Det er søndag formiddag. På DR Ramasjang farer en lettere hysterisk, men velmenende vært rundt og dikterer øvelser for en gruppe børn i et studie, der skal ligne en hyggelig gammel gymnastiksal. Kropsøvelser indsat i et pædagogisk korrekt narrativ. De små kroppe udfolder sig sammen. De er totalt tilstedeværende, her-og-nu og sammen. Og den svedende, hoppende studievært er totalt fokuseret. Men der er også en let løssluppenhed. De ’kreative’ børn skal forestille sig, at de er en fantasiflyvemaskine. De flyver dog ikke for langt væk, de suser bare lidt rundt i en lille cirkel og lander snart igen. De er i harmoni. Alt er på sin plads. Krop og sind er i forening og følges ad.
Læs også: Hvad former et menneske?
I al sin uskyldige entusiasme udfolder DR Ramasjang denne morgen et billede på en almindelig myte. Det er en myte, der de seneste tre-fire årtier har spredt sig og det i et stadigt mere skingert toneleje – hele vejen fra den mest forlorne, selvoptagede selvudviklingsterapi over floskler, der sprøjtes ud med rund hånd i den praktiske pædagogik, og langt ind i videnskabelige doktriner.
Vi kan kalde den for ’her og nu’-myten, og vi kender den fra pædagogers og terapeuters snak om at mærke sig selv og se hinanden, om at komme ’ned i kroppen’, om grounding, nærvær og mindfulness. Den er ofte en idealtilstand i sundhedssektorens snak om stress, angst, depression og adhd. Og i forskningsverdenen finder man den i varierende udgaver i analyser og beskrivelser som grundlaget for menneskelig tænkning og udfoldelse. Her siger man, at meningsfuld menneskelig aktivitet er ’kropsforankret’, og at der ikke er nogen bevidsthed uden krop og sted.
Og der er såmænd ikke noget galt med denne myte – hvis ikke det lige var, fordi den tenderer til at være eksklusiv, utilstrækkelig og til tider selvmodsigende.
Abstrakte, flyvske og fjerne
All you need is love, sang man engang og nikkede vildt med håret i gensidig bekræftelse. I dag ville man tilføje: and the here-and-now. Men den holder bare ikke for en lang række fænomener i vores moderne eksistens. Og den holder ikke som beskrivelse af, hvad mennesket er og gør naturligt.
Læs også: Det fleksible arbejdsmarkeds hovedpine
Tag EU. De fleste af os vil som udgangspunkt gerne løse store problemer i store fællesskaber. Vi har den forståelse, at det er nødvendigt. Men så snart vi skal tage stilling eller binde os, har vi en besynderlig mani med at fise ned i vegetativ tilstand og afvise alt med den begrundelse, at EU ikke er nærværende nok.
Problemstillinger, der angår hundredvis af millioner af mennesker, kan ikke altid føles nærværende. De vil have tendens til at være abstrakte, flyvske og fjerne; det ligger i sagens natur. Der mangler altså sammenhæng mellem vores mere abstrakte ideer om verden og vores krav til en politisk løsning af dens problemer. Vores ideer om verdens sammenhæng henter vi i ’fantasiflyvemaskinen’, og vores krav til at binde os til konkrete løsninger henter vi i ’her og nu’-myten.
Dit eget flow
Langt mere ødelæggende for det syn på verden, som med ’her og nu’-myten bliver forsøgt plantet i børnene, er imidlertid de såkaldte moderne medier. Findes der overhovedet noget, som de nyspirituelle foragter mere?
Med smartphoneteknologi og de sociale medier er vi konstant mere eller mindre inde i en medieboble. Og som medieteoretikeren Marshall McLuhan engang observerede, så optræder vi i medierne uden krop. Vi har profiler på de sociale netværk, der er vigtige for vores selvforståelse, men som er uden fysisk forankring. Og netop frie af kroppen kan vi skabe kontakter på tværs af enorme afstande og tidszoner. Vi kan føles som meget tilstedeværende på den anden side af kloden uden at lette rumpetten fra kontorstolen, og vi kan mærke andre som meget tilstedeværende igennem uendelige gange af kabler og bølger i luften.
Studier viser, hvordan medlemmer af terapigrupper opnår større intimitet, når de mødes online. Hele kærlighedsforhold udvikler sig online, unge gamere opbygger fællesskaber og fælles oplevelser, som er helt unikke for den digitale verden. Vi kan opleve hinanden på helt nye måder med de nye medier.
Nyspirituelle og andre moderne frelste vil typisk afskrive denne teknologiske verden som falsk. Få medier er dog så falske som den selvforståelse, de nyspirituelle trækker ned over sig selv. Det er her, vi finder ’her og nu’-myten i sin mest selvmodsigende form. Man ’mærker efter i sig selv’. Man tankeøver sig mere lykkelig og tilfreds. Man mediterer for at blive mere tilstedeværende og opmærksom. Man hylder mennesket i det kraftfulde her og nu. Og det hele udføres og prædikes i termer, der ophøjer ’her og nu’-mytens velværdspotentiale til den menneskelige harmonis endelige realisering.
Men er meditation ikke netop en trækken sig bort fra den naturligt flydende måde, som hverdagens sociale sammenhænge og aktiviteter udfolder sig på? Man går i sit eget flow, ikke sammen med andre. Man går i sin egen opmærksomhed, ikke i fælles opmærksomhed. At mærke efter i sig selv er ligeledes en kunstigt opstyltet øvelse, der producerer beslutninger truffet uden for livets naturlige betingelser. Med mindfuldness oplever du ikke verden gennem engageret handling, men verden som den fremtræder i en form for narkotisk, hyperselvbevidst tilstand. Alt dette er måske godt i behandlingsmæssig eller terapeutisk sammenhæng, men som livsform er det ikke bare ude af kontekst; det er ude af kontakt, og det er galt.
Stakkels Oda
Netop derfor bliver mange nyspirituelle og lignende frelste typer yderst mærkværdige og anstrengende at være sammen med. De insisterer på rendyrket tilstedeværelse i nuet, alt imens de rent faktisk kun er optagede af deres egen måde at opleve og erkende på.
Tilbage i Ramasjangs gymnastiksal står lille Oda og drømmer om en iPhone, lige indtil en grounded voksen gør hende opmærksom på, at hun skal være glad for det, hun allerede har, og viser hende et billede af nogle afrikanske børn, der er glade for en gammel suttet fodbold.
Ganske som det ofte gælder for den selvmodsigende vegetative myte, må Oda nemlig gerne flyve langt uden for kontekst og indhente afrikanske standarder, som er helt ude af både kontekst og kontakt. Men når hun gerne vil flyve ind i en iPhone og sende beskeder til andre børn, som også er uden for kontekst, men til gengæld i kontakt, så inddrages flyvetilladelsen.
Hvordan skal stakkels, tvangsvegeterede Oda nogensinde lære, at hun godt kan være i kontakt med så forskellige størrelser som EU og moderne medier, selv om de er ude af kontekst?
Anders Hougaard er lektor ved Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet
jeg fik fat i en vis træthed i skribenten, i forhold til alle disse skide frelste nyspiritualister. Argumenter eller en egentlig interesse for og viden om målet for kritikken er dog ikke for mig at spore.
En mand på omgangshøjde med tiden, kort sagt. Og så lektor, tilmed. Meget imponerende. Godt brølt, løve!
Den ungdom, den har vold problemer lige siden Sokrates dage. Jeg kan dog trøste skribenten med, at de kære rebeller vil vokse op og forarges over fremtidens ungdoms asociale aktiviteter. På nær dem der forarges over dem der forarges.
Der kommer mange dybsindige kronikker, essays og epistler i fremtiden, som der har været i fortiden, læseværdige, forstandige, som en skrue uden ende.
Hurra! Får man lyst til at råbe. Hvor er det godt skrevet. Længe savnet budskaber og opråb - men det har været ventetiden værd! Tak!
Et noget skingert indlæg imo der opstiller nogle falske modsætninger mellem mennesker, bevidsthed og ny teknologi. Argumentet om at bevidsthed eksisterer udenfor krop og sted, og at vi netop er i de moderne medier uden krop synes jeg fremstår meget vidtløftigt. Mener Anders Hougaard at vi leviterer ud af kroppen når vi er på sociale medier? Mens jeg skriver dette, er jeg ganske klar over at jeg sidder på min røv på min stol i København, og jeg er fuldt ude i stand til at vurdere de reaktioner som hans indlæg skaber i min krop såvel som min bevidsthed. Meditation er en træning i at være bevidst om sin bevidsthed og sine kropslige reaktioner, så man bliver bedre i stand til at se vurdere og se verden som den er, i stedet for at agere på autopilot og være styret af sine vante forestillinger.
Der følger vel i virkeligheden ikke så mange krav og betingelser med til selve livet. Derfor må de oplevede begrænsninger, krav og betingelser være selvpåførte. Man kan derfor spørge, hvad får dog os mennesker til frivilligt at lægge disse bånd på os selv ?
En mindre polemisk tilgang til emnet vil sikkert styrke budskabet.
Jeg synes, Uffe Bryld får eksemplificeret det meget godt, når han - øjensynligt alvorligt - skriver: "Meditation er en træning i at være bevidst om sin bevidsthed og sine kropslige reaktioner, så man bliver bedre i stand til at se vurdere og se verden som den er[...]".
Verden er ikke på nogen måde, den skabes hvert øjeblik, blandt andet af forestillinger om den, udstrakt i tid.
Det ene behøver jo ikke at udelukke det andet.
Selv gør jeg flittigt brug af internet og ikke mindst sociale medier, samtidig med at jeg bestræber mig på at "mærke efter i mig selv" og søger at imødekomme når jeg mærker et behov for at "komme ned i kroppen". Dette behov kan jeg så vælge at imødekomme f.eks. ved at tage en lille meditativ stund for mig selv eller få noget regulær motion. Derefter er jeg igen klar til at forholde mig til min omverden - online såvel som offline.
At der så er nogen såkaldte "frelste" som mener at computere, smartphones og internet er noget fanden har skabt, er vel ikke så meget anderledes end dengang jeg var barn i 70'erne, hvor der var nogen som mente at TV var en svøbe som kun havde til formål at ødelægge mennesker og ikke mindst ungdommen.
Og der skal da nok være nogle blandt disse "frelste" som kører på et eller andet verdensfjernt egotrip.
Men der er også dem, som bruger f.eks. meditation og mindfulness i deres dagligdag som en gavnlig metode til at være til stede i verden, både "nede i kroppen" og i forhold til deres ydre omgivelser.
Det handler om at finde sin egen balance - og her kan et godt sted at starte være at... nåja - "mærke efter i sig selv" ;-)
Der eksisterer flere former for fordybelse og koncentration, og de er ikke alle ligeværdige.
Spontan koncentration og nærvær, induceret af sanserne er noget helt andet end introspektiv koncentration og sanselig detachment. Førstnævnte leder på sigt til rastløshed (i sin mest patalogiske form ADHD) - mens sidstnævnte leder til indre fred og empowerment. Den rastløse vil aldrig føle sig hjemme og i hvile i sin krop, og kan kun dulme sin rastløshed med mere sansestimulering - eller kemisk stimulering, når sanserne ikke slår til længere. Det er en lang men sikker glidebane, som vores kultur nu er ved at betale prisen for. Det er slet og ret addiktion, som flere og flere forskere efterhånden er ved at indse.
Meditation er den eneste vej tilbage til genopretning af denne ubalance. Men forfatteren har ret i, at det er et middel, og målet er en naturlig relation til, og brug af sanserne, som er funderet på en rudimentær detachement fra dem.
Det er et sprituelt paradoksalt princip, som knap nogen erkender - men alle mærker konsekvensen af.
/O
Numensas!
Uha, der er da nok en herre der har fået en gevaldig en over snuden af en mindfullness- dyrkende person med heftig EU-kritisk indstilling. Måske skulle han prøve at komme ud af sin lille osteklokke og forholde sig knap så fordomsfuldt til omverdenen. Derude i den skræmmende virkelighed er der mennesker, der både kan ryste håret til musik, sige nej til EU og forsvinde ind i den virtuelle verden. Verden består af så uendelig meget mere end 1 og 0.
Meget sød artikel - jeg savnede bare lidt flere lange og svære ord. Mangler der ikke lidt "academia-touch" så læseren kan føle sig med i en særlig kreds?
Kære Anders
Professor Steen Hildebrandt sagde engang i et foredrag, at "hvis vi lærer at lytte mere til vort hjerte fremfor hjernen, vil vi blive i stand til at tage beslutninger 50.000 gange hurtigere" (måske ikke ordret gengivet).
Som universitets uddannet vil du sikkert spørge efter den videnskabelige dokumentation herfor. Det er min erfaring at uddannede / videnskabeligt afrettede mennesker ikke ønsker at forlade sig på erfaring. Noget de henfører til kategorien "tro". Dette upåagtet at de selv er nogle af de mest troende mennesker på denne jord. De tror på en teori indtil en ny modbeviser denne o.s.v.
Jeg vil blot sige, at dokumentationen kommer. Men den gamle sandhed "søg og du skal finde", eller i dette tilfælde "vi finder intet, før vi søger", er som altid gældende.
Såkaldte videnskabsvirksomheder som Monsanto har forlængst opdaget, er den bedste måde at beskytte sine påstande, er at påhæfte eksisterende forskning / erfaring prædikatet uvederhæftig og ikke mindst sørge for at minimere fremtidig søgning.
Jeg skal ikke fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv. Blot sige at vi kan ikke lytte til vort hjerte via en app til mobiltelefonen.
Hvis du en dag skulle ønske at søge dine egne erfaringer, vil jeg hjertens gerne give forslag til, hvor dette kan gøres.
Kærlig hilsen
Jan
Det er jo ikke en myte!
At være i nuet er noget af det vigtigste vi kan gøre som væsener.
Vi er alt for fokuseret på fejl vi har begået i fortiden eller angsten for hvad der sker i fremtiden.
Dette gør at vi distrahere os selv med overspringshandlinger og andet materialistisk gøgl.
Vi er helt ude af balance idag, vi kan ikke kommunikere ordenligt med hinanden, vi træffer valg baseret på uvidenhed og er generelt angst og frygt motiveret.
Det er lidt som om de fleste mennesker går rundt i en form for beredskab.
Det er underligt eftersom der ikke er noget der direkte truer os p.t. men vi opfører os sådan i det offentlige rum.
Hvis vi var bedre til at være i nuet, mærke hinanden, lytte til hinanden samt tro på os selv og andre, ville det være en god start.
Men TPTB har ikke en interesse i et harmonisk folkefærd, fordi de er enormt svære at manipulere. Derved kommer Ockhams ragekniv også til sin ret, den mest enkle forklaring på hvorfor der ikke er sket denne forandring, er at dem der har magten ikke er interesseret i den.
Hvorfor vi distraheres med; underholdning, brød og andet distraherende elektronik der holder os dosile. Kobler vi det op med alt det new- PC- speak, whataboutism, relativisering og stort set manglende uddannelse af alm. mennesker i logik, retorik og grammatik, ja så har vi opskriften på et moderne dosilt samfund, som er afhængig af big-mother.
Jeg kan kun sige til forfatteren af artiklen:
Se dig lige lidt omkring... Hvor meget socialt samvær har TV ikke ødelagt? Ensomme mennesker der flader ud i en sofa med cola og chips og zapper rundt? (Delvist selvportræt ;o)
Eller et 'bombet' hovede efter flere timer er forsvundet foran computeren, mens man surfer rundt på nettet?
Vi sanse-bombarderes HELE TIDEN, hvis vi ikke selv siger stop. Hundelufteren kigger på sin mobil, ligesom damen med barnevognen, en mor sammen med sit barn i cafeteriet, når vi bager med børnene, skal det lige lægges op på nettet ("jeg er lige nu i gang med at bage boller", nej, du er ved at skrive noget på nettet...), alt vi gør dokumenteres og sendes på de sociale medier, osv osv osv
Hvem er tilstede? Hvem har vores opmærksomhed, når vi er sammen?
Mulitaske er bare et smart ord for at opleve noget overfladisk ;o).
HARMONI OG BALANCE i tingene, det har altid være godt. Må jeg anbefale du sætter dig hen med lidt mindfulness-meditation-afspænding og finder den sunde fornuft frem igen?
God fornøjelse ;o)
Og forresten: Husk også lige at gå en tur i skoven ;o).
Jeg er pædagog og advarer mod medierne, jeg var også en af de første med e-mailadresse og Internet, nærmere bestemt omkring 1998. Så det er som rutineret IT-bruger og diverse øvrige medier, at jeg nu advarer mod de farer vores alt for mange moderne medier OGSÅ medfører!! Der er mange muligheder, ja, der er imidlertid også mange ulemper. Vi skal vide at håndtere alle disse moderne medier på en fornuftig måde, de er kommet for at blive, vi kan ikke undvære dem, men vi skal også passe på at medierne er til for os ogat vi ikke bliver 'opslugt' af medierne.
Sansebombardement, informations-bombardement, nyheds-bombardement, alt for meget 'bombardement' ;o) Kroppen står af, hjernen bliver mudret og vi glemmer alt det vigtigste.
Hold da k.... for en total ureflekteret svada. Så man tilhører altså en gruppe af navlepillende, frelste og nyspirituelle tosser, hvis man tillader sig at tænke et par kritiske tanker om den moderne informationsteknologis lyksaligheder? Måske lektoren skulle tænke forfra - og overveje hvor lyksaligt det er, at leve i en verden, hvor det forventes, at man er tilgængelig 24-7, alene fordi teknologien gør det muligt, at diverse pseudo-fællesskaber i cyberspace stjæler al tid fra enhver form for nærvær og ægte menneskelige relationer og at nettet - også - er en kæmpe skraldespand for misinformation, markedsføring og manipulation. For mig at se, er det hele ikke lige lyksaligt.
Herregud, Anders Hjorth er ansat ved Institut for sprog og kommunikation, og det er klart, at sprog, narrativer og deslige er i debattørens fokus. Jeg forstår også debattørens lede ved den nogle gange hæmningsløse brug af ord fra det spirituelle overdrev. Ikke desto mindre er det med hilsen fra det biomedicinske univers et faktum, at sansenervernes impulser gennem rygmarven først passerer den forlængede rygmarv, hvor sansningerne opleves, via midthjernen, hvor impulserne bliver til følelser og frem til frontallapperne, hvor der sker en kognitiv bearbejdning og perspektivering af samme impulser. Først sansning, så følelser, derpå fornuft, hvis den anatomiske opbygning af hjernen skal i spil.
I en kognitiv verden kan det nogle gange være berigende at gå bagom fornuften og gå ned i kroppen for at finde andre reaktionsmuligheder end hvad frontallapperne bringer i spil.
Anders Hougaard... ikke Hjorth, sry
Jeg får en sikker viden ud af denne artikel:forfatteren har aldrig i sit liv været i det 'nu' en meditation genererer.
Hvor er den mand dog vred!!
Kig på en flok teenagere i et frikarter fx. som helt ekstraordinært er uden deres "digitale sutteklude " Og du vil se usikre individer der kropsligt ikke aner, hvor de skal gøre af deres blik, deres hænder fødder eller hele deres krop rent fysisk. Hvis man så samtidigt iagtager tavsheden, som den generation ellers ikke er kendt for, vil man indse at de, samt andre med samme afhængighed, ikke er i stand til at finde inspiration til at formå at føre en almindelig samtale, hvis ikke man har det fælles udgangspunkt "suttekluden" Man formår kun i indforståede sætninger behøver at kommentere det sete eller hørte....og har du ikke fået fotograferet det og lagt det på FB, er det slet "ikke foregået" Alm afslappet samtale og dialog og ulejlighed med af formulere sig korrekt......glem det ! So last year, men det er her de tager fejl !!! Jeg har ikke fantasi til at forestille sig nogle blive mere dannede, klogere, eller mere socialt kompetente af den omgangsform ? Se selv hvis i træder ind i en togkupee.....Zombier med sutteklude.....og det niveau der hersker på de sociale medier, er mellem folkeligheden og dialogen og vores viden om hinanden, verdensdelene imellem på de vigtige områder jo ikke blevet større. Som jo er argumentet som hyppigst gives, for telefonernes og de sociale mediers lyksagligheder. Er det ikke sådan at værdien er ligefrem proportional med indsatsen for de fleste ting? Jo nemmere jo mere ligegyldigt, og gud hvor er alt nemt i dag !!
”Gu vil jeg ej ’ned i kroppen’” …….. Hvor tror du da, du er?
Jeg har spurgt en ven, Jimmy Hansen, en EFT-uddannet psykoterapeut, om hans mening om kronikken. Han gav dette kvalificerede svar:
Hold da op. Så fik jeg læst artiklen. Jeg kan ikke helt forstå, hvad du bliver ramt af Peter Hunter. Magen til skinger og absurd kronik skal man da lede længe efter. Der er ingen sammenhængskraft i hans argumentationsrækker. Han griber i øst og svarer i vest i en – ja, for at bruge en af hans egne underoverskrifter – fuldkommen flyvsk logik. Et sted smider han 60’er-oprøret ind fra højre og i næste åndedrag (og sætning) er det EU, der benyttes som løftestang i hans korstog mod os frelste, og uden på nogen som helst måde at følge op på disse påstande er afsnittet bagefter skåret over betragtninger af, hvordan de nyspirituelle og frelste har et horn i siden på moderne medier. Hvad er en nyspirituel og frelst i øvrigt?
Jeg har valgt at slå ned på et par steder:
KOMME NED I KROPPEN: Ingen terapeuter, som er trænede og jævnligt går i supervision, tvinger folk til at komme ned i kroppen. Det kan faktisk skabe store problemer at gøre det. Hvis man fx sidder med en anorektisk, selvmordstruet pige, som udelukkende i sit indreforvaltende jeg betjener sig af en neocortex’-tilgang til tilværelsen, hvor hun dagen lang tæller kalorier og kritiserer sig selv, kan det være katastrofalt, hvis man ikke møder hende på denne hylde, men forsøger at ”få hende ned i kroppen” i et jeg-ved-bedre besked-greb, for på den vis at tro, hun får det bedre. Nej, terapeutisk set er det alfa og omega at møde mennesker, hvor de er.
Vi mennesker udvikler forskellige forsvarsstrategier på livets forskellige udfordringer, og store dele af psykoterapien befinder sig i dag et sted, hvor man som terapeut for alt i verden ikke krænger forudindtagede, bedrevidende holdninger ned i halsen på klienter.
MEDITATION: Det er vildt, hvor generaliserende han er. Hvem er ”de andre moderne frelste”? Er det mennesker, som har haft sjælesmerten inde på livet, men er kommet om på den anden side. For så er alle mennesker, som har haft en krise inde på livet, vel frelste? Procentmæssigt er det vel 98 af befolkningen. Nå, meditation. Måske han skulle se ”Free the mind” af den danske dokumentarist Phie Ambo. Filmen er optaget på University of Wisconsin-Madison, som er en af verdens førende institutioner i forhold til videnskabeligt at ”vise” og ”bevise”, hvad meditation gør for sindet. En af de mange positive følger ved meditation er netop det modsatte af hans påstand, nemlig at man bliver mere inkluderende i forhold til sine omgivelser. I filmen følger man PTSD-ramte soldater, der trækker vejret bevidst og mediterer. Det får positive konsekvenser for dem at følge det kursus i blot en uge. En af PTSD’ens uønskværdige følger er, at man er fanget i sit eget hoved i såkaldte flashbacks, hvor det i soldaternes tilfælde er billederne af de grusomheder, de har været udsat for, som afspilles igen og igen og på en sær måde bliver til en form for virkelighed. Der kan man da tale om at være fanget i sit eget hoved og være dissocieret fra kroppen. Og tro mig, det er ikke morsomt. Forsøget viser, at det hjælper med det langsomme rum - med mindfulness og meditation. Og så længe soldaterne er givet ved PTDS, er de alt andet end socialiserbare. Og overordnet er meditation og bevidst vejrtrækning jo blot et middel til at få det bedre. Hverken mere eller mindre. Hvad de så efterfølgende vælger at gøre med det redskab, står dem vel fuldstændig frit for. Men at de i et retrospektivt lys vælger at se positivt på brugen af de redskaber, kan man vel næppe klandre dem.
DE MÆRKVÆRDIGE: ”Netop derfor bliver mange nyspirituelle og lignende frelste typer yderst mærkværdige og anstrengende at være sammen med. De insisterer på rendyrket tilstedeværelse i nuet, alt imens de rent faktisk kun er optagede af deres egen måde at opleve og erkende på.” Hold da op. Det er stærke sager. Hvor fa’en skal man starte… WHO anslår, at vistnok op med 75 pct. af alle sygdomme inden for de næste par årtier vil være stressrelaterede. Måske WHO også er at henføre under ”de mærkværdige”, men ikke desto mindre er de et stort talerør for mange, og hvis deres ord står til troende, har vi kun set toppen af isbjerget i forhold til den måde, vi har skruet vores samfund sammen på, hvor alle institutionslag har fokus på vækst, vækst, vækst, mens det moderne menneske bukker under, for vi er ikke biologisk gearet til hele tiden at være i stress-alert. Men det er jo nok også ”de mærkværdige”. Altså de stressede. Og faktisk kan jeg godt i skrivende stund forstå skribenten, for som tidligere stresset og kriseramt får man faktisk et særligt sprog, hvis man kan komme om på den anden side. Et sprog, som handler om, at man både kan være i kontakt indadtil, men også være i empatisk kontakt med andre. At det ene ikke udelukker det andet. Og det kan jo nok opleves mærkværdigt for nogen.
ONLINE KÆRLIGHEDSFORHOLD: Der er da ingen kærlighedsforhold, som er opstået online. Man har byttet bogstaver på en skærm, som så har ledt til et møde, hvor man så har kunnet opbygge en relation.
I øvrigt:
Hvordan ser en hysterisk og velmenende radiovært ud?
Taler sundhedssektoren om grounding, nærvær og mindfulness? Hvor gør de det henne?