’Innovationssekten’ har erklæret staten krig

Ved at udnytte deres uovertrufne evne til at nå og mobilisere millioner af mennesker på få sekunder er store teknologivirksomheder som Facebook og Uber ved at indtage en ideologisk position, som ellers har været forbeholdt det populistiske højre
Uber vandt armlægningen med New Yorks borgmester, Bill de Blasio, der forsøgte at begrænse antallet af hyrevogne, Uber måtte have kørende i byen.

Uber vandt armlægningen med New Yorks borgmester, Bill de Blasio, der forsøgte at begrænse antallet af hyrevogne, Uber måtte have kørende i byen.

Caitlin Ochs
14. januar 2016

Mike Bulajewski – en designer fra Seattle med forkærlighed for psykoanalyse – skrev i 2014 et fascinerende essay med titlen In the Cult of Sharing.

Hans tese var denne: Den stærke følelsesmæssige tilknytning, som forbrugere øjensynligt føler til de såkaldte deleøkonomiselskaber som Uber og Airbnb, har karakter af sekterisk tilknytning.

Som alle sekter snylter sådanne virksomheder på vores indre søgen efter solidaritet og tilhørsforhold, idet de lover at fylde vores liv med mening.

Ved at frame deres modstandere som fjender af innovation, der vil udrydde den nye og utraditionelt tænkende klasse af iværksættere, angler disse teknologivirksomheder efter al den sympati, der tilkommer ofre for forfølgelse.

Det gør de ved at fremmane konspirationer: Regeringer, fagforeninger og etablerede mainstreamkonkurrenter har – må vi forstå – rottet sig sammen om at kvæle forfriskende, fremspirende alternative måder at gøre tingene på.

At virksomheder tilstræber at manipulere med vores aspirationer, er selvfølgelig ikke nyt. Store brands kaster sig ud i praksisser som greenwashing, hvor forbrugere søges overbevist om, at køber de deres ’grønne produkter’, kan de herigennem bidrage til at bekæmpe den globale opvarmning.

Men deleøkonomi-dillen, hævder Bulajewski, er giftigere. Hvor greenwashing blot bibringer os det fejlagtige indtryk, at vi kan redde verden gennem shopping, gør sharewashing os til hverdagslobbyister for vores foretrukne startup-menighed.

Bulajewskis essay er interessant, fordi det kaster lys over igangværende bestræbelser fra teknologivirksomhedernes side på at mobilisere deres kunder til at bekæmpe offentlig regulering. F

aktisk kan vi i denne tid være vidner til fremkomsten af ​​en ny, stærk og meget decentral tilgang til lobbyvirksomhed, hvor borgere og algoritmer fusionerer for at neutralisere trusler mod førstnævntes ’sekt’.

Ved at udnytte deres stærke tekniske knowhow og uovertrufne evne til at nå og mobilisere millioner af mennesker på få sekunder har teknologivirksomheder et klart overtag i forhold til de stakkels gumpetunge reguleringsmyndigheder.

De Blasio kapitulerede

Tag blot sidste sommers meget omtalte fejde mellem Uber og Bill de Blasio, borgmesteren i New York, da sidstnævnte forsøgte at sætte grænser for, hvor mange hyrevogne Uber kunne have kørende i byen.

Uber kom med alle de sædvanlige argumenter, herunder de ikke helt uberettigede betragtninger om, at borgmesteren reelt agerede som beskytter for den traditionelle taxibranche, og at Uber ville være godt for minoriteter.

Men Uber tilføjede også en ’De Blasio-funktion’ til sin app – et umisforståeligt INGEN BILER? – SE HVORFOR-ikon placeret på New Yorks bykort. Ved at klikke herpå fik Ubers brugere visualiseret, hvor få Uber-vogne der ville være, hvis de Blasio fik sin vilje.

Brugerne blev samtidig opfordret til at e-maile til borgmesteren og byrådet via et handy ’E-MAIL NU’-link. Det hele endte med, at De Blasio kapitulerede.

Facebook har for nylig benyttet sig af en lignende taktik. Efter at være løbet ind i problemer med implementeringen af selskabets Free Basics-initiativ i Indien – Free Basics er en del af Facebooks kontroversielle såkaldte Internet.org-bestræbelser på at forbinde hele verden på egne betingelser – opfordrede Facebook sine brugere til at »redde Free Basics«.

Velsagtens var tanken at redde initiativet fra dets mange kritikere, der hævder, at Free Basics krænker nettets neutralitet.

Åndelige bevægelser

Selvfølgelig har virksomheder i årtier forsøgt at mobilisere deres kundegrundlag, med hjælp fra tænketanke, journalister og PR-virksomheder.

Men i dag har Uber og Facebook teknologier til at generere en folkelig opbakning så enorm, at den vil kunne overvælde enhver regering. Facebook kan gøre meget mere: Ved at manipulere, hvilke nyheder man ser i sit newsfeed, kan Facebook også ’kuratere’ dit humør og gøre det mere sandsynligt, at du giver din opbakning til en bestemt sag.

Med så stor magt til at mobilisere masserne er det ikke underligt, at disse virksomheder søger at fremstille sig selv som åndelige bevægelser.

Deres religion er innovation, og enhver, der står i vejen, må enten hænges ud som kætter eller beskyldes for at have solgt ud til traditionelle særinteresser.

Borgmestre siges at være i seng med taxa- eller hotelbranchen, statslige regulatorer med telebranchen, europæiske domstole med mediebranchen.

Ifølge Silicon Valleys opfattelse af universet er alting råddent og fordærvet, og kuren skal findes i californiske kældre, hvor hårdtarbejdende og hættetrøjeklædte helgener kæmper for at fremskynde fremskridtet.

Ideologisk har Silicon Valley sat sig på den plads, som traditionelt har været forbeholdt det populistiske højre. I en vis forstand kan Silicon Valley siges at være den kosmopolitiske og tech-kyndige pendant til Tea Party: Iværksætterklassen vil have os til at tro, at selv om kapitalisme fungerer i teorien, er virkeligheden ret beset meget anderledes.

Den pression, som øves fra Silicon Valley, har følgende klare politiske målsætning: Afregulerer vi de fleste industrier og lader innovatorerne komme til, vil dette sænke priserne, bryde vanetænkningen og vække masserne fra deres dovenskab og slummer – alt sammen resultater af modproduktive statsindgreb, der tager ansvaret væk fra de enkelte individer.

Og tech-virksomheder vil presse på for at fremme den politiske dagsorden med en ekstremt effektiv værktøjskasse, der spænder over alle slags kommunikationsredskaber fra online-underskriftsindsamlinger til smartphone-applikationer.

At sådanne underskriftsindsamlinger måske ikke er nok til at nå målet i det lange løb, er mindre relevant: Det afgørende er, at mennesker skriver under på dem, således at de samlede bestræbelser får et anstrøg af folkelig opbakning. Lobbyister af den gamle skole, der generøst er finansieret af venturekapitalister, vil klare resten.

Også på venstrefløjen

Interessant nok deles Silicon Valleys fortvivlelse over vores offentlige institutioners sundhedstilstand af Europas nye politiske venstre. De nye politiske partier, der har set dagens lys over de seneste to-tre år, er det bedste bevis på dette.

Fra Podemos i Spanien til Italiens Movimento Cinque Stelle har partierne udviklet en robust kommunikationsmaskine, der gør det muligt for dem at mobilisere deres tilhængere. Disse nye partier deler dog ikke Silicon Valleys temmelig individualistiske dereguleringsdagsorden.

Ej heller er de enige i sidstnævntes synspunkt, at staten skal holde sig til at være en simpel tilskuer til teknologivirksomhedernes omkalfatring af udbuddet af tjenesteydelser.

Traditionelle mainstreampartier ser på den anden side ud til at være fanget i et morads af tidligere indgåede forpligtelser og de samme gamle fejltrin.

Ude af stand til at afvige fra den neoliberale linjes krav om flere arbejdsmarkedsreformer og mere privatisering kan de ikke tilbyde en modfortælling, der imødegår Silicon Valley, der på sin side går efter at drive logikken i både privatiseringer og arbejdsmarkedsfleksibilitet ud i deres yderste konsekvenser.

Ej heller har mainstreampartierne de nødvendige infrastrukturer til at mobilisere deres vælgerbaglande.

Den globale kamp står således mellem to højteknologiske populister – en populisme fra venstre (repræsenteret ved de nye politiske partier) og en populisme fra højre (repræsenteret ved Silicon Valleys iværksættere).

Uanset hvad står dette klart: De, der styrer de teknologier, som kan mobilisere vores opmærksomhed, vil i sidste ende definere vilkårene for den politiske debat.

Evgeny Morozov forsker i nye teknologiers sociale implikationer.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Bill Atkins

Midlet er, at klistre beskatning sammen med velfærden (forbruget af offentlige ydelser) i folks bevidsthed.

Gør op med den neoliberale løgn om skattesænkningernes selvfinansering og jobskabelse. Beskat forbruget - luksusforbrug og det miljøbelastende forbug mest. Måske kan the Cult of Sharing være med til at skabe en ny beskatningsdrevet velstand. I sær vil multinationale komme til at bidrage mere. Husk at samfundets fællesskabte overskud, BNP - som kapitalisterne som udgangspunkt anser som deres ejendom helt og holdent - fordeles til landets borgere gennem lønningerne og skatterne. Og rent faktisk har kapitalisterne stor gavn af denne fordeling (hvem skal ellers være kunder) - de kan blot ikke i deres egoisme lige indse det.

Brugerbillede for Dennis Berg

"Ej heller har mainstreampartierne de nødvendige infrastrukturer til at mobilisere deres vælgerbaglande."

Nej, hvis man for længe siden har skrottet sit bagland og nu udelukkende forlader sig på reklame-kommunikation, så er det klart, at man ikke længere har infrastrukturen. Men det er selvvalgt.

"Ude af stand til at afvige fra den neoliberale linjes krav om flere arbejdsmarkedsreformer og mere privatisering kan de ikke tilbyde en modfortælling, der imødegår Silicon Valley,"

Hvis man ikke har nogen politik, ikke har nogen vision, hvordan skal man så få folk med sig? Et problem, som kun forstærker baglandsproblemet.

------------

Over en milliard mennesker bruger Facebook. Jeg ved ikke hvor mange bruger Uber, men det må jo være mange. Hvordan kan man forestille sig, at når så store entiteter, med så mange brugere, ikke kan mobilisere sand modstand? Hvorfor er der noget i vejen for, at man gør det nemt for folk at protestere? Hvis folk ikke er enige, så kan du være sikker på, at de ikke benytter funktionen.

Hvorfor Podemos og andre nye partier overhovedet skal blandes ind i dette, må stå hen i det uvisse. Hvis det er et spørgsmål om designer-/mainstream-partier vs. Silicon Valley, så tjener de nye partier som et usandsynligt ringe eksempel. Grunden til, at de kan mobilisere, er jo netop at de har visioner, som folk vil kæmpe for, og at de derfor har det bagland, som designerpartierne forlængst har dumpet. Det har intet med evne til kommunikation at gøre.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Problemet er kapitalismens ideologisering af samfundet.
I et pragmatisk samfund, hvor det gik ud på at facilitere og afvikle opgaver, ville uber og airbnb være indlysende rigtige: folk får et lift med en, der har tid til at køre, folk får en seng, når de skal overnatte ude - på hverken værre eller bedre vilkår end dem, hvis faciliteter de deler.
Kapitalismens problem er, at den skyder penge ind imellem det nyttige og det lystbetonede, som er det, der normalt vil drive menneskelig aktivitet på alle planer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

For at blive i forfatterens sprogbrug, så har "innovationen" altid erklæret det bestående "krig" (-og det uanset om det "bestående" konkret var/er statsmagten, erhvervslivet , institutionerne, filosofferne , det økonomiske system o s v).

F eks så er det vel sådan i Dannmark, at oliefyrene udryddede kakkelovnene - gasfyrene udryddede oliefyrene - og fjernvarmen údrydder gasfyrene . Det er da et godt eksempel på, at innovationen "udrydder" og sætter nyt ind ???

Og de stakler, der lavede f eks kakkelovne og servicerede dem, de græd sikkert, da de blev "udryddet" af den nye teknik ?

Uber o l nydannelser er vel ret beset et eksempel på en tilsvarende udvikling - og hen ad vejen, så kommer der sikkert en ny "innovation", der udrydder Uber m v ?

Der er en masse, der er blevet udryddet af" innovationen" f eks hestevogne, telefonister, kopister, avisernes typografer, tagtækkere, ståtag, , grammofoner med optræk, skrivemaskiner, husarer o s v

Og hver gang "innovationen" har erklæret et eller andet krig , så har deprimerende sortseere kunnet skrive en artikel som den ovenfor - men heldigvis vinder "innovationen" næsten hver gang.