Lad os droppe ulandshjælpen og diskutere alternativerne

Regeringens beslutning om at nedskære ulandshjælpen fra 0,87 til 0,7 procent af BNI udløste i slutningen af det forgangne år et ramaskrig blandt levebrødsidealisterne – det vil sige de ulandsorganisationer, der lever af bistanden. Også enkelte af modtagerlandene, som rammes af nedskæringerne, har protesteret – vel nærmest pligtskyldigt. Man vil da være et utaknemmeligt skarn, hvis man ikke reagerer på, at gavestrømmen fra Danmark tørrer ind. Men andre har været mere direkte. Det er helt fint med os, at støtten falder bort, vi er interesseret i handel, ikke økonomiske almisser, lyder det fra Pakistan.

Hjælpen spiller allerede i dag en beskeden og dalende rolle for ulandenes økonomiske situation. Eksporten af råvarer fra Afrika er mere end syv gange så stor som den bistand, det afrikanske kontinent modtager. Langt vigtigere end bistand er ulandenes adgang til ilandenes markeder. Private overførsler (såkaldte remitter) fra asiater, afrikanere og latinamerikanere, der arbejder uden for deres egne lande, er i virkeligheden også langt mere økonomisk betydningsfulde end hjælpen. Ligesom det ville batte langt mere end samtlige gavepakker fra nord, hvis ulandene gennemførte en fair og effektiv beskatning af private virksomheder.

Dette års nobelprismodtager i økonomi, Angus Deaton, anfører, at ulandshjælp er direkte skadelig, hvis man ønsker at hjælpe de fattige i ulandene. De regeringer, der modtager bistand, bliver mere autoritære, korrupte og magtfuldkomne. Og Keaton tilføjer, at tanken bag ulandshjælpen – at vi i ilandene er ansvarlige for problemerne i ulandene og ved, hvorledes de skal løses – i bund og grund er udtryk for en neokolonial tankegang. I realiteten er de bedste løsninger på ulandenes problemer vokset i ulandene uden indblanding udefra.

Det er måske derfor, den folkelige opbakning til hjælpen smuldrer. Hvor 76 procent af danskerne sagde ja til at hjælpe i 2010, er det i dag 61 procent. Mange spørger: Er ulandshjælp ikke bare hjælp fra fattige mennesker i ilandene til rige mennesker i ulandene? Tænk på den omfattende korruption, som hærger de fleste ulande. Samtidig har Danmark i kølvandet på krisen fået mange nye fattige, også fattige børn: Bør vi ikke først feje for egen dør?

Som at bande i kirken

Mange ulande er trætte af offerrollen, afhængigheden og det ulige forhold mellem giver og modtager, som bistanden medfører. De ønsker ikke længere at leve i kolonitidens slagskygge. De vil stå på egne ben. Lande som Kina, Brasilien, Indien og Ghana har glædeligvis oplevet betydelige vækstrater og er nu i stand til selv at tage vare på deres økonomi. Og som en ghanesisk erhvervsleder sagde til mig med et smil, da jeg for nylig rejste fra Afrika og hjem til flygtningeproblemerne i Danmark: »Sig til, hvis vi kan give Danmark en hjælpende hånd.«

Set i et historisk perspektiv er det tankevækkende, at to af de lande, der bedst har evnet at løse egne problemer såsom adgang til sundhed og uddannelse, ingen ulandshjælp har modtaget: Cuba – et kommunistisk diktatur som indtil for nylig har været boykottet af store dele af den vestlige verden – og Zimbabwe – der under navnet Rhodesia havde et apartheidlignende system, som fra 1965 til 1980 var ramt af internationale sanktioner.

Men i bistandsmiljøet svarer ethvert forslag om at afskaffe ulandshjælpen, som vi kender den, til at bande i en domkirke. Og mange af de organisationer, der er beskæftiget med bistandspolitikken, er repræsenteret i råd, nævn eller udvalg og dermed en integreret del af det bistandspolitiske beslutningssystem. Eller anderledes udtrykt: Alle får en del af ulandskagen. Det gælder industri, landbrug, fagbevægelse, forskere, journalister, ungdomsorganisationer, politiske partier og selvfølgelig især bistandsorganisationerne, der har været på barrikaderne op til årsskiftet.

Derfor bliver dansk bistandspolitik ikke lagt ud til offentlig diskussion. Vælgerne bliver ikke præsenteret for alternativer til den førte politik.

Pengene skal bruges

Dropper vi ulandshjælpen, vil det som en nyttig sidegevinst løse det problem, der i bistandsfaglige kredse er kendt som ’afløbsproblemet’; nemlig det forhold, at medarbejderne i Danida mod årets slutning løber fortvivlet rundt på gangene i ministeriet for at identificere relevante bistandsprojekter at støtte, så bistandsadministrationen kan få brugt de penge på ulandshjælpen, som politikerne har afsat i finansloven.

Et par eksempler på, at det er svært at komme af med pengene: Selv efter GGGI-skandalen om Lars Løkkes Rasmussens (V) flyrejser på 1.-klasse bevilgede Danida rask væk 90 millioner kroner om året til det sydkoreanske vækstprojekt. Og lige inden Christian Friis Bach (R) gik af som udviklingsminister, nåede han at sende en check på flere hundrede millioner kroner til regeringen i Pakistan til støtte for ’demokratiudvikling’. I samme uge kunne BBC’s News Night afsløre, at Pakistan i hemmelighed havde forsynet Saudi Arabien med atombombeteknologi og herfor havde modtaget ekstremt store beløb. Pakistan bruger desuden milliarder af kroner til sine egne atombomber.

Varetager danske interesser

At ulandshjælpen, som vi har kendt den, bør udfases, betyder naturligvis ikke, at Danmark ikke skal være engageret internationalt i verdens problemer, krige og uretfærdighed. Vi bør fortsat betone de menneskelige sider af den internationale politik: Når lande eller regioner rammes af humanitære katastrofer, skal vi både som samfund og som enkeltpersoner være klar til at hjælpe. Både af normative og realpolitiske årsager. Vi bør – især gennem EU – fortsat arbejde for etablering af fælles regler for alle lande, når det gælder handel og investeringer. Det vil ikke mindst være til fordel for ulandene.

Hjælp fra Danmark bør fremover især være et instrument i dansk udenrigspolitik. Allerede i dag er det hen ved en fjerdedel af bistanden, der anvendes i Danmark, først og fremmest til fordel for herværende flygtninge. De strategiske overvejelser har altid spillet en rolle for udformningen af hjælpen fra Danmark. I nyere tid er bistanden en central komponent i den hårde, militært orienterede udenrigspolitik. Klarest illustreret ved Danmarks tilstedeværelse først i Irak og nu i Afghanistan.

Flygtningepresset på Europa og Danmark er stigende. Det stiller øgede krav til kortsigtet nødhjælp. I en tid hvor de gamle industrilandes eksportmuligheder er udfordret, bruges bistanden i stigende grad også til at skabe eksport og arbejdspladser i giverlandene. Udviklingsbistanden er også en vigtig kilde til finansiering af klimaindsatser i landene i syd.

Der er efter min opfattelse ikke noget odiøst i, at vi gennem ulandshjælpen på den måde varetager også danske eksport-, flygtninge- og sikkerhedsinteresser. Men det bør foregå i åbenhed. Og vi bør skille skidt fra kanel, så det er klart, hvornår det er henholdsvis ulandenes eller Danmarks interesser, der er i spil.

I stedet for at diskutere, om Danmark bør yde 0,7 eller 0,8 procent af BNI i ulandshjælp, har vi behov for en bred folkelig og politisk debat om dilemmaerne bag ulandspolitikken, som vil give bedre mulighed for at udforme en konsekvent politik med udgangspunkt i en sammenhængende opfattelse af ulandenes udfordringer og Danmarks udenrigspolitiske interesser.

Erik Boel er tidligere Danida-ansat og international sekretær i Socialdemokraterne