Kronik

#jegundgikvoldtægt

Jeg har stor sympati for Informations kampagne #jegblevvoldtaget, men hvorfor hører vi aldrig om de kvinder, der afværger voldtægt? Hvis vi skal fremstå som mere end forsvarsløse ofre, er vi nødt til at høre ’succeshistorierne’
Debat
29. januar 2016
’Lad os bruge flere ressourcer på at afdække og ændre de normer i vores egen kultur, der understøtter voldtægt,’ skriver dagens kronikør, Chris Poole.

Overfaldet fandt sted i en opgang i Århus. Jeg prøvede at komme fri, indtil jeg opdagede, at angriberen havde en kniv. Mens han trak mig ud af opgangen og på vej mod et buskads, kiggede jeg ham i øjnene og gentog igen og igen: »Du kan ikke gøre det her ved mig, jeg vil ikke voldtages!« Det gjorde ham så forvirret, at han til sidst gav slip, og jeg løb væk og ind i opgangen.

Jeg var meget angst efter oplevelsen. Jeg tænkte på, hvad der kunne have været sket, og havde svært ved at rose mig selv for min håndtering af overgrebet. Det var først langt senere, at jeg kunne begynde at mærke styrken i, at jeg selv havde afværget voldtægten.

Jeg har stor forståelse og sympati for Informations kampagne #jegblevvoldtaget.

Læs også: ’Det fik mig til at føle, at jeg ikke var noget værd’

Der har ikke været mange undersøgelser af befolkningens holdninger til seksuelle overgreb i Danmark, men de få, der har været, har vist, at en bekymrende stor andel af befolkningen giver kvinden skylden for overgrebet. Victim blaming er udbredt.

Der er altså stadigvæk behov for, at de kvinder, der er i stand til det, fortæller om deres oplevelser med seksuelle overgreb for at skabe større synlighed og viden om denne alvorlige krænkelse.

På trods af 40 års indsats kæmper vi stadigvæk med at få løftet skylden fra ofrets skuldre og placeret den på gerningsmandens.

Og vi kæmper med at få politikere til at tage forebyggelse og bekæmpelse af seksuelle overgreb alvorligt. I Danmark har vi eksempelvis ingen national handlingsplan for bekæmpelse af seksuelle overgreb i samme stil som den, vi har for vold i nære relationer.

Læs også: ’Mens han voldtog mig, husker jeg, at jeg lå og kiggede op mod himlen. Jeg tænkte, jeg var sådan én, man gjorde sådan ved’

Det gode ved initiativer som #jegblevvoldtaget er, at de kan være med til at nuancere vores billede af, hvordan man kan reagere efter et seksuelt overgreb – uden at formindske alvoren og konsekvenserne.

Men når det er sagt, synes jeg, at der er brug for en mere nuanceret dækning af voldtægt i medierne end den, man finder i Informations kampagne.

Det er stadigvæk en velbevaret hemmelighed, at der for hver gennemført voldtægt er mindst tre andre, der mislykkes, og i mange tilfælde som et resultat kvindens egne handlinger, som man kan læse om i rapporten Voldtægt der anmeldes fra Det Kriminalpræventive Råd. Hvorfor får disse ’succeshistorier’ ikke store, flotte overskrifter og mere spalteplads i aviserne?

Initiativer såsom #jegblevvoldtaget og Everyday sexism project Danmark har brug for at blive suppleret med historier fra kvinder, der afværger en voldtægt eller anden form for krænkelse. Begge former for oplevelser er vigtige at fortælle i dag.

Hvorfor? Fordi de kan være med til at give kvinder ideer til effektive værktøjer til modværge og større tro på egen handlekraft i en presset situation, ligesom de kan være med til at ændre retorikken om kvinder som forsvarsløse ofre.

Alt for mange føler skyld

Jeg har i flere år indsamlet kvinders historier med at afværge seksuelle overgreb og andre krænkelser. Jeg har mapper fyldt med kvindernes beretninger, der dækker over en stor palet af opfindsomhed og snarrådighed.

Mange kvinder har aldrig defineret en situation, de har klaret, som en succeshistorie og har heller aldrig tænkt på ’at samle på’ eller fortælle deres oplevelse videre til andre kvinder.

Læs også: Tavsheden, skammen, fortrydelsen og vreden

Ligesom en gennemført voldtægt er et voldtægtsforsøg kriminelt og noget, mange kan opleve som meget grænseoverskridende og traumatisk. Men for at skabe et mere realistisk og balanceret billede af virkeligheden skal vi høre de historier.

Der er trods alt langt flere, der klarer sig ud af en optakt til et seksuelt overgreb, end der er kvinder, som oplever en gennemført voldtægt.

Nogle kan måske være bekymret for, at det at udbrede beretninger fra kvinder, der afværger en voldtægt, kan blive brugt til at pålægge de kvinder, der oplever en gennemført voldtægt, en del af ansvaret og til at give dem dårlig samvittighed.

Men faktum er, at alt for mange kvinder føler skyld og skam bagefter – uanset om de oplever et forsøg på eller en gennemført voldtægt.

Det er vigtigt at understrege, at alle, der har været udsat for en voldtægt eller forsøg på voldtægt, har handlet så godt de kunne med de ressourcer og den viden, de havde på det tidspunkt. Det er personen, der har udført overgrebet, der har gjort noget forkert og kriminelt.

Læs også: Pind vil se flere domme for voldtægt med nye initiativer

Kvinder skal have adgang til al den viden, der findes, om de redskaber og metoder til at forbedre vores sikkerhed, altså mindske risiko for overgreb og dermed forbedre vores livskvalitet.

Jeg var med til at grundlægge Joan-Søstrene og har siden midten af 1970’erne arbejdet med forebyggelse og bekæmpelse af seksuelle overgreb og partnervold ved blandt andet at undervise tusindvis af piger og kvinder i voldsforebyggende teknikker, der reducerer frygt og bekymringer og giver mere selvtillid og en generel følelse af empowerment.

I de bøger, jeg har skrevet, og på de kurser, jeg holder, beskriver jeg, hvordan man kan træne evnen til at kunne opdage potentielt farlige situationer, før de udspiller sig, og hvordan man kan handle i god tid.

Så længe der begås seksuel vold, burde det være lige så udbredt og tilgængeligt for kvinder at gå på et kursus i voldsforebyggende metoder, som det er at gå på et kursus i førstehjælp.

Og det skal være lige så almindeligt for skoler at undervise børn og unge i metoder, der forebygger seksuelle overgreb og kærestevold, som at undervise i trafiksikkerhed og forebyggelse af mobning.

Vi må ændre normerne

Forebyggelse af seksuel vold handler i allerhøjeste grad om at nedbryde den fødekæde, der producerer gerningsmænd.

Selv om de færreste mænd i Danmark kan finde på at krænke en kvinde seksuelt, er det stadigvæk et alt for stort mindretal, der faktisk gør det. Lad os bruge flere ressourcer på at afdække og ændre de normer i vores egen kultur, der understøtter voldtægt.

Der skal noget andet end strengere straffe for voldtægt til – ikke mindst fordi det i dag er så svært at få en gerningsmand dømt for voldtægt. De nyeste tal, der stammer fra Justitsministeriets offerundersøgelser fra 2014, skønner, at der begås mindst 4.000 voldtægter og voldtægtsforsøg om året. Der dømmes kun 50 gerningsmænd om året.

Vi skal lære vores sønner – og døtre – om ligeværd og respekt for det modsatte køn, om glæden ved gensidighed i seksualitet. Og at det aldrig er acceptabelt, men derimod kriminelt og med alvorlige konsekvenser at bruge manipulation, bestikkelse, trusler eller magt for at opnå sex.

Hvad med at igangsætte #jegundgikvoldtægt? Hvad med en hjemmeside, hvor kvinder kan dele de historier, hvor de af egen kraft klarede en ubehagelig eller truende situation?

Chris Poole er forfatter og konsulent i voldsforebyggelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Jensen

Enig i hovedbudskabet, dog syntes jeg det hele falder lidt til jorden, når forskellige påstande bliver fremført som fakta.
F.eks. skribentens populum argumenter, omkring "alle ved jo....."
Jeg kan ej heller genkende at vi skulle bebrejde offeret, men offeret har et ansvar for sin egen sikkerhed. Der er steder jeg ikke vil gå om aftenen inde i byen, hvis jeg blindt holder på min ret, så udsætter jeg mig selv for en mulig konsekvens. (Er det i orden at det forholder sig sådan? Nej, men liv og førlighed kommer før min retsfølelse.)
Kvinderne skal tage kontrollen over deres egen sikkerhed.
Om det så betyder obligatoriske selvforsvar-, konflikthåndtering og anatomi lektioner, er det så prisen der må betales, samt hårdere og mere indgribende sanktioner rettet mod personen der foretager overgrebet. (Sidstnævnte vil ikke forebygge, men vil være med til at sikre; at det ikke sker igen.)
Vi kan ikke rationalisere overfor gerningsmændende, vi kan ikke nå dem gennem dialog, så jeg ser reelt ikke andre muligheder.

Eliza Oakeshott

Jeg har læst beretningerne fra kvinderne, som har oplevet at blive voldtaget, med stor interesse og stor udbytte. Jeg lykkeønsker da også avisen, at den fremmer den åbne debat om emnet.

Selv kan jeg bedre blande mig i debatten med overskriften #jegundgikvoldtægt. Jeg har i flere omgange været "heldig" p.g.a. min udstråling eller min handling at "undgå" at blive voldtaget. Interessant på baggrund af den aktuelle debat er det vel, at der i alle tilfælde har været udlændinge involveret.

Jeg har en gang selv inviteret tre yngre palæstinensere hjem til min lejlighed. Fyrene havde efter egne oplysninger tidligere været del af Arafats livgarde og jeg oplevede dem også som noget hårde og nok også parate til vold hvis de blev provokerede til det. Vi hørte musik, drak te og talte og der var også tydelige seksuelle undertoner at spore. Så man kan nok undre sig, at der ikke kom til at ske mere, lejligheden var der bestemt. Jeg har senere tænkt tilbage på oplevelsen og tænkt, at de opførte sig som tamme lam, men det kunne godt være gået anderledes. Jeg husker at jeg tænkte, at det kunne ende ubehageligt, men jeg tænkte samtidigt, at de ville respektere mig hvis jeg simpelthen gik ud fra at det ville de. Og de gjorde de så. Jeg tænker på dem idag som fyre, der godt kunne have deltaget i noget som i det der skete i Köln. Det er for mig netop interessant at se det på denne måde, fordi det for mig betyder, at der sagtens kan ske overgreb, hvis forudsætningerne er der, men at de samme personer kan opføre sig helt anderledes i en anden sammenhæng.

Ved en anden lejlighed var jeg inviteret til middag af en ung og smuk iraner på hans kollegium. Vi spiste sammen og det blev sent. Det sidste tog var lige kørt så jeg havde valget mellem en taxa (som jeg ikke rigtigt kunne betale som studerende) eller at overnatte på hans værelse. Jeg havde gjort klart, at jeg ikke var interesseret i noget romantisk eller seksuelt med ham, men vi havde det ellers hyggeligt og rart sammen. Det endte med at jeg faktisk overnattede hos ham og endda delte sengen med ham. Og selv om han gjorde tydeligt at han havde lyst til noget andet, så opførte han sig som en gentleman og foretrak et koldt brusebad fremfor at prøve at overskride mine grænser.

I begge situationer har jeg følt, at det var afgørende, at jeg simpelthen gik ud fra at jeg ville blive respekteret og også viste dette tydeligt. Det er godt muligt, at det kun er noget jeg bilder mig ind og at jeg simpelthen fik lov til at være heldig.

Jeg var heldig for tredje gang, da jeg gik hjem med en ung tamil på sit clubværelse efter at vi havde mødt hinanden og talt sammen på en café. Vi gik hjem til ham, fordi caféen lukkede og vi nød begge samtalen med hinanden. Der havde ikke været noget mellem os på caféen. Så snart vi var alene på værelset, prøvede han at holde om mig og kysse mig. Jeg viste ham, at jeg ikke kunne lide det og prøvede at komme fri. Det fik ham til at holde endnu fastere om mig. Jeg husker at adrenalinet fes gennem mig og at jeg tænkte helt klart: "Shit. Det er lige sådan de fleste voldtægter sker. Shit". Og jeg blev helt rolig og sagde meget bestemt til ham: "Nej. Nej. Nej." I løbet af noget, der forekom mig som en evighed, blev han ved med at holde helt fast om mig og jeg følte, at nu var det 50/50 om ham ville slippe mig eller ej. Og så slap han mig. Jeg fornemmede, at vi begge var rystede.

Nu er sådan, at jeg ikke vil anbefale min egen datter på 13 at vove sig ud i den slags farlige situationer. Derfor er også glad for at læse vidnesbyrd fra kvinder som ikke slap fri.

Else Marie Arevad

Som ung blev jeg udsat for voldtægtsforsøg to gange, en gang i Frankrig og en gang i Spanien. Begge gange slap jeg, fordi jeg blev aldeles rasende og tævede mændene. Men jeg tør ikke tænke på, hvad der var sket, hvis de havde brugt kniv el. lgn.

Else Marie Arevad

Elisabeth Kremer Oakeshott, behøvede du ligefrem at lægge dig i iranerens seng? De fleste mænd ville opfatte det som en opfordring til intimt samvær, uanset hvad du sagde, så jeg har stor respekt for, at han lod dig være.

Ja, temperament er absolut ikke til skade. Hvis man går selvsikkert og ser folk i øjnene, er man ikke et nemt offer. Imidlertid er en flok med dårlige hensigter en anden sag og har ikke været så almindeligt på vore breddegrader. En god ide at træne lidt selvforsvar også.
Det er lidt anderledes med meget unge og usikre piger - og folk, man kender.
Det store mørketal dækker over meget forskellige sager og det er absolut en sandhed, at måden man mødes på bagefter betyder meget.

Eliza Oakeshott

@Else Marie Arevad: du har ret, det var ikke særlig klogt at dele seng med en mand som jeg ikke kendte ret godt og som jeg ikke havde tænkt mig at være sammen med og jeg synes også det var flot, hvordan den unge iraner forholdt sig i den situation. Jeg vurderede at jeg kunne stole på ham og den vurdering holdt, dengang. Better safe than sorry er sikkert et godt motto, men det er også altid et spørgsmål om at have en fornemmelse af hvem man har at gøre med, tror jeg.

Tanni Kromann

"Elisabeth Kremer Oakeshott, behøvede du ligefrem at lægge dig i iranerens seng? De fleste mænd ville opfatte det som en opfordring til intimt samvær, uanset hvad du sagde, så jeg har stor respekt for, at han lod dig være."
Jeg haaber MEGET, du ikke mener, hvad det ser ud til, kommentaren proever at udtrykke?

Udover det, fin artikel i debatten!

Tanni Kromann

Blot for at udtrykke det aabenlyse, saa har jeg engang set en plakat herovre i Udlandet med sloganet:
"The only thing that causes rape is a rapist."

Lise Lotte Rahbek, Elisabeth Andersen og Lis Kyllikki Turunen Pedersen anbefalede denne kommentar
Charlotte Primdal

Det er ikke et mindretal af mænd der begår overgreb og det er uhensigtsmæssigt at bestyrke mænds tro på at det jo bare er en lille marginaliseret gruppe tosser der gør den slags. Det er nemlig derfor vi lever i et samfund hvor det er norm at mænd begår overgreb mod kvinder og norm at kvinder har de dårligste jobs til den dårligste løn, meget ringe indflydelse på hvordan samfundet skal struktureres, og at det alt sammen blot er naturligt. Der er et stort flertal af mænd der hårdnakket støtter dette kønsapartheid, og hårdnakket benægter at der er et problem overhovedet. Prøv engang at læse kommentarsporene i kønsdebatten og tæl hvor mange der benægter at der er et problem.

June Pedersen, Mathilde Hoeg og Ulla Søgaard anbefalede denne kommentar
Lis Kyllikki Turunen Pedersen

SUK hjerte, græd ikke.
Denne kronik er dårlig timing Information.
ØV

lis kyllikki turunen pedersen - vil gerne vide, hvorfor kronikken er dårlig timing efter din mening?

Anders Jensen

@Charlotte Primdal
Det er ikke en norm at der bliver begået overgreb mod kvinder, herunder voldtægt, hvad er det for noget vrøvl.
Normer kan deles op i formelle, uformelle, personlige, gruppe og overordnede (nationale/internationale.)
Kan du dokumentere din påstand? Hvilke institutioner findes der d.d. som norm begår overgreb mod kvinder? Ikke danmark, hverken i uformel eller formel tilstand, ikke nogen gruppe normer jeg kender, de skulle da måske lige være et marginaliseret mindretal som er at finde steder med socio-økonomiske enklaver, og ja måske i de højere lag, det ved jeg at gode grunde ikke, da jeg ikke holder så fint selskab.
Og personligt kan jeg ikke tage mere afstand fra at det skulle være min norm at begå overgreb mod kvinder.
Igen denne polarisering hjælper ikke, hvis din udtalelse var korrekt, kræver det en masse krumspring for at forklare at det ikke er kommet op til overfladen.
Ockhams ragekniv, den mest enkle forklaring, er den mest sandsynlige.
Din forklaring kan aldrig være enkel.

Charlotte Primdal

Så længe mænd benægter at det er normen at mænd begår overgreb mod kvinder, så længe vil overgrebene være norm. Gå ind og læs på de humanitære organisationers hjemmesider. De vurderer at 1,3 milliarder kvinder udsættes for overgreb, mange på daglig basis. I Danmark har1 ud af 3 kvinder oplevet overgreb, men det er dog trods alt ikke 1 ud af 3 der oplever det på daglig basis.

Anders Jensen

Jeg har forholdt mig udelukkende til nationale (Herunder også vores gruppe-) normer.
Overgreb er et vidt begreb, hvor mange mænd har på et eller andet tidspunkt i deres liv oplevet et overgreb?
Jeg tror ikke der er tale om en norm, til gengæld tror jeg der er tale om serie-forbrydere, som af den ene eller anden grund ikke bliver opfanget. (Der kan det godt være at skyld/skam, udpegning af offer m.v. spiler en rolle.)
Hvis hver 3 mand skulle være en voldtægtsforbryder, ville samfundet se helt og aldeles anderledes ud.

Jeg har også undgået voldtægt igennem hele mit liv. Ikke så meget fordi jeg har gjort noget anderledes end de, der er blevet voldtaget, men fordi de mænd, jeg har været i nærheden af ikke har tændt på vold og tvang men på gensidighed og tillid. Jeg har ikke været bange for at være alene med mænd der havde udvist interesse i mig, uanset deres etniske baggrund og jeg har aldrig oplevet at min tillid er blevet svigtet. Det er helt urimeligt at påstå at flertallet af mænd begår overgreb som Charlotte Primdahl gør, især hvis det er voldtægt, vi taler om og ikke f.eks. tilråb eller lign. Og der er sgu forskel!! I DK anslås det fleks at der begås 4000 voldtægter årligt. Det er selvfølgelig 4000 for mange, men hvis man laver et simpelt regnestykke ud fra befolkningsstørrelsen så må der jo finde flere millioner frivillige seksuelle møder sted årligt. Set i det lys kan man altså ikke tale om at voldtægt er normen.
Når det er sagt, så er det da en fin idé at kvinder er forberedt på at komme ud af et voldtægtsforsøg, som Chris Poole skriver.

Man kan ikke anslå nøjagtige tal og ej heller ikke kalde det en norm, medmindre man mener, at det er den første tanke, der indfinder sig når nogen siger "voldtægt"!
At rådgive i dette felt er meget vanskeligt, fordi det spænder over så meget, at end ikke ordet kan bruges, når episoden f.eks er i festligt lag eller på rejser/ ferie eller et overfald, hvor der bliver brugt vold eller truet med kniv...
4.000 voldtægter og voldtægtsforsøg om året. Dømte kun 50 gerningsmænd. Det lyder skævt og mon ikke der trænges en alvorlig gennemgang af emnet, sådan at ingen, og det bliver vist ofret, ikke føler sig endnu mere "voldtaget" og fortryder anmeldelsen.
Måske ville nogle synes, at vi ikke trænger til flere mænd/ kvinde diskussioner i debatter, det kan jeg kun være enig i. Det popper som op mange steder og det fører aldrig til nogen form for enighed, så tak for det.