Klumme

I køen er vi alle lige

De latinske eder hang stadig i den fugtige luft, da bussens motor satte i gang. Jeg modstod fristelsen til at vinke ud til de knap hundrede mennesker, der blev tilbage
Debat
4. januar 2016

»Jeg gider ikke være med til det her latterlige pis!,« sagde min kæreste og slog ud med armene. »Det er uciviliseret.«

Der havde vi allerede ventet foran banegården i 40 minutter, hvilket ikke er en tilstrækkelig stor rejseforsinkelse til at være en god historie, men rigeligt tid til at være superirriterende.

Det var egentlig en meget italiensk oplevelse: Vores tog stoppede bare på en lille station et godt stykke fra Udine, hvor min kæreste bor.

»Der er noget galt med skinnerne,« sagde én, og så traskede alle passagererne ud i den kolde aften. Så stod man dér. Ingen informationsskærme, intet personale og ingen busser. Kun støvregn og glødende pletter af tændte cigaretter.

Alle ventede i samlet flok, som køer på en regnvåd mark. Vi var nok mennesker til at fylde fire busser, talte jeg, og folk så mistroisk på hinanden.

Køkultur er egentlig et smukt princip; et moderne fænomen, der opstod i takt med den europæiske urbanisering i det 18. århundrede, og som vi siden har forfinet, så man nu bare trækker et nummer og holder øje med en skærm, når man skal på apoteket eller borgerservice. Det er smart.

Enhver der har prøvet at stå i en svedig menneskemængde på en indisk togstation og slås om, hvem der først stikker sine fedtede pengesedler ind ad et lille hul i muren, ved, at det ikke er lige så smart.

Køkulturens mest basale princip er, at de, der har ventet længst tid, kommer først til. Indkomst, hudfarve og køn spiller ingen rolle her – i køen er vi alle lige. Men når man står foran en lille italienske banegård klokken 23.00, slår den civilisatoriske udvikling bak.

Ingen vidste, hvor mange busser der kom; alle havde ventet lige længe, der var ingen politifolk til at anvise en retfærdig fordeling af pladserne, og alle var dødtrætte. Det var for så vidt et interessant socialt eksperiment.

Folk var på stikkerne. På et tidspunkt sendte en midaldrende mand sin søn ned af vejen for at agere udkigspost, så de kunne få nys om en eventuel bus før os andre, og da nogle piger forvekslede et forbikørende folkevognsrugbrød med en bus, satte hele flokken i spontan småløb til alle sider, som når man kaster en håndfuld brød ud til ænderne i en dam.

Men så kom den endelig. En ensom hvid bus tøffede ind i den modsatte ende af pladsens, og alle satte i løb. Det var nu, det gjaldt!

Og det var så her, min kæreste slog op i banen.

»Hvor uciviliseret,« sukkede hun. »Jeg vil hellere vente end være med til det her.«

»Neeej!?,« græd jeg. »Nej! Vi kan stå her hele natten! Nej!«

Heldigvis er hun ret lille, så jeg foretog en spontan patriarkalsk intervention: Jeg lagde armen om hendes spinkle skuldre og førte hendes krop fremad – ikke sådan, at jeg slæbte hende efter mig, men jeg tvang hende de første meter, indtil hun igen kom mentalt til sig selv og indså, at idealistiske principper i denne henseende var en tabersag.

Systemet var brudt sammen. Nu var det ren overlevelse.

Italienernes naturlige næse for kaos havde allerede givet dem et forspring – de havde set situationen komme før os – og nu kunne det tabte kun genvindes, hvis vi læste menneskestrømmens naturlige flow helt korrekt og lod den arbejde til vores fordel. Vi lagde os i slipstrømmen af to unge kvinder og en ældre dame.

»Scusami! Scusami!«

Vi surfede mod bussen og maste os ind ad døren, hvor vi sank sammen på de to sidste siddepladser. Varme. Håb. Men så …

»Ud!« råbte chaufføren. »Alle der står i midtergangen skal ud, ellers kører vi ikke.«

Vi slog blikket ned. De stående havde ventet lige så længe som os, men nu gjaldt det om at holde lav profil. Nu ingen idealistiske udbrud.

Det er i sådanne tilfælde, at man forstår, at frihed ikke kun er fraværet af tvang og regler, som liberalt sindede har for vane at påstå. Tvang er tværtimod forudsætningen for både frihed og lighed. Uden regler er der ingen frihed fra andres dominans, og verdens privilegier tildeles helt vilkårligt – lige som vores pladser i bussen.

De latinske eder hang stadig i den fugtige luft, da motoren satte i gang. Jeg modstod fristelsen til at vinke ud til de knap hundrede mennesker, der blev tilbage.

Christian Bennike er journalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Russerne er færdige med at stå i kø, skulle jeg hilse at sige. Efter en charterferie i Tyrkiet for nogle år siden.
De mestrede ellers kunsten, at stå i mere end en kø ad gangen. Det er slut.
Nu mere som her: mig, mig, mig - og fuck dig!

Maj-Britt Kent Hansen

Køkultur i Italien, i Danmark og i Storbritannien - ja, man kunne vel blive ved - er vidt forskellige ting.

Køkultur i Japan er en sublim oplevelse, som hver gang overrasker mig i sin koreografiske skønhed. Når man ankommer til et busstoppested indtræder man i en virtuel kø ved at observere hvilke personer, som ankom til stoppestedet før en selv. Derefter kan man sætte sig på en bænk eller kigge på vinduerne i en butik, så længe man blot holder sig i nærheden af stoppestedet og med sit kropssprog indikerer, at man stadig står i den virtuelle kø. Når bussen ankommer stiger folk på i præcis den rækkefølge, som de ankom til stoppesteddet. Det fungerer selv når adskillige buslinier benytter samme stoppested.