I 2015 blev civile i Vesten flere gange angrebet af Islamisk Stats medlemmer og sympatisører. Det skete blandt andet i København, Paris og Californien. Og i kølvandet på disse terrorangreb har den samme diskussion om skyld gentaget sig. Der er naturligvis tale om forfærdelige begivenheder – har det lydt både på de sociale og i de traditionelle medier – men Vesten bærer selv et ansvar, ja, den er faktisk selv skyld i angrebene. Sådan har argumentationen været fra debattører og politikere. Men deres begrundelser har peget i to meget forskellige retninger: Enten er det de naive venstresnoede flygtningevenners skyld, eller også er det de respektløse satiretegnere og krigsliderlige imperialister, der har medansvaret for terrorismen.
Går man argumenterne efter i sømmene, viser det sig dog, at de i begge tilfælde er uholdbare. Vi kan bruge Søren Krarup og Carsten Jensen som repræsentanter for de to positioner.
I foråret anklagede Søren Krarup i en kronik i Berlingske ' de kulturradikale – symboliseret ved partiet Det Radikale Venstre og dagbladet Politiken – for at være skyld i terrorangrebet i København.
I lyset af den drabelige begivenhed er der, ifølge Krarup, »grund til at anklage de Radikale for deres onde gerninger i indvandrerpolitikken«. I forlængelse heraf præsenterede han følgende ræsonnement: »Den Palæstinensiske terror har en årsag. Det har alt sammen været til at forudse. Det ligger alt sammen i den udlændingelov, som kulturradikalismen skabte i 1983.«
Carsten Jensen repræsenterer den modsatte fløj, hvor det er imperialismen, der er i fokus. I et interview bragt i Information den 8. december argumenterer han således for, at vi ikke er terrorens uskyldige ofre: »Vi er krigsførende nationer. Og nationer i krig bliver angrebet.« Jensen finder det misvisende at betragte Islamisk Stat som en terrororganisation. I stedet bør vi se dem som en hær, der forsvarer sit territorium: »Det er en helt regulær, asymmetrisk krig, hvor den militært svage part kæmper med de midler, der nu engang er til rådighed.«
Problematisk lighedstegn
Men hvor er det så mere præcist, at de to debattører går galt i byen med deres argumentation? Ifølge Carsten Jensen er politikere, der støtter en lov, som forventeligt har negative konsekvenser, moralsk ansvarlige for de negative konsekvenser. Og i en asymmetrisk krig er det, ifølge Jensen, forventeligt, at modstanderen bekæmper en med alle midler, herunder terror. Jensen kan således konkludere, at politikere, der støtter militæraktioner rettet mod militært underlegne modstandere, er moralsk ansvarlige for terrorisme.
Krarups argument har identisk struktur, men altså et andet indhold. Han er enig med Jensen i, at politikere, der støtter en lov, som forventeligt har negative konsekvenser, er moralsk ansvarlige for de negative konsekvenser. Krarup hævder dog, at det er indvandring (fra muslimske lande), der forventeligt fører til terrorisme. På den baggrund konkluderer han, at politikere, der vedtager love, som tillader indvandring (fra muslimske lande), er moralsk ansvarlige for terrorisme.
Begge argumenter er uholdbare. Det er nemlig problematisk at sætte lighedstegn mellem et forventeligt udfald og moralsk ansvar.
Politikere, der støtter en lov, som forventeligt har negative konsekvenser for en given gruppe, kan til tider med rette tillægges et moralsk ansvar. Men at det sommetider er sådan, betyder ikke, at det altid er tilfældet. At det i Danmark er tilladt at færdes på gader og stræder efter mørkets frembrud medfører givetvis, at flere kvinder bliver voldtaget, end hvis regeringen gennemførte udgangsforbud efter klokken 17. Det manglende udgangsforbud kan imidlertid på ingen måde bruges til at gøre staten moralsk ansvarlig for de mange voldtægter. Fokus bør først og fremmest rettes mod voldtægtsmændene – det er dem, der handler moralsk forkasteligt.
Det samme gør sig gældende i forbindelse med nedskydning af civile vesterlændinge. Det er muligt, at ændringer af indenrigs- eller udenrigspolitik ville få gerningsmændene til at opsøge andre mål eller ligefrem helt opgive deres kamp. Men igen, det rokker ikke ved, at fokus først og fremmest bør rettes mod Islamisk Stat og dens tilhængere – det er dem, der handler moralsk forkasteligt. Krarup og Jensen kan derfor ikke uden videre placere ansvaret for terrorisme hos politikere, der vælger at tage imod indvandrere eller føre krig.
Tvivlsom kulturrelativisme
Jensen negligerer terroristerne moralske ansvar. Det gør han ved at normalisere Islamisk Stat, som han fremstiller som en regulær hær, der forsvarer sit territorium. Terrorisme er blot endnu et modtræk i det politiske spil mellem to parter i krig. I Jensens optik er krigen mod Islamisk Stat et blodigt opgør, hvor begge parter med lige god ret forsøger at vinde.
Normaliseringen af Islamisk Stat gør bevægelsen til en moralsk ligeværdig modstander. Men qua deres barbariske handlinger og deres afskyelige ideologi forekommer en sådan ligestilling urimelig. Jensens argument giver umiddelbart kun mening i en kulturrelativistisk funderet etik, der afviser eksistensen af almengyldige etiske principper. En relativistisk etik ifølge hvilken princippers gyldighed er relative til en specifik gruppe på et specifikt tidspunkt. Kultur og konvention afgør, hvad der er moralsk rigtigt og forkert, hvorved ingen kan kritisere andre kulturers normer og handlemønstre.
Kulturrelativisme kan umiddelbart fremstå som en rimelig fornuftig position, fordi den synes at implicere en tolerance over for andre kulturer og livsformer. Men her er det værd at bemærke, at kulturrelativisme også implicerer accept af åbenlyst umoralske kulturelle normer. Hvis det eksempelvis er en udbredt holdning, at homoseksualitet bør straffes med døden i en given kultur, så bliver det moralsk rigtigt at straffe homoseksualitet med døden, da det er den kulturelle kontekst, der afgør handlingens moralske status. Kulturrelativismens ligestilling af kulturelle værdier fører således ikke til tolerance, men derimod til accept af intolerante værdier, herunder drab på homoseksuelle.
I stedet for at normalisere Islamisk Stats handlinger, bør vi holde fast i, at drab på civile er terrorisme og ikke blot, som Carsten Jensen kalder det, »En ny front i krigen«.
Ny retning
Søren Krarup, på den anden side, gør sig skyldig i en tilsvarende alvorlig fordrejning, når han kalder udlændingeloven af 1983 for den største katastrofe i det 20. århundredes danmarkshistorie – større end 9. april 1940, »fordi der dengang kom en befrielse, mens indvandringen vil fortsætte og fortsætte og ende med at slå Danmark endeligt i stykker«.
Det er åbenlyst urimeligt at udpege alle indvandrere og efterkommere (fra muslimske lande) som potentielle terrorister, fordi de »kan gribe til vold og våben for at få sin vilje«, ligesom det er urimeligt at kalde alle hvide mænd for racister, blot fordi visse hvide mænd støtter op om racistiske bevægelser.
Men gennemgangen af de to debattørers argumentation viser først og fremmest, at når det gælder terrorisme udført af medlemmer eller sympatisører af Islamisk Stat, bør vi holde op med instinktivt at udpege indenrigspolitiske modstandere som hovedskurke. Det vil være et skridt i den rigtige retning, hvis vi i 2016 i stedet for at bebrejde os selv og hinanden fokuserer på, hvordan vi kan bekæmpe og besejre en modstander, hvis mission er indførelse af et undertrykkende rædselsregime, der vil få selv historiens største tyranner til at rødme.
Claus Strue Frederiksen er post.doc ved Københavns Universitet, afdelingen for filosofi
Selv om Krarup og Jensen politisk set ligger langt fra hinanden, er der i deres syn på gerningsansvarlighed noget fundamentalt rigtigt.
Et indspark om ordkrigerne i debatten om indvandrerne og medskylden i nutiden for den terrorisme, som vi oplever i dag.
Ja, det er måske bedre eller rettere lettere at løbe med en halv vind i stedet for en hel, den er vel også for besværlig at have med at gøre.
Terrorisme er noget rædselsfuld noget, som ikke bør ske, - men hvornår er det terrorisme(?), og hvornår er det uskyldige det går ud over?
Den definition afklarer forfatteren ikke i sin grundlæggende del af opgøret med ordkrigerne, hvis det da er ordkrigerne der er det vigtigste at tage opgøret med?
Er det terrorisme når Amerika med en selvbestaltet koalition overfalder Irak på et falsk grundlag om "masseødelæggelsesvåben", og fører en over tiårig krig i landet, hvor en mio. mennesker mister et eller flere familiemedlemmer, alene fordi de amerikanske soldater, med regeringen i ryggen, opfatter landet som et skydetelt på en markedsplads, hvor alt der bevæger sig er legitime mål for deres våben.
De var vel ikke alle, den mio. der mistede et familiemedlem eller livet selv, terrorister, ligesom deres børn næppe heller var det, men derimod helt uskyldige ofre for krigen, ganske som de ofre vi i dag har og oplever i Europa, som efterspil for vestens ødelæggende krig i Mellemøsten.
Når vi skelner som vi gør i forholdet til borgernes uskyldighed i forholdet mellem borgernes uskyldighed i Mellemøsten og Europas borgeres uskyldighed, så virker det som om vi bruger to målestokke for retfærdigheden og uskyldigheden og ikke at forglemme "hvornår det er terrorisme"!
Ligger der en social kulturel vestlig undertrykkendes barriere i vor selvbestaltede opfattelse af vores eget åndelige kulturelles og politiske stade, der gør os mere berettigede til udføre den form for statsterrorisme imod disse lande, som vi socialt finder laverestående i tanke såvel i ånd som i påklædning, der gør vesten berettiget hertil, og følgen heraf skal være naturlig, at de godt kan undvære deres kære i denne/disse militære aktioners vildskab, og dermed berettiger vi slår over i mio. mennesker ihjel uden de må føle sig terroriseret af vesten, - sådan som vesten må føle sig terroriseret af dem for nogle få hundrede døde i vesten, af deres terrorisme?
Terrorisme og gen-terrorisme ligger tæt forbundne, men har ingen berettigelse fra nogens side, og er ganske forfærdelig for alle parter, - ingen, ingen må anses som så laverestående i forhold til andre, at det er berettiget at vi i vesten har den norm, at deres kære, mænd, kvinder, børn og anden familie kan slås uhæmmet ihjel så tøjlesløst som vesten har gjort i Mellemøsten.
Det er ikke en vestlig social deklasserings rettighed, at slå andre landes borgere ihjel i hobetal, blot fordi vi i vesten føler os overlegne kulturelt, åndeligt religiøst troende i en anden retning eller påklædningsmæssigt, - den sociale deklassering har ingen i vesten fået af nogen gud!
Nu står vi i og med de selvskabte problemer i vesten og ynker os selv, og kalder de andre for terrorister, og vil samtidig frikende os selv for den helt samme gerning i deres lande, - fordi vi ikke anerkende vort eget medansvar overfor den terrorisme som vi selv oplever, men som mange fra Mellemøsten, der har mistet kære under vores terrorregimente i over ti år, sikkert ser med milde øjne og måske lidt tak også, og tænker det er meget passende og berettiget, at de nu også mister nogle af deres kære, og oplever terrorismen på nærmeste hold.
"Det manglende udgangsforbud kan imidlertid på ingen måde bruges til at gøre staten moralsk ansvarlig for de mange voldtægter. Fokus bør først og fremmest rettes mod voldtægtsmændene – det er dem, der handler moralsk forkasteligt." Denne sammenligning holder altså ikke. Der er jo ingen, som har voldtaget voldstægtsmændene, eller blot udsat dem for noget, som de selv kan betragte som en uretfærdighed, der kan retfærdiggøre deres voldtægt. Det er altså stadigvæk vestlige lande, som har invaderet Iraq og skabt en fejlslagen stat. Millioner af muslimer betragter det som en uretfærdighed. Man kan diskutere om det er berettiget at opfatte invasionen af Iraq som en uretfærdighed begået mod det muslimske samfund, men man kan ikke bortforklare, hvem det var, der invaderede.
"Jensen negligerer terroristerne moralske ansvar." Så vidt jeg husker Carsten Jensens mange indlæg i debatten, har han aldrig forsvaret terrorisme, men blot forsøgt at forklare årsagerne.
"Men qua deres barbariske handlinger og deres afskyelige ideologi forekommer en sådan ligestilling urimelig." Invasionen af Iraq kostede 112,000-123,000 mennesker livet. når man udelukkende ser på de civile tab. Claus Strue Frederiksens standpunkt er, at muslimer ikke har ret til at opfatte invasionen som en "barbarisk" handling. USA mener sig åbenbart i sin gode ret til imod Geneve Konventionen at invadere lande, som ikke udgør en angrebstrussel ovenikøbet på baggrund af en løgnagtig propaganda, men de angrebne har ikke lov til at betragte USA's angreb som en "barbarisk" handling og USA's løgnehistorier som udtryk for en "afskyelig ideologi". Aggressoren har ovenikøbet selv indrømmet løgnen, men det må vi ikke betragte som aldeles modbydeligt?
Jensen "afviser eksistensen af almengyldige etiske principper". Er det ideen om den etiske, rene og retfærdige krig, som rumsterer her? George Bush', Anders Fogh Rasmussens og Tony Blair's ide? Så nævn et eksempel på en krig, hvor en af parterne ikke begår overgreb mod "almengyldige etiske principper", menneskerettigheder osv. Claus Strue Frederiksen mener vel, at den muslimske side ikke har ret til at definere situationen som en krig. Men så er det vel det, som diskussionen bør dreje sig om? Ikke om hvem der har retten, moralen og Vorherre på sin side. For det har ingen af de stridende parter.
Jeg synes der er mange fejl og misforståelser i ovenstående. Nogle af disse kan måske forklares som bi-produkter af den valgte form. Mens andre udgør fundamentale fejltolkninger af årsag og virkning - ofte dragende på veletablerede og ærligt talt pinlige etnocentriske fordomme.
Konsekvent at kalde IS for en terrororganisation - og videre at insistere på at fastholde denne misvisende betegnelse i lyset af de betydelige argumenter i mod - er i sig selv en ret transparent illustration af ignorant kulturel forudindtagethed og en fejltagelse der med garanti leder til tab af erkendelse.
Krig ER terror - fat det nu!
Terror er en uadskillelig del af enhver menneskelig konflikt - enten i psykisk eller fysisk form.
Disse to begreber lader sig alene adskille i hovedet på folk der opfatter vestligt dominans eller andre etablerede magtbalancer, som naturlige goder med egne prærogativer - hvilket naturligvis er en fuldstændigt vanvittig opfattelse der ikke kan retfærdiggøres eller undskyldes ved popularitet.
Accepterer man ikke denne definition af terror som noget fordækt og særligt forfærdeligt, de andre bruger mens vi selv' kæmper med åben pande osv , falder analysen til jorden og bliver endnu et klamt forsøg på at isolerer reaktionen fra sin årsag.
Ovenstående = artiklen ;)
Hvis man på nogen måde kan retfærdiggøre Islamisk Stats forbrydelser mod menneskeheden under henvisning til den vestlige alliance angreb på Saddam Husseins Irak, så kan man også retfærdigøre Hitler-regimets forbrydelser mod menneskeheden under henvisning til de allieredes nedkæmpning af Tyskland og dets allierede under 1. verdenskrig. Ikke at Vesten ikke har begået fejl, og fortsat vil begå fejl. Slet ikke.
Men den grundlæggende ideologi, som de fleste vestlige lande er bygget på, adskiller sig fundamentalt fra den ideologi, Islamisk Stat vil bygge sit kalifat på. Det kan man ikke negligere, uanset hvor langt ude på venstrefløjen, man befinder sig.
Jan Hansen,
Jeg mener snarere problemet er at din fremstilling, og den herskende logik om emnet fx illustreret i artiklen, bygger på en kæde af misforståelser og stråmands-argumenter der forplumrer debatten, begrænser vores handlingsmuligheder og ender med at fastholde alle sider i et uhensigtsmæssigt adfærdsmønster.
Ingen her forsøger seriøst at 'retfærdiggøre Islamisk Stats forbrydelser' eller 'negligere ideologiske forskelle'.
Men vi er nogle der forsøger at afdække og udstille relevante sammenhænge mellem årsag og virkning, der synes overset(eller udeladt) i den herskende diskurs.
Hvis vi nu gik til et andet spørgsmål, nemlig det om "sameksistens" - endda til dels i samme samfund - hvordan skal vi da se på de to og deres følge?
Den ene vil vel sige "nej". Den anden sikkert "ja". Men de betingelser han (Jensen) ser ud til at se som grundlag kan for andre virke mod hensigten.
Hvis vi nu gik til et andet spørgsmål, nemlig det om "sameksistens" - endda til dels i samme samfund - hvordan skal vi da se på de to og deres følge?
Den ene vil vel sige "nej". Den anden sikkert "ja". Men de betingelser han (Jensen) ser ud til at se som grundlag kan for andre virke mod hensigten.
Er problemet ikke, at Claus Strue Frederiksen alene fokuserer på at placere et ansvar? At placere ansvar er tilbageskuende, noget, der normalt foregår i en retssal, altså når noget er gået galt, og man ønsker at finde de skyldige, så de kan blive straffet.
Men er det det, der er tale om, når vi diskuterer terrorisme? De direkte ansvarlige er selvfølgelig terroristerne, altså gerningsmændene, som dræber sagesløse civile, så dem ved vi godt, hvem er - hvad enten de er uniformerede eller ej.
Men når der diskuteres terrorisme, er det vel ikke kun for at placere ansvar og skyld; det er vel også for at forsøge at nå frem til nogle fremadrettede løsninger? Altså noget er gået galt, og vi forsøger nu at finde frem til en fremgangsmåde, der kan forhindre, at det gentager sig?
Ifølge Søren Krarup skal vi som samfund standse al indvandring fremover, måske har han ret i, at det vil kunne løse terrorproblemet - jeg tvivler dog.
Ifølge Carsten Jensen skal vi holde op med at smide bomber i hovedet på vildt fremmede mennesker, så de ikke bliver så vrede på os, at de begår terrorisme. Personligt har jeg lidt større tiltro til dette løsningsforslag, selv om jeg da godt kan tvivle på, at det alene vil løse alle problemer.
Uanset hvad er dette en politisk diskussion om, hvad vi skal gøre fremover, og ikke en juridisk diskussion om, hvem der har gjort hvad forkert. Og derfor går filosoffen galt i byen med sin kritik.
Krarup får splejset sin islamofobi og xenofobi (hvilket er en eufemisme for den selektive racisme) i sit angreb på indenrigspolitik, hvor han finder en enkelt beslutning afgørende og bagatelliserer de utallige stramninger af udlændingeloven der blev foretaget siden 1983. Selvfølgelig, bliver også flygtningenævnets, sagsbehandleres, PETs-, politietsarbejde samt den massive sociale indsats skyllet ned i toiletkummen. Dette syn har et voksende publikum i DK, som ikke er et specifikt dansk fænomen, men et europæisk, nu også amerikansk. Krarup viderefører på en ægte opportunistisk vis DF politik, og ofrene fra Paris og KBH kommer ganske belejligt. Dette betyder, at det indenrigske perspektiv overlever, men ikke på den måde Krarup vil have det.
Carsten Jensens syn på årsagerne til terror kan udlægges så den ser ud som den bygger på kultur og værdirelativisme, eller i sidste ende som etiskrelativisme. Men det er misvisende.
Claus’ afvisning af kulturrelativisme bygger på dens uheldige konsekvens, at den viser tolerance over for terrorisme. Men en værdiabsolutisme er ligeså farligt, fordi hver gang man troede man fandt det etiske ideal som har almengyldighed, så viste det sig at være kultur, socialt og historisk betinget.
Jeg læser Jensens interview mere som et forsøg på at påpege den hykleri som hele vores debat om terrorisme og ISIS er præget af.
Når Claus skriver ” Normaliseringen af Islamisk Stat gør bevægelsen til en moralsk ligeværdig modstander. Men qua deres barbariske handlinger og deres afskyelige ideologi forekommer en sådan ligestilling urimelig.” så tager han fejl når han siger at det handler om normalisering af ISIS.
Det handler om afsløring af det sande ansigt af vores egen indsats.
Det er ikke en kamp mellem den gode og den onde, heller ikke kampen mellem to lige gode modstandere som Jansen anklages for at sige, men en kamp mellem to lige onde, med den forskel, at vores onde har en god PR service herhjemme og et publikum som helst vil tro på hvad denne service siger.
En filosof som Claus burde være i stand til at sammenligne drone angreb på et pakistansk bryllupsfest med halshugning af journalister og krigsfanger i lyset af det barbariske som han skriver om. Eller med halshugning af demonstranter, som ironisk nok fandt sted i går i vores ven Saudi Arabien.
Mht den ”afskyelige ideologi”, burde selv en filosof vide, at ideologien først og fremmest bruges til at retfærdiggøre volden. Er vi forskellige på dette punkt fra vores egen skabelse der hedder ISIS? Det som jeg savner hos alle er det store billede.
Vi har, sammen med vores allierede, udført, støttet og fremmet terror igennem de sidste 15 år, men de hundredtusinder civile ofre lyder meget bedre som collateral. Et enkelt ord kan gøre mirakler, og vigtigst af alt kan det få det onde til at forsvinde. Krigsretorikken er det første man skal mestre før man begår sig i en krig. Eksemplet på dette har vi set alt for ofte. Dernæst kommer det psykologiske krigsførelse, hvor hjemmepublikum udgør ligeså legitimt et mål som modstanderen. Informations indsats skal man ikke undervurdere i denne sammenhang.
Det værste er, at Claus ligesom Carsten Jensen og Søren Krarup, og ligesom mange andre, med undtagelse af få mennesker der skriver kommentarer, argumenterer for deres syn på falske præmisser. De viser hvor lidt historisk indblik i krigene i Mellemøsten de har, samt hvor hjernevasket eller bange de er blevet. Men det kan man forstå, for en debat der har abstrakt karakter er meget lettere at føre end en faktuel undersøgelse.
Jeg ville anbefale at læse interviewet med Carsten Jensen igen. Det er en nuanceret og præcis analyse, modsat nærværende
kronik, som både forenkler og forvansker Carsten Jensen's argumentation til uigenkendelighed (for eksempel negligerer CJ ikke som påstået IS' ansvar og CJ bruger ikke "kulturrelativistisk" argumentation).
Den danske selvforståelse kan åbenbart stadig ikke klare at se på vestens rolle i Mellemøsten med et nogenlunde nøgternt blik.
USAs, Danmarks og andre vestlige landes illegitime og løgnagtige krig mod Iraq har kostet hundredtusindevis af civile irakere livet, og i USA er det altså alment accepteret blandt højstående militærfolk og politikere, at indsatsen beredte vejen for IS i Iraq.
Et andet eksempel: På samme vis er det tilsynelandende en relativt alment accepteret holdning blandt fratrådte men tidligere højt rangerende amerikanske militærfolk, at (1) droneangreb koster talrige civile ofre, og (2) hver gang udskyldige børn, bedsteforældre, fædre og mødre dør i droneangreb, bliver kimen til nye terrrorister lagt blandt de magteløse efterladte, som kun har had og hævngerrighed tilbage.
Læg dertil knappest uskyldige vestlige indsatser som tortur og nedværdigende behandling, "sorte" fængsler, tidsubegrænset internering uden rettergang, svigt af tolke, svigt af krigstflygtninge i nærområdet såvel som i Europa, for ikke at tale om den passive accept af massive voldskampagner og undertrykkelse i de pælastinensiske områder osv osv.
Danmark, hvis du holder så meget af rollen som det gode, uskyldige offer, hvad skulle du så på den galej?
Claus Strue Frederiksen slutter af med at anbefale, at vi fokuserer på, hvordan IS kan bekæmpes. Endnu engang, læs interviewet med Carsten Jensen, i modsætning til denne kronik har interviewet med CJ rent faktisk et par indsigter, som kan bruges også her.
Sangen om, at skylden for foreteelser langt væk herfra på en eller anden kaosteoretriisk sommerfugle-vingeslags-måde skulle have primær oprindelse i små indenrigspolitiske detaljer i andedammen har aldrig gået særlig godt med omkvædet om det globale udsyn og overblik. Men vinklen er populær, klart nok, 'folk' taler jo om det de har forstand på, og det er som regel de nære ting, ligegyldigt hvad de selv forestiller sig derom.
Altid godt det lige bliver nævnt.
Søren Krarup og Carsten Jensen repræsenterer diametralt modsatte holdninger - så langt så godt.
Men at sige, at en morder, og et "tilfældig" vidne, har andet tilfælles, end bevidstheden om morderens ugerninger - det er absurd.
Det er rigtigt at man får en klæg masse, hvis man blander mel og vand - og det er også rigtigt, at hvis man tilsætter gær - så vokser det hele op.
Men det gør ikke, at mel og vand, har andet til fælles end, at brød kan bages af det
Til forrige indlæg kan tilføjes: Hvis Carsten Jensens syn skulle få indflydelse vil det med stor sandsynlighed netop være den at skærpe modsætninger.
Det er naturligvis ISIS der har det moralske ansvar for deres egne handlinger. Og det er muligt at vi bør se ISIS som mere end en terrorgsanisation. Og hvis forfatteren har ret i den præmis må vi anse det for at være en krig vi har startet på deres territorie. De angreb andre først, men vi blandede os.
Men, det betyder gudhjælpemig ikke at vesten ikke selv har et ansvar for de krige de starter. Danmark er i følge skribenten i krig i Irak mod ISIS. Følger vi den præmis, så betyder det at skribenten foretager en fejlkonklusion. Angriber man bliver man selv angrebet, hvis fjenden har muligheden som han skriver. Ansvaret for krigen og modangrebene må derfor ligge hos dem der starter den, og det ansvar må altid være moralsk. Er krigen rimelig eller ej og er dens konsekvenser acceptable? De moralske overvejelser bør man da forvente at krigsmagerne har gjort sig som minimum. Og det uagtet om den fjende man så angriber kæmper asymmetrisk og med folk placeret i blandt os eller ej.
"Jensens argument giver umiddelbart kun mening i en kulturrelativistisk funderet etik, der afviser eksistensen af almengyldige etiske principper."
Jeg ville ligeledes have påpeget, at den også ville have givet mere mening hvis argumentet om at IS forsvarer "deres" territorie og kultur, faktisk tog højde for om IS nu også blev betragtet som en legitim forsvarer af det territorie og den kultur, de påstår at kæmpe for. Med andre ord ignorerer Jensen at IS og ligesindede ikke er repræsentative, folkeligt forankrerede muslimske fortalere.
Med andre ord, tyder det på at både Jensen og Krarup ikke skelner mellem jihadistiske ekstremister og en hvilken som helst gennemsnitlig, f.eks. vestlig, Muslim.
"Hvis man på nogen måde kan retfærdiggøre Islamisk Stats forbrydelser mod menneskeheden under henvisning til den vestlige alliance angreb på Saddam Husseins Irak, så kan man også retfærdigøre Hitler-regimets forbrydelser mod menneskeheden under henvisning til de allieredes nedkæmpning af Tyskland og dets allierede under 1. verdenskrig."
Jan Hansen, naturligvis spillede Versailles-freden en betydelig rolle for udviklingen af nazisme som herskende politiske ideologi i Tyskland op gennem især slutningen af 1930'erne, ligesom den økonomiske depression gjorde - men helt afgørende er det jo at huske at Hitler kun blev kansler i 1933 fordi det tyske borgerskab, den tyske kapital og dele af den etablerede tyske magtelite af mere eller mindre dubiøse årsager støttede ham (ja faktisk betragtede ham som en nyttig idiot). Og når vi lægger oveni at en række europæiske lande(s kapitalhavere og politiske magteliter) de facto samarbejdede med det nazistiske regime, både før og under Anden Verdenskrig, begynder et lidt tydeligere ansvarsbillede at træde frem.
I øvrigt har du helt ret i at intet kan retfærdiggøre dén vold og de overgreb, IS har udvirket i organisationens kamp, men overfaldet på Irak i 2003 - og den medfølgende politik i landet - kan i høj grad bidrage til vores forståelse af, dvs. forklare (og ikke forsvare, som du lader til at antage), årsagssammenhængene.
Interessant nok blev det erkendt af sejrherrerne efter 2. Verdenskrig, at Versailles-freden var med til at bidrage til den stemning, der gjorde det muligt for nazisterne at mobilisere tyskerne til en ny krig. Hvorfor sejrherrerne bestræbte sig på ikke at gentage fadæsen, men i stedet gav Marshall-hjælp og forordnede lempelige vilkår for betaling af krigsskadeerstatninger.
Hvad er BEVISET for - at Omar Hussain og hans ugerning, havde noget med terror at gøre?
Ingen af de europæiske terrorister i 2015 overlevede længe nok, til at vi kunne spørge dem ud om deres motiver og allierede.
OK, så radikaliserer de jo ikke nogen i fængslerne!
Dog tankevækkende at vi ikke har mulighed for at stille et eneste spørgsmål til gerningsmændene, som alle er dræbt. Det ligner et mønster.
Hver gang vores indsats imod terror mislykkes, så øger vi bevillingerne til mørklægning og efteretningsarbejde og mere politi.
Alt - helst udenfor folkelig demokratisk kontrol - naturligvis!
Ordkrigere på afveje?
Bestemt nej - og det viser også denne debat.
Thomas Hobbes I Liviathan siger " alles krig mod alle". hvis vi tage ham med I debatten, så kan man ikke mere finde noget fælles mellem Carsten Jensen og Søren krarup. De er to forskellige veje, Når Carsten Jensen retfærdiggør IS handliger betyder ikke at han støtter gerninger elle den metode IS har valgt. Det er som en dommer når han tænker om formidlende omstændighed over for en gerningsmand, men han er principielt imode den slags handling, hvor det svares med samme mønt. Søren Krarup til gengæld er principielt ikke for de samme. Jeg er også imod de "Bandito" metoder Bush har brugt I Irak men ´jeg også imod at bruge de slags metoder, man skal ikke svare med samme mønt overfor uretfærdihed.Jeg tror for historiens retfærdighed. Noget andet, jeg synes latterligt at bruge blandt årsager, som Overlegenhed? I hvad, I kultur, I påklædning? nej, de får mej til at grine, for det findes ikke mere forkert. Kultur er for den del af verden stammer fra mellem østen og nord afrika, Grækenland har påvirket Europa, men Grækerne selv har læret meget af Egypter og Føniker ligesom Romerne var opstået I rivalisering med Kartago specielt. Jeg kan nævne Landbruget og skibsbygning og samlings af produkter, som dem det bruges I "IKEA"etc, og der er (krigskunst) også, etc. Om påklædning jeg kan nævne "nålestribehabit" som var anvendt I mellemøsten og nordafrika længe før den kom til Europa. I 30 til 6o erne var den anvendt der , man kan bar se sortvidt film fra den tid og fra Egypten for ex. så kan man se alle Pacha og meddelklasse har en nålestrivethabit på. Den kom først I Europa nu 10 år siden. Den var også for mig den første modern habit jeg tog på. Man kan fremhave det social system I Europa, med demokrati(selv om banditos metode også anvendes) kan det aksepteres men ikke kultur og påklædning, for overlegenhed.
Fra Ramses til Al sissi er der gaet flere tusind år. Der er det kulturen og påklædning. Alt andet er "regeringsførelse" det har overhoved ikke med kultur at gøre. Jeg taler om landene, som er "evige" og ikke om regeringer. Iran og Saudi arabien vil består også hvis styret forsvinder. de gjore før og fået skiftet regeringer mange gange I fortiden,for ex.: Shahen og Hannibal. ( Kejnes sager I det lange løb er vi alle døde). Jeg ved når nogle begynder at tale om mellemøsten få en kortslutning.Men man kan tale rationelt også om mellem østen. Gør som mig og vær optimist.