Kære forældre, skru ned for den indre fordømmende stemme

Virker jeg utålmodig og småsur, hvis jeg trækker af sted med min søn nu? Er jeg for eftergivende, hvis jeg venter? Måske. Men jeg prøver at gå mindre op i, hvad pædagogen og de andre fritidshjemsforældre tænker
I mit daglige arbejde med familier er jeg kommet i kontakt med en mor,  der henvender sig, fordi hun har svært ved at sætte grænser over for sit barn, som er impuls-præget og temperamentsfuld. Moderen oplever, at omgivelserne tænker deres, når barnet igen og igen tager styringen, og hun ikke får sagt fra,skriver kronikøren. 
 Arkiv

I mit daglige arbejde med familier er jeg kommet i kontakt med en mor, der henvender sig, fordi hun har svært ved at sætte grænser over for sit barn, som er impuls-præget og temperamentsfuld. Moderen oplever, at omgivelserne tænker deres, når barnet igen og igen tager styringen, og hun ikke får sagt fra,skriver kronikøren.
Arkiv

Janus Engel
16. januar 2016

Når jeg henter min søn fra fritidshjemmet, og han ikke vil med hjem, kan jeg enten vente, til han bliver færdig med at spille Fifa på playstation, eller jeg kan afbryde ham.

»Kom, nu går vi!« siger jeg så. Det er egentlige meget ligeud ad landevejen. Eller det burde det være. Indimellem tager jeg imidlertid mig selv i at blive optaget af, hvad pædagogen eller de andre forældre tænker. Er jeg dårlig til at sætte grænser, hvis jeg venter på min søn, eller utålmodig og småsur, hvis jeg siger: »Sluk spillet«?

Jeg bliver lige pludselig optaget af, hvordan vi tager os ud i andres øjne, min søn og jeg. I det øjeblik er jeg ikke rigtig i kontakt hverken med mig selv eller med min søn.

I mit daglige arbejde som børne- og familiepsykolog møder jeg ofte forældre, der dagligt spekulerer på, om de nu er gode nok til at sætte grænser for deres børn. Om de er omsorgsfulde, nærværende eller strukturerede nok. Samtidig spekulerer de over, om deres barn er for genert og tilbageholdende eller for temperamentsfuldt og grænsesøgende; om han eller hun i det hele taget er socialt, følelsesmæssigt og fagligt kompetente nok. Alle disse spørgsmål, alle de ’indre stemmer’, med hvilke man evaluerer sig selv og sit barn, kan både optræde i mild form og i en mere påtrængende form, hvor man konstant sammenligner sig selv og sit barn med omverdenen.

Stemmerne tjener et vigtigt formål i det øjeblik, de hjælper én til at finde retning – som da en stresset far, jeg talte med, besluttede at lægge sin livsstil om efter at have sammenlignet sig med sin ven – men ganske ofte gør de det modsatte. De vedbliver at være stemmer, der har en nedbrydende karakter. De får en til at tænke på, hvordan man burde have haft mere tid med sit barn, hvordan man burde stimulere barnet mere fagligt, være mere konsekvent i sin opdragelse, eller på, hvad der er galt med barnet, siden det ikke kan sidde stille ved bordet.

Og ofte har man ikke overskud til rigtigt at gøre noget ved situationen. Man ved ikke, hvor man skal begynde, og man bebrejder måske sig selv, ægtefællen og sommetider barnet, at tingene er, som de er.

Det er svært at lokalisere, præcist hvor disse stemmer kommer fra. Der er dog næppe tvivl om, at vores moderne informations- og videnskultur spiller en vigtig rolle. Vi lever i en tid, hvor vi er meget tilbøjelige til at spejle os i andre, og det gælder ikke mindst på familieområdet.

Smart løbetøj

Vi går på Facebook eller Instagram og ser vores venner poste glade familiebilleder. Vi kigger på andre forældre og deres børn og lægger mærke til, hvordan de omgås hinanden. Vi læser en artikel i et ugeblad om, hvordan vi kan stimulere vores børn bedre, og vi sammenligner os mere eller mindre ubevidst med alt det, vi ser og hører.

Men bearbejdningen af disse stimuli foregår ofte på et niveau, hvor vi ikke får sat tingene ordentligt i perspektiv. For eksempel iagttog jeg et forældrepar, der kom løbende i smart løbetøj, mens deres to børn cyklede ved siden af. På mindre end et splitsekund tog jeg mig selv i skiftevis at få dårlig samvittighed over, at jeg ikke var mere fysisk aktiv med mine børn, og derefter at tænke, at der nok stak noget under, siden familien var så perfekt. I virkeligheden vidste jeg jo intet om denne familie.

Samtidig med at vi bliver udsat for mange stimuli, der angår familielivet, fra f.eks. de sociale medier, stilles der fra politisk/samfundsmæssig side høje krav til, hvad børn skal kunne mestre – i hvert fald hvis de senere hen skal kunne bestride et arbejde og være konkurrencedygtige. Det er ikke nok, at børn klarer sig godt fagligt. De skal også helst være selvstændige, socialt kompetente, omstillingsparate og robuste. De samme krav gælder allerede på voksenområdet, hvilket jobannoncer vidner om med deres ordvalg: Det handler om at have ’faglighed’, ’gode samarbejdsevner’, ’robusthed’ og ’selvstændighed’.

Kun et øjebliksbillede

Mange mennesker kan imidlertid ikke leve op til alle disse idealer. Bag de glade familiebilleder på Facebook er der ofte mennesker som på forskellige områder har udfordringer. Måske har forældrene samlivsproblemer, måske har de det svært på arbejdet. Måske har de svært at sætte grænser, eller måske sætter de for mange grænser. Den dygtige pige i skolen lider måske af angst og bekymringer. Den empatiske og omstillingsparate dreng har måske svært ved at sige fra. Det er selvfølgelig også muligt, at familien for øjeblikket har det udmærket, men måske ser det anderledes ud om et år.

Virkeligheden er den, at både børn og forældre er præget af genetiske og miljømæssige faktorer. Deres overskud afhænger af, hvem de og deres barn er af sind og temperament, hvad de har oplevet og oplever i hverdagen, og hvilken støtte de har i omgivelserne.

I vores kultur sker der imidlertid ofte det, at forældre hurtigt føler sig forkerte, når de ikke kan leve op til egne og andres forventninger. Selv om de fleste godt ved at facebookbilledet af den smilende familie kun er et øjebliksbillede, og at nabofamilien sikkert også har udfordringer, så er det alligevel svært ikke at lade sig påvirke af de mange indtryk, billeder og ord. Ofte når vi ikke at stoppe op og give os tid til at bearbejde og reflektere over de stimuli, vi møder.

En nærliggende forsvarsstrategi kan da blive enten at vende blikket indad og bebrejde sig selv, eller vende det udad mod omgivelserne, hvilket mit eget eksempel med den motionerende familie blot er et banalt eksempel på.

Et mere alvorligt, men ganske typisk eksempel fra mit daglige arbejde med familier er en mor, der henvender sig, fordi hun har svært ved at sætte grænser over for sin søn, som er mere impulspræget og temperamentsfuld, end hun selv er. Moderen oplever, at omgivelserne tænker sit, når sønnen igen og igen tager styringen, og hun ikke får sagt fra.

Hun skifter mellem at blive frustreret over omgivelsernes bedrevidende holdning og bebrejde sig selv og sin søn. Hun tænker ikke over, at omgivelserne måske også har udfordringer, og de er også dårlige til at indvie hende i dette. Indimellem bliver hun så frustreret, at hun mister besindelsen og råber højt ad sin søn. Bagefter har hun dårlig samvittighed og føler sig trist og alene.

Omsorg og åbenhed

Jeg er af den overbevisning, at mange forældre ville få det bedre med sig selv og deres børn, hvis det i vores samfund blev mere legitimt at tale om, at familielivet – og i det hele taget det at være menneske – ikke altid er så let, og at vi ikke altid kan leve op til de forventninger, som vi har til os selv og andre.

Det er muligt at stoppe op og huske på, at der bag hvert et facebookbillede, hver en udtalelse og hvert et godt råd om det ene og det andet, er mennesker, der har udfordringer med det ene eller det andet, alt efter deres livsomstændigheder.

At skrue ned for stemmernes volumen kan selvfølgelig ikke løse alle problemerne for den mor, der har svært ved at sætte grænser for sit barn, men det kan muligvis skabe et andet udgangspunkt, hvor hun ikke har det samme behov for at gemme sig, skamme sig og projicere sine problemer udad.

Og tænk, hvis omgivelserne også skruer ned og møder hende med større omsorg og åbenhed.

Pludselig kan det være, at hun bliver bedre til at få øje på de områder og tidspunkter, hvor hun og barnet faktisk har et godt samspil. Det kræver bare, at vi skruer ned for de indre fordømmende stemmer.

Marie Davidsen-Nielsen er børne- og familiepsykolog

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Per Jongberg

"Vi går på Facebook eller Instagram ..."

"Vi læser en artikel i et ugeblad ... "

Maaske en del problemer loeses, hvis "vi" holder os fra Facebook, Instagram og Ugeblade ? Ved ioevrigt ikke, hvem "vi" er.

Er det muligt at leve uden Facebook, Instagram og Ugeblade ? Ja, det er det.

anbefalede denne kommentar