Interview

Til kamp mod de strømlinede generalister

Ansvaret for velfærdsstatens udvikling ligger i alt for høj grad hos ledere med samme erfaringer og samme blik på verden, siger Knud Aarup, tidligere direktør i Socialstyrelsen. Han kalder på et opgør med ministeriernes ’snorlige styringssystemer’
’Fagligheden er blevet underprioriteret så meget, at den er eroderet på de centrale niveauer. Og når politikerne ikke bliver konfronteret med problemerne, så ser de dem jo heller ikke,’ siger Knud Aarup.

Lars Just

29. januar 2016

I august sidste år skrev Knud Aarup en opsigtsvækkende opdatering på Facebook. En ny departementschef i Socialministeriet havde fortalt ham, at han skulle degraderes fra sin stilling som direktør for Socialstyrelsen til underdirektør – efter Knud Aarups eget udsagn, fordi departementschefen ville have en direktør med mere »statslig og finansministeriel erfaring«.

Knud Aarup takkede nej og satte sig til tasterne: »Det ligner for mig en tilbagevenden til større lukkethed omkring embedsmandssystemet på Slotsholmen – hvis det nogensinde har været på vej til noget andet. Og måske er der også en problematisk tro på, at ledelse kun bliver rigtig ledelse, hvis man som ledere ligner hinanden meget,« skrev han.

I Aarups øjne er lederne i centraladministrationen nemlig for ens.

»Hvis du går ind og ser på, hvad departementerne i dag har af viden om det område, de rådgiver ministeren om, så er der typisk ikke nogen nævneværdig grundfaglig viden om området, man har typisk generalister ansat, typisk cand.scient.pol.’er, typisk i en forholdsvis kortvarig periode med det resultat, at de ikke kender substansen på området,« siger han til Information.

Knud Aarup efterspørger en langt mere broget skare af statslige ledere og en større faglig viden i toppen af embedsværket, hvis vi skal finde løsninger på velfærdsstatens problemer.

»Alene det, at Finansministeriet sætter en lederuddannelse i gang, hvor man vil have sikkerhed for, at fremtidige styrelseschefer og departementschefer har været gennem den samme strømlining, kan jeg kun tolke som et forsøg på at etablere et snorlige styringssystem – et forsøg på risikominimering. Som om de forestiller sig, at hvis alle tænker på den samme måde, så laver vi ikke fejl, og jeg mener faktisk, at det er totalt misforstået.«

– Hvorfor?

»Livet er ikke endimensionelt, der er hele tiden alle mulige forskellige udfordringer. Hvis man ikke har forskellige øjne til at se dem, så glemmer man, at ledelse dybest set handler om mennesker og menneskekundskab.«

»Hvis man som leder har mange forskellige typer ansat, vil den ’automatiske radar’, man bruger, være rettet i mange forskellige retninger. Det vil sige, at man som leder kan fange alle nuancerne og meget hurtigt se nye udviklingstendenser eller en begyndende sag, der kan vokse sig meget større.«

– Hvad skal man helt konkret gøre anderledes på lederniveau i det offentlige?

»Vi bør have en større bevægelse mellem de steder, folk har været. Hvis du skal udmønte politik, kan det jo ikke nytte noget, at du ikke ved noget om det helt basale; hvordan fungerer en kommune, hvordan fungerer en institution, hvordan fungerer en erhvervsvirksomhed, hvad vil det sige at være en førstelinjechef, der skal motivere sine medarbejdere?«

»Der er mange måder at være leder på, men jeg synes, at man som minimum skal have prøvet at føre soldaterne i kamp. Man er nødt til at vide, hvordan man motiverer folk til at handle i en bestemt retning, og hvilke forstyrrelser, der kan stå i vejen for det.«

Alle har ret til at blive sagt imod

Da Knud Aarup i august 2012 blev ansat som direktør for Socialstyrelsen, blev han i en pressemeddelelse omtalt som »et socialfagligt fyrtårn, der bidrager med viden og virkningsfuld socialpolitik til gavn for borgerne«. Han kom fra en stilling som social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune og med flere andre lederstillinger i rygsækken.

– Hvad var den største forskel, du oplevede, da du gik fra at være leder i det kommunale til at være leder i det statslige?

»Da jeg kom til Socialstyrelsen og deltog i møder, gjorde jeg det på samme måde, som jeg var vant til som kommunalchef. Men jeg oplevede, at når jeg her sagde noget, så holdt folk op med at tale, og jeg blev aldrig modsagt. Så var det, jeg tænkte: ’Hvad søren er det, der sker her?’«

»De troede simpelthen ikke på dialog. Det var et ordrestyret system. Derfor brugte jeg meget tid på at sige, at alle har ret til at blive sagt imod, at der er behov for modsatte synspunkter, alternative forklaringer og nye indspark. Ellers skulle jeg være den klogeste i verden, og det er jeg altså ikke.«

– Men hvis nu man har fundet en bestemt type af ledere, der fungerer på en måde, hvor man minimerer risikoen for fejl og har styr på tropperne, så er det vel mere effektivt og dermed også billigere og bedre for samfundet?

»Det er klart, at der er nogle områder, hvor man som stat er nødt til at agere strømlinet og sikkert. Når vi taler om forsvar, politi, udenrigstjenester og den slags, så er det på et andet niveau. Men når vi taler om de store velfærdsområder, og måske også erhvervsområderne, så tror jeg, det handler om at have en åben dialog og sikkerhed for, at alle synspunkter kommer frem.«

»Hvis synspunkterne altid er filtreret gennem det samme filter, er man sikker på, at det, der kommer frem til ministeren, ikke får ministeren i fedtefadet. Men det er altså ikke det, der sikrer den rigtige politik på lang sigt.«

– Hvilke konsekvenser får det?

»Lad mig give et eksempel: Der var rigtig meget positivt omkring udviklingen af folkeskolereformen, hvor der faktisk var en faglighed i at sige, at vi i mange år ikke har haft tilstrækkeligt fokus på bevægelse og læring og på alle dem, der bliver tabt på gulvet i folkeskolen.«

»Det var positivt, men samtidig sidder der så en anden del af centraladministrationen og laver en overenskomst, der banker lærerne oven i hovedet. Det sammenfald var simpelthen megauheldigt og megadårligt tænkt fra Slotsholmens side.«

– Hvad ville du selv have gjort anderledes?

»Jeg ville have adskilt det, så man ikke lavede indgrebet på overenskomsten, samtidig med at man gerne ville bevæge folkeskolen i en anden retning. Man skulle i stedet have lavet en meget længere proces.«

»Hvis man ser på de tidligere folkeskolereformer, så gik der et årti med forsøg og forskellige former for udvikling, og så nåede man frem til politikken ad den vej. Men denne gang skulle det nærmest ske fra den ene udsendelse af Tirsdagsanalysen til den næste, og det er simpelthen for kort et perspektiv. Der kommer alligevel til at gå ti år, før det virker. Men i stedet for at bruge ti år på at prøve ting af skal vi nu bruge ti år på at nedbryde modstand.«

– Hvorfor kommer du først med denne kritik nu, hvor du ikke længere er i Socialstyrelsen. Hvorfor kom den ikke, mens du havde mulighed for at ændre på noget i organisationen?

»Fordi det kan man ikke. Ens muligheder for at ytre sig inden for murene er meget begrænsede.«

– Af hvad?

»Først og fremmest af selvkontrol, men også af ekstern kontrol. Da jeg var topchef i Randers, kunne jeg godt gå ud og sige nogle ting, det skulle bare ikke være om Randers. Men som statslig topchef er det altså svært at gå ud og sige noget, uden at det bliver om Danmark.«

Hvor er de politiske visioner?

I Information i lørdags skrev Knud Aarup kronikken »Velfærdsstaten har glemt de nederste 20 procent«, hvori han kritiserer, at den sociale indsats varetages af fem forskellige ministerier:

»Det danske velfærdssamfund er i dag et paradoks. Vi bruger astronomiske summer på velfærdsydelser – men vi hjælper ikke dem, der har allermest brug for det,« skrev han blandt andet.

Ifølge Knud Aarup er der store områder af velfærdssamfundet, hvor mennesker i dag bliver tabt på gulvet. Og som konsekvens af 30 års centralisering, såkaldt djøfisering og New Public Management-ledelse kan de områder ikke udvikles, før der sker et nybrud i ledelsestænkningen i staten.

»Det handler om, at fagligheden er blevet underprioriteret så meget, at den er eroderet på de centrale niveauer. Og når politikerne ikke bliver konfronteret med problemerne, så ser de dem jo heller ikke. Jeg gør meget ud af at sige, at det her ikke er politikernes skyld. Det er styringssystemets skyld,« siger han.

– Hvad vil du gøre for at løse det problem?

»Det ændrer sig ikke, medmindre vi får en debat om, hvad det er for et samfund, vi har. Det eneste, jeg kan gøre, er at gøre politikerne opmærksomme på, at de faktisk ikke har beskæftiget sig med forvaltningspolitik i rigtig mange år. Styringssystemet har stort set været kontinuerligt, siden Poul Schlüter var statsminister, og Henning Dyremose var finansminister.«

»Udviklingen de seneste 30 år betyder, at den sociale indsats er blevet dårligere, og der er områder i samfundet, der bliver efterladt. Måske ønsker samfundet ikke engang at finde løsninger, der kan løfte de nederste 20 procent af befolkningen længere op.«

– Hvad er det, du savner fra politikerne?

»Jeg savner et større mod til at prøve ting af. Hvor længe er det ikke, siden Jens Otto Krag skrev Fremtidens Danmark? Det gjorde han i slutningen af Anden Verdenskrig. Jeg savner en vision om, hvad det er for et samfund, vi skal have, og at politikerne står ved den vision. Jeg synes, politikudviklingen er blevet for kortsigtet.«

»Jeg er overbevist om, at vi kan lave et meget bedre samfund end det, vi har i dag. Det kræver bare, at nogen politisk sætter sig det mål. Ligesom der i efterkrigstiden var nogen, der sagde, at de ville have et velfærdssamfund.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • lars abildgaard
  • Margit Tang
Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, lars abildgaard og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Knud Aarup Det er bestemt forfriskende med insidere, der beskriver en anden virkelighed end den autoriserede. Så tak for det.

Men modsagt, det kan du da godt blive, når du nu synes, det er så vigtigt. For selv med din kritik af ledelse og statsforvaltning er du stadigvæk langt fra skiven:

Den selvtilstrækkelige statsforvaltning der agerer som det, den er, nemlig en videreførelse af enevældens statsforvaltning. Den er på intet sted eller tidspunkt trådt ind i det demokratiske samfund og har vel næppe overhovedet opdaget at staten er blevet demokratiseret. - Og den vildfarelse er der ikke nogen - f.eks. vores politikere eller vores presse, der har tænkt sig at hjælpe den ud af.

Det ændrer sig heller ikke ved en marginal ændring af ledelsesstilen som den, du foreslår, selvom det givetvis ville give medarbejderne et bedre arbejdsmiljø, hvilket ville være dem velundt.

Men ledelsesstilen? Lad mig bruge dit eget eksempel med den skandaløse skolereform:

Du siger f.eks.: 'hvor der faktisk var en faglighed i at sige, at vi i mange år ikke har haft tilstrækkeligt fokus på bevægelse og læring og på alle dem, der bliver tabt på gulvet i folkeskolen.'

Det er da fint, at statsforvaltningen er optaget af fagligheden, men det er ikke statsforvaltningens opgave. Statsforvaltningens opgave er at levere den ramme hvor indenfor folkeskolen skal udfolde sig. Jeg er sikker på, at både kommuner, skolebestyrelser, skoleinspektører og lærere har haft masser af 'fokus på bevægelse og læring og på alle dem, der bliver tabt på gulvet i folkeskolen.'

Men det har ikke hjulpet dem synderligt for statsforvaltningen har haft et andet fokus, som de nævnte så skulle rette ind efter. (Den er jo som nævnt enevældig - statsforvaltningen).

Opskriften på en skolereform får du her:

Statsforvaltningens bidrag til rammen for folkeskolen: Hvad skal der komme ud af anstrengelserne? hvad er formålet med folkeskolen, hvilke mål skal der nås - her kan det i høj grad være relevant at inddrage fagkundskab - men 'inddrage' i modsætning til at tro (enevældigt!!!), at vi allerede råder over den. Det er - naturligvis - en forudsætning, at folketingets politikere har givet grønt lys, gerne i et samarbejde med statsforvaltningen.

Når målene er klare (nok), sendes de til kommunerne og skolerne med besked på at: 'Det er det, vi vil have. Fortæl os hvad vi skal stille til rådighed, for at vi kan få det.

Når statsforvaltningen har modtaget svarene, så skal den blot stille de ting til rådighed, der er blevet anmodet om.

Hvor svært kan det være???