Interview

’Det springende punkt er stadig, om Assad skal blive eller ej’

Viljen til en politisk løsning på krigen i Syrien har aldrig været større end nu, siger Rolf Holmboe, Danmarks tidligere ambassadør i landet. Han er optimist forud for mandagens fredsforhandlinger i Wien
Krigen i Syrien har udviklet sig til et morads af stedfortræderkrige, hvor USA, Rusland, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran, Irak, Hizbollah og en række andre parter søger at øve indflydelse.

Vladimir Isachenkov

23. januar 2016

Til marts er det fem år siden, en gruppe unge syrere blev anholdt og tortureret for at have skrevet ’Folket forlanger regimets fald’ på en mur – startskuddet til krigen i Syrien. Kampene i landet har nået et dødvande, hvor den eneste udvej synes at være en politisk aftale, som afslutter krigen.

Det mener Rolf Holmboe, som var Danmarks ambassadør i Syrien fra 2012 til 2013 og ambassadør for Syrien, Libanon og Jordan fra 2013 til 2015.

– Hvordan ser du konflikten i Syrien udvikle sig i 2016?

»Situationen i dag er den, at ingen af parterne kan vinde krigen militært. Det betyder, at der kun er en forhandlingsløsning tilbage. Den part, der er mest imod den løsning, er præsident Bashar al-Assad og inderkredsen omkring ham. Hans magt bygger på et massivt repressivt apparat af sikkerhedstjenester, torturkældre og koncentrationslejre, hvor flere hundredtusinde syrere sidder netop nu. Det magtapparat får ikke lov at overleve en politisk aftale, og det betyder, at han vil miste sin magtbase. Det ved han godt.«

– Den 25. januar indleder FN endnu en runde forhandlinger om Syrien i Wien, hvor en række lande med aktier i konflikten skal diskutere en løsning. Hvordan ser du på de forhandlinger?

»For første gang virker det til, at også de parter, der støtter Assad, er klar over, at de er nødt til at nå en politisk løsning, for omkostningerne ved at lade krigen fortsætte er simpelthen for store. Det militære engagement koster Iran og Rusland dyrt både politisk og økonomisk.«

»Lytter man lidt med på de politiske vandrør, så er det i virkeligheden nærmere et spørgsmål om, hvad parametrene for en politisk løsning skal være, end et spørgsmål om, hvorvidt der skal være en politisk løsning. Et af de springende punkter er selvfølgelig, om Assad skal blive eller ej.«

Mange hundredtusinde syrere kom til Europa sidste år, og den trend vil fortsætte, hvis vi ikke håndterer konflikten i Syrien. Derfor er det internationale samfund nødt til at engagere sig

Rolf M.H.P. Holmboe

– Kan Assad være en del af en politisk løsning?

»Der er ingen tvivl om, at Rusland og Iran er bange for, hvad der vil ske, hvis han forsvinder, mens andre – ikke mindst syrerne selv – ikke ser det som en mulighed, at han kan blive. De ved, at han aldrig vil opgive sit repressive sikkerhedsapparat og kontrollen over de væbnede styrker, og de frygter, at han vil tilrane sig magten igen, når verdens øjne er vendt væk fra Syrien. Derfor vil de aldrig opgive deres våben, og i stedet for at være en del af løsningen vil de forskanse sig i de områder, de har kontrol over, og Syrien risikerer at blive fragmenteret – en fejlslagen stat.«

Den libanesiske model

Siden krigens begyndelse i 2011 har flere end 250.000 mennesker mistet livet, flere end 11 millioner er fordrevet fra deres hjem i den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, og ud af den sekteriske konflikt er en militant islamistisk bevægelse med hidtil uset grusomhed – Islamisk Stat (IS) – vokset frem.

Krigen har udviklet sig til et morads af stedfortræderkrige, hvor USA, Rusland, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Iran, Irak, Hizbollah og en række andre parter søger at øve indflydelse.

Der har været flere forsøg på at opnå en fredelig løsning, men de, der har været optimistiske på Syriens vegne, er indtil videre blevet skuffede.

»Det er klart, at der fortsat er mange ting, der taler imod en fredsløsning,« siger Rolf Holmboe. »Men det positive er, at næsten alle er interesserede i en politisk løsning lige nu, og presset for at finde en løsning er meget stort. Jeg tror ikke, interessen for at finde en politisk løsning har været større, end den nu. De eneste parter, der reelt er imod en politisk løsning, er præsident Assad og hans inderkreds på den ene side og IS og Jabhat al-Nusra på den anden.«

»Jeg har valgt at være optimist. Jeg har valgt at håbe på, at det kan lade sig gøre denne gang.«

– Hvordan kunne den politiske løsning se ud?

»Det bedste eksempel, man kan se mod, er nok Libanon. Efter 15 års borgerkrig indgik man i 1990 en meget realpolitisk aftale, som hviler på en magtdeling mellem de forskellige sekteriske grupper. På trods af alle sine svagheder har den virket.«

»En politisk løsning på konflikten i Syrien kunne simpelthen være at inddrage alle parter i en magtdelingsløsning og så sørge for, at de har indbyrdes kontrolmekanismer – checks and balances – over for hinanden. I virkeligheden betyder det, at man flytter krigen fra slagmarkerne til omkring mødebordet.«

Behov for innovative løsninger

Syrien er i dag de facto opsplittet i fem forskellige dele med en oprørskontrolleret del i det nordvestlige Syrien, kurdiske områder i det nordlige og nordøstlige Syrien, et område kontrolleret af ISIS i det østlige og centrale Syrien, en regimekontrolleret del i det vestlige Syrien og endnu et oprørskontrolleret område i det sydlige Syrien.

Netop derfor mener Rolf Holmboe, at så mange parter som muligt bør inkluderes i løsningen.

»Det kan for eksempel være en form for militærråd, som de forskellige væbnede grupper indgår i med henblik på at skabe sikkerhed og lov og orden både på det nationale niveau, men også helt nede på det lokale niveau, hvor de væbnede grupper befinder sig. Det kræver tillid til hinanden og tiltro til den politiske løsning. Forudsætningen for, at sådan et samarbejde kan finde sted, er, at Assad og hans inderkerne ikke spiller en rolle og kan fortsætte deres forsøg på at ødelægge en fredsproces. Det er svært at se, at man kan undgå en fragmentering af Syrien, så længe Assad er ved magten.«

– Når du taler om, at de forskellige væbnede grupper skal indgå som en del af løsningen, gælder det så også grupper som IS og Jabhat al-Nusra?

»Nej. Det er klart, at der er nogen, som ikke kan involveres, og som vil være ødelæggende kræfter for en politisk løsning. IS skal bekæmpes, og IS kan bedst bekæmpes, når oprørerne og regimehæren ikke længere bekæmper hinanden. Så kan de rette kampen mod IS. Jabhat al-Nusra er anderledes end IS, men det er vigtigt at gøre sig klart, at begge grupper vil være ødelæggende kræfter for en fredsløsning.«

– I en kronik i magasinet Udvikling skrev du for nylig, at der er behov for »innovativ tænkning og en ny form for internationalt engagement i et post-krig-Syrien«. Hvad mener du med det?

»Der ingen tvivl om, at det internationale samfund kommer til at involvere sig i genopbygningen, for en politisk løsning for Syrien skal simpelthen virke. Flygtningekrisen skal standses, der skal dæmmes op for migrationen mod Europa, og der skal gang i økonomien i regionen, hvis der skal skabes stabilitet, og andre konflikter i regionen skal undgås.«

– I Irak afsatte Vesten en diktator og besatte landet, og det gik galt. I Libyen afsatte vesten en diktator, men besatte ikke landet, det gik også galt. I Syrien har Vesten ikke gjort nogen af delene, og det er gået endnu mere galt. Er Mellemøsten ikke bedst tjent uden Vestens indblanding?

»Det er det, man kalder osteklokketeorien. Problemet med Syrien er bare, at osteklokken har vist sig ikke at holde tæt. Mange hundredtusinde syrere kom til Europa sidste år, og den trend vil fortsætte, hvis vi ikke håndterer konflikten i Syrien. Derfor er det internationale samfund nødt til at engagere sig. Omkostningerne for nabolandene, regionen, verden og særligt Europa er simpelthen for store, hvis vi ikke gør det.«

»På den anden side er der erfaringer fra Libyen, Irak og Afghanistan, som tilsiger, at vi skal tænke anderledes med et internationalt engagement til at stabilisere landet efter en politisk løsning er nået. Under alle omstændigheder er det svært at se, at vi får en stor international stabiliseringsstyrke i Syrien. Situationen er nok den, at vi skal se på, hvordan vi kan stabilisere Syrien uden en massiv intervention, som vi havde i Irak og Afghanistan.«

– Hvordan kan vi gøre det?

»På den anden side af krigen vil den syriske befolknings primære prioriteter være sikkerhed, lov og orden og helt basale serviceydelser som mad, vand, skoler til deres børn og arbejde. Spørgsmålet bliver, hvem der kan levere det. I en situation som Syriens vil radikale grupper meget hurtigt kunne levere de ting på lokalt niveau og på den måde komme til at konkurrere med en overgangsregering. Så det er en svær situation, der skal håndteres anderledes, end vi er vant til, men det er vigtigt, at der kommer et internationalt engagement, der kan sikre, at overgangsregeringen vinder den konkurrence.«

– Er Syrien overhovedet klar til demokrati?

»Som det er i dag, er der ingen forbindelser mellem de syriske politiske repræsentanter og det syriske folk. De har simpelthen aldrig fået lov at eksistere. Så for at styrke den civile ledelse af landet og vejen til demokrati, er det vigtigt at få etableret den forbindelse.«

»Det kan man gøre gennem en lang og dyb national dialogproces, hvor syriske politikere simpelthen kommer ud i alle dele af landet og taler med befolkningen og former deres politik ud fra befolkningens input. På den måde får befolkningen adgang til politikerne og kan finde ud af, hvem der repræsenterer deres synspunkt. Jeg har svært ved at se, at man kan gøre det på en anden måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu