Kommentar

Nationalstaten er ikke tilbage

Uden en form for enhed, der forbinder Europas nationalstater med hinanden og giver dem mulighed for i fællesskab at håndtere de afgørende og grænseoverskridende betingelser for deres egen eksistens, er det ikke muligt at tale om nationalstatens genkomst
Debat
2. januar 2016

Det siges, at nationalstaten er kommet tilbage, men det er misforstået. Tro det ikke, uanset genindførelsen af nationale grænsekontroller, uanset de nye nationale asylpolitikker og uanset fremmarchen for partier, der kræver nationen tilbage – som nu senest i Polen, hvor den nyvalgte regering har lovet at give den tilbage til polakkerne.

I Polens tilfælde ved at beskytte dem mod muslimske flygtninge fra Mellemøsten, der ifølge lederen af ​​det nye regeringsparti, Jarosław Kaczyński, medbringer »farlige bakterier og amøber«. Eller mod jøderne, der – selv om de i Polen næsten alle blev tilintetgjort eller fordrevet – til stadighed konspirerer om at skade nationen, ifølge landets nye forsvarsminister. Og ifølge de bøller i Wrocław, der for nylig afbrændte en dukke forestillende en jøde med EU-flag i hånden.

Og ja, selvfølgelig også imod EU. Polens nye regering agter fremover ikke længere at træde offentligt frem under to flag, EU-flaget og det polske flag. Det vil nu kun blive plads til ét – det polske.

Den polske udvikling kan virke ekstrem, men man behøver ikke kigge langt i Europa for at finde politikere og partier og undertiden også regeringer, som udbreder ideen om, at verden er problemet og nationalstaten løsningen.

Og man behøver beklageligvis heller ikke at kigge længere efter vælgere, der synes, at netop dette lyder som en god idé, fordi verden utvivlsomt kan opfattes som et problem, og stadig flere ikke længere kan huske, hvor dårlige og destruktive de gamle løsninger oftest var. Og som måske heller ikke kan gennemskue, hvor virkningsløse de ville være i dag, hvor vi fremdeles taler om nationalstaten, som om den havde magt til at beskytte os mod omverdenen.

Men det har den ikke. Det gælder ikke kun for de globale finansielle kriser, klimaændringerne, migrationstrømme og terrorisme. Der findes ej heller nationale løftestænger, der kan garantere os vækst og beskæftigelse og velfærd – og dermed social tryghed.

Nogle nationalstater håndterer deres afhængighed af omverdenen bedre end andre; er dygtigere til at tilpasse sig de nye vilkår og har en stærkere tradition for samarbejde og tillid at hente styrke i. Så i den forstand er der forskel på den ene og den anden nation, og i den forstand vil nationalstaten bevare sin betydning og funktion i al overskuelig fremtid.

Men den bedst fungerende nationalstat er netop den, som er i stand til at indse, at verden begynder lige rundt om hjørnet, og den, hvis ledere er i stand til at overbevise deres vælgerbefolkninger om, at lidt mere magt på overnationalt plan er bedre end ingen magt overhovedet på det nationale. Og måske endnu vigtigere: som er i stand til at minde dem om, at i Europa har nationalisme og nationalistiske bevægelser ikke være til beskyttelse for nogen.

Karl Marx skrev engang, at historien gentager sig selv; først som tragedie og derefter som farce. Men når den europæiske nationalstat nu genopstår i en omverdens- og fremmedfjendsk polsk eller ungarsk aftapning – og hvem ved, måske senere også i en fransk – er det en tragedie, der gentager sig selv igen som tragedie.

Det eneste farceagtige i denne sammenhæng er måske, at nationalstater af denne art, som er mere afhængige af omverdenen end nogensinde, ikke har magt til at manifestere deres nyvakte nationalisme på andre måder end ved at skyde sig selv i foden. Tragedien er, naturligvis, at der akkurat er magt nok tilbage til at skyde grundlaget for den europæiske efterkrigstidsorden i stykker.

Jeg tror ganske vist ikke på, at denne orden kan opretholdes i sin nuværende form, dvs. som EU, og jeg så helst, at konstruktionen kunne genforhandles. Ej heller gør Storbritannien uret i at stille spørgsmålstegn ved de vedtagne former. Men uden en form for enhed, der forbinder Europas nationalstater med hinanden og giver dem mulighed for i fællesskab at håndtere de afgørende og grænseoverskridende betingelser for deres egen eksistens, er det ikke muligt at tale om nationalstatens genkomst.

I hvert fald ikke som andet end en tragedie med et trist strejf af farce.

© Göran Rosenberg og Information.

Göran Rosenberg er svensk journalist og forfatter.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

"Nationalstaten er ikke tilbage" - siger Göran Rosenberg .
Den har aldrig været væk, vil jeg sige.
Men måske gemt lidt af vejen, og af lederne forsøgt nedtonet til fordel for Romtraktatens "stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk". Den ordlyd har folkene som bekendt aldrig godkendt, tvært imod. Men det er lykkedes ledelsesniveauet at holde traktatgrundlaget kørende, bakket op af medier, organisationer, finanskapital og almindelig kapital.

Nu vil demokratiet ikke finde sig i det mere, og det er virkelig et sundhedstegn. Göran Rosenberg har som så mange andre ikke fat i to vigtige ting: 1) Uligheden vokser overalt i Europa, og det er de mindst velstående, der pålægges at betale for kriserne, og 2) Det er ikke kun folkepartier af højre nationalistisk karakter, der vinder frem, det er også venstresocialistiske partier. Det sker navnlig i syd, indtil videre i Grækenland, Portugal og Spanien, Italien kan måske følge efter.

Jeg tror EU må slippe taget i både unionsopbygningen og kapitalmagtens herredømme. Vi har kun demokratiet til at gøre det, og det er godt i gang. Derfor kan de europæiske lande stadig godt arbejde sammen om alt muligt på mellemfolkeligt grundlag.

Søren Ferling, Martin Madsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar