Det kan man i en bil

Vi har talt om at sælge bilen. Bla bla bla penge, bla bla bla miljøet.

Jeg elsker de lange køreture tværs over landet. Roen i bilen. Vi lader blikket glide hen over kasserne langs E45 i ’hundredkilometerbyen’ fra Randers til Fredericia. Østjysk Våbenhandel, en flyvemaskine på en nøgen græsplæne. Vi tænder for musikken, vi synger med: »Vi skrev det, som var på facaderne: kærlighed. Intet andet.«

Eller turen ned gennem Sverige: Kilometer efter kilometer med graner langs den smålandske motortrafikvej. Jeg forestiller mig, at sådan ser der ud i Canada. Endeløse, monotone, mørkegrønne veje. »Lyt til dit bankende hjerte.« Og vi lytter.

Eller vi snakker lidt. Det er i bilen, vi hører om hinandens arbejde, taler om, hvordan vi skal indrette vores liv. Hvad med pengene, hvad med tiden, hvad med samfundet, hvad med ferien.

Det taler vi om, når børnene er faldet til ro omme bagved. Måske spiller de på iPad, måske læser den store. Måske sidder de bare og laver ingenting. For det kan man i en bil.

Nogle gange hører vi lydbøger. Vi hører Silas og Hestekragen og Jeg er William af Kim Fupz Aakeson. Det er nogle af mine bedste bogoplevelser.

Imens suser landskabet forbi. Sydsjællandske marker, ensomt beliggende huse helt ud til vejen malet i lysende kobolt eller orange. Jeg kan godt lide de marker, jeg kan godt lide de skæve træer i skellene. Og strækningen på Sydmotorvejen med alle hestene.

Eller jeg kører alene, hører Lhasa de Sela og synger med på ubehjælpsomt fransk. Jeg synger højt, højt. »La route chante quand je m’en vais. Je fais trois pas, la route se tait.« Det gør noget ved kroppen at synge højt, det får mig til at føle mig stærk, uovervindelig.

Bilens kombination af ro og aktivitet. Ligesom når vaskemaskinen kører. Der sker noget, næsten af sig selv, uanset mig. Det samme, når vi sidder i bilen: Vi gør det, vi skal. Vi er til stede her, vi bevæger os, vi er på vej. Det er det, der skal foregå lige nu. Ikke andet. Den ro, det giver.

Bortset fra når jeg er bange. Det er mest, når jeg selv kører. Jeg er bange for ulykker. Bange for de andre biler, bange for selv at begå en fejl.

Bange for at bilen skal skride ud i dårligt vejr, bange for at lynet slår ned i den. Bange for at der pludselig står et stort dyr på vejen foran os. Jeg drømmer, at jeg kører galt, og jeg tror ikke, at det er nogen metafor. Måske er det et varsel. Måske er det bare instinkt.

Jeg kan se det for mig, min krop og de andres: en fastklemt krop, eller en krop, der bliver slynget hen over asfalten. Åbne brud, blotlagte indre organer. Jeg ser det hele, samtidig med at jeg holder øjnene på vejen foran mig. Jeg har lært ikke at gå i panik.

Jeg har ingen fortrolighed med biler. Min mormor kunne ikke lide at køre bil, min mor kan ikke lide det. Jeg er vokset op med cykel. Bortset fra den korte periode med Poloen. Min mor købte en kridhvid VW Polo.

Vi kørte sjældent langt i den. Den stod parkeret uden for lejligheden i Præstøgade, og vi brugte den til at køre rundt om hjørnet og hen til købmanden på hjørnet af Fiskedamsgade og Holsteinsgade.

Vi startede bilen, kørte rundt om hjørnet, brugte temmelig længe på at parkere og gik så ind og købte ind.

Når vi havde fået, hvad vi skulle, sagde den ene temmelig højt til den anden: »Gå du bare ud i bilen, så betaler jeg lige.« Eller: »Jeg har vist glemt min pung ude i bilen, jeg henter den lige.«

Den slags. Så alle vidste, at vi havde bil. Så betalte vi og gik ud i bilen med vores indkøb og kørte rundt om hjørnet og hjem. Jeg kan huske, hvordan det var at have bilen holdende i Præstøgade ud for nr. 11 og vide: Det er vores bil, den der. Den besidderglæde.

Engang kørte jeg alene hjem fra Småland med mine to små børn bag i bilen. Det at kunne rejse hvorhen man vil, selv, og tage sine børn med. At vide, at det kan man.

Det er kun nogle gange, at jeg er bange. Andre gange er jeg frygtløs. Så synger jeg højt. »La route chante quand je m’en vais.«

Vi burde virkelig sælge den bil. Bla bla bla penge, bla bla bla miljøet.

Julie Top-Nørgaard er  journalist og forfatter.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning