Nordens venstrefløj vil tage ansvar for at løse flygtningekrisen

Vores regeringer må omgående mødes for at løse de udfordringer, vi står over for. Venstrepartierne i de fem nordiske lande har de nødvendige forslag, der kan opretholde asylretten og det nordiske samarbejde
De flygtendes ret til at søge asyl i det land, hvor de befinder sig, må bevares. Samtidig er der brug for, at vi udbygger det fælles ansvar og fordelingen af dem, der har brug for beskyttelse, mener flere partier på den nordiske venstrefløj.

De flygtendes ret til at søge asyl i det land, hvor de befinder sig, må bevares. Samtidig er der brug for, at vi udbygger det fælles ansvar og fordelingen af dem, der har brug for beskyttelse, mener flere partier på den nordiske venstrefløj.

Manu Brabo
22. januar 2016

Bølgen af mennesker på flugt har fået de nordiske lande til at konkurrere om den mest restriktive asylpolitik. I stedet for at svare med samarbejde for at imødekomme mennesker på flugt har landene reageret med national egoisme. Nu indskrænkes en af de vigtigste landvindinger i det nordiske samarbejde: bevægelsesfriheden og pasfriheden mellem vores lande. Manglen på samarbejde mellem de nordiske lande forværres af, at højrepopulistiske partier sidder i nordiske regeringer og påvirker politikken i vores lande. Deres politik med lukkede grænser indebærer ikke bare indskrænkninger i asylretten, den river også det nordiske samarbejde i stykker. Venstrepartierne i de fem nordiske lande ønsker, at Norden i stedet samarbejder for at svare på flygtningesituationen og redde den nordiske pasunion.

Vi ser, hvordan nordiske lande bevidst har gjort det sværere for mennesker at bruge retten til at søge asyl. Det er en farlig udvikling, som sætter asylret og menneskerettigheder på spil.

Sådan kan man ikke opbygge et velfungerende arbejde med flygtningespørgsmål. Svaret på den globale flygtningesituation må tværtimod handle om at samarbejde. Det kan ske på forskellige niveauer – i Norden, i Europa og i FN – afhængig af de politiske forudsætninger. I denne situation, når EU’s politik står over for store udfordringer, er det i særlig grad vigtigt, at de nordiske lande begynder at samarbejde. Vi ønsker, at de nordiske regeringer omgående mødes og diskuterer, hvordan vi i fællesskab kan svare på denne situation.

Kapløb mod bunden

De flygtendes ret til at søge asyl i det land, hvor de befinder sig, må bevares. Samtidig er der brug for, at vi udbygger det fælles ansvar og fordelingen af dem, der har brug for beskyttelse. Et muligt resultat af diskussioner mellem de nordiske lande kunne være minimumsniveauer for, hvordan mennesker, som kommer til Norden, skal modtages. Det kan handle om regler og praktisk samarbejde om familiesammenføring. Så kan kapløbet mod bunden stoppes, samtidig med at hvert land kan indføre mere generøse og humane regler end dem, der fastlægges af minimumsstandarden. Vi vil undersøge mulighederne for at lette familiesammenføringer gennem koordination og samarbejde mellem de nordiske landes ambassader uden for Norden.

Der er brug for, at de nordiske lande går væk fra at lægge pres på flygtningene for i stedet at lægge pres for at få EU til at gøre noget ved problemerne.

Den nuværende Dublin-forordning fungerer ikke og må erstattes af et system, som garanterer asylretten og fordeler ansvaret retfærdigt. Reglerne om behandling af asylansøgninger i første ankomstland må ændres, fordi de lægger et urimeligt pres på visse lande. Familiesammenføring skal være højt prioriteret og kunne ske smidigt.

Svaret kan ikke være passivt at lade store flygtningelejre vokse frem i Grækenland, Italien eller Makedonien. Svaret kan heller ikke være, at Tyrkiet skal agere som EU’s grænsepoliti til gengæld for, at vi i stilhed afstår fra at kritisere den politiske forfølgelse i Tyrkiet.

Mere ansvar til FN

Europa har brug for en ny aftale med tydelige og retfærdige principper for, hvordan vi sammen fordeler de opgaver, vi skal løse. Det kræver en fordeling af ansvar for flygtende på europæisk niveau. Så mange europæiske lande som muligt bør deltage i en fælles solidarisk fordeling af flygtninge.

Desværre tyder meget på, at EU ikke formår at samles om en realistisk løsning. Derfor er vi åbne over for at tage initiativ i en koalition af lande, som er villige til at gå foran og bidrage til en holdbar situation.

En tredje mulighed er, at FN påtager sig en større rolle i den her situation. Vi er klar til at lade FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, spille en større rolle i fordelingen af flygtninge i Europa, sådan som det er set tidligere.

Den frie bevægelighed i Norden har været en historisk succeshistorie, som har gjort vores lande mere dynamiske. Pasfriheden, som har eksisteret siden 1950’erne, har uddybet og styrket det nordiske fællesskab. Der er brug for en tydelig fælles forståelse for behovet for at undgå grænsekontrol mellem nordiske lande og aldrig lade dem være andet end midlertidige.

Med hårdere grænsekontroller og krav om, at bus-, tog- og færgeselskaber kontrollerer ID, er der en åbenbar risiko for, at det bliver meget svært for flygtninge at komme til Norden. Det kan føre til flere desperate og farlige flugtforsøg. Samtidig fremmer det menneskesmugling. Vi bidrager på den måde til en dominoeffekt af lukkede grænser i Europa. Der er brug for et tættere samarbejde mellem de nordiske lande for at finde fælles løsninger, der bevarer asylretten. Vi ønsker en reguleret indvandringspolitik, men vil ikke, at grænsekontrol, ID-kontrol og visumkrav bruges til i praksis at indskrænke retten til asyl.

Kommer du til Norden, skal du have samme rettigheder og arbejdsvilkår som alle andre lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Det skal for eksempel aldrig være en virksomheds beslutning om at opsige eller ansætte en person, som afgør, om vedkommende får asyl. Vi ønsker ikke at svække flygtninges rettigheder på arbejdsmarkedet og skabe et b-hold. I stedet vil vi sikre, at flygtninge så vidt muligt kan bruge deres erhvervserfaring, og vi vil satse på uddannelse og sprogkundskaber.

Det nordiske arbejdsmarked hænger tydeligvis sammen. Derfor er der brug for, at vi bekæmper social dumping og udnyttelse på arbejdsmarkedet.

Indsats i Middelhavet

Vi må gribe de muligheder, der findes, især via FN, for at søge en politisk løsning på konflikten i Syrien. Der er brug for, at de nordiske lande sammen arbejder for en aktiv forhandlings- og fredsproces.

Vi ønsker, at de nordiske lande i fællesskab og langsigtet satser på højere nordiske bidrag til hjælp i Syrien og nabolandene. Bistanden skal bestå af både humanitær støtte og langsigtede satsninger på eksempelvis børns uddannelse.

Vi ønsker et beredskab i verdens rige lande for en ny Marshallhjælp, når der igen er fred i lande, som er ødelagt af krig. Den dag er der brug for omfattende støtte til opbygning af demokratiske institutioner og infrastruktur.

Så længe den akutte krise varer ved, vil der også være brug for direkte livreddende indsatser i Europa. Vi ønsker, at de nordiske lande tager et fælles initiativ for at udbygge redningsindsatsen i Middelhavet og arbejder for en fælles europæisk redningsindsats dér.

Regeringerne i de nordiske lande må omgående mødes for at løse de udfordringer, vi står over for. Den nordiske venstrefløj har de nødvendige forslag, der kan opretholde asylretten og det nordiske samarbejde. Vi kræver, at vores regeringer tager ansvar for situationen og søger fælles løsninger.

Paavo Arhinmäki, Vasemmistoliitto/Vänsterförbundet, Finland

Katrín Jakobsdóttir, Vinstrihreyfingin - grænt framboð, Island

Audun Lysbakken, Sosialistisk Venstreparti, Norge

Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, Danmark

Jonas Sjöstedt, Vänsterpartiet, Sverige

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for jens peter hansen

Der er brug for, at de nordiske lande går væk fra at lægge pres på flygtningene for i stedet at lægge pres for at få EU til at gøre noget ved problemerne.

Den nuværende Dublin-forordning fungerer ikke og må erstattes af et system, som garanterer asylretten og fordeler ansvaret retfærdigt. Reglerne om behandling af asylansøgninger i første ankomstland må ændres, fordi de lægger et urimeligt pres på visse lande. Familiesammenføring skal være højt prioriteret og kunne ske smidigt.

Det lyder godt. To af landene er ikke medlemmer af EU og EL vil ud af EU. Hvor hyklerisk kan det blive.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch

Fint man kan bruge FN som svingdør til humørsvingninger. Storskrydende og storskrålende hamrede Anders Fogh og DK mod Dispoterne i Afrika og Mellemøsten. Når så konsekvenserne viser sig - klamrer vi os til de humane kræfter og og den skandinaviske fredselskende skyldsforladelse. Den store mester kommer og den lille nisse rejste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Selch

S og SF samlet 2011 valgkampen.

* Danmark skal kunne gå i krig uden et mandat fra FN's Sikkerhedsråd, hvis der er tale om folkedrab, krigsforbrydelser, etnisk udrensning eller forbrydelser mod menneskeheden i et andet land - Socialdemokraterne, SF og De Radikale i et fælles udenrigspolitisk udspil den 3. september 2011.

* Grænsekontrol skal være et nationalt spørgsmål. EU-Kommissionen har plan om at fratage regeringerne suveræniteten over grænsekontrollen - Benny Engelbrecht i Ritzau-citat den 5. september 2011.

Venstrefløjen i dansk politik må så være ... Enhedslisten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Andersen

Jeg forstår godt at SF siger fra over fra dette topmål af hykleri.

Manglen på samarbejde mellem de nordiske lande forværres af, at højrepopulistiske partier sidder i nordiske regeringer og påvirker politikken i vores lande.

Ja, dansk politik er ikke kønt i øjeblikket. Men venstrepopulisme har da aldrig været et bedre alternativ.

Der er brug for, at de nordiske lande går væk fra at lægge pres på flygtningene for i stedet at lægge pres for at få EU til at gøre noget ved problemerne.

Ja, det ville være dejligt. Men det er jo svært at lægge pres på EU når to af landene ikke en gang er medlem af EU, og når samtlige disse partier ønsker de resterende lande ud af EU.

En tredje mulighed er, at FN påtager sig en større rolle i den her situation. Vi er klar til at lade FN’s Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR, spille en større rolle i fordelingen af flygtninge i Europa, sådan som det er set tidligere.

Dette er jo i bedste fald blot hamrende naivt. Forestiller disse populistiske partier virkeligt at landene i EU vil lade FN diktere deres flygtningepolitik når de i forvejen har så svært ved at blive enige i det forpligtende samarbejde EU.

Familiesammenføring skal være højt prioriteret og kunne ske smidigt.

Smukke ord, men med den holdning har disse partier jo meldt sig helt uden for enhver indflydelse. Vi hjælper ingen lande på fode igen ved at dræne dem for alle de stærke mennesker som er istand til at flygte til Europa. Tiden er nok til at se på hvordan vi sikrer beskyttelse til alle som har behov, men også hjemsendelse når forholdene er til det.

Kommer du til Norden, skal du have samme rettigheder og arbejdsvilkår som alle andre lønmodtagere på arbejdsmarkedet.

Igen smukke, men totalt naive ord. Reelt betyder denne politik at asylansøgere aldrig får et ben til jorden på det nordiske arbejdsmarked, alene mangel på sproglige færdigheder gør at langt de fleste aldrig vil kunne yde værdi svarende til overenskomstmæssig løn. Området er svært uden lette løsninger, men denne politik er lige så torskedum som højrefløjens ønske om fri og ubegrænset indslusningsløn.

Det skal for eksempel aldrig være en virksomheds beslutning om at opsige eller ansætte en person, som afgør, om vedkommende får asyl.

Det er det heller ikke i dag!

Det nordiske arbejdsmarked hænger tydeligvis sammen.

Øh, vi har da meget mere samhandel med Tyskland og det øvrige EU end vi har med resten af de nordiske lande. Og arbejdsmarkedet på tværs af øresund er jo en ren parodi af tåbelige regler. Og enhver som har prøvet at købe via internettet fra Norge eller Island gør det aldrig igen, det er simpelthen for besværligt med moms og fortoldning.

Vi må gribe de muligheder, der findes, især via FN, for at søge en politisk løsning på konflikten i Syrien. Der er brug for, at de nordiske lande sammen arbejder for en aktiv forhandlings- og fredsproces.

Ja, lad os endelig satse på FN i syrien. FN er jo totalt lammet i denne sammenhæng.

Vi ønsker et beredskab i verdens rige lande for en ny Marshallhjælp, når der igen er fred i lande, som er ødelagt af krig. Den dag er der brug for omfattende støtte til opbygning af demokratiske institutioner og infrastruktur.

Smukke ord, men så skal vi vist holde os laaaangt væk fra den økonomiske politik som disse populistiske partier står for. Betonsocialismen har aldrig aldrig nogen sinde skabt en velstand, velfærd og lighed som den vi har i de nordiske lande. Og dermed aldrig nogen sinde et grundlag for at kunne hjælpe andre.

Brugerbillede for Lennart Kampmann

Det nordiske broderskab findes ikke længere. Vi har delt historien, men går nu vore egne veje. Se blot på de forskellige tilgange til EU og NATO.
Skandinavisme havde en opblomstring efter krigen, da Tyskland af gode grunde ikke længere var et forbillede. Senere er det falmet.

Venstrefløjens ukritiske åbne grænser medførte en grædende svensk minister da de reelle omkostninger gik op for landet. Igen er det evige problem for socialisme at det kun fungerer indtil man løber tør for andres penge.

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anders  Hede

EU skal gøre ...

Ja, det skal de. Men de gør intet. EU er handlingslammet i en absurd grad. Ingen omfordeling sker. Vi kan ikke vente på EU viser handlekraft og lade indvandrere vælge de samfund med bedste velfærdssamfund, som overlever fordi man har en berolkning der yder og nyder. Som ikke bærer 100.000 nye nydere. Og det er ikke sagt i disrespekt. Mange vil arbejde, men vi er ikke et samfund med meget arbejde til folk uden større kvalifikationer.

De næste 500.000 flygtninge burde placeres i østeuropa. Alle lande burde samlet set tage ligeligt, og det er ikke indvandrerne der kan vælge frit.

Men det kan EU ikke finde ud af, og så må man som land agere for at forhindre at vores velstand bryder ned og det med kun en ekstrem brøkdel af verdens flygtninge reddet.

Folk på overførselsindkomster er med rette dem der gruer mest, fordi vi lever i et samfund hvor politikere ikke kan se der er råd til mere omfordeling hvis der skal være råd til vækst, og så kigger man på udgiftssiden.

Jo senere vi venter på at få stoppet asylshopperiet, jo større bliver højrefløjen og jo værre bliver løsningerne.

Tiden for en masse fine hensigtserklæringer er forbi. Til Marts begynder det hele igen. Sikkert med endnu større styrke. Skal vi vente til vi er Sveriges situation?

Jeg må indrømme jeg hælder til sikre lejre i næromrderne, som er finansieret af FN, og det skal være rigtig mange penge, der sættes til dette projekt, så det er en tålelig tilværelse, indtil nogen tager sig sammen og redder Syrien

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaj Spangenberg

Jeg synes, at Thomas Andersen rammer hovedet på sømmet og afslører forslagene som "venstrepopulisme".
Venstrefløjen (som jeg normalt regner mig til, hvad angår ligestilling, social retfærdighed etc. men blot ikke folkevandringen) har ingen andre løsninger end dem, der befinder sig højt oppe i den tynde luft. Men det er da en nydelig ønskeseddel, der her er lagt frem. Synd blot, at flertallet ikke ønsker at betale til den, fordi flertallet efterhånden har opdaget, at vi ikke har med en flygtningstrøm at gøre, men med en folkevandring.
Det kan ikke gå hurtigt nok med at få den standset. Danmark og EU befinder sig ikke længere i en krise, men er nået punktet: Undtagelsestilstand.
Her træder nødretten i stedet for utidssvarende konventioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leif Høybye

Det er selvfølgelig ikke godt, når en gruppe sure mænd læser en artikel omhandlende visioner for, hvad de nordiske lande samlet kunne gøre omkring flygtningesituationen, hvis de ville. En ide om at det muligvis ville presse EU til at finde løsninger - eller bare give ideer - give FN flere muligheder for at kunne arbejde med flygtninge problematikken.
Jeg køber ikke tanken om, at Danmark er ved at bryde sammen under et flygtningepres på nuværende tidspunkt - heller ikke det øvrige Skandinavien

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Nils Bøjden

"En ide om at det muligvis ville presse EU til at finde løsninger - eller bare give ideer - give FN flere muligheder for at kunne arbejde med flygtninge problematikken."

Det løser ikke problemerne. Det flytter dem bare et andet sted hen. Den eneste løsning er at de lande hvor folk kommer fra oplever fred, frihed, velstand. Så det må vel være det de vil opnå med deres løsninger.

/En sur gammel mand. - men det siger mine børn også.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaj Spangenberg

Leif Høybye@
"Jeg køber ikke tanken om, at Danmark er ved at bryde sammen under et flygtningepres på nuværende tidspunkt - heller ikke det øvrige Skandinavien", skriver du.
Du "køber" formentlig ingenting, men regner med at andre betaler. Norden er ikke i dag brudt sammen på grund af presset fra hundredtusinder uindbudte tilrejsende, af mange kaldt "flygtninge", selv om de er brudt over vore grænser fra andre sikre lande, hvor de kunne og burde have søgt asyl.
Men lokummet brænder! Bare spørg i Sverige. Norge har taget konsekvenserne og lukket af. Finland vånder sig, og det gør Danmark også.
Problemet hos os er, at ingen partier - lige med den beklagelige undtagelse: DF - har en løsning, som rækker ud over i morgen.
Løsningen ligger ellers lige for, hvis ellers bangebuksene tør for Merkel og den efterhånden tandløse EU-Kommission: Luk alle EU-grænser med lås og slå NU, om end måske foreløbig. Og meddel alle asylansøgere, at asyl er udelukket, hvis ikke de søger i de sikre lande, hvor de oprindelig tog flugten til.
Så standser man folkevandringen, for det er jo det, den er. Ikke en "flygtningestrøm".
Ord skaber virkelighed, og ved hele tiden at tale og skrive om "flygtninge" fremmaner man indre billeder af nød og elendighed, mens de sande billeder af folkevandringen i store træk er unge, velklædte mænd med mobil eller iPad og kvinder med tørklæder og børn, de viser frem for at kalde på medynk.
Hvordan har de f.ø. haft råd til at betale den lange rejse gennem Europas lande?
De rigtige flygtninge befinder sig i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Og hvis EU og Vesten vil sit eget bedste, sætter man omgående ind med en massiv nødhjælp her.
På den måde kan EU efter nogen tid i "neutralitet" på ny leve op til sin rolle og Schengen på ny genoplives.
Men først af alt skal folkevandringen stoppes. Her og nu!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

Flygtninger stammer fra de lande som blev ramt af GUD´s krig, og det er modsat hvad vi har lært om at demokratiet kender deres kunst. Vi har set kun noget meget gammelt som Krig og vold . Det er dem der skal feje på deres dør. Kan de begynde med at stoppe krigen I Syrien og er krigen stoppet for de halve af mellemøsten. Hvis de stopper, kommer ikke flere flygtninge fra nogle steder. Bagefter kommer genopbygning, men jeg tvivler på at vesten spiller en rolle her. det koster og vil folk sige det samme som om flyktninge( og os , og vores arbejdesløse, og skoler og hospitaler etc..der også brug for midler. Altså vi kender svaret på forhånd nu, det bliver ikke noget. Vesten hjælper demokratiet? er det ikke billiger at Irak ikke var ødelagt? og Syrien ( hvor nu findes kamp mellem supermagterne. Og deres situation er ikke afklaret nu, så hvordan ved man det ender?. Tunesien har bet Vesten om15 milliarder I fem år, det betyder 3 milliarder hvert år, til et program de kaldte "Start up democracy" altså en slags Marshal plan for genopbygning efter revolutionen, men kom intet. Man skal vide et land er ruineret efter revolutionen, staskassen er tom, folk flygter med deres formuer til udlandet. Altså hvad sker reelt er capital flugt til vesten og ikke omvendt capital overførsel fra Vesten. Den illusion har jeg ikke. Bare de få Putin på fornuft og stoppe støtte til Assad og dermed genskabe fred I landet, det er nok. Så siger du bye bye flygtning. Syrien ville kunne få hjælp fra Saudi arabien, det bliger ikke uden betingelser, Saudier er overbevist om rigtigheden af deres politisk system( ikke demokrati I hvertfald) og det kan man ikke klandre dem for.

anbefalede denne kommentar