Kronik

Jeg styrer det her danskhed-noget

Min søster og jeg er integrerede, så det batter. Hvorfor? Fordi danskerne mødte os med tillid og respekt tilbage i 1990’erne
Min søster og jeg er integrerede, så det batter. Hvorfor? Fordi danskerne mødte os med tillid og respekt tilbage i 1990’erne

Molly Wittus/iBureauet

9. januar 2016

I år skal jeg på skiferie sammen med min pæredanske (ok, færøske, men lad os nu ikke hænge os i detaljer) mand og hans familie, og senere skal vi på sommerferie sammen med min tvillingsøster og hendes pæredanske mand.

Vi skal hygge os, som var det os, der havde opfundet begrebet. Vi skal opleve nyt sammen, grine og tale sammen – på dansk, som vi har gjort i mange år.

Min søster og jeg indvandrede til Danmark, da vi var 12 år, men vores børn kan ikke tale andet end dansk. Vi er nemlig så velintegrerede, at det halve kunne være nok.

Da vi kom til Danmark i slutningen af 1992, gik vi all in på integration. For nu var vi i Danmark, og alternativet var mildest talt ringe. Og hvis vi skulle have en ordentlig fremtid i landet, så gjaldt det om at finde ud af, hvad landet havde at byde på – og hvad vi kunne bidrage med den anden vej.

Både min søster og jeg fik vores første job som 15-årige. Og vi uddannede os. Min søster inden for erhverv, ledelse og økonomi, jeg i egyptologi, historie og kultur- og sprogmødestudier. Vi fik begge flotte karakterer for vores specialer på universitetet. Vi arbejdede videre. Vi rejste rundt i verden, men kom altid tilbage til Danmark.

Alper eller norske fjelde?

Og her arbejder vi så endnu. Vi betaler skattekroner en masse, som vi har gjort i 20 år. Det er i Danmark, vi har mødt vores respektive mænd og fået vores børn, som altså kun taler dansk, fordi mor her og moster synes, at det er nemmest, fordi vi er herregode til det dér integration-noget. Ja, jeg vil faktisk vove at påstå, at integration slet ikke dækker det. Vi har assimileret os, så det batter.

Vi styrer det her danskhed-noget, som var det all inclusive. Det er nemmere end nemt.

Og vi nyder det. Vi forstår alvoren, når tunge emner som ’skiferie eller solferie?’ bliver bragt på bane. Vi argumenterer med liv og sjæl for, hvorfor det er franske alper eller norske fjelde, der er bedst, og vi medbringer rugbrød, når vi skal af sted. Det smager jo så godt til de frikadeller, som vi har tænkt os at lave til aftensmad, og som vi kan hapse, mens vi sidder og spiller BezzerWizzer, når børnene sover kl. 20, som de jo plejer hjemme i Danmark – modsat de små indfødte børn på destinationen, som kommer alt, alt for sent i seng.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, Danmark lærer de nye flygtninge i dag. Og jeg bliver lidt bange. For det er ikke respekt og ligeværdighed. Det er survival of the fittest i sin reneste, grimmeste form

Jelena Durovic

Vi brænder for at skabe nogle ordentlige danske traditioner for vores ’danskere end danske’-børn (hvis man lige ser bort fra deres efternavne, for de hedder faktisk også Durovic til efternavn, men vi har selvfølgelig sørget for, at fornavnene ikke skiller sig ud), og ferier skal ikke være nogen undtagelse.

Vi mener det. Sgu.

Ikke som alle andre

Det er selvfølgelig ikke alle indvandrere, der har det på samme måde. Nogle har været bedre til at holde fast i traditioner fra deres hjemland – noget, som jeg ikke har andet end respekt for. Efter jeg er blevet mor, er jeg selv begyndt at tænke lidt mere over, hvor jeg kommer fra, og om der mon er noget andet end minder fra min barndom, der er værd at holde fast i. Sådan noget som viden. Traditioner.

Det skal jeg lige have styr på.

For selv om jeg gerne bilder mig ind, at jeg er ligesom alle andre i det ganske danske land, så er jeg det ikke.

Det ville ikke gøre mig noget, hvis jeg var. Men jeg har nu engang oplevet en krig. Og jeg har oplevet at være flygtning. At komme til Danmark. At blive taget imod af venlige mennesker, som først førte os hen til Sandholm og siden hen til flygtningeskibet Flotel Europa.

Vi ville gerne

Det tog endnu et stop – på et flygtningecenter på Østerbro – før vi blev sluppet løs. Før vi fik lov til og mulighed for at uddanne os, arbejde, bidrage. Også socialt, hvor langt de fleste af vores venner allerede ganske få år efter vores ankomst hed Nielsen og Christoffersen til efternavn.

Vi ville gerne.

Fordi de mennesker, som vi mødte efter vores ankomst, var søde ved os. Behandlede os som ligeværdige. Lyttede til os, når vi ikke kunne forstå, hvorfor vi fire (mor, far og to teenagedøtre) var blevet indkvarteret på et værelse på 10 m², når der var adskillige værelser på 20 m² i flygtningecentret, der hver især kun husede et par enlige mænd. Folk, der forstod og hjalp, hvor de kunne. Fordi der var andre – frivillige danskere – der sørgede for, at vi kom i dansk skole så hurtigt som muligt, og andre igen, der hjalp os med de basale behov som tøj og sko.

Og det skete, uden at nogen smed de enlige mænd i telte midt om vinteren. Der var ingen, der bankede på døren i vores 20 m² store hjem for at gennemgå vores ejendele for værdier. Ikke at vi havde nogen.

Vi mødte ikke andet end forståelse, selv om der selvfølgelig skete fejl. Selvfølgelig gjorde der det. Fra begge sider. Men de forstod, at vi var sårbare, og at vi var taknemmelige. De forstod, at vi gerne ville gøre det rigtige. Langt de fleste af os. Så de valgte ikke at behandle flertallet af os som undermennesker for at fange de få, der måske ikke var kommet af nød, men af andre – lumske – årsager.

Vi følte os respekterede. Og derfor er jeg i dag så assimileret, at det halve kunne være nok. Fordi det Danmark, der tog imod min familie og mig, var et Danmark, som jeg kunne se mig selv som en del af. Danskerne var venlige. Og retfærdige. Og de havde respekt og forståelse for den situation, som langt de fleste af os flygtninge stod i. De var et forbillede.

Den stærkeste overlever

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad det er, Danmark lærer de nye flygtninge i dag. Og jeg bliver lidt bange. For det er ikke respekt og ligeværdighed. Det er survival of the fittest i sin reneste, grimmeste form. De prøver at overleve. Uden vores respekt.

Hvordan kan vi nogensinde forvente, at de på længere sigt skal gøre andet? Integrere sig, som jeg har gjort?

Jeg har mine tvivl. Måske tager jeg fejl. Jeg håber bare, at folk stopper op et øjeblik og tænker videre end snydere og nassere og dem, der slipper igennem. De er fåtallet. Resten er en uudnyttet ressource.

Skal vi ikke prøve at være søde ved dem? Lade være med at sparke til dem, når de ligger ned, og hjælpe dem i stedet? Være et forbillede. For der er så mange af dem, der er som min søster og mig. Arbejdsomme, villige og ivrige efter at bidrage. Mødre og fædre, som gerne vil lære deres børn at indgå i det danske samfund på lige fod med alle andre. Mennesker med udfordringer så store, at de får en ferie uden rugbrød til at virke ganske overkommelig.

Skulle vi ikke lade være med at fremmedgøre dem og gøre dem til fjender? Er det virkelig de få værdigenstande værd? Virkelig?

Jelena Durovic er iværksætter og blogger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Steen Andersen
  • Flemming Berger
  • Carsten Mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ole Henriksen
  • Alan Strandbygaard
  • Bodil Waldstrøm
  • lars abildgaard
  • peter fonnesbech
  • erik mørk thomsen
  • Jakob Silberbrandt
  • Steffen Gliese
  • Ole Steensen
Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Ole Henriksen, Alan Strandbygaard, Bodil Waldstrøm, lars abildgaard, peter fonnesbech, erik mørk thomsen, Jakob Silberbrandt, Steffen Gliese og Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helene Kristensen

Måske kan du tilskrive din og din søsters oplevelse af at være danskere - at I gik all-in. I ventede ikke på at alle andre skulle tage ansvaret og arbejdet på sig, mens I sad på halen i lejligheden og gloede på arabisk tv. At danskerne er blevet mere lunkne over for indvandrere skyldes jo, at så mange indvandrere ikke gør noget for at blive en del af os, men forventer at vi integrerer os med dem.
Jeg har i tidens løb arbejdet sammen med og socialt dyrket omgang med så mange forskellige mennesker der er kommet hertil. Søde kvikke dygtige tyrkiske piger (drengene gad ikke det arbejde, , for meget arbejde og slet ikke den løn de ville have, så hellere stå og glo på banegården - understøttelsen gik jo ind alligevel), irakisk autohandler som nu stod og makulerede papir og så gerne ville snakke - for at lære dansk. En bosnisk ingeniør som kørte bus, og hvor vi brugte en time hver aften i en næsten tom bus på at snakke og somme tider lidt mere struktureret danskundervisning. Han fortalte om sin teenagersøn, som var gået ud af skolen og lå på sofaen og fedede den, mens hans mor som var uddannet lærer puklede med rengøring. Han gad ikke skolen mere, for de arabiske drenge han gik sammen med sagde, at det var dumt at spilde tiden på skolegang. Så fik knægten at vide, at enten begyndte han i skolen igen, eller fandt sig et arbejde, for hans forældre ville ikke bruge penge på sådan en nasser. Der er mange flere historier om dygtige og først og fremmest positive mennesker fra alverdens brændpunkter, jeg har mødt, men vil fylde for meget.
Så mange dygtige mennesker med så stor ansvarlighed for egen situation.

Kontrasten er dem vi ser stå og skrige Fuck Danmark, luderland, mens de kræver ind. Nej, jeg orker ikke at forholde mig til dem, jeg orker ikke at skulle forholde mig til om der er noget i mit liv, noget i min tale, noget der ikke passer dem og støder dem. Så jeg undgår dem, jeg undgår ikke de mennesker jeg oplever som medmennesker med ansvar for sig selv.

Derfor bruger jeg heller ikke tid og energi på at forholde mig til hvad politikerne siger og gør, dem kan vi jo dårligt flytte på når det gælder dårlig behandling af indfødte danskere af enhver slags.

Kim Houmøller, Britt Kristensen, Kristine Skøtt-Jensen, Vibeke Hansen, Hans Aagaard, Herman Hansen, Gary Jensen, Jørn Andersen, erik mørk thomsen og Kim Strøh anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

Min søster og jeg er integrerede, så det batter. Hvorfor? Fordi danskerne mødte os med tillid og respekt tilbage i 1990’erne. Ja, jeg vil faktisk vove at påstå, at integration slet ikke dækker det. Vi har assimileret os, så det batter.
Definitionen på "Integration" er "at komme ind i og blive en del af". Nå du og din søster er blevet integreret, betyder det, at Jeres danske familier har accepteret Jer som en del af Deres familie. Det er altså danskernes accept af Jer som en del af det danske samfund der er integration. Det andet hedder "assimilation" . Dette betyder, at Integrationsministeriet skal få danskerne til at acceptere udlændingen der kommer til landet og det er næppe det De har lyst til.

Der er nok erfaringer, fra begge sider (danskere og indvandrere) - til at drage konklusionen, at det er ud fra disse, at vi forholder os til nutidens "problemer"!
For 23 år siden var vi sikkert bedre i stand til at at overskue hverdagen og havde større overskud.
Den politik, der blev ført, var også sat anderledes sammen.
Det er altså op til alle parter at tage stilling her og nu til nye oplevelser, og lade være med at forskanse sig.

Jørgen Steen Andersen, Trond Meiring, Vibeke Hansen, Steffen Gliese og Gert Romme anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Tak for den gode historie, og heldigvis, er der mange, der har det, ligesom jeres familie.
Men problemer er dem, der ikke vil være "danske", på godt og ondt.

Mandatar Torben Wilken og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Selvfølgelig er dansk folkeparti og regeringen ikke interesseret i at integretionen skal virke/lykkedes.

For gør den det, har ingen af parterne, og i særdeleshed Dansk Folkeparti, ikke længere noget projekt.

Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, Ole Frank, Mandatar Torben Wilken og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Der er to ting, der gør integration meget nemmere:
Giv børnene danske navne.
Lad børnene gifte sig med danskere.
Sværere er det faktisk ikke.

jens peter hansen

Gift med pæredanske. Jamen alt det mange troede kunne blive virkelighed lykkedes. Hvor mange piger med mellemøstlig baggrund er det nu der gift med pæredanske ? osv. osv. men det er jo netop fordi så mange ikke har taget halvdelen af det skridt artikelskriveren har foretaget at mange føler at integrationen for de fleste ikke har været vellykket. Man behøver ikke at gifte sig dansk, men man behøver ved grød at gifte sig ind i det danske samfund og så længe dette ikke ønskes så står alle med et stort, måske uløseligt problem.

Britt Kristensen, Flemming Berger og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar

Kære Jelena Durovic - i øvrigt et flot fornavn - jeg syntes det er et dejligt indlæg, hvor jeg læser dit budskab som gående begge veje.

Min hustru og jeg var i Danmark, i de tider, hvor der kom mennesker fra splittede Bosna. Og du skal da vide, at der faktisk var lidt (meget) uro - hvert fald hvor vi boede, da man etablerede nogle nybyggede modul-huse under betegnelsen "flygtningelejr".

Vi deltog i flere informationsmøder, og hver gang fremkom der altid nogle dybt alvorlige spørgsmål: F.eks. om det nu var sikkert at have hund og kat eller høns. Og om man nu også kunne have sine krumpir i luk i fred i haven. Og trods de krystal klare var fra ministeriets kvindelige repræsentant, stillide de samme bekymrede borgere præcis de samme spørgsmål - igen og igen - ved hvert møde.

Og du skal også vide, Jelena, at i "vores" egn, var det netop der, tilslutningen til DF startede, - i øvrigt ikke af en usikker borger men af en person som benyttede lejligheden til at skabe tvivl og usikkerhed, for at kunne samle sig nogle ligesindede tilhængere.

Du kom til Danmark som 12-årig. Men vi kender en del danskere fra Bosna i Hercegovina, som ankom i en meget senere alder, og som trods uddannelser som f.eks. ingeniør eller håndværker, gik de i lære på ny, og bagefter har de klaret sig mindst lige så godt i samfundet, som alle andre danskere.

Men det var andre tiden dengang, og når man er i "miljøet" mærker man det måske ikke. Men vi som igen har boet udenfor Danmark i en årrække, har tydeligt mærket hvordan det danske samfund har forandret sig. - Og det er i hvert fald hverken erfaringer, sund fornuft eller seriøsitet, der ligge bag disse forandringer.

Og jeg tror, at hvis jeg kom til landet som "ny dansker", med al den mistro og modvilje man møder, så tror jeg, at selv om jeg virkelig ønskede det og arbejdede på det, ville jeg have meget svært ved at "slå igennem". Og måske ville jeg også forfalde til "at sidde og se arabisk tv"., "medens jeg bliver forsørget" som nogle uden stor erfaring mener, "man gør".

Og jeg tror, at dette at sætte nye borgere under de forhold, som der nu er tale om, vil gøre det meget, meget vanskeligt, at kunne foretage en integration i det danske samfund. Og det vil koste samfundet enorme omkostninger foruden regulært tab af ressourcer på længere sigt.

Men jeg tror ikke, du har skrevet dette indlæg for dine brune hjorteøjnes skyld, men fordi dette er din måde at gøre opmærksom på, at visse ting kan gøres mere hensigtsmæssigt, hvis man blot slipper disse underlige fordomme, og finder frem til sin sunde fornuft-

Flemming Berger, Anne Eriksen, Vibeke Hansen, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, Christel Gruner-Olesen, Mandatar Torben Wilken og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Kaj Jensen. "Giv børnene danske navne."
Hvis det hjælper på integrationen, må det være fordi at der foregår forskelsbehandling ud fra menneskers navne.
Er løsningen på det problem virkelig at alle udlændinge bare skal kalde deres børn f.eks. Lars eller Kaj?

Niels Duus Nielsen, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"med tillid og respekt ", tja. Vi kan også kalde det "naivt og godtroende".
På de snart 25 år er der sket meget, meget har forandret sig.
Danmark har forandret sig, den stærke, traditionelle religiøst baserede mellemøstlige familiestruktur har ikke forandret sig, det ser man hver sommer på Bellevue nord for København, det ligner en iransk badestrand med talrige kvinder klædt i sort fra top til tå.
Det er lidt som at være første rejsende i et land og så 25 år efter være en i strømmen i kommerciel masseturisme. Alt er forandret, kun minderne består.

Ulla Lauridsen

Det er jo netop humlen - I blev mødt med respekt, fordi I indgød respekt. Det var ikke svært at holde af jer og støtte jeres ærlige vilje og bestræbelser. Når danskerne reagerer negativt, er det på negative input - at blive spyttet efter på gaden og truet (egen oplevelse), at blive udsat for vold (min 13-årige søn). Det skal vi vel for f... ikke reagere på med respekt og imødekommenhed?
Danskerne valgte i flere år tilbage i 90'erne Naser Khader til den mest folkekære danske politiker, netop fordi han tog Danmark og demokratiet til sit hjerte. Vi tager folk til os med overstrømmende varme, hvis de vil Danmark, det er der bare alt for mange, der ikke vil.

Kim Houmøller, Flemming Berger, Britt Kristensen, Mandatar Torben Wilken og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Ulla Lauridsen, jeg brækker mig. "Vi tager folk til os med overstrømmende varme, hvis de vil Danmark"?

Hvem af dem, der kommer til landet, og nu bliver kropsvisiteret for guldtænder, synes du, vi tager imod med "overstrømmende varme"? Det er sandt nok, at vi endnu ikke ved, om de "vil Danmark", men umiddelbart må man vel konstatere, at det første, de bliver mødt af, er nogle/noget der ikke vil dem.

Mon det virker befordrende på lysten til at "ville Danmark"?

Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese og Mandatar Torben Wilken anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Lars Bo
Ja, der sker forskel behandling, ud fra folk navne.
Da jeg proforme skulle gifte med en "fremme" så hun kunne få opholdtilladelse i Danmark, fortalte jeg hende, at hun kunne beholde sit eget navn, efter loven.
Nej, hun ville have mit efternavn, ja endda et "dansk" fornavn, for så ville det være letter at få arbejde.
Og det var det, for det sværes, for "fremme" er jo, at komme til jobsamtale.
Og hvem ville tro, at en Marie Thomsen, ikke var pæredansk, og bagefter udelukke hende p.g.a., at ikke var "dansker", ville være diskrimsation, en arbejdsretsag!

I beg. af 90'erne var holdningen en helt anden. Dengang var der intet DF til at sprede gift og galde og had til flygtninge og indvandrere. Det er ret afgørende.
Hvad der også tæller med, er, at den aktuelle familie kom fra det borgerkrigshærgede Jugoslavien - hvilet jeg slutter af kronikørens navn. Så familien var hvid, måske endda kristen, og så stillede sagen sig helt anderledes - de lignede nogen af vor egen stamme.

Jørgen Steen Andersen og Vibeke Hansen anbefalede denne kommentar
Mandatar Torben Wilken

Det var stifteren af Fremskridtspartiet Mogens Glistrup der startede hadet mod muslimer og Dansk Folkeparti er en udskilning herfra, stifterne havde nøjagtig det samme hadske forhold til muslimer. Da partiet er topstyret, kan man ikke være medlem, hvis man ikke hyler højt, som dem man er i flok med. Derfor bølgen af had og en "svinehund", der skal luftes ved en hver lejlighed, flere gange om dagen.

Jørgen Steen Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@jan Weis.
Hun kan eventuelt starte med at være kæreste med en dansk dreng. Hvis hun overlever, så er der håb for integration, ellers er det forfra.
Med hensyn til navn: Hvis man giver børnene navne, der signaler at de ikke er danske, gør man det ulige sværere for børnene at integrere sig i Danmark. Indvandrere til Amerika har altid gjort det samme. Derfor er Amerika bedre til at integrere sine indvandrere.

Steffen Gliese

Men, Kaj Jensen, det er jo kun sådan, fordi nogen opretholder nogle holdninger. Det var bedre at følge med tiden og acceptere nye navne og måder at leve på. Sålænge man stadig selv kan vælge at gøre det på sin egen måde.

Søren Lystlund

G ikke SL
En god fortælling. Jeg kan fortælle en lignende historie. Det er dog nemmere, når man er gift med en dansker.

Jeg tror, at der er en bølge på vej, hvor unge danskere med muslimsk indvandrerbaggrund, stille og roligt bliver del af det danske samfund. De skriver i aviserne og de er ved at finde deres egne veje og at navigere i farvandet mellem gamle traditioner og deres"nye" samfund, for Danmark er deres samfund.

Forældrene prøver i for mange tilfælde, krampagtig at holde de unge i traditionerne, fordi de tror de mister deres børn, hvis de bliver "danske".
Forældrene har i alt for mange tilfælde ikke opnået at blive aktive samfundsmedlemmer og føler sig kasseret. Dels kan det være deres egen skyld, dels samfundets, der ikke har stillet krav om aktiv deltagelse.

Men denne fastholden af børnene i traditionerne, giver en større risiko for at miste dem, fordi børnene mister respekten for forældrene og der er en langt større risiko for, at de unge lander i skidt selskab.

Der er dog stadigvæk for mange indvandrere, der ikke ønsker Danmark og agerer "racistisk" overfor danskere, det bliver så gengæld og således eskalerer forskellene.

DF gror i angstens og xenofobiens have, dem bliver indvandrere nød til at leve med og lære ikke at lade sig provokere af.

Danskhed som seriøst begreb er et indvandrerfænomen,
på samme måde som DF er et klart multikulturelt ditte.
Ellers giver 'særkendet' nemlig ingen mening.
Og det er nu engang særkendet som indhold drejer sig om,
med mindre man har skjult agenda.

Begrebet 'danskhed' fandtes reelt ikke, formen benyttedes ikke, før masseasylgivningen i halvfemserne, da der, som den residerende statsmand så listigt kaldte det 'ikke foregik nogen indvandring til Danmark efter 1972'..
Ordet kunne tænkes benyttet i en eller anden humoristisk sammenhæng på linje med råbende italienere og skotter i nederdele,
- og det var meget modstræbende at det intellektuelle Danmark måtte anerkende eksempelvis klaphatten som et udtryk for 'danskhed',
- men insistensen fra ansigtsmaler-kulturen om dens ligeværdighed med 'Guldhornene' var for massiv.

Årsagen ligger i denne sproglige detalje :
danerne (!) var danske, og det var deres skikke,
men de gik ikke sådan og 'danskede den',
sådan som 'danskere' må forestilles at gøre, eehh ..
men som indvandrere er lidt nødt at gøre ... :-)

@Steffen
Som Jelena skriver. Vi gav selvfølgelig børnene danske navne.
De, der insisterer på at deres børn skal hedde Jihad eller Mohammed er med til at skabe adskillelse i samfundet.
Men det giver selvfølgelig plads til en blomstrende advokatindustri for diskrimination og krænkelse.

Vibeke Hansen

Jelenas historie er lidt tankevækkende, selvom tiden nok er forbi for den slags. Jeg får et indtryk af, at Jelenas udseende og den østeuropæiske tilgang til religion er noget nærmere dansk kultur, end de flygtninge, vi modtager nu. Men for at en flygtning kan vide, hvordan hun kan integrere sig med sit nye land, skal viljen være der og ikke mindst relevansen. Afviste asylansøgere ser næppe formålet for integration, og hvis Danmark ikke stiller krav om, hvad vi forventer, bliver det ikke konstruktivt. Som udviklingen og tonen i debatten er lige nu, ser jeg det som en større fare, at man ikke får fortalt muslimer, at deres adfærd bliver bedømt efter kristne normer og dansk lovgivning. Er de unge mænd ikke i stand til at indrette sig eller respektere kvinder i danmark uanset religion, så er det ikke Danmark, der bliver deres land. Det ses sjældent, at piger ikke kan integreres. Vi burde forlange opløsning af partiskel på Chr. Borg, indtil de ydre Grænser er reetableret og vi kan få genoprettet et normalt Europæ. De spilder tiden med ingenting og underlige stramninger, der går mere ud over de danskere, der i forvejen er på kanten, end at forhindre flygtninge i at komme. Hvis vi går rent dansk, skrider vores grundlovssikrede rettigheder. Vi må være der henne, hvor Verdenssamfundet må træde til. Det europæiske system er ikke geret til så massiv en befolkningsvækst, omend den nok er tiltrængt. Skoler, institutioner, virksomheder og hvad vi nu har, kan ikke fra dag til dag modtage så store grupper, der kræver opmærksomhed på en masse punkter. I stedet for at true eller skræmme flygtningene til at undgå Danmark med dårlig behandlling og konfiskering, burde vi være klare i mælet omkring vores krav, og hvad det betyder af begrænsninger for dem i forhold til deres religion. Kommer de ikke til Danmark, er de et andet sted i Europa, hvor der heller ikke gøres noget, og før eller siden vil det vende tilbage som en boomerang. Så mit råd er, slip nu den valgkampstaktik og få focus på, at vores demokrati faktisk kan krakelere under den afstumpede mentalitet, vi er ved at finde sig i er tilstede.

Søren Lystlund

G ikke SL
Vedrørende danskheden.
Det med danskheden har eksisteret siden jeg kom til Danmark sidst i 70 erne. Glistrup var der, det kan jeg huske, men interessant nok fandt jeg ham ikke racistisk, trods alle de mærkværdige udtalelser han kom med. Jeg kendte også en udlænding, der kom i hans hjem.
Derimod havde jeg en bekendt, hvis bror var meget optaget af Søren Krarup, som dengang var præst på Fyn, og den nærmest kultagtige bevægelse, der var omkring ham, det der nu hedder Tidehverv. Det kan være at den bevægelse er ældre, det ved jeg ikke. Tidehverv minder mig om Indre Mission til dels.
Broderen mente, at jeg måtte rejse hjem, jeg havde ikke noget erinde her i landet.
Stedet hvor dette foregik var en gård på Midtvestsjælland, faderen var venstreman og moderen var en prægtig og fantastisk kvinde, der tog imod mig og alle med åbne arme. Hun voksede op i København.

Hun var så fantastisk imødekommende og så kærligt et menneske, at jeg følte mig velkommen trods sønnens adfærd. Hun sagde, tag ikke notits af ham, min søn er frustreret.

Tidehverv har altid stået for mig, som en meget speciel kristendommen. Krarup blev del af DF senere og toneangivende her sammen med sin fætter og Pia Kjærsgaard.

Til gegæld kan det ikke være, at man ikke må døbe sine børn andet end danske navne, så er vi vist ude på et skråplan. Til gengæld er det sværere for barnet at hedde Ali end Anders, det hersker der ingen tvivl om. Jeg har haft en dygtig studerende, der ganske enkelt skiftede navn. Det siger mere om samfundet end ham.
Efter afsluttet eksamen på en højere læreanstalt fik han ikke noget at lave i meget lang tid, han tog endnu en uddannelse og fik heldigvis job hos Novo Nordisk.

Torben - Nielsen

At det skulle være anderledes i staten af halvfemserne, - det er jeg ikke helt sikker på.

På det tidspunkt arbejdede jeg for et entreprenør firma, som udførte renoveringer på Holmen. Herunder også de to små søforter Trekroner og Middelgrunden.

Her var der på et tidspunkt indkvarteret både tamilske flygtninge og statsløse palæstinensere samtidigt.

Dette skabte store gnidninger indbyrdes mellem flygtningene. Især var der store problemer med at bruge det samme spisebestik, som efter at den anden gruppe havde benyttet bestikket, var blevet urent og ikke længere halal.

Da fortet stadigvæk tilhørte flåden, blev løsning følgende:

Tamiler på den ene side, og palæstinensere på den anden side, og så gik der en bevæbnet vagt ned i gennem gangen til at holde parterne adskilt!!!.

Ja Tornen Nielsen, disse dele var helt anderledes i de indvandredes horisonter, markant i de halal-ramte segmenters, og det rangerede formelt som en statshemmelighed, eller ok, i din historie så militær om man vil.
Det blev også sagt og skrevet - af frit tænkende mennesker i så store tal, at det knækkede regeringspartiet midt over. Men det betød intet. Det var en meget stor og vigtig hemmelighed.
Hvorfor den var vigtig ? Ja det er der ikke helt sat officielle ord på endnu.

En lille kommentar om Søren Krarup og om Tidehverv: Søren Krarup har siden 1965 været præst i Seem, indtil 2005, se her: https://da.wikipedia.org/wiki/S%C3%B8ren_Krarup

Tidehverv er fra 1926, og er netop opstået (ifølge Søren Krarup selv) som en reaktion på alt det føleri, og sværmeri man havde i Indre Mission, se her: https://da.wikipedia.org/wiki/Tidehverv

Nu kan jeg desværre ikke linke til noget her, men Søren Krarup har ved gentagne lejligheder skældt Indre Mission hæder og ære fra, idet han mente, at alt det der med at man skal føle hvad kristendommen betyder for en, og omvende sig, er noget skal vi sige det lige ud 'ævl'. Det er sværmeri og det betyder, hvis vi skal blive i Krarups ord, at man gør sig selv til Gud.....og er der noget Søren Krarup ikke kan lide, så er det netop det, at man gør sig selv til Gud. Derfor kan Tidehverv, og DF ikke lide konventioner, specielt menneskerettighedskonventioner.....

Flemming Berger

Tak til Information for dette spændende og lærerige initiativ at bringe udefrakommende danskeres erfaringer om mødet med Danmark og danskernes diverse holdninger til vores kundskab.
Nu er det alle personer,der har fundet sig deres ståsted i samfundet,hvor de føler sig godt tilpas - hver på deres måde.
Jeg kunne ønske at blive bekendt med de udefrakommende danskere,der er lykkedes knapt så godt eller er fuldstændig mislykkedes i deres forsøg på at finde en plads til sig selv.
Jeg kan forestille mig,de vil være sværere at få til at udtale sig;imidlertid ville deres negative erfaringer være mindst lige så gode at uddrage en lære om,hvordan vi bedre kan støtte 'de nye' , så deres liv her kan blive vellykket.

Grethe Preisler

Hvis man vil have lidt insider-viden om skismaet mellem de frelste i folkekirken, før Tidehvervs-bevægelsens opståen, kan man f.eks. læse forfatteren Hans Kirks barndomserindringer 'Skyggespil'. Kirk, som var født i 1898 (året før den dansk/norske Aksel Sandemose - ham med janteloven) voksede op i en familie, hvor hans fædrene slægt bestod af indremissionske fiskere og havbønder fra Harboøre-egnen og hans mødrene af solide grundtvigianske storbønder fra 'det fede frugtbare Thy'.

Til belysning af skismaet i folkekirken efter fremkomsten af først 'Moralsk Oprustning' og senere 'Tidehverv' kan anbefales provstedatteren, præstekonen og den formidable eventyrfortællerske Anna Sophie Seidelins erindringsbog 'De unge år' som handler om tiden op til 2. verdenskrig i provinsbyen Nykøbing Falster, hvor hun var elev på Katedralskolen sammesteds (og by the way min fars klassekammerat og min farfars bedste elev i faget tysk).

Søren Lystlund

G ikke SL
Tak for oplysningen om Tidehverv.
Min mand havde en faster i Vestjylland, hun var vokset op med Indre Mission i baggagen, men hun var et fantastisk kvindfolk, kørte bil indtil hun var 92.

Jeg så som meget ung tv's filmatisering af Fiskerne efter Hans Kirks bog. Jeg kan huske, at jeg syntes det var skrappe sager. Jeg havde læst bogen inden, derfor har jeg billeder af Indre Mission som en streng tro. Min barnetro er mildere. Der er selvfølgelig meget jeg ikke ved om Danmark, idet jeg ikke er vokset op her.

Jeg er dog klar over, at Sørine Gotfredsen, tilhører disse eksistensteologer, sammen med Søren Krarup mm. De henter deres visdom i Søren Kierkegaard. Gad vide om de nu har forstået hans budskab. I forhold til min barnetro indeholder deres trosretning ganske enkelt ikke miskund (miskundhed), medmenneskelighed og tilgivelse, hvilket er kernen i min barnetro.

Ofte har jeg tænkt, at deres rigide fortolkning af kristendommen, hvor man fastholder mennesket i bestemte normer, i virkeligheden ligner strenge muslimske normer.

Derved er begge trosretninger med til at holde mennesket i en bestemt spændetrøje og, at det faktisk er det, der gør at de ikke kan leve side om side i fred og fordragelighed.

Grethe Preisler

@Søren Lystlund,
Det er ikke let at være 'indvandrer' i Danmark, heller for dem, der kommer fra vore andre nordiske broder-nationer.

Den bedste og mest præcise definition af den danske 'folkekirkeordning', jeg indtil videre har hørt eller læst, stammer fra et interview med den konservative politiker Torben Rechendorff, som var kirkeminister et par år i slutningen af firserne under Schlüter-regeringen.

Citeret efter hukommelsen lød den som følger: "Folkekirkens forfatningsmæssige stilling i h.t. grundloven? Den må vel nærmest beskrives som noget i retning af et velorganiseret anarki".

Claus Poulsen

Hvis jeg må komme med nogle helt generelle, visse vil måske sige groft generaliserende, betragtninger, så er der da også forskel på hvilken baggrund man kommer med. Det er mit indtryk (og indtryk er jo ikke sådan at faktatjekke), at bosniere også på mange måder har haft det nemmere i Danmark end fx araberne. Hvis man kommer fra et samfund, hvor man spiller volleyball og drikker brændevin og samfundet har hvilet på et tilnærmelsesvis ateistisk grundlag (Titos Jugoslavien), ja så er det da klart, at det er nemmere at passe ind i en dansk/nordeuropæisk sammenhæng, end hvis man kommer fra et klanorienteret, ligestillingsforskrækket Mellemøsten.

Den ovenfor stående bemærkning om, at I fik respekt, fordi I indgød respekt er lige i øjet!

Lad mig slutteligt sige, at jeg er glad for at du og din søster har følt jer taget godt i mod ... det varmer.

Pudsig vinkel, at manglende integration skulle være et "problem".

Når jeg taler med dansk accent, køber ind hos den danske bager, taler dansk til mine børn, og stiller min danske bordkalender på arbejdsbordet, så synes amerikanere, at jeg er "dygtig til at holde mine rødder i live", og de beder mig høfligt om at oversætte Wulf Morgenthaler til amerikansk.

Der er ikke nogen som helst forventning om, at jeg tjener mindre eller misrøgter mine børn ved at klamre mig til landsbysproget fra min barndom.

Det ville klæde andedammen med samme selvtillid. Ideen om, at dansk taber i konkurrencen med arabisk må bygge på et lidt skørt mindreværdskompleks. Al respekt for dem, der lærer deres unger arabisk, og introducerer arabisk mad og musik og kunst på kontoret.

Det er slet ikke arabisk, der er problemet, men at nogle få tabere ikke kan lære markeds-socialisme, hvor du selv skal bevise din værdi på arbejdsmarkedet.