Lad os droppe ulandshjælpen og diskutere alternativerne

Levebrødsidealisterne har været på barrikaderne, siden regeringen annoncerede sine nedskæringer i hjælpen til den tredje verden. Men bag beslutningen ligger den kendsgerning, at ulandsbistanden, som vi har kendt den gennem et par generationer, nu forhåbentligt synger på sidste vers
Cuba er et af de lande, der ifølge dagens kronikør har etableret en god sundheds- og uddannelsessektor uden støtte fra rige ilande. Hvis Danmark udfaser ulandshjælpen, vil det løse en lang række problemer og give større råderum i nødsituationer.

Cuba er et af de lande, der ifølge dagens kronikør har etableret en god sundheds- og uddannelsessektor uden støtte fra rige ilande. Hvis Danmark udfaser ulandshjælpen, vil det løse en lang række problemer og give større råderum i nødsituationer.

Enric MartiAP Photo
5. januar 2016

Regeringens beslutning om at nedskære ulandshjælpen fra 0,87 til 0,7 procent af BNI udløste i slutningen af det forgangne år et ramaskrig blandt levebrødsidealisterne – det vil sige de ulandsorganisationer, der lever af bistanden. Også enkelte af modtagerlandene, som rammes af nedskæringerne, har protesteret – vel nærmest pligtskyldigt. Man vil da være et utaknemmeligt skarn, hvis man ikke reagerer på, at gavestrømmen fra Danmark tørrer ind. Men andre har været mere direkte. Det er helt fint med os, at støtten falder bort, vi er interesseret i handel, ikke økonomiske almisser, lyder det fra Pakistan.

Hjælpen spiller allerede i dag en beskeden og dalende rolle for ulandenes økonomiske situation. Eksporten af råvarer fra Afrika er mere end syv gange så stor som den bistand, det afrikanske kontinent modtager. Langt vigtigere end bistand er ulandenes adgang til ilandenes markeder. Private overførsler (såkaldte remitter) fra asiater, afrikanere og latinamerikanere, der arbejder uden for deres egne lande, er i virkeligheden også langt mere økonomisk betydningsfulde end hjælpen. Ligesom det ville batte langt mere end samtlige gavepakker fra nord, hvis ulandene gennemførte en fair og effektiv beskatning af private virksomheder.

Dette års nobelprismodtager i økonomi, Angus Deaton, anfører, at ulandshjælp er direkte skadelig, hvis man ønsker at hjælpe de fattige i ulandene. De regeringer, der modtager bistand, bliver mere autoritære, korrupte og magtfuldkomne. Og Keaton tilføjer, at tanken bag ulandshjælpen – at vi i ilandene er ansvarlige for problemerne i ulandene og ved, hvorledes de skal løses – i bund og grund er udtryk for en neokolonial tankegang. I realiteten er de bedste løsninger på ulandenes problemer vokset i ulandene uden indblanding udefra.

Det er måske derfor, den folkelige opbakning til hjælpen smuldrer. Hvor 76 procent af danskerne sagde ja til at hjælpe i 2010, er det i dag 61 procent. Mange spørger: Er ulandshjælp ikke bare hjælp fra fattige mennesker i ilandene til rige mennesker i ulandene? Tænk på den omfattende korruption, som hærger de fleste ulande. Samtidig har Danmark i kølvandet på krisen fået mange nye fattige, også fattige børn: Bør vi ikke først feje for egen dør?

Som at bande i kirken

Mange ulande er trætte af offerrollen, afhængigheden og det ulige forhold mellem giver og modtager, som bistanden medfører. De ønsker ikke længere at leve i kolonitidens slagskygge. De vil stå på egne ben. Lande som Kina, Brasilien, Indien og Ghana har glædeligvis oplevet betydelige vækstrater og er nu i stand til selv at tage vare på deres økonomi. Og som en ghanesisk erhvervsleder sagde til mig med et smil, da jeg for nylig rejste fra Afrika og hjem til flygtningeproblemerne i Danmark: »Sig til, hvis vi kan give Danmark en hjælpende hånd.«

Set i et historisk perspektiv er det tankevækkende, at to af de lande, der bedst har evnet at løse egne problemer såsom adgang til sundhed og uddannelse, ingen ulandshjælp har modtaget: Cuba – et kommunistisk diktatur som indtil for nylig har været boykottet af store dele af den vestlige verden – og Zimbabwe – der under navnet Rhodesia havde et apartheidlignende system, som fra 1965 til 1980 var ramt af internationale sanktioner.

Men i bistandsmiljøet svarer ethvert forslag om at afskaffe ulandshjælpen, som vi kender den, til at bande i en domkirke. Og mange af de organisationer, der er beskæftiget med bistandspolitikken, er repræsenteret i råd, nævn eller udvalg og dermed en integreret del af det bistandspolitiske beslutningssystem. Eller anderledes udtrykt: Alle får en del af ulandskagen. Det gælder industri, landbrug, fagbevægelse, forskere, journalister, ungdomsorganisationer, politiske partier og selvfølgelig især bistandsorganisationerne, der har været på barrikaderne op til årsskiftet.

Derfor bliver dansk bistandspolitik ikke lagt ud til offentlig diskussion. Vælgerne bliver ikke præsenteret for alternativer til den førte politik.

Pengene skal bruges

Dropper vi ulandshjælpen, vil det som en nyttig sidegevinst løse det problem, der i bistandsfaglige kredse er kendt som ’afløbsproblemet’; nemlig det forhold, at medarbejderne i Danida mod årets slutning løber fortvivlet rundt på gangene i ministeriet for at identificere relevante bistandsprojekter at støtte, så bistandsadministrationen kan få brugt de penge på ulandshjælpen, som politikerne har afsat i finansloven.

Et par eksempler på, at det er svært at komme af med pengene: Selv efter GGGI-skandalen om Lars Løkkes Rasmussens (V) flyrejser på 1.-klasse bevilgede Danida rask væk 90 millioner kroner om året til det sydkoreanske vækstprojekt. Og lige inden Christian Friis Bach (R) gik af som udviklingsminister, nåede han at sende en check på flere hundrede millioner kroner til regeringen i Pakistan til støtte for ’demokratiudvikling’. I samme uge kunne BBC’s News Night afsløre, at Pakistan i hemmelighed havde forsynet Saudi Arabien med atombombeteknologi og herfor havde modtaget ekstremt store beløb. Pakistan bruger desuden milliarder af kroner til sine egne atombomber.

Varetager danske interesser

At ulandshjælpen, som vi har kendt den, bør udfases, betyder naturligvis ikke, at Danmark ikke skal være engageret internationalt i verdens problemer, krige og uretfærdighed. Vi bør fortsat betone de menneskelige sider af den internationale politik: Når lande eller regioner rammes af humanitære katastrofer, skal vi både som samfund og som enkeltpersoner være klar til at hjælpe. Både af normative og realpolitiske årsager. Vi bør – især gennem EU – fortsat arbejde for etablering af fælles regler for alle lande, når det gælder handel og investeringer. Det vil ikke mindst være til fordel for ulandene.

Hjælp fra Danmark bør fremover især være et instrument i dansk udenrigspolitik. Allerede i dag er det hen ved en fjerdedel af bistanden, der anvendes i Danmark, først og fremmest til fordel for herværende flygtninge. De strategiske overvejelser har altid spillet en rolle for udformningen af hjælpen fra Danmark. I nyere tid er bistanden en central komponent i den hårde, militært orienterede udenrigspolitik. Klarest illustreret ved Danmarks tilstedeværelse først i Irak og nu i Afghanistan.

Flygtningepresset på Europa og Danmark er stigende. Det stiller øgede krav til kortsigtet nødhjælp. I en tid hvor de gamle industrilandes eksportmuligheder er udfordret, bruges bistanden i stigende grad også til at skabe eksport og arbejdspladser i giverlandene. Udviklingsbistanden er også en vigtig kilde til finansiering af klimaindsatser i landene i syd.

Der er efter min opfattelse ikke noget odiøst i, at vi gennem ulandshjælpen på den måde varetager også danske eksport-, flygtninge- og sikkerhedsinteresser. Men det bør foregå i åbenhed. Og vi bør skille skidt fra kanel, så det er klart, hvornår det er henholdsvis ulandenes eller Danmarks interesser, der er i spil.

I stedet for at diskutere, om Danmark bør yde 0,7 eller 0,8 procent af BNI i ulandshjælp, har vi behov for en bred folkelig og politisk debat om dilemmaerne bag ulandspolitikken, som vil give bedre mulighed for at udforme en konsekvent politik med udgangspunkt i en sammenhængende opfattelse af ulandenes udfordringer og Danmarks udenrigspolitiske interesser.

Erik Boel er tidligere Danida-ansat og international sekretær i Socialdemokraterne

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Mikael Bjerrum

Et hovedargument i denne mildt sagt usammenhængende kronik er, at "de to lande, der har evnet at løse egne problemer" ikke har modtaget u-landsbistand. Og der er så tale om Cuba og Zimbabwe. Ville være fint at få forklaret, hvorfor de massive subsidier gennem knap 30 år fra Sovjetunionen til Cuba (som formentlig langt overstiger hvad de fleste andre ulande har modtaget i u-landsbistand) skal overses; ligeledes fint med en forklaring på hvorledes Zimbabwe angiveligt i dag skulle have et sundheds- og uddannelsessystem second to none.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Levebrødsidealister, gaveregn.. ??

Holddaop, tænkte jeg, har Information nu igen antaget et indlæg fra Libetær Alliance eller der i nærheden, som middel til at holde gang i blodomløbet på eventuelle overvintrende humanister i læserskaren, eller er det mon et indlæg fra en sær kult, som fornægter, at kloden er rund?

Jeg tror helt afgjort, det er en god ide at diskutere ulandshjælp og alternativer.
Man kunne jo eventuelt skrotte planerne om TTIP og andre såkaldte frihandelsaftaler mellem rige lande og istedet handle med de lande, som ligger udenfor diverse frihandelsoner, så de får chancen for at tjene penge istedet for at modtage almisser (hey, vent.. dette minder mig om noget indenrigsproblematik..?)
De rige lande og transnationale virksomheder kunne også holde op med at købe land og jord i Afrika for at dyrke blomster eller andet luxus der, for så at sende pengene tilbage i moderfirmaets lommer, så CEOerne får flere penge til bil nr. 18 i garagen.
Man kunne også holde op med at føre krig i fremmede lande. Eller måske bare undlade at støtte eller sælge flere våben til nogensomhelst. Inklusiv diverse skurkagtige regeringer.

Der er mange ting man kunne gøre for at bruge penge på en mere fornuftig måde, som kommer mennesker i fattige lande til gode.
Jeg ser frem til, at Erik Boel kommer med konkrete konstruktive forslag og lader være med at skælde ud på 'levebrødsidealister', som gør alting forkert

Brugerbillede for Mikkel  Madsen

@Lise Lotte Rahbek: Jeps, det er en interessant - men lidt rodet - kronik.

Der er gode pointer iblandt, men også et forvirrende sammensurium af arvegods fra Martin Paldam, LA og DKP (Cuba og Zimbabwe som eksempler til eferfølgelse mht. løsning af egne problemer...).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Mikkel Madsen
Jeg vil rigtig gerne være med til at diskutere, hvordan ting kan gøres bedre og penge, mad og ordentlige levevilkår nå de mennesker, som virkelig har brug for hjælp.
Det tror jeg såmænd alle vil.
Og det er klart, at hvis ulandshjælpen skal omlægges til nye kanaler, så vil en del af de eksisterende organisationer tabe på det og miste omsætning/eventuelt gå konkrus og deres ansatte miste jobbet. Og det er naturligvis et problem for dem.
Men det handler jo så igen om, at man politisk har fodret et sådant system og dets topposter. Det kommer til at gøre ondt, når det falder til jorden. Sådan må det være.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kurt Nielsen

Jeg har det, jeg har det!!!: Vi kan købe nogen flere kampfly for pengene!! Naeh, måske ikke ligefrem flere, men så en enk... Nå men i hvert fald spidsen af en jetjager så da. Pyhhh... Suk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Nielson

Skrupforvirret indlæg fra Erik Boel. Ghana er da et godt eksempel på en positiv virkning af et langvarigt bistandssamarbejde - og der er naturligvis mange andre. Der er en særlig kvalitativ effekt af bistandssamarbejdet baseret på dialogen mellem donor og modtager som andre penge ikke giver. Og selv om bistanden kvantitativt set aldrig har været det eneste svar på udviklingslandenes problemer, så harden dækket indsatser, som ellers ikke ville ske, fordi de ikke var kommercielt attraktive eller fordi de ganske enkelt lå uden for rækkevidden af landenes budgetter. Mit råd til Erik Boel og andre krampagtigt poserende "realister" vil være at tænke lidt mere over betydningen af at fastholde tillids-og venskabsskabende samarbejdsformer og bistand mellem Nord og Syd i denne verden.
Poul Nielson, formand for Socialdemokratiets internationale udvalg.

anbefalede denne kommentar