Integreret ved første ’køs’

Med tiden begyndte det mærkelig sprog at give mening. Jeg lærte, at kysse udtales ’køsse’, og den første, der fik æren, var en sød, dansk dreng. Pludselig var jeg ikke længere bange for at blive sendt ’hjem’ til et andet land, som på få år var blevet så fjernt
Efter et kort ophold på Center Sandholm flyttede 12-årige Jelena Durovic ind på Flotel Europa sammen med sin familie, som var flygtet fra Bosnien. Derefter ventede de, ventede og ventede, inden de kunne flytte ud i det danske samfund og blive integreret.

Efter et kort ophold på Center Sandholm flyttede 12-årige Jelena Durovic ind på Flotel Europa sammen med sin familie, som var flygtet fra Bosnien. Derefter ventede de, ventede og ventede, inden de kunne flytte ud i det danske samfund og blive integreret.

30. januar 2016

Jeg var 12 år. Min familie var lige flygtet fra alt, som de kendte. De mente, at deres børn fortjente en bedre fremtid, end den som et land i ruiner og med post war-uro kunne byde dem. Så der stod vi så, min søster og jeg, en kold decembernat (eller var det november?) i det her fremmede land, som vi kun havde set på kort, uvidende om hvad der skulle ske.

Afventende. Lidt nysgerrige, spændte, nervøse. Begejstrede over at opdage nye ting og bange for at miste dem igen. Mest afventende.

Via Sandholm videre til Flotel Europa, et skib, som lå og gyngede på den fjerne side af Knippelsbro, sammen med en masse andre flygtninge fra Bosnien og en masse vagter.

Vi forstod ikke, hvorfor de var der. Vi havde ikke gjort noget, så det gav ingen mening, at de skulle vogte over os. Sikre, at vi ikke forlod skibet og gjorde … noget (farligt, dumt?) i København. Eller beskytte os, måske? En tanke, som heller ikke var rar.

Læs også: Danmark er godt rustet til integration af flygtningene

Så vi ventede. Vi ventede i en kahyt uden vinduer på dæk 3. Vi var misundelige på dem, der havde fået kahyt med vindue, og hvordan vi var glade for, at vi trods alt ikke var blevet indkvarteret på det andet flygtningeskib i København, hvor der var nogle familier, der boede i kahytter, som lå under vandets overflade.

Det, jeg husker bedst, er, at vi ventede. Og ventede og ventede. Mens flottellet dansede med bølgerne, og det blev koldere og koldere. Vi vidste ikke, om vi var købt eller solgt. Om vi skulle blive, eller om vi ville blive sendt hjem. Og mens vi ventede, blev min søster og jeg teenagere.

I samme båd

Vores venten foregik sammen med en masse andre flygtninge, som heller ikke vidste, hvad der skulle ske. Og fordi vi var i samme båd (bogstaveligt talt), var vi nødt til at få det til at fungere – selv om vi både var serbere, muslimer og kroater, fjender (i hvert fald officielt) i det land, som vi var flygtet fra.

Det fungerede ikke altid, men vores forældre holdt heldigvis ikke op med at være seje, bare fordi de var i sikkerhed (på ubestemt tid). Så mens vi ventede, fik de dannet en slags skole. Der var jo en masse dannede – og veluddannede – mennesker iblandt os, og de kunne ikke se meningen med denne her passive venten. Så de begyndte at undervise os børn i de fag, som de nu kunne. De fik endda oprettet et dansehold. Jeg kunne godt lide at danse, og jeg var også dygtig, selv om jeg var genert og ikke kunne lide at lave store bevægelser. Jeg skulle jo nødig gøre mig bemærket.

Altid drengene fra centeret

Da vagterne på den gyngende skude blev skiftet ud med nye på et gammelt hotel i Tåsingegade på Østerbro (igen på tredje sal, mærkeligt nok) var vi nærmest lykkelige. Her havde vi noget, der lignede et hjem, selv om vores familieværelse med to køjesenge og intet privatliv ikke var meget større end kahytten, som vi havde vinket farvel til. Nu havde vi vinduer – vinduer! – mere frihed, og alting så meget lysere ud.

Mit liv begyndte at ligne enhver anden teenagers liv. Jeg gik til dans, til dansk og i skole – den samme flygtningeskole, som nu havde fået lokaler på en rigtig, dansk skole.

Dagene gik med alt det praktiske og aftenerne med tant og fjas og hvisken i krogene over ham den søde, som man selvfølgelig aldrig ville indrømme, at man var helt igennem forelsket i.

Det var stort, hver gang. Men det var altid drengene fra centeret, jeg drømte om, for jeg kendte ingen danske drenge. Vi havde været isoleret i så lang tid, så da vi endelig ’kom ud’ blandt Københavns almindelige befolkning, kunne de lige så godt have sluppet os løs på Afrikas savanne.

Vi kendte ikke spillereglerne. Vi gjorde alting forkert.

Den fineste skrift

Da vi endelig begyndte i en dansk skoleklasse – min søster og jeg – som nogle af de allerførste af de bosniske flygtninge dengang, var der så meget, vi ikke forstod. Vi hilste på hinanden ved at kysse på kinden. Danskerne ved at kramme. Vi sad stille og autoritetstro i klassen og spurgte om lov til at komme på toilettet. Det gjorde de andre ikke. De overtegnede de mapper, som de fik udleveret til at putte deres papirer i (de rev dem endda i stykker), mens vi skrev vores navne på dem med den fineste skrift og passede på dem, som var de vores kæreste eje (hvilket de næsten også var, da mor og far ikke måtte arbejde i den lange periode, hvor vi ventede og håbede, at vi fik asyl).

Jeg ville så gerne passe ind. Sådan som kun teenagere kan ønske det. Brændende. Inderligt. Og jeg fejlede. Gang på gang på gang. For jeg forstod ikke de andre i klassen, selv om de smilte pænt og kommenterede, at min Tøj & Sko-jakke var pæn på det allerbedste engelsk, som 13-årige kan præstere.

Læs også: ’Vi tog selv initiativ til at forstå Danmark’

Der var så meget, som jeg ikke forstod. Det gik selvfølgelig fremad, og vi fik også lavet et par hyggelige ting med en enkelt eller to fra klassen uden for klasseværelset. Med piger, som jeg i dag er evigt taknemmelig på grund af deres venlighed – noget, som jeg ikke kunne udtrykke dengang. For ja, det var akavet, og jeg sagde ’ja’ til alle de spørgsmål, hvor jeg var i tvivl, og krydsede fingre for, at det var det rigtige svar, ligesom min treårige gør det i dag. Og jeg er så lykkelig over, at min søster og jeg fulgtes ad hele vejen til gymnasiet, for jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde været alene.

Det var svært, men jeg ville så gerne passe ind, at jeg gjorde det bedste, jeg kunne, gang på gang på gang, selv om antallet af de gange, hvor jeg kom hjem og græd og græd og græd, fordi jeg følte mig misforstået, kun kan tælles på mange, mange hænder.

Alting blev lettere

Det blev bedre, naturligvis. Det mærkelige sprog begyndte at give mening, og jeg fandt ud af, at det ikke betyder alverden, om man krammer eller kysser på kinden, når man hilser på hinanden. Jeg lærte også, at kysse udtales ‘køsse’, og den første, der fik den ære, var en sød, dansk dreng, da jeg var 15 år. Måske var det i virkeligheden dér, jeg for alvor blev integreret?

Da jeg startede i gymnasiet som 15-årig, efter jeg havde undgået den frygtede skæbne som ’ikke egnet’ og var blevet optaget på Christianshavns Gymnasium, blev alting lidt lettere. Bevares, jeg talte stadig med accent. Jeg lavede stadig en masse kulturbetingede fejl, og jeg var stadig pokkers usikker og ked af det til tider.

Men nu forstod jeg en del mere. Og jeg var ikke længere bange for at blive sendt ’hjem’ til et land, som på tre år var blevet så fjernt, så fjernt. Jeg havde fået mit første kys i Danmark. Og nu havde jeg selv valgt det gymnasium, som jeg skulle gå på, i Danmark. Jeg havde omfavnet mit nye hjem og var begyndt at føle mig tryg for første gang i laaaang tid.

Jelena Durovic er iværksætter og blogger

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren  Johannesen

Tak for din historie Jelena
- det er vigtigt at blive mindet om, at bag alle ordene, asyl, flygtning, krise osv... befinder sig virkelige mennesker, som blot ønsker en hverdag som de kan forstå og som fungerer ... og vågne med en følelse af tryghed om morgenen.

- er det ikke det vi alle har fortjent?