Er USA på vej til at afskaffe dødsstraf?

For længe siden, i 1992, kendte den demokratiske præsidentkandidat, Bill Clintons stab alt til den daværende Arkansas-guvernørs problemer med at holde sit lem inden for bukserne. Offentligheden fik først kendskab til hans stærke kønsdrift, da Clintons tidligere elskerinde, en natklubsangerinde af den type, mødre engang advarede deres sønner mod, trådte offentligt frem og bekendtgjorde deres relation.

Clinton prøvede at lyve og benægte, men sangerinden fremlagde en båndoptagelse af deres intime samtaler. Clinton-lejrens forsvar – at »alle lyver om sex« – faldt ikke i god jord.

Heldigvis for Clinton havde Arkansas en indsat ved navn Ricky Ray Rector på dødsgangen. Han havde myrdet en politimand og rettet pistolen mod sig selv. På en eller anden måde havde han overlevet selvmordsforsøget, og Clinton fløj nu hjem for at sikre hans henrettelse kunne skride uhindret frem, selv om Rector var for hjerneskadet til at forstå anklagerne mod sig.

Jeg tror aldrig, forfatter og journalist Christopher Hitchens kom sig over den vrede, han følte vælde op i sig ved synet af en hvid ’progressiv’ fra en stat i den gamle Konføderation, der tog livet af en sort mand for at redde sin karriere. Men Clintons ’positionering’ hjalp ham til at blive USA’s 42. præsident.

1990’erne virker som længe siden nu. På sin egen amerikanske måde ser den amerikanske dødsstrafskultur ud til at bevæge sig mod sin egen undergang.

»Der er et stort skred i gang,« fortæller Robert Dunham fra det amerikanske Death Penalty Information Center mig. Antallet af afsagte dødsdomme faldt kraftigt i 2015, og antallet af henrettelser nåede det laveste niveau i et kvart århundrede.

Dunham er en tidligere advokat, der blev aktivist. Han overtog en fattig latino som klient. Manden havde et alvorligt psykisk handicap og kunne ikke forstå sagen mod ham. Hans første beskikkede advokat havde ikke gidet at forsvare ham ordentligt, fordi han selv kandiderede til en politisk post. Dunham erfarede her, at et af de bedste argumenter mod dødsstraf er, at fattige kriminelle som regel får elendige advokater.

Samfundets opgave?

Selv blandt republikanere vokser modstanden mod dødsstraf i dag. Det viser sig, at der er vægtige konservative argumenter mod dødsstraf. Den libertarianske strømning i partiet spørger: Findes der noget større overgreb fra en statsmagt, end når den tager en borgers liv?

Lige siden dna-beviser har vist, at mange henrettede var uskyldige, har kristne konservative brudt deres hjerner med, hvordan de kan forene modstand mod abort med støtte til dødsstraf.

Jeg har aldrig været sikker på, hvordan jeg ville selv ville svare på spørgsmålet: Hvad ønsker du, der skal ske med den person, der har myrdet en, du elsker? Ville jeg kunne sige: Det er samfundets opgave at sikre en retfærdighed, der tilfredsstiller individuel hævntørst. Jeg følte ikke behov for at protestere mod henrettelsen af ​​Saddam Hussein. Hans folkemord på kurderne syntes at være begrundelse nok. Og jeg tvivler på, at jeg ville være gået på barrikaderne for at redde seriemorderne Fred og Rosemary West. Men mange års erfaringer med statssanktioneret drab har sat de amerikanske dødsstrafmodstandere i stand til at formulere svar til ofrene, der ikke lyder som klicheer fra lidenskabsløse bureaukrater.

De langvarige, dyre appelprocesser forhindrer de efterladte i at komme videre med deres liv. Morderen træder næsten i offerets sted, når forsvarsadvokater bruger år på at finde gode grunde til at nedsætte straffen.

Glat villighed

Det er nogle gange svært at opretholde troen på den liberale idé om, at verden trods alt gør fremskridt, men faktum er, at så mange lande i dag har afskaffet dødsstraffen, at de sidste lande tilbage, der endnu praktiserer det i større stil, er Kina – hvor staten bruger henrettelse for at sikre magtfastholdelse for den kommunistiske elite – og Saudi-Arabien og Iran – hvor islamiske straffeformer fungerer på lignende måde for de derværende klerikale eliter. USA var engang en del deres selskab.

Et åbent spørgsmål er dog, om den løfterige tendens kan overleve præsidentvalget i 2016. Donald Trump har allerede krævet obligatoriske dødsdomme for drab på politifolk. Hvis han eller en anden højreorienteret republikansk præsidentkandidat fører sig frem på at være tough on crime, skal vi ikke nødvendigvis regne med, at den demokratiske kandidat vil imødegå ham. Med det faldende antal henrettelser og det voksende mindretal af republikanerne, der støtter en afskaffelse af dødsstraffen, vil det ganske vist ikke kræve stort politisk mod at kæmpe imod. Men den demokratiske kandidat bliver Bill Clintons kone. Og nej, det er ikke sexistisk at påminde om hendes ægteskab – og ikke kun fordi hendes mands politiske karriere blev afsæt for hendes egen.

Hillary Clinton har hele sin mands glatte villighed til at sige eller gøre hvad som helst, der kan vinde et valg eller i det mindste undslippe vanskeligheder. Det lille skridt, hun behøver at tage for at give den voksende bevægelse mod dødsstraf ægte fremdrift, er at lægge sin egen indflydelsesrige stemme bag den. Det er hun ude af stand til.

Adspurgt i oktober, erklærede hun, at hun gerne ville bevare et »politiske råderum« i dette spørgsmål. Hun medgav, at fattige og de sorte led mest, men ville uanset dette foretrække at beholde dødsstraffen, som potentielt relevant for ’ekstreme tilfælde’.

Måske er 1990’erne alligevel ikke så længe siden.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen