mennesker og sikre en rimelig standard på bosteder, privatpleje og i institutioner.
Det er et meget besværligt og stift system, men de bliver opretholdt af hensyn til folk i almindelighed og folk som kommentatorerne her, veltalende og retfærdige, i særdeleshed.
Tænk hvis udvalget godkender et opholdssted, der ikke følger reglerne, og der så senere bliver problemer.
Disse udvalgsmedlemmer vil blive offentlig slagtet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Mens der ikke er tvivl om, Peter Knap, at du har ret, så er det netop om noget symptomet på, hvor rollerne er helt forkert fordelt.
Politikere og forvaltning skal i langt højere grad være kontrol af det faglige arbejde og sørge for at løse problemer, som ligger udover de ansattes egen formåen - men også forsvare ansatte, der kan begrunde utraditionelle løsninger, som i meget højere grad skal være afhandlede med brugerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

I fortsættelse af mit indlæg 12.31.
Peter Knap : " Hovedparten af regler er indført, for at forhindre misbrug af svage mennesker og sikre en rimelig standard på bosteder, privatpleje og i institutioner ".
Alternativet er jo, at man decentralt på mange felter har ansvaret selv. Jeg tror at folk, der mødes med regler og kontrol fra oven, vænner sig til at være "ligeglade", og henvise opad, når noget for dem forekomme forkert, ja ligefrem tåbeligt.
Ole Sørensen tager ansvar og ordner tingene i direkte kontakt til alle sider - lokalt - endda til sin chef, der egentlig har lukket cheføjet, fordi hun indså det rigtige.
Men som ansat i systemet måtte hun rette ind - diplomatisk - ved at gøre noget, men ikke helt.

Denne historie er meget væsentlig - i modsætning til den internationalt kendte frikadellesag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Leo Nygårdsvej.
Jeg er ikke i tvivl om Ole Sørensen indsats.
Men jeg er træt af at vi først vedtager nogle regelsæt i samfundet, og dernæst ansætter nogle i øvrigt ikke fyrstelig betalte mennesker til at håndhæve dem. Når så de mennesker ærligt og redeligt passer det arbejde vi har sat dem til at varetage, giver vi dem hug verbalt og somme tider fysisk. Følger de egne regler, står de til tjenstlig påtale og risiko for fyring i næste sparerunde.
Er der en speciel grund til at blande frikadeller ind i denne tråd?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Dette er hovedgrunden til, at jeg faktisk ikke er så kritisk overfor et socialsystem, der er baseret på donationer og frivilligt arbejde. Det er klart, at det har sine svagheder, og er svært at forene med universel og ensartet velfærdsgaranti - men det eliminerer i det mindste dette fuldstændig åndsforladte og på sin vis meneskeligt korrumperede bureaukrati - den direkte antitese til ASF.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Man tænker, at med lidt mere eksperimentelt mod fra det offentlige system, burde det være muligt at strikke en 3. vej sammen, hvor man kunne kombinere det bedste fra den offentlige forvaltning med det bedste fra socialarbejdere som Ole. Det er jo også en form for udlicitering, nogen som næsten alle politikere over een kam er så begejstrede for - og en, der giver perfekt mening. Her er vikelig et område at udlicitere - men til de rette, vel at mærke. Ikke til private blodsugere, der blot hæver prisen og sænker kvaliteten.

/O

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er jo for at kunne varetage præcis en sådan rolle, at socialrådgiveruddannelsen i sin tid blev skabt, og folk, der tog den i sin tid, må godt nok føle sig svigtede af en politisk udvikling, der er svunget 180 grader.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Peter Knap - Hvis du læste tilbage i 12.31, vil du se at jeg erkender at sådan er det.
Jeg bruger denne begivenhed til at beskrive hele systemet som kontrast til den liberale holdning - at decentralisere og lægge ansvaret ud i det lokale, nedbryde pyramiderne med hele det administrative apparat, i tillid til at kommunerne/institutionerne selv kan.
Alt ville ikke blive ens og man ville inspirere hinanden og konkurrere med naboerne om at gøre arbejdet så godt som muligt.
Klart nok, at de, der elsker staten og dens kontrollerende NPM-overmagt, vil være imod en sådan samfundsmodel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Tilfældigvis i dag i min avis :
" Centraliseringens ulidelige lethed "
En stor artikel af servicechef Jane Ussing.
Anledningen er etablering af et centralt "call-center" for borgerne, som vil erstatte personlig kontakt og gøre " borgerne til tal og bogstaver på en computerskærm ".
Risiko for " enden på den kommunale borgerservice, som vi kender den ".
Resurser flyttes fra det lokale til det centrale og ødelægger det mellemkommunale netværk.
Og meget mere i artiklen.

Jeg er ikke i systemet, men helt neutral.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg har forgæves prøvet at finde Ole Sørensens position i kommunen.
Han siger selv i en lokalavis, at DR`s oplysning om afskedigelse fra bostedet er forkert.
Han har selv udpeget sin efterfølger og fratrådt pladsen af egen drift, men kun ved bostedet Hjørnet.
Stadig uvist, hvad der er fakta.

anbefalede denne kommentar