Homoseksuelle, der vil adoptere, bliver stadig diskrimineret

Mit største ønske er at blive far på samme præmisser, som hvis jeg var heteroseksuel. Men ingen af de måder, jeg kan adoptere på, giver mig den mulighed
16. januar 2016

Da jeg for tre år siden fandt ud af, at jeg var homoseksuel, og at jeg ikke skulle være sammen med en kvinde og have en traditionel familie, var en af mine største bekymringer: Kan jeg overhovedet få de børn, jeg så inderligt drømmer om?

Min søgen efter et positivt svar har været alt andet end opmuntrende. Som homoseksuel har mine muligheder for at få et barn, som jeg kan give en tryg og lykkelig barndom, nemlig usikre fremtidsudsigter. For hvis jeg vil adoptere, bliver det på andre præmisser end dem, jeg selv er adopteret under. Ingen af de måder, jeg kan adoptere på, gør mig til far på samme præmisser, som hvis jeg var heteroseksuel.

Dette til trods for at udviklingen faktisk er gået i den rigtig retning de seneste år. I hvert fald på nogle parametre. I 2009 vedtog Folketinget en lov, der gjorde det lovligt for homoseksuelle par at adoptere.

Men det praktiske resultat af denne lov er alt andet end opmuntrende, da afsenderlandende opsætter diskriminerende bestemmelser, når homoseksuelle vil adoptere. De rangerer mere eller mindre åbenlyst homoseksuelle par som andenrangsforældre. Eksempelvis har Sydafrika sat ’begrænsninger’ på, hvilken slags børn homoseksuelle par må adoptere. Disse forældregrupper må kun adoptere børn med special needs, det vil sige børn med hiv, sukkersyge eller fysisk synlige skavanker. Men Sydafrika er ofte den bedste adoptionsmulighed for homoseksuelle par, da andre typiske adoptionslande slet ikke vil adoptere til denne form for forældrepar.

Nuværende social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) var et af de Venstre-medlemmer, der gik imod partilinjen i 2009 og stemte for lovforslaget, der sikrede homoseksuelle mænd retten til at adoptere. Man skulle derfor tro, at hun aktivt ville kæmpe for homoseksuelle mænds ret til at få børn. Desværre viser hendes seneste udtalelser, at dette langtfra er tilfældet:

»Jeg er af den overbevisning, at det ikke er en menneskeret at få et barn,« udtalte ministeren i november 2015. Og hun fortsatte: »Der er stadig kun plads til to juridiske forældre i et barns liv.«

Dermed stiller det mig og min partner temmelig dårligt, hvis vi benytter os af en anden vej end adoption og selv finder en kvinde, der vil bære vores barn. Kvinden vil automatisk blive juridisk mor til barnet, men min partner og jeg kan ikke få samme juridiske tilknytning. Det er et problem i tilfælde af skilsmisse, eller hvis den juridiske far dør, da den ikkejuridiske far i begge tilfælde ingen ret har til barnet. Igen skal jeg altså acceptere en præmis om, at min partner og jeg aldrig vil kunne blive forældre på en måde, der sidestiller os med barnløse heteroseksuelle par.

Tilbage står adoption som den eneste reelle mulighed for mig og min partner om at blive sidestillede som forældre til et fælles barn.

Derfor er det ikke videre opløftende, at Karen Ellemann ikke tager hånd om problemerne og går i dialog med Sydafrika og andre afsenderlande for at få samme adoptionsvilkår for homoseksuelle som heteroseksuelle. For der er gode muligheder for at påvirke afsenderlandende. Eksempelvis har Colombias højesteret netop vedtaget, at homoseksuelle par i landet må adoptere børn. Denne udvikling i Colombia bør ministeren se som en åbning for at indlede en dialog med landet, så deres regler også kan gælde international adoption.

Ydermere bør der arbejdes for, at der i international sammenhæng kommer en ny forståelse for homoseksuelles rettigheder og kvalifikationer som forældre.

Forhenværende ligestillingsminister Manu Sareen (R) udtalte i 2014, at Danmark må arbejde for, at der internationalt set kommer et skred i forståelsen for homoseksuelles rettigheder og forhold. Hvad har Karen Ellemann tænkt sig at gøre?

I øvrigt finder jeg ærligt talt hendes udmelding om, at børn ikke er en menneskeret, utroværdig, når det offentlige i dag giver fertilitetsbehandling til heteroseksuelle barnløse par og enlige kvinder. Disse grupper har krav på, at det offentlige hjælper dem med at få børn.

Nægter at give op

De seneste år har debatten om homoseksuelles ret til børn været et omdiskuteret emne i diverse medier. Især har debatten om Sydafrikas diskriminerende regler været genstand for megen diskussion. Hvad er problemet i at adoptere et barn med hiv, sukkersyge eller fysiske skavanker? er der blevet spurgt.

Jeg er selv adopteret fra Colombia. I forbindelse med min adoption og særligt i mine teenageår har der været mange psykiske konsekvenser ved 1) at være vokset op væk fra mine biologiske forældre og 2) at være vokset op i et andet land. Kan jeg tilbyde et barn den tredje mulighed? At vokse op væk fra sit oprindelsesland, væk fra sine forældre og så tilmed have såkaldte særlige behov? Jeg er ikke sikker på, at svaret er ja.

»Børn er ikke en mulighed, for det er så besværligt at få dem – så den drøm har jeg opgivet.«

Sådan har jeg hørt mange homoseksuelle sige. Men jeg nægter at give op. Jeg syntes ikke, at det er tidssvarende, at vi i 2015 stadigvæk accepterer disse begrænsninger for en befolkningsgruppe blot på grund af deres seksualitet.

Andres Milling er studerende

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu