Sicilien er normen, Sverige er undtagelsen

Hvad vil asyl-presset gøre ved den universelle velfærdsstat? Tilhængerne af de åbne grænser skylder os et svar
25. januar 2016

Det er svært at tro, når man rejser rundt på Sicilien, som jeg lige har gjort, at dette engang var en af Europas højest udviklede og mest velstående provinser. Et perfekt placeret kornkammer og handelscentrum midt i ​​Middelhavet og følgelig et tilbagevendende attrået mål for erobring for grækere, karthaginiensere, arabere, normannere, spaniere, habsburgere og bourboner. Sporene af rigdom og højkultur ligger i tætte lag, ofte på steder, der i dag er næsten ukendte – eller i værste fald berygtede. For tusind år siden var Palermo en af ​​Middelhavets vigtigste kulturelle og kommercielle byer, i dag er det en falmet skønhed med ydre forfald som sine mest synlige kendetegn og korruption og mafiamagt som sine mere eller mindre usynlige.

Sicilien er stadig gudbenådet naturskøn, og øens klima er balsamisk, men på toppen af rudimenterne af alle de magter, der igennem har tiden har invaderet og udnyttet Sicilien, findes i dag et af Vesteuropas fattigste samfund.

Den velsagtens stadig mest berømte roman om Sicilien, Giuesppe Tomasi di Lampedusas Leoparden, hvis handling udspiller sig omkring tiden for det nye Italiens magtovertagelse af øen for 150 år siden, er blandt andet også en skildring af det sicilianske forfalds politiske og psykologiske landskab. Jo mere der på overfladens rives op og forandres, jo mere forbliver de gamle dybdestrukturer de samme.

Læs også: Mette Frederiksen: For mange flygtninge og indvandrere truer den danske velfærd

Mafiaens opkomst på Sicilien har mange forklaringer, men afmagten og lovløsheden i et samfund, hvor lov og retssamfund ofte har vist sig ikke at være mere værd end det papir, de er skrevet på, er central. Når den ene herskerkultur efter den anden gør staten til et privat anliggende, der ordnes mellem de rige og magtfulde, er det ikke så overraskende, hvis staten over tid må se sig udsat for privat konkurrence.

Sicilien er kort sagt et eksempel på et samfund, hvor en retsstat aldrig er blevet etableret af andet end navn; hvor loyalitetsgrænser ikke har været i stand til at overskride familie og klan, og hvor offentlige velfærdsinstitutioner af betydning ikke har kunnet bygges op. Dette er en stat, som ingen forventer sig ret meget af, og som heller forventer sig ret meget af nogen. Netop i kløften mellem de fælles behov, som ikke bliver tilgodeset, og de private behov, som systematisk tilgodeses på fællesskabets bekostning, sætter korrumperingen af et samfund ind.

Forpligtelser fra første dag

I så henseende er Sverige den fuldkomne modsætning til Sicilien: Her har vi en stat, hvis borgere forventer sig rigtig meget af den, og som til gengæld også forventer sig en masse af sine borgere. At blive en del af det svenske samfund er at blive en del af en omfattende kontrakt mellem staten og medborgerne, hvor vidtrækkende kollektive forpligtelser opbygges på modsvarende individuelle forpligtelser og loyaliteter.

At ankomme til Sicilien som asylansøger, som mange har gjort, er i alt væsentligt at blive overladt til sin egen skæbne uden at kunne have nogen forventninger om at blive hjulpet, og det er samtidig at udsætte sig for en stor risiko for at blive offer for økonomisk og seksuel udnyttelse, hvilket da også blevet et problem på Sicilien.

Læs også: Tiden er løbet fra flygtningekonvention

At ankomme til Sverige er at komme til et samfund, der fra første dag har forpligtelser over for sine asylansøgere. Man har ret til advokatbistand, ret til husly, ret til sundhedspleje, ret til skolegang, ret til lommepenge og i nogle tilfælde også ret til at arbejde. Og i det øjeblik, man får bevilget asyl og permanent opholdstilladelse, gælder den svenske velfærdskontrakt omgående og fuldstændigt.

Den nye asylpolitik i kølvandet på det usædvanligt stærke asylpres på Sverige med de midlertidige opholdstilladelser og begrænsninger for familiesammenføring kan ses som en forsinket og noget panikagtig stadfæstelse af, at også den svenske kontrakt har sine betingelser og begrænsninger. Også i Sverige er statens forpligtelser afhængige af borgernes evne og vilje til ærligt og i fællesskab at opfylde deres forpligtelser over for staten.

Let at ødelægge tillid

Enhver, der siger, at der ikke bør være nogen grænser for, hvor mange asylansøgere Sverige kan acceptere; at vi i princippet skal vi have åbne grænser, og at der ikke er nogen grund til »at svenskerne [ ...] skal have flere rettigheder og mere velstand end mænd, kvinder og børn fra Syrien«, som en skribent i Dagens Nyheter for nylig udtrykte det, bliver anstændigvis nødt til så også at sige rent ud, at så vil den svenske velfærdskontrakt, som vi kender den, ikke længere kunne opretholdes.

Jeg for min del mener, at den nok ikke længere kan opretholdes – allerede i den nuværende situation. Den største politiske udfordring, vi står over for, er at reformulere velfærdskontrakten mellem stat og borger uden at bryde den, at tilpasse velfærdens vilkår til en ny verden uden at nedbryde den unikke kapital af tillid og fortrolighed mellem staten og borgerne, som engang gjorde det svenske velfærdssystem muligt.

Læs også: »Vi begyndte som amatører. Nu spørger Røde Kors os om hjælp«

Det er meget lettere at ødelægge tillid end at opbygge den, og det er meget mere logisk at være loyal over for familien end staten.

Der findes kort sagt mange flere Sicilien-samfund i verden end Sverige-samfund, hvilket det indimellem kan være klogt at minde sig selv om.

© Göran Rosenberg og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen

Åbne grænser = lukkede kasser

Forholdet mellem individ og samfund hører til de ældgamle, klassisk-filosofiske problemer. I Europa har spørgsmålet ført til en paradigmatisk spaltning mellem liberalisme og republikanisme. Går individets rettigheder forud for samfundets; eller er samfundets interesser overordnet individets? Har individet sine rettigheder fra naturen; eller opnår individet sine rettigheder gennem fællesskabets anerkendelse? I praksis er der naturligvis tale om en blanding, men med vægt på enten den ene eller den anden side.

På Sicilien hersker en variant af liberalismen; enhver er sig selv eller sin familie og klan nærmest. Samfundet - og specielt dets inkarnation i staten - er noget ydre, som man uden større anfægtelser kan ignorere, snyde eller bekæmpe.

I Sverige eksisterer en variant af republikanismen, hvor fællesskab og det almene vel nærmest har status af en naturlov. I al fald indtil for nylig, hvor det velordnede, trygge, solidariske samfund pludselig blev udfordret af en flygtninge- og migrantstrøm.

Göran Rosenberg har sikkert ret i, at samfund som det svenske i fremtiden må regne med at blive rejsemål for en masse mennesker, der søger væk fra fejlslagne stater, krigszoner og religiøse diktaturer - nogle fordi de personligt er forfulgte og i livsfare, men også en stor gruppe simpelthen fordi de vil have del i den svenske velstand. Og de er kun begyndelsen. Alt tyder på, at strømmen vil fortsætte i årene fremover.

Hvis alle disse mennesker kom med en lille svensker i maven - eller i det mindste drømmen om at assimilere sig - så ville det måske kunne lade sig gøre. For i så tilfælde ville de jo straks tilpasse sig svenske, republikanske normer. Men det er tydeligvis ikke tilfældet, og det ville nok også være naivt at forestille sig med det omfang, tilstrømningen har taget. I stedet får Sverige en række parallelsamfund, der mere eller mindre spiller efter en liberalistisk violin og lader 'det svenske folkehjem' sejle sin egen sø.

Skal Sverige bevare det tillidsfulde forhold mellem borger og stat (individ og samfund), så må Sverige - ligesom Danmark - udbygge sit samarbejde med andre stater i Europa, der også har en republikansk grundfortælling om forholdet mellem individ og samfund. Svaret er: EU.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Åbne grænser = lukkede kasser - pointen

Det er rigtigt, som Göran Rosenberg skriver, at Sicilien er normen, medens Sverige er undtagelsen. Man kunne godt udvide denne pointe ved at hævde, at USA er normen, medens Europa er undtagelsen. Eller endnu bredere: Liberalismen (i dens forskellige nationale udgaver) er normen, medens republikanismen er undtagelsen.

Stillet over for en sådan vinkling, synes der kun at være to muligheder: Enten at lægge sig ned og lade sig indrullere i den liberalistiske verdensorden (hvilket reelt er en accept af, at markedet er overordnet parlamentet, økonomien overordnet politikken) - eller at udvikle og reformere republikanismen, så den er robust nok til at matche globaliseringens økonomiske krav, men også til at bevare parlamentet, politikken, fællesskabet som reel og sidste-instans-beslutningskraft.

Hvis grænserne åbnes på vid gab, vil det globale marked skylle henover nationalstaterne som en tzunami. Uafvendelig og ikke til at forhandle med. Det samme sker, hvis der sker en ukontrollabel indvandring - især, hvis den sker fra lande, der ikke har tradition for at tænke 'republikansk'. I begge tilfælde vil det være nødvendigt at neddrosle eller helt afvikle de socialstatslige institutioner og overlade velfærden til det private marked og de private forsikringer. Vi ser allerede tydelige tegn på denne tendens, når Cameron frem for alle (men desværre også vores egen statsminister) igen og igen forsikrer, at EU på ingen måde må udvikle sig til en 'social union'. En sådan union ville nemlig kræve en betydelig kontrol med det private markeds økonomi.

At indvitere Gud og hver mand - uanset kulturelle forudsætninger og vilje til assimilering - til Europa er det samme som at slå hul i bunden af det sociale velfærdssystem, vi i forskellige varianter har udviklet i Europa - et system, der adskiller sig radikalt fra det amerikanske.

Åbne grænser vil altså føre til lukkede (sociale) kasser.

Sverige kan ikke vende denne udvikling eller logik. Det kan Danmark heller ikke. Eller Tyskland for den sags skyld. Men det kan de europæiske lande i forening, fordi de har en tilstrækkeligt stor, økonomisk volumen til på regionalt niveau at forsvare 'den republikanske model'.

Det bliver ikke let - især ikke, når disse landes egne højre- og venstrefløje undergraver modellen indefra ved at insistere på n a t i o n a l s t a t s l i g e løsninger i stedet for EU.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Glavind

Nu er problemet med din analyse, Mihail, at EU's krise netop ikke udspringer af en nationalistisk-venstrefløjskonspiration mod samme EU a la Weimar, men at EU (sammen med ECB) særlig her postfinanskrisen har valgt at føre en politik, der netop sætter markedet over parlamentet og underordner politikken økonomien - en politik, der har vendte den tunge ende nedad og ladet uligheden stige markant. Når EU/ECB/Tyskland så oveni dette miskmask af neo og ordoliberale tiltag samtidig 'åbner' grænserne, så har du opskriften på politisk nedsmeltning.

Det er med andre ord 'EU-fetichisterne', der qua deres egen politik - trods masser af advarsler fra diverse proeuropæiske begavelser - sidder fast til halsen i selvskabte problemer.

Brugerbillede for Peder Kruse

@Mihail Larsen

Forskellen på nationalstatslige og føderale løsninger er i bund og grund et spørgsmål om demokratisk fundering. EU konstruktionen med en kommission, som har eneret på initiativ til lovgivning afstedkommer, at ethvert tiltag til lovgivning I EU udspringer af en lille flok ikke valgte politikere og embedsfolk i samarbejde med usynlige lobbyister fra firmaer, NGOer og tænketanke, som kan finansiere denne virksomhed. At formanden for kommissionen så også er hjernen bag en kolossal skattesvindel, bekymrer ikke Mihail det mindste. Men det gælder nu åbenbart alle EUforiske føderalister.

Brugerbillede for Peder Kruse

Ok man skal være varsom med at anvende diverse tegn og gerninger i teksten. Undskyld mit tidligere indlæg. Jeg prøver igen.

M: Jeg foreslår EU.
P: Jamen det dur jo ikke.
M: Nej, men det skal også laves om

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Nå, vores kommentarer krydsede hinanden.

For mig er EU den eneste realistiske platform eller institution, når det gælder en forpligtende koordinering af fælles europæiske problemer - som f. eks. håndtering af de nuværende flygtninge- og migrantproblemer. Men det betyder ikke, at EU er sakrosant i sin nuværende form.

Muligheden for at presse en reformering af EU igennem svækkes imidlertid, hvis grupper og partier til højre og venstre arbejder aktivt for at lamme eller helt trække sig ud af EU.

Brugerbillede for Peder Kruse

Du har en pointe Mihail. Vi skal naturligvis have et tæt samarbejde i EU, og om det skal kaldes EU eller ikke, betyder ikke noget for mig. Det skal blot ikke være overstatsligt. Demokrati kan være langsomt og besværligt, men jeg mener ikke vi vinder noget ved at gå på kompromis med hensyn til demokrati. Man kunne også spørge EU: Hvordan synes EU selv, det går.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Fordi, Mihail, valg ikke er demokratisk. Valg misbruges af personligt ambitiøse og bjærgsomme mennesker, for hvem det efterhånden er lykkedes at forandre vores rimelige uformelt repræsentative system (partierne var stedfortrædere for organisationer, der var talerør for interesser for samfundets store interessegrupper) til en personlig cash-cow, bl.a. fordi det ikke længere er medlemmernes diskussioner, der ligger bag politikken.
Folkets repræsentanter har hevet sig selv op ved håret, så deres loyalitet og interesser i dag er samlet i et fællesskab med andre ligesindede, på bekvem afstand af de vælgere, hvis interesser de først og fremmest skulle varetage.
Nej, Rousseau havde ret: et samfunds størrelse er ideelt set som Geneve i 1600-tallet.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Steffen,

du har i al fald ikke forstået Rousseau, der var en svoren modstander af liberalismen. Det har jeg skrevet om forskellige steder (bl.a. Rousseau: "Samfundspagten", Rhodos 1987 og i "Klassisk og moderne politisk teori", Hans Reitzel 2009).

Det er rigtigt, at Rousseau var af den opfattelse, at et virkeligt demokrati kun er mulig i en småstat (a la de antikke bystater), men det var, fordi han opfattede 'et virkeligt demokrati' som et 'direkte demokrati', altså efter antikt mønster med folkeforsamling, folkedomstol etc. Han var godt klar over, at en sådan demokrati-opfattelse ikke lod sig praktisere i større stater (hvad han beklagede). Han forudså, at Europa ville bevæge sig i retning af en føderation (se: "Rousseaus tanker om krig og fred", Det sikkerheds og Nedrustningspolitiske udvalg, 1994).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Steffen igen,

du burde læse Peter Wivels fremragende monografi om Benjamin Constant (1767-1830) - "Tvesind. En bog om Benjamin Constant" og især kapitlet om forskellen mellem antikt og moderne demokrati.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

@Mikail Larsen
Sicilien har kæmpet mod mafiaen, det har kostet mange menneskers liv, efter mafiaen fik held til at likvidere to undersøgelsesdommere som var gamle barndoms kammerater, og af hver sin, vidt forskellige politiske observans, så mistede man tålmodigheden, hvis man kan sige noget fælles italieneren, så er det noget de sjældent gør. Så fik man flygtninge problemet fra Afrika, der var man også tålmodig, da man måtte løse problemet for resten af Europa, det har de måske også til fælles med Svenskerne, så hvem er sig selv nok?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

I øvrigt, så er det da temmeligt meget der ligger på de her glade vandrers skuldre, nu tager de sørme velfærden fra os, det er jo ikke et enigt folketing der gør det, det er sørme de her afkræftede flygtninge, der først må aflevere deres værdigenstande og behandles som dyr, nu tager de sørme vores velfærd fra os også! Det er jo uhørt!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

I øvrigt, hvis man interesserer sig for årsager og virkninger, så går rygtet som bekendt på, at under Operation Husky, på Sicilien, hvor de allierede på kort tid invaderede Sicilien og banede vejen for invasionen af resten af Italien, med englænderne fra en side og vore venner amerikanerne fra en anden, så satte amerikanerne en mafiaboss ind som borgmester, i hver en by man kom til og det gjorde, at man sjovt nok, nåede hurtigere frem. At det så blev lidt bøvlet mange år frem af samme årsag, snakker vi ikke om, heller ikke om den almindelige Sicilianers tålmodighed. men det kunne være rart, om vi af og til fik de ting der går forud for problemerne med, i vore fælles overvejelser/fordomme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Filosofi og kendsgerninger - teori og empiri

Göran Rosenberg fremstiller to i d e a l t y p e r. I virkelighedens empiriske verden eksisterer sådan nogen sjældent. men de har alligevel en kritisk funktion, fordi de fremanalyserer de underliggende faktorer, som vi måske er blevet blinde for, fordi de forekommer så ofte.

Rousseau satte, med vanlig sans for paradokser, denne erkendelse på skrift:
"Lad os da begynde med at lægge alle kendsgerninger til side, for de vedrører ikke spørgsmålet." [Rousseau: "Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene", s. 57, Gyldendal 1996).

Til enhver 'idealtype' svarer et hav af 'undtagelser'. Hvis man gerne vil tale uden om den indsigt, der er indeholdt i idealtyperne, skal man bare øse løs af alle disse undtagelser. Det er et sikkert middel til at kortslutte enhver principiel diskussion.

Kant videreførte denne indsigt ved at hævde, at man i moralske spørgsmål er nødt til at skelne skarpt mellem empiriske kendsgerninger og moralske principper. Hvis man alene lader sin moral forme af sædvane, andres adfærd eller snusfornuft, så har man i grunden ikke forstået, hvad et princip betyder.

På samme måde er det med Göran Rosenbergs idealtyper. Enhver idiot kan finde en eller flere empiriske kendsgerninger, der synes at modbevise sandhedsværdien i hans paradigmatiske modstilling af Sicilien og Sverige. Det gælder alle teorier, at man altid kan finde noget andet at snakke om. Whatabout? Men det bidrager altså ikke til en større indsigt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Whatabout! Mikail`s eneret på sandheden. Vi får at se gamle ven om vi får brug for at invitere folk igen fordi vi kommer til at mangle arbejdskraft, så Angela Merkel får ret eller om vi skal lytte dommedag profetierne fra de nye populistiske bevægelser i Europa som er meget tæt på en total magtovertagelse i Europa, som før tilhørte det Neoliberale,

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Jamen, der er ikke andet demokrati end det direkte, det må man i det mindste være ærlig om.
Et føderalt Europa ville sagtens kunne fungere med småstater, det regionernes Europa, vi talte om for ikke så forfærdelig mange år siden.
Derudover er det nu muligt at gennemføre direkte demokrati i større fora, hvis det var det, man ville.
F.eks. har også udlands-schweizere jo adgang til at stemme ved de kvartårlige afstemninger. Og deltage i underskriftindsamling for at få forslag fremmet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Ærlighed?

"Jamen, der er ikke andet demokrati end det direkte, det må man i det mindste være ærlig om."

Det er svært at diskutere, hvis en af parterne - uargumenteret - tager patent på forståelsen af et bestemt begreb, her 'demokratiet', og udelukker alle andre.

Der findes en stor og righoldig, international litteratur om 'demokrati' (som jeg selv har bidraget til med nogle artikler), der redegør for en stor variation af 'demokratier'. Ovenfor har jeg henvist til en berømt tale af Benjamin Constant, der med fransk elegance modstiller antikkens direkte demokrati med det borgerlige samfunds repræsentative demokrati. Ud over at påvise de traditionelle forskelle m.h.t. valgprocedurer gør han opmærksom på de forskellige former for r e t s s i k k e r h e d, der er knyttet til dem respektivt. Muligheden og sandsynligheden for justitsmord i det direkte demokrati, der er følsom over for folkestemningen på et givet tidspunkt, er langt større end i det repræsentative.

Men dét synspunkt er naturligvis irrelevant, hvis det repræsentative demokrati slet ikke er noget demokrati, som Steffen Gliese hævder. Hér og i mange tidligere kommentarer. Sporet ender blindt, når den ene part i diskussionen ikke v i l forstå den anden.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Eneret til sandheden?

Jeg ved ikke, hvor Steen Nielsen har det fra. Jeg har naturligvis mine egne meninger, som jeg sætter på højkant imod andres meninger. Men så har jeg - indrømmet - også en vinkling, der af nogen kan opfattes som bedrevidende. Som filosof og idéhistoriker er jeg allergisk over for meninger og påstande, der ikke er underbyggede, logisk, empirisk eller historisk.

Til stor irritation for nogen af Informations faste kommentatorer, der har allehånde meninger, optræder jeg jævnligt som den lille dreng i "Kejserens nye klæder" ved at råbe, at de ikke har dækning for deres illusioner.

Jeg er naturligvis ikke selv ufejlbarlig. Kritik er velkommen, og jeg lader mig gladeligt belære, når kritikken er båret af solide argumenter. Men jeg svarer skarpt igen, hvis kritikken er misinformerende, og jeg ignorerer den, hvis den er idiotisk.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for steen nielsen

Hvem er fjenden? Hem forstår ikke hvad?

Wikipedia:"En fjende er et etisk-politisk[1] begreb for et væsen, en gruppe eller sag, der handler på en måde som er uforenelig med ens egen position. Fjender er bundet til hinanden gennem en uenighed, der indebærer at en forøgelse af den enes styrke underminerer den andens og at parterne derfor må konfrontere hinanden.[2] Det forhold hvor to eller flere parter er forbundet til hinanden som fjender kaldes fjendskab".

Hvordan opstår et godt fjendskab?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Ja - Nationer og regioner er forskellige.
Mange af dem underlægger sig de konventioner eliten har formuleret.
Nu brænder lokummet og flere føler dele i konventionerne som snærende bånd. Folket vil noget andet - påstår jeg uden at kunne dokumentere.
Dertil kommer at nationalgrænserne i EU nedbrydes - på trods af forskellighederne.
Suveræniteten, og dermed retten og muligheden til at bestemme selv, begrænses.
Samtidig overskrider vi, sammen med andre, grænserne andre steder ved at føre krig.

Det er let at holde fanen højt, når det ikke stormer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

Suverænitet

Det undrer mig ofte, at nogle deltagere i debatten opfatter 'suverænitet' som et ontologisk eller naturligt fænomen - en essens, som samfundet krænker. Det er den liberalistiske grundforståelse af forholdet mellem individ og samfund. Individet er født med umistelige rettigheder og en frihed, der gør det 'suverænt' allerede før dets indtræden i samfundet.

For mig er det hokus-pokus. Individet fødes som et skrøbeligt individ uden klar sansning og forståelse af sin omverden, men gradvist - i interaktion med andre individer - bliver det orienteret. Udviklingspsykologien har studeret denne proces meget intens og ved, at dette skøbelige individ først et stykke inde i sin omverdens-erfaring bliver bevidst om sig selv som en person. Individet fødes ikke med denne bevidsthed; den bliver til i en interaktion med andre personer. Således er socialisering og individuering vævet sammen. Individet bliver til en person gennem en anerkendelse fra andre personer. Jeg bliver den, jeg er, fordi andre mennesker anerkender mig som person.

Ethvert menneske fødes hjælpeløst, men gradvist tilegner det sig nogle kompetencer i samspil med andre mennesker, og på et tidspunkt bliver det i stand til at stå på egne ben intellektuelt og moralsk. Så er tiden inde til, at det løsriver sig fra sin familie og bliver selvstændigt. Men forudsætningen for denne løsrivelse har individet allerede erhvervet sig i omgangen med andre mennesker; den er ikke medfødt.

Det gælder også nationer. De er ikke blevet til fra naturens hånd, men ved menneskelige handlinger - sædvane, kontrakter, traktater - altså anerkendelse på den ene eller den anden måde. Når nationerne tager form af stater, sker det aldrig på foranledning af 'folket', men altid som resultat af en elites evne og vilje til at skabe en national selvbevidsthed (ideologi). 'Folket' som enhed er ikke en ontologisk, naturskabt størrelse, men et produkt af en historisk proces, der rummer et virvar af anerkendelser. Selv det mest grundlæggende - at høre til et folk - kræver en gensidig anerkendelse. Det er aldrig et medfødt faktum.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

En tilstrækkelig stor del af folket kan påvirke eliten, når motiveringer bliver stærk nok og folkegruppens " evne og vilje til at skabe en national selvbevidsthed "
Er det ikke, hvad der sker lige nu ?
Hvis ikke, kunne vi nedlægge det, der er tilbage af demokratiet.

anbefalede denne kommentar