Kommentar

Polen er igen blevet Europas syge mand

Som i Ungarn er et antiliberalt og autokratisk regime ved at etablere sig i Polen – det kan på længere sigt true hele den demokratiske orden i Østeuropa
20. januar 2016

Det er ikke mange måneder siden, at alt så anderledes ud. Dengang talte vi endnu om et Polen, som var det bedste i nyere historie: et frit, demokratisk land med stærke økonomiske muskler og gode relationer til både Moskva og Berlin. Efter i 123 år at have været helt væk fra landkortet og efter den suspension af selvstændig udvikling, som kommunismen betød, var Polen nu omsider dukket op til overfladen som en af Europas store kulturnationer og havde fundet sin plads og rolle.

Men så kom først Putins annektering af Krim. Og nu Polens Jaroslaw Kaczynski (leder af det regeringsbærende Lov- og Retfærdighedspartiet og tidligere premierminister, red.).

Næsten alle samfund i Østeuropa har længe været delt i to politiske lejre: I den ene har slagord som fædreland, tradition, arv og grænsekontrol domineret (undertiden i problematisk nærhed til Blut und Boden); i den anden har man hyldet Europa og modernisme og derfor hellere talt om demokrati, retsstat, institutioner og magtadskillelse (det angelsaksiske begreb om checks and balances). Førstnævnte lejr har rødder i 1800-tallets forestillinger om nation og nationalstaten, mens sidstnævnte har orienteret sig imod den europæiske velfærdsstat, der opstod efter 1945.

Historisk set har den nationalkonservative lejr været den stærkeste. Kun Tjekkoslovakiet, et land, der ikke længere eksisterer, udgjorde i Mellemkrigstiden en demokratisk undtagelse i Øst- og Centraleuropa. Og først efter kommunismens sammenbrud skulle magtbalancen mellem de to lejre forskydes i demokratisk retning, selv om ikke en eneste stat i det moderne Østeuropa i noget omfang har nærmet sig Habermas’ politisk næsten lugtfrie ’forfatningspatriotisme’.

Ignoreret af Vesten

At opbygge et demokratisk samfund mere eller mindre fra grunden er ikke en bedrift, som nogen kan præstere i en håndevending. Men tid, som under kommunismen var det eneste, østeuropæerne havde rigeligt af, var efter sammes sammenbrud blevet en mangelvare. Endelig var man fri, og det, som blev kaldt for et normalt liv, skulle begynde øjeblikkeligt og ikke i morgen. Var nogen gået til stemmeurnerne på et løfte om først at kunne levere et normalt liv om en generation eller så, ville de med sikkerhed have gravet deres egen grav. Så længe ville ingen østeuropæiske vælgere vente.

Det faldt imidlertid ingen ind at spørge til historien. Hvilket måske også var godt det samme, for den kender ikke til genveje. Næsten 30 år senere er velfærden i Østeuropa derfor stadig beskeden og de nye demokratiske styrer skrøbelige – både med hensyn til funktionsduelighed og støtte fra offentligheden.

Her i Vesten foretrak vi længe helt at ignorere den skrøbelighed. Men pludselig skete der noget med det demokratiske bygningsværk østpå, først i Ungarn og senest i Polen. Endnu er det langtfra styrtet i grus, men de bærende vægge slår revner. Og flere lande i øst står for tur eller har allerede været inde i en lignende udvikling. De er blot så uvæsentlige for os, at vi ikke har lagt mærke til, hvad der sker.

For i en tid med generel krise og politisk radikalisering i Europa er nationalismen i endnu højere grad i vækst i øst end i vest, ja, næsten overalt er den tilbage ved magten. Til overraskelse for os vesteuropæere, endskønt vi burde havde vidst, at den altid har været der – lige under overfladen.

Færdigt arbejde

Også nationalisterne forstod, at forandring tager tid. Men det, som bekymrer dem, er ikke så meget, hvor lang tid det tager at konsolidere den nye demokratiske orden, som hvor lang tid det tager at afskaffe den gamle kommunistiske. Jaroslaw Kaczynski taler ligefrem om nødvendigheden af ’endnu en revolution’. Under den første blev alting efter hans opfattelse kun gjort halvt. Kompromiserne omkring det runde bord var for mange, indrømmelserne til kommunisterne for store. For mange gamle regimefolk kunne danne sig netværk og skabe sig formuer ved privatiseringer og fortsætte i deres nye inkarnationer med at dominere både stat og samfund i Polen.

Nu må jobbet gøres færdigt – én gang for alle. Fra det nationalistiske vokabularium har man derfor fundet ord som ’forrædere’ og ’fjender’ frem igen. Atter drages der sondringer mellem ’gode’ og ’dårlige’ polakker, mellem dem og os. Løbende tales om værdier og principper, men i sidste ende handler det mest om personspørgsmål. Hvem kan smide hvem ud, og hvem skal erstatte hvem?

Den anden revolution, som Jaroslaw Kaczynski og Lov- og Retfærdighedspartiet vil gennemføre, retter sig imidlertid i samme grad imod den nye demokratiske orden, herunder såvel imod et uafhængigt retsvæsen som imod pressefriheden og mediernes kritiske forpligtelser. Vi har allerede set, hvad den slags betyder i Viktor Orbáns Ungarn, og det er ikke tilfældigt, at samme Orbán i Warszawa efter regeringsskiftet ofte nævnes som rollemodel.

Men det, som Europa skal tage stilling til her, er ikke så meget et tilbagefald til Østeuropas traditionelle nationalisme. Snarere står vi over for en sammensmeltning af elementer fra Østeuropas to traditionelle politiske lejre. De nye populistiske magthavere udgør selv en moderne elite. De bruger internet og ikke kuglerammer. Deres fremtrædelsesform er snarere de mørke jakkesæt og gel i håret end nationaldragter. Men tilbage står, at et nyt demokrati risikerer at blive reduceret til pynt omkring noget, ligesom overfladeforvandlingen til trods er forblevet en autoritær, fremmedfjendsk og nationalistisk kerne.

Og Europa? Fra EU ønsker nationalisterne intet andet end penge.

Orbán er nået langt i retning af at få konsolideret sit ’illiberale demokrati’, og hvad der er sket i Ungarn, kan allerede være slemt nok. Polen er imidlertid større og vigtigere end Ungarn.

Til gengæld har landet Østeuropas stærkeste civilsamfund – som tvillingerne Kaczynski ironisk nok engang var med til at skabe fundamentet for. Ganske som Orbán var det i Ungarn.

© Richard Swartz og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Niels Møller Jensen
  • Espen Bøgh
  • Christian Mondrup
Olaf Tehrani, Niels Møller Jensen, Espen Bøgh og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Det er fantastisk at høre en mand som Richard Swartz kæfte løs om, hvad der er demokrati og ikke-demokrati, når man tænker på den ubestridelige kendsgerning, at Lov- og Retfærdighedspartiet under Jaroslaw Kaczynski trods alt er kommet til magten i Polen gennem et fuldt legitimt parlamentsvalg, fordi et flertal i den polske vælgerbefolkning under ingen omstændigheder ønsker EU’s løbende centralisering og politiske ensretning af deres land trukket ned over ørerne på dem.

Richard Swartz får det til at lyde som om, at demokratiet som politisk styreform udelukkende er skabt af EU i Bruxelles, ikke af de enkelte nationalstater gennem et par hundrede år, og at Europa ikke ville have fred og velstand uden denne totalitære organisation med sit omfattende sammenrend af uduelige politikere og hårdkogte neoliberalister, der hen over hovedet på 500 millioner europæiske borgere tror, at de bare uden videre modstand fra EU-landenes befolkninger kan skabe et mægtigt Europas Forenede Stater.

Vælgerbefolkningerne i Polen og Ungarn har imidlertid foreløbig sagt definitivt stop til EU-udviklingen, og har på fuld demokratisk vis gennem frie parlamentsvalg, valgt at give regeringsmagten i deres lande til politiske ledere, der udviser den fornødne styrke, mod og vilje til at stille op mod en magtfuld EU-kommission der tror, at de skal styre EU-medlemslandene ned i den mindste detalje med alle mulige direktiver, nøjagtig som i gamle dage med det kommunistiske politbureau, der i kulisserne var styret af det tidligere kommunistiske et-parti regime i Sovjetunionen.

Flertallet af de europæiske vælgerbefolkninger ønsker nationalstaten tilbage, og især dem fra de gamle kommunistiske stater, fordi de gennem et par generationer siden afslutningen på 2. verdenskrig, har oplevet totalitarismens hæslige politiske ensretning, hvor statsapparaterne var fyldt op med opportunistiske, ansvarsløse og ansvarsforflygtigende politikere og ikke-folkevalgte embedsmænd som dem hos EU-kommissionen i Bruxelles, der hver dag terroriserer europæerne med alle mulige direktiver.

”Og Europa? Fra EU ønsker nationalisterne intet andet end penge”, skriver Richard Swartz, og så kan man jo filosofere lidt over dèn påstand i relation til det faktum, at EU gennem de sidste 25 år med sine mange økonomiske strukturfonde, ikke har været andet end det store økonomiske tag-selv-bord for alverdens venstreorienterede grupperinger i de enkelte nationalstater, der sidder på store dele af magten i EU-landenes centraladministrationer, og som hver dag smider rundt med borgernes surt indtjente skattekroner til alle mulige ligegyldige projekter.

Men uanset hvor meget Richard Swartz og andre tilhængere af Europas Forenede Stater prøver at dehumanisere tilhængerne af nationalstaten i det tidligere kommunistiske Østeuropa, og uanset hvor meget EU-kommissionen i Bruxelles truer dem med alle mulige sanktioner, ja, så vil det polske, ungarske, tjekkiske og slovenske folk med flere, hellere dø af sult på gaden end at underlægge sig et nyt totalitært regime i skikkelse af EU med al sin politiske centralisering og politiske ensretning som før østblokkens sammenbrud i 1989.

Så, nej, Polen er ikke Europas syge mand – den ”ære” tilkommer alene EU.

Ib Christensen, Peder Kruse og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Solrart Sørensen

Det polske folk har mistet tilliden til de løgnagtige politikere....og det baner også vejen for fascisme i mange andre lande. man kan ikke kæmpe med næb og klør for, at forfordele den nationale stor kapital og samtidigt tilgodese befolkningen... nogen må gi og der for er vi på en glidebane imod fascisme. - Fratagelsen af befolkningens fri stemmeret er kun toppen af fascismens isbjerg, der først og fremmest bygger på et parløb imellem storkapital og politisk magt.

Michael Kongstad Nielsen

Meget vel. Men så vil jeg tilføje, at Polen ikke er mere udemokratisk eller "syg" end fx. USA eller Danmark. Polens dommerudnævnelser og styring af statsejede medier er ikke forskellig fra disse demokratiers. I Danmark styres DR af en folketingsudnævnt bestyrelse, med en ministerudnævnt direktør i spidsen, og i USA udnævnes højesteretsdommerne af kongressen.

Henning Kjær

Så vidt jeg har forstået har den polske regering ikke et flertalt af polske stemmer bag sig. Dete r vist noget med under 40% ade afgivne stemmer der gik til regeringspartiet, som på grund at valgsystemet fik et stort flertal I parlamentet.
Det er ikke noget stort problem at Polens regering udnævner dommere/højesteretsdommere, problemet er, at de fyrer dommere uden grund, og dermed undergraver dommernes uafhængighed.
En uafhængig dommer kan ikke fyres uden grund og for sin embedsførelse. Det er det der skal sikre uafhængigheden, og hvad skal vi med dommere, hvis vi ikke kan være sikre på deres uafhængihed.

Michael Kongstad Nielsen

Henning Kjær, på hvilken måde har valgsystemet stillet det nuværende parlamentsflertal anderledes end de tidligere?
Mig bekendt er der ikke fyret dommere, men der er vedtaget nye love om udnævnelse, og også af direktører i statsejede medieselskaber. De sidste må staten have ret til at udnævne, da staten jo er ejer.

Sören Tolsgaard

Polen er - igen - "Europas syge mand"?

Begrebet tillægges Zar Nikolaj I's beskrivelse af Osmannerriget, som siden blev fulgt op i mange medier. I nyere tid tillige anvendt om andre europæiske lande i kriseperioder, bl.a. Italien, Frankrig, England og Tyskland, mens man på Wikipedias serbo-kroatiske opslag oplyses om, at udtrykket også anvendes om Bosnien og Grækenland.

https://da.wikipedia.org/wiki/Europas_syge_mand

Polen betegnes derimod i sin nationale mytologi som "Europas Kristus" - korsfæstet og genopstanden.

https://en.wikipedia.org/wiki/Christ_of_Europe

Når nu England melder sig ud af EU og Marine Le Pen vinder det franske præsidentvalg sker der nok et par ting:

Tyskerne klapper låget i pengekassen og lader derefter franskmændene sejle sin egen sø (og der er der nok ret høje bølger).
EU brækker over i 3 dele med en østeuropæisk del, en nordeuropæisk del (måske med dansk deltagelse) og en sydeuropæisk del.
Polakkerne kan derefter svælge i deres nationalisme og blive et let offer for et aggressivt Rusland.

Det skal nok blive et par spændende år vi går i møde.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har et andet spådoms-tilbud:
EU´s overstatslige unionsoverbygning går langsomt i opløsning. Storbritannien får det, som de vil have det og bliver inde. Det fælles marked uden told og andre handelshindringer bevares, men resten falder sammen, til sidst også euroen. Alle mellemstatslige aftaler om miljø, natur, mv. der er indgået før Lissabon, bevares. Nationalstaterne hæger om egen kultur, og bliver mere optaget af social lighed, mindre arbejdsløshed, og mindre frit spil for finanskapitalen. Sanktionerne mod Rusland ophæves, og EU ophører med sin aggressive stil.