Klimapolitik er mere end naturvidenskab og økonomi

Skal fremtidens klimapolitiske løsninger have gennemslagskraft, er det nødvendigt at inddrage humanistisk forskning
8. januar 2016

I en tid hvor de globale klimaforandringer udfordrer samfundet på talrige måder, er det vigtigt at huske på, at mennesket både er årsag til problemerne og den eneste kilde til effektive løsninger. Mennesket har en så omfattende indflydelse på klimaet, at man for øjeblikket overvejer at kalde den nuværende geologiske epoke for antropocæn. Betegnelsen er afledt af anthropos, der betyder menneske, med det formål at beskrive, at det ikke længere er muligt at tænke kultur og natur som adskilte størrelser. Men spørgsmålet er, om politikere og beslutningstagere er klar til at tage konsekvensen og inddrage analyser af menneskets adfærd, historie og værdier i fremtidens klimapolitik?

I optakten til de politiske forhandlinger på COP 21 i Paris var det tydeligt, at den politiske debat om klimaet er lukket om et snævert repertoire af løsninger. Det internationale samfund har først og fremmest fokus på at reducere CO2-niveauet i atmosfæren og dernæst på at udforme finansielle instrumenter, der er i stand til at sikre denne reduktion gennem globalt bindende samarbejdsaftaler og økonomiske incitamenter.

Tre konkrete forslag

Bag den politiske debat findes imidlertid en forestilling om, hvilke indsatser og typer af forskningsviden, der er brug for til at skabe klimapolitiske løsninger. Først og fremmest har den internationale klimapolitik været drevet af nye naturvidenskabelige opdagelser kombineret med økonomiske modeller. Men sagen er, at klimaændringerne udgør et langt mere komplekst problem, der vedrører hele menneskehedens historie, adfærd og kultur, og som kalder på en langt mere integreret og tværvidenskabelig tilgang.

I alle de situationer, hvor vores forestillinger om klimaet ikke svarer til de naturvidenskabelige kendsgerninger, men er påvirket af ideologi, religion, kortsigtethed og moralske dilemmaer, er det nødvendigt at supplere teknologi og økonomi med humanistisk indsigt. Derfor er det vigtigt at bruge alle midler, når fremtidens løsninger skal udvikles. Konkret foreslår vi, (1) at der skabes et tværgående klimavidenskabeligt rådgivningsorgan, der inddrager ekspertise fra alle discipliner, (2) at klimaudfordringer indgår som studieelementer på alle uddannelsesretninger for at skabe handlingsbevidsthed hos de næste generationer, og (3) at der påbegyndes lokale eksperimenter med nye demokratiske beslutningsprocesser, der mobiliserer befolkningens værdier og forestillinger.

Bro mellem disciplinerne

Selve italesættelsen af klimaforandringer som et naturvidenskabeligt og økonomisk problem kan medvirke til at sænke hastigheden og viljen til at foretage beslutninger. Derfor må der bygges bro mellem de teknisk-naturvidenskabelige discipliner og den humanistiske forskning.

De humanistiske videnskaber kan hjælpe til at forstå, hvordan forskellige samfund, stater og institutioner har forskellige syn på forandringer, risici og beslutninger. Medievidenskaben kan kaste lys over, hvordan klimaforandringer fremstilles i medierne. Historievidenskaben kan lære os, hvordan tidligere samfund har håndteret voksende befolkningstal og ændringer i klimaet. Litteraturvidenskaben kan skabe indsigt i, hvordan vi bearbejder ændringer i naturen gennem litterære og kunstneriske virkemidler. Ligesom filosofien kan bidrage til at udvikle en klimaetik, der inddrager fremtidige generationers velfærd.

De humanistiske uddannelser har mange indsigter at bidrage med. Især hvis de indgår i tværfagligt samarbejde. Skal det lykkes, er det imidlertid vigtigt at anerkende, at de humanistiske videnskaber bidrager med analyser, kompetencer og rådgivning på måder, der ikke kun peger fremad mod nye videnskabelige og teknologiske løsninger, men forsøger at begribe, hvordan mennesker og institutioner kan spænde ben for sig selv.

Kun gennem en koordineret indsats kan politikere og beslutningstagere forvente et oplyst beslutningsgrundlag, der indeholder tilpas indsigt i menneskets kultur, natur, sprog og bevidsthed til at kunne udløse det fulde handlingspotentiale i det globale samfund og skabe en bæredygtig fremtid. I denne sammenhæng kan humaniora vise sin samfundsmæssige nytte ved at pege på, hvad der skaber grøn velfærd og ikke kun teknologi og velstand.

Forfatterne er undervisere og studerende ved kurset Klimafilosofi på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Et godt initiativ, så tak for det. Humaniora har ganske rigtigt meget væsentligt at bidrage med, også i en diskussion af hvordan vi bedst håndterer de ret overvældende problemer, som vi står over for her ved indgangen til det 21. Århundrede.

især det tredje af de stillede forslag finder jeg anbefalelsesværdigt: "at der påbegyndes lokale eksperimenter med nye demokratiske beslutningsprocesser, der mobiliserer befolkningens værdier og forestillinger.". Hvordan man i studiekredsen er nået frem til et sådant forslag - med dets i grunden hårde iboende systemkritik - så jeg gerne udfoldet i en opfølgende kronik.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

...har meget at bidrage med, Jan Weis. Der er tale om et i vid udstrækning uforløst potentiale. Måske et kort sommerkursus kunne oplyse selv en aldrende ingeniør om dette potentiales eksistens? ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring

Man kan nævne historiefaget og (fag-)filosofien, som ikke helt ubetydelige bidrag til videnskaben.
Her er selvfølgelig også megen tågesnak, som i alle andre disipliner. Men det kan jo også bero på øjet der ser. Og potentiale er der utvivlsomt. Lad os ikke fordømme alle initiativer, men brug gerne salt og sund skepsis efter egen smag og vurdering.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Troels Holm

Så er der igen nogle humanister, som har øjnet muligheden for, at den galoperende klimakrise kan bringe lidt fornyelse og opmærksomhed til deres oversete discipliner.

”Først og fremmest har den internationale klimapolitik været drevet af nye naturvidenskabelige opdagelser kombineret med økonomiske modeller.” Skriver humanisterne. Intet kunne være mere forkert. International klimapolitik findes ikke. De fine målsætninger og hensigtserklæringer fra COP21 er helt uforpligtende.

Der findes stadig blot en masse lande, store som små, som næsten uden undtagelse fører national klimapolitik dikteret af erhvervslivets ønsker om billig energi til at drive den vækst i produktion, forbrug og affaldsgenerering, som er investorernes eneste garanti for forrentninger over de 7-8% , som regnes for en menneskeret blandt velhavere.

Højreorienterede, liberalistiske politikere sørger for at virkeliggøre denne stræben, uanset, hvad de i øvrigt siger og skriver. Og de støttes derfor massivt af den fossile industri, handelsflåden, luftfarten samt bil- og motorvejslobbyer. Godt hjulpet af massive investeringer fra såvel private som institutionelle velhavere (pensionkasser f. eks.). Væksten i BNP er hellig.

Modstanderene tæller næsten alle med naturvidenskabelig indsigt, økonomer, der er i stand til at tænke langsigtet (åbenbart ikke ret mange), visionære erhvervsdrivende, venstreorienterede, kunstnere, humanister og (i de mest oplyste lande) et flertal af befolkningerne.

At det er lykkedes den lille økonomiske magtelite at forhindre effektive klimatiltag i årtier – og tilmed bilde befolkningerne ind, at forskerne strides - siger noget om demokratiets vilkår i et kapitalistisk samfund.

Velkommen på slagmarken. Her er brug for alle. Men I kan godt lægge jeres politiske neutralitet på hylden med det samme. Forestil jer, hvad direktørerne i Exxon, DONG, Gazprom samt hovedinvestorerne i verdens størst kulminer ville sige til, at en flok dansk humanister ville lave demokratiske eksperimenter med deres drift? I skal ikke undervurdere modstanderne.
Troels Holm

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lilli Wendt

Hvis man regner med at kunne bygge Eden domes på Mars, hvorfor starter man så ikke med at bygge dem i stor stil i Sahara, hvor det eneste der mangler er start-vand og materialer - de kunne bygges evt. med Marshall hjælp fra EU/FN eller med de stenrige oliesheiker.

Hvis vi skal løse krisen med flygtningestrømme og samtidig skaffe mad og arbejde til regionen, så må der tænkes stort og kreativt med afsaltning, Eden domes, kanalgravninger, solcelleanlæg etc. etc.

Mennesker kunne bygge Panamakanalen, sende folk i rummet, og vi har masser af dygtige ingeniører. Så kan vi også finde en løsning på den nuværende krise.

Vi skal bare have kreative folk på banen sammen med finansiering og vilje til dialog og konstruktive løsninger.

Se link:

https://www.edenproject.com/

anbefalede denne kommentar