Interview

’Vi skal ikke være de onde i eventyret’

Danmark er det mest opdyrkede land i Europa, og det går ud over mangfoldigheden i dyr og planter. Men vild natur er sjov natur, og derfor er der akut behov for, at vi ændrer vores syn på den, mener museumsinspektør og naturvejleder Morten D.D. Hansen
Direktør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Morten D.D. Hansen, tilbringer fritid og arbejdstid i naturen. En natur, der i Danmark mister sin vildskab lidt efter lidt.

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

8. januar 2016

Danskerne er bønder for Vor Herre, og naturen er noget, vi underlægger os. Men efterhånden som ploven har taget mere og mere land, er biodiversiteten – artsrigdommen i form af både dyr og planter – blevet trængt i defensiven. Derfor er der akut behov for, at vi giver plads til mere vild natur, hvor dyr og planter kan sprede og indrette sig, hvis vi vil sikre den mangfoldige natur.

Det mener biolog, naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum, Morten D.D. Hansen.

Læs også: Vild natur vælter frem i Europa, mens Danmark sakker bagud

– Du har brugt det meste af din karriere på at tale om og arbejde for større biodiversitet i Danmark. Hvorfor det?

»Det er sgu fordi, det er smukt. Jeg synes, det er en fantastisk fortælling, at vi bor på en planet med så megen liv. Den fortælling må også gerne omfatte mennesker, men ikke nødvendigvis sådan, at vi er dem, der udrydder alle de andre arter. Vi skal ikke være de onde i eventyret.«

»De her arter kalder på omsorg, akkurat som mennesker gør, og fordi vi fylder så meget, som vi gør i dag, har de brug for, at vi giver dem noget plads. Ellers forsvinder de. Der er simpelthen ingen vej uden om.«

– Men det er vel de færreste, der er uenige i, at vi skal bevare en mangfoldighed i naturen? Hvorfor er det så nødvendigt at arbejde for det?

»Fordi folk ikke slår hjernen til. De tror, det er gjort med harer, fasaner, agerhøns, rådyr og rapænder. De arter, vi skyder og spiser, og som vi synes, er så pæne. Men der er nogle arter, vi er nødt til at prioritere beskyttelsen af, for hvis de forsvinder, så er det for good. Det er der meget, meget få mennesker, der forstår.«

– Hvilke arter er det?

»Der er mange. Men for eksempel en sommerfugl som Sortplettet Blåfugl, der lever på Møn, en plante som Kantet Kohvede, Månetorbisten, der lever i kokasser på Samsø. Der er en lang række arter, som er ved at forsvinde fra Danmark og måske fra hele Nordeuropa.«

En fantastisk fortælling

I den tidligere regerings landsplanredegørelse fra 2013 vurderes det, at »omkring en femtedel af alle cirka 32.000 forskellige danske arter er truet. Årsagen hertil er navnlig tab af levesteder, som især kan føres tilbage til ændringer i landbrugsdriften og skovdriften.«

Ifølge Danmarks Statistik udgør landbrugsareal mere end 66 procent af Danmarks samlede areal. Til sammenligning udgør byer, veje og infrastruktur cirka 10 procent.

Biodiversiteten er i tilbagegang over hele verden. Men ifølge Morten D.D. Hansen står det særligt skidt til med indsatsen for biodiversitet i den danske natur.

»Vi er enestående dårlige. Vi er formentlig det land i Europa, der gør mindst ud af at beskytte biodiversiteten. Det er fordi, vi hele tiden ser på, hvordan vi kan udnytte naturen. Hvis du ser på de naturprogrammer, der er i dansk tv, så er det programmer med Søren Ryge og Bonderøven. Men det er jo ikke natur, det er havebrug og landbrug.«

– Hvordan står det til med selve mangfoldigheden af arter i Danmark?

»Vi har en såkaldt rødliste over arter, der er i fare for at uddø, og den er omfattende. Det står rigtig skidt til med de arter, der er knyttet til gamle, døde træer, til gamle overdrev med masser af blomster, til højmoser, enge og kær. Alle de arter, der er knyttet til naturtyper, der ikke bliver dyrket, har det rigtig skidt i Danmark.«

– Verden over er der kampagner for at bevare dyr som pandaen, elefanten og næsehornet. Hvorfor tror du, der ikke er kampagner for at bevare sjældne biller og planter?

»Det er et spørgsmål om, hvor meget man kender til. Jeg tror, at hvis man først har set en Humlerovbille og set, hvor flot og sjov den er, så bliver man overbevist om, at den må da også godt være her.«

»Du kan i virkeligheden overføre det til synet på mennesker. Hvis det kun er de pæne, smukke og rige, der må leve, så bliver det ikke en særlig sjov verden, vel? Dyrene og planterne har været her i fire milliarder år, og fra et etisk synspunkt har de sgu også ret til at være her. Der er en fantastisk fortælling om livet her på Jorden, og hvis vi tror, vi bare kan gå og udrydde efter forgodtbefindende, så bliver det fandeme ikke en særlig sjov verden.«

– Men Humlerovbillen påvirker ikke min hverdag, så det er vel bedre for mig, at landbruget opdyrker noget land og skaber vækst og øger BNP?

»Er du sikker på det? Har du nogensinde set en blåhval i virkeligheden?«

– Nej.

»Så lad os udrydde den. Hvad med en elefant, har du nogensinde set sådan en i vild natur?«

– Nej.

»Så tager vi sgu den med også. Hvornår vil du sige stop? Jeg tror, at de fleste mennesker, når de får øjnene op for verdens mangfoldighed, tænker, at det er en god ting. Jeg tror, det er en meget væsentlig del af vores livskvalitet, at vi har alle de her mange arter.«

– Hvad er din vision for naturen i Danmark?

»Vi er nødt til at afsætte noget plads til den og skabe nogle store, sammenhængende områder, som kan ligge urørt hen. Det betyder også, at vi skal afsætte nogle af de dårligste landbrugsarealer til det. Så skal vi bygge store hegn omkring områderne og sætte nogle store græsædere fri – kronhjorte, heste, vildkøer og bisonokser – som kan gå og græsse og smide gødning og nogle gange dø, så der kommer til at ligge nogle store ådsler. Det skal have liv til at passe sig selv, så der kan ske nogle spændende ting.«

»Vi skal genskabe nogle af de dynamikker, der oprindeligt var i vores natur, og noget af det vigtigste er at få nogle store græsædere ind, som kan skabe levesteder for insekter og planter. I den tidlige mellemistid for 130.000 år siden var klimaet i Danmark ligesom i dag, og der gik jo fandeme elefanter og næsehorn rundt. Hvis sådan en elefant ville klø sig et sted, væltede den et træ eller trak det op med rode. De lavede en helvedes ballade og flyttede en masse næringsstoffer rundt. Det skal sgu være vildt og voldsomt. Vild natur er sjov natur. Det er simpelthen et motto, jeg har.«

Hvepsevågens mirakel

I 2010 underskrev Danmark sammen med de andre FN-lande en aftale om at arbejde for 20 konkrete mål, der skal bremse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020.

Ifølge Danmarks Naturfredningsforening har Danmark indfriet to af målene, otte af målene er vi i gang med, mens der for ni af målene har været en ringe eller slet ingen indsats, og slutteligt er indsatsen for tre af målene sågar gået den forkerte vej. Regeringen har dog indskrevet i regeringsgrundlaget, at den vil »prioritere indsatsen for at standse tilbagegangen af biodiversiteten«, og at »indsatsen skal lægges, hvor det er mest relevant«.

Det vækker afmålt optimisme hos Morten D.D. Hansen:

»Målsætning er jo glimrende. At lave naturbeskyttelse de steder, hvor det giver mening, er jo netop det, jeg taler om. Men jeg glæder mig til at se, hvad de præcis kommer til at lave, for indtil videre har de kun lempet på naturbeskyttelsen. Til foråret skal der komme et naturudspil. Det kan blive interessant, eller det kan blive en kæmpe skuffelse. Det kommer an på, hvem de rådfører sig med, og danske politikere har det med ikke at rådføre sig med fagfolk på det her område.«

– Det lyder jo meget logisk, at hvis vi vil sikre arternes overlevelse, skal vi sørge for, at de har de rette betingelser. Er det ikke bare et spørgsmål om, at du skal skrive det ned på et stykke papir og sende det til miljøministeren?

»Det har jeg gjort før, men de bliver jo skiftet ud hele tiden. Hver gang, vi er ved at få dem til at forstå det, så kommer der en ny miljøminister, og så skal vi til at starte forfra med at opdrage dem. Jeg har talt med adskillige miljøministre, men det er altid i slutningen af deres embedsperiode, de bliver tilpas blødgjorte til, at de gider snakke med mig.«

– Hvordan opfatter du det danske syn på naturen?

»Vi ser jo nærmest på naturen i bibelsk forstand som noget, vi skal underlægge os. Det var det, Gud oprindeligt befalede os, og det er det, vi gør. Vi er bønder for Vor Herre, og vores tilgang er, at naturen skal udnyttes. I dag er det i hvert fald svært at finde noget natur, vi ikke blander os i.«

– Du taler meget om fortællinger i naturen. Hvilke historier er det, naturen kan fortælle?

»Lad mig give et eksempel: For nogle år siden havde jeg et menighedsråd med ude i Mols Bjerge, hvor vi diskuterede natur kontra religion. De spurgte, om det ikke er lidt fattigt, at alt i naturen kan forklares, og der ikke er nogen mirakler. Men så sagde jeg: ’I skulle prøve at se om foråret, når vi sidder 30 granvoksne ornitologer og venter på, at hvepsevågen vender hjem fra Afrika. Vi venter og venter, og vejret er perfekt til hvepsevågetræk. Der kommer bare ikke nogen, og vi bliver mere og mere utålmodige. Men så, hen på formiddagen, kan vi se, at nede sydfra kommer de kraftedeme som jagerfly, og så sidder der 30 mand med tårer i øjnene og gåsehud, for det er simpelthen så smukt, og vi synes, vi er vidne til livets mirakel.’ Det er da fantastisk, at man må være vidne til det. Tænk, at man må være med til det. Man accepterer ligesom, at ens skæbne er, at man ikke er anderledes end alle de andre. Verden handler ikke kun om dig, den handler om alt.«

»Det at studere naturen og mangfoldigheden er ret godt til at sætte sin egen opfattelse af sig selv som verdens navle lidt i perspektiv. Den dag, jeg er væk, tager hvepsevågen stadig på træk, og verden går videre. Det, synes jeg, er fantastisk at være med til.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • morten Hansen
  • Torben Skov
  • Jens Falkenberg
  • Jens Carstensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Flemming Berger
  • Troels Holm
  • Jens Skovgaard Jensen
  • Jens Kofoed
  • Ejvind Larsen
  • Anne Eriksen
  • erik o hansen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Birte Dahl
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
Benno Hansen, morten Hansen, Torben Skov, Jens Falkenberg, Jens Carstensen, Michael Kongstad Nielsen, Flemming Berger, Troels Holm, Jens Skovgaard Jensen, Jens Kofoed, Ejvind Larsen, Anne Eriksen, erik o hansen, Jørgen Steen Andersen, Birte Dahl, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

"Verden handler ikke kun om dig, den handler om alt."

Yes!!!

Torben Skov, Birte Dahl, Ejvind Larsen og erik o hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Flertallet af DK's befolkning kender ikke navnene på mere end et par planter i den danske natur, så hvad vil man savne i ejerlejligheden på Østerbro?

Og derfor er vi også i gang med at skovrejse i Danmark. Både nytte- og vildskov. Samt rette åer og floder ud, gendanne vådområder i dale og moser.

Stort tak til Morten.
Han er en af de få personligheder indenfor naturbeskytelse, som tør tage værdikampen uden at gemme sig bag "objektive" pseudobegrundelser som: vi har måske brug for de sjældne arter til planteforædling, medicin, forskning o.s.v.
Nej: Naturen skal beskyttes, udbredes og bevares, fordi den har så fantastisk stor værdi som det, den er: som natur. Uden den ville vi leve og dø endnu mere ensomme.
Troels

Birte Dahl, Ejvind Larsen, Palle Carlsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

At ploven går forud for naturen i Danmark så man så tydeligt i 2012, da selv den "røde" regering lod naturen falde og marken bestå. Et sted skulle udpeges til nationalt testcenter for kæmpe havvindmøller. Relevant havde det været at benytte et areal ved Ringkøbing Fjord, der opfyldte alle krav, undtagen det følelsesmæssige, at det var landbrugsjord, og det går jo ikke. Derfor blev det Østerild Klitplantage i stedet, 500 ha ren natur, med orkideer, sommerfugle biller og gulsmede, natravne, kronvildt, fattigkærsplanter og et mylder af diversitet.
Men nej, væk med det, så vi kunne undgå ekspropriation af landbrugsjord.
http://www.vindenergi.dtu.dk/Om_instituttet_tekst/Testcenter_Oesterild

Anne Eriksen, Birte Dahl, Ejvind Larsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

Tak for denne saftfuldt poetiske og dybt visdomsfyldte fortælling om,hvorfor kampen for Liv i overflod er vigtig.

Anne Eriksen, Birte Dahl, Ejvind Larsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg elsker de udsendelser med Morten D.D. Hansen, hvor han roder i kokasser efter insekter og finder sjældne planter i militærets øvelsesområder. Den fuldstændige begejstring over det største i naturen, som sagten kan være meget småt. Jublen over at vores gamle toprovdyr er vendt tilbage :)

Anne Eriksen, Birte Dahl og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Generelt mener jeg det er en fin artikel Morten D.D. Hansen har skrevet.

Jeg mener bare at hans vision er alt for "Snæver", da den kun dækker Danmark.

Den vision ligner lidt, at man klipper toppen af et græsstrå, for at fjerne det.
Det der reelt skal til, at man fjerner hele græsplanten med alle rødder, ellers kommer græsstrået igen.

Derfor har jeg tilladt mig at indsætte mine kommentarer, forslag og meninger, i nogle parenteser i nedenstående!

’Vi skal ikke være de onde, (men vi skal være de gode) i eventyret’

Men vild natur er sjov natur, og ( og så er den 100% nødvendig, også for mennesker), derfor er der akut behov for,
at vi ændrer vores syn på den, mener museumsinspektør og naturvejleder Morten D.D. Hansen.

Så hopper jeg lige til hans spørgsmål:
Har du nogensinde set en blåhval i virkeligheden?
Og svaret er:
Ja det har jeg da. Jeg har endda også set dem parrer sig, i den vilde natur, ud for Grønlands Vestkyst.

Og til spørgsmålet: – Hvad er din vision for naturen i Danmark?
Min vision er:
At naturen skal bringes i balance på hele Jorden!

Og det jeg mener, er det vigtigste i dette "projekt" er:
At nedbringe Jordens menneskebefolkning, for at afskaffe det misbrug af alt på Jorden, som foregår mere og mere,
i stedet for som nu, bare at formere os og misbruge mere og mere!