Velfærdsstaten har glemt de nederste 20 procent

Det nytter ikke noget, at den sociale indsats i dag er delt ud på flere end fem ministerier. Hvis vi vil hjælpe de titusindvis af danskere, der står efterladte på samfundets bagperron, er vi nødt til at samordne den socialfaglige tænkning
Det nytter ikke noget, at den sociale indsats i dag er delt ud på flere end fem ministerier. Hvis vi vil hjælpe de titusindvis af danskere, der står efterladte på samfundets bagperron, er vi nødt til at samordne den socialfaglige tænkning
iBureauet/Mia Mottelson
23. januar 2016
Delt 11 gange

Der er brug for visioner for fremtidens velfærdssamfund som aldrig før. Der er brug for en ny model for Danmark. Det er også budskabet fra Mandag Morgens velfærdspanel i den spritnye rapport Fra velfærdsstat til velstandsstat.

Men løsningsforslag som at »involvere og inkludere alle i samfundet« eller understregningen af, at vi har »et fintmasket socialt sikkerhedsnet« lader meget tilbage at ønske. De overser helt, at det nuværende Danmark ikke er i stand til at forbedre livsmulighederne for samfundets nederste 20 procent. De vil ikke bremse den nordiske velfærdsmodels hastige udvikling hen mod en amerikansk model med større sociale problemer, mere ulighed og utryghed til følge.

Det danske velfærdssamfund er i dag et paradoks. Vi bruger astronomiske summer på velfærdsydelser – men vi hjælper ikke dem, der har allermest brug for det. Det Danmark, som skiftende statsministre inderligt ønsker at bevare, er kun et velfærdssamfund for den brede middelklasse; for de 80 procent. Imens bliver titusindvis af danske børn, unge og voksne efterladt på samfundets bagperron. Mennesker, som med den rigtige støtte og hjælp kunne få udlevet deres livsmuligheder, være herre i eget liv og en del af samfundsfællesskaberne, men som i dag ender på overførselsindkomst.

Hvad er det, vi gør forkert?

Først og fremmest har vi devalueret den faglighed, som skal til for at læreren, pædagogen, socialrådgiveren og mange flere kan støtte den enkelte med sociale problemer eller funktionsnedsættelser. Men lige så problematisk er det, at vi i dag har flere end fem ministerier, som skal forholde sig til sociale indsatser for samfundets dårligst stillede 20 procent.

Vejen til et velfærdssamfund, der også tager sig af de svageste, går igennem en langt mere helhedsorienteret social indsats. Det er kun ved at samordne den socialfaglige tænkning på tværs af ministerier, at man kan løse sociale problemer – og ikke mindst ved, at forskningen får et langt større fokus på, hvordan mennesker kan mestre deres liv.

Socialfaglig viden handler grundlæggende om, hvordan mennesker udvikler ansvar for sig selv og sine. Det er derfor socialfaglig viden, som gør ikke blot socialpolitik, men også uddannelses-, integrations-, beskæftigelses-, sundheds- og boligpolitik virksom for samfundets dårligst stillede 20 procent.

Forsømt forskning

I 2016 bruger vi mere end 800 milliarder kroner til velfærdsudgifter. Men 40 procent af anbragte børn får ikke folkeskolens afgangseksamen. De er mere syge, begår mere kriminalitet og dør tidligere. Som 30-årige er kun 43 procent af tidligere anbragte børn i beskæftigelse, mens 17 procent er på førtidspension. Tallene for ikke-anbragte er markant bedre.

Vi har heller ikke formået at forbedre mulighederne for de psykisk sårbare. Mennesker med psykisk sårbarhed har ifølge SFI kun en beskæftigelsesgrad på 26 procent mod 77 procent for resten af befolkningen. De bliver udredt for sent og får hverken den sociale eller pædagogiske støtte, som kunne give dem mulighed for at mestre livet bedre. Vi ved ellers, at cirka en tredjedel af mennesker, som bliver ramt af psykisk sygdom, bliver helt raske igen, og at en anden tredjedel faktisk kan klare sig på linje med andre.

Med andre ord har vi forsømt at videreudvikle det velfærdssamfund, vi overtog for 30 år siden. Vi har forsømt vidensudviklingen og forskningen på de offentlige professionsområder. Det tydeligste tegn på det manglende fokus på den socialfaglige viden ser man i den føromtalte opsplitning af de sociale indsatser på forskellige ministerier.

Et indhegnet samfund

Afskaffelsen af den nordiske velfærdsmodel i Danmark har været i gang længe, og de næste skridt kender vi allerede fra lande som New Zealand, Storbritannien eller USA.

Det første, der sker, er, at der opbygges en privat velfærdssektor, som kan levere velfærdsydelser som daginstitutioner, skoler, ældrecentre og hospitaler af høj kvalitet til dem, som kan betale. Kidicorp hedder den store private dagtilbudsvirksomhed i New Zealand. Den leverer førskole-tilbud af meget høj kvalitet med superdygtige pædagoger, men det koster, og derfor har man kun tilbuddene i de rige områder af landet. Resten må nøjes med en stadig dårligere offentlig sektor, som er underlagt besparelser og rationaliseringer.

Næste udviklingstrin i afviklingen af velfærdssamfundet indebærer, at vi – middelklassen – opfører hegn omkring vores boligområder og måske får vagter ved indkørslerne. Tag en tur ud i The Docklands i London. Her er der gated and guarded residentials, og det er nok det tydeligste tegn på opløsning af samfundet som fællesskab. Det er en indikator på, om social uro har nået et niveau, hvor den store brede middelklasse føler sig truet. Og udviklingen er i gang herhjemme: Ifølge Danmarks Statistik er private husstandes udgift til alarmsystemer og lignende næsten tredoblet siden 2010.

Det er den negative velfærdsspiral, som de danske politikere burde interessere sig mere for.

Brug for et sporskifte

Siden New Public Managements indtog i den danske velfærdsstat i 1980’erne er offentligt ansatte og deres faglighed i stigende grad blevet mistænkeliggjort. Professionel distance har erstattet professionelt nærvær. Som konsekvens heraf har man ikke i de seneste 30 år væsentligt udbygget den professionsfaglige forskning og derfor ikke udviklet ny viden om, hvilke sociale og pædagogiske indsatser der virker. Den bagvedliggende argumentationen har nok været, at en sådan forskning blot ville fremme de offentligt ansattes magtposition. Og til forskel fra sundhedsområdet har der ikke været virksomheder, som kunne have privatøkonomisk interesse i professionsfaglig forskning.

Men hvordan kan det tidligt skadede barn, den belastede familie, ADHD-drengen i puberteten, den psykisk sårbare unge kvinde og alle de andre få de rette redskaber og den rigtige menneskelige støtte til at udleve deres drømme og livspotentialer? Det er her, Mandag Morgen mangler et kapitel i sin rapport.

En idé er at tage udgangspunkt i modellen fra 60’ernes socialreformkommission, der havde en blanding af vidende og engagerede socialpolitikere, kyndige embedsmænd, repræsentanter fra brugere og fagprofessioner samt forskere. Det ville give den frugtbare uforudsigelighed omkring resultatet, som de sidste mange års kommissionsarbejde har manglet.

Politisk mod

Mere end 800 milliarder kroner af de offentlige udgifter er på den ene eller anden måde påvirket af, hvordan vi arbejder socialt og lykkes med de sociale indsatser. Alt for mange, der kunne, får hverken lært strategierne eller får redskaberne til at kunne klare sig selv. Derfor bliver de ved med at være placeret på en eller anden offentlig udgiftspost. Det er ikke ved at placere ansvaret for alle overførselsindkomster i Beskæftigelsesministeriet, at man løser problemet. Det giver kun mulighed for samordning mellem ydelserne, men ikke mellem den socialfaglige tænkning på tværs af ministerier – og det er vi som sagt nødt til at gøre, hvis vi for alvor vil løse sociale problemer.

En forbedring af det danske velfærdssamfund vil ikke blot give et bedre liv for mange mennesker. Det vil også skabe en bedre samfundsøkonomi. Hvis vi frem til 2030 kunne ’helbrede’ – for nu at bruge et sundhedsudtryk – bare fem procent af de danskere, som slås med funktionsnedsættelser eller sociale problemer, ville det give besparelser på 30-40 milliarder kroner – om året!

Det er nyudvikling, der kunne skabe grundlag for et nyt og bedre velfærdssamfund. Det ville også igen gøre Danmark til et internationalt eksempel til efterfølgelse. Men det kræver mod. Mod til at ville andet end bare magten.

Knud Aarup er cand.scient.pol. og uafhængig konsulent

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Herman Hansen

"I 2016 bruger vi mere end 800 milliarder kroner til velfærdsudgifter." skriver Knud Aarup.

Ok, 105 milliarder kroner er til sygehusvæsenet. Men så er der da fortsat 695 milliarder kroner tilbage til finansiering af en basisindkomst til alle landet 5.600.000 borgere på 10.342 kroner pr. måned før skat.

...Så hvad venter vi på :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

McKinseys Danmark bruger enorme summer på kontrol og rapportering. Denne foretages bl.a. af socialarbejderne og indgår derved i de sociale udgifter. Det samme gælder tilskud til jobprøvning etc., som reelt er skjult erhvervsstøtte for sociale midler.

Nej Herman Hansen. Din illusoriske basisindkomst vil heller ikke hjælpe de 20% ! Snakken forplumrer bare billedet endnu mere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Torben Skov, min illusoriske basisindkomst? Ha ha ha - Jeg står vist ikke helt alene i verden om forståelsen af nødvendighed. http://www.sueddeutsche.de/wirtschaft/verlust-von-arbeitsplaetzen-durch-.... Basisindkomst er ikke bare en mulighed for fremtiden. Det er ganske enkelt en nødvendighed. Med mindre man ønsker at sende verden ud i social kaos naturligvis.

...Prøv dog bare at tænke lidt frem og visionært Torben Skov.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lilliendahl

Steffen Gliese

det private erhvervsliv har ingen anden interesse for vores samfund end det omfang, hvormed det kan finansiere løsningen af samfundets opgaver, herunder opgaven med at føde og klæde de borgere, der er i samfundet. Det er grundlaget i en demokratisk model.

Jeg kan ikke finde ud af om det er det er ment som et deskriptivt eller præskriptivt udsagn. Lige meget hvad mener jeg ikke det på nogen måde er en dækkende beskrivelse. Hverken for erhvervslivets roller eller samfundets interesser.

Hvad mere interessant er, er måske også det private erhvervslivs interesse i vores samfund. Her er det "private" "i" og "vores" der er keywords. På græsk, idioti.

Idiotiens tilsyneladende selvfølgelige plads i det såkaldte "liberale demokrati" er sammen med den ligeledes idiotiske ejendomsret og det idiotiske meritokrati, grundlaget for selvsamme såkaldte.

Og til en hvis grad journalistikkens metode, foreningsretten og en masse andre strukturer i det borgerlige samfund. Egeninteressen - idiotien er faktisk det der er grundlaget i demokratiet.. Som vi kender det, vel at mærket

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

NEJ, Jakob Lilliendahl, idiotien er modsætningen til demokratiet! Demokratiet er folkestyre, borgerinddragelse i beslutningsprocesser på alle niveauer. Det hedder idioti af en grund: dem, der undviger borgerpligten for at bruge tid på deres eget i stedet for det fælles liv i samfundets institutioner.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Lilliendahl

Altså, vi er jo enige om idealerne Demokratiet er folkestyre, borgerinddragelse i beslutningsprocesser på alle niveauer. Men sådan fungerer det borgelige samfund ikke. Der har "idioterne" for at blive i terminologien, ligeret med de samfundssindede. Det er deres demokratiske ret.. Og idioterne har ligeret til bruge de demokratiske værktøjer til at forene sig og forskanset sig, og det har idioterne gjort for de er i flertal..

Det borgerlige liberale demokrati er egeninteressens værktøj, Steffen Gliese.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Men, Jakob Lilliendahl, det er jo, fordi det borgerlige demokrati ikke er demokrati! Repræsentativt demokrati er en indretning, som de besiddende skabte for at forhindre majoriteten af ikke-besiddende i at sidde på flertallet.
Hvad vi havde i Danmark, som gjorde, at vi kunne påberåbe os demokrati, var et uformelt net af organisationer, som repræsenterede bredere samfundsinteresser, således at de folkevalgte netop i højere grad varetog større andele af befolkningens tarv; men det var jo det, der i løbet af 90erne og fuldkommen i 00erne ophørte for de ikke-besiddendes vedkommende.
Partierne ophørte også over tid med at udvikle politik på baggrund af politisk arbejde blandt medlemmerne - mest radikalt set i SF, der gik fra en udpræget demokratisk holdningsdannelse til nærmest at lade sig regere af et politbureau.

Brugerbillede for Jakob Lilliendahl

Men, Jakob Lilliendahl, det er jo, fordi det borgerlige demokrati ikke er demokrati! Repræsentativt demokrati er en indretning, som de besiddende skabte for at forhindre majoriteten af ikke-besiddende i at sidde på flertallet.
Jeg er helt enig.

Mht det du ellers skriver, synes jeg det er håbløst moderne.
Den politiske kontekst for proletariatet, småborgerne, prekariatet, kald det hvad du vil, blev rigtigt nok forandret i 90'erne.. 1890'erne..

Brugerbillede for Bill Atkins

Jeg må tilslutte mig princippet i Steffen Gilese's tese 14:01 som naturligvis både kan uddybes, udbredes og suppleres. Men når erhvervslivet via arbejdstagernes produktion har leveret subsistensydelserne: tag over hovedet, mad og tøj, uddannelse, lægehjælp og pension så kan samfundet begynde at diskutere hvad den overskydende produktionskapacitet skal anvendes til. Det vil være i overensstemmelse med demokrati og stræben efter et bæredygtigt samfund.

Brugerbillede for Torben Skov

Grin du bare Herman. Det generer mig ikke. Du vil bevare kapitalismen ved at indføre basisløn som redningskrans! Jeg vil ikke! Men kapitalismens kriser vil vise, at basisindkomst ikke løser noget som helst. Kan du tænke så langt ud af æsken?
Og mht. mere socialistisk medvind, sker der ikke meget før middelklassen går i knæ under næste krise. Eller den næste igen... Da er det nok mindre end 10 personer, der ejer mere end halvdelen af verdens befolkning. Det bliver mere og mere absurd og entropien stiger. :o)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Fra oplægget:
Hvis vi frem til 2030 kunne ’helbrede’ – for nu at bruge et sundhedsudtryk – bare fem procent af de danskere, som slås med funktionsnedsættelser eller sociale problemer, ville det give besparelser på 30-40 milliarder kroner – om året!

Det ER altså de nederste, uformuende 20% af befolkningen som skal forandres, for at de kan få del I fællesskabet, så vidt jeg forstår det skrevne.

Jeg er inderligt uenig. Det er eksklusionen af de 20%, som er problemet, og ikke menneskene som udgør de 20%, som er forkerte og skal behandles på.
Det er fanme de mennesker I de 20% som tillader og medvirker til at ensrette samfundet og fællesskabet I en grad, så der kun er plads til een slags tilværelse, der skal behandles og helbredes.
Hvor I alverden får de/I den tanke fra, at kun I, de veluddannede og I firkantede I tanke og handling har ret til at udvikle et liv på egne præmisser - og de, som ikke kan det, skal presses ned I same form og firkant som alle andre 80%?

Vil vi have et samfund med plads til alle, OGSÅ djøffere og psykisk syge og kunstnere og drukmåse? Det er det som er spørgsmålet,
og svaret fra poliikere og middelklassemoralen er,
at rummeligheden ikke er så stor. Vi skal jo spare og deder mennesker, som ikke er lige som OS, de må være her på tålt ophold, over I et hjørne og op absolut lavest mulige berøringsflade med OS.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Det handler om menneskesyn, ikke antal milliarder eller millioner, man ynder at kaste op i luften.
Det er heller ikke nødvendigt med den dybe tallerken, altså forskningen.
Mennesket ved godt, hvad der tæller, også de 20%!
Hvis ikke der var evindelige kontroller og indviklede procedurer "til brug for evidens" og statistikker - et stort antal mennesker, som skal udføre dette - så manglede der nok ikke så meget...

Beskæftigelsesministeriet og alle kommissionerne er udgifter, der meget nemt kunne neddrosles.
"Velfærdssamfundet" er efterhånden et overflødigt ord, der tilhører fortiden og det er egentlig træls at få skudt det i hovedet hele tiden.
Skal det være noget som "humansamfundet" eller "rettighedssamfundet"? - undskyld - men håbet er småt, hvis det er vores nuværende politiske virkelighed og folketing, der har ansvaret.

Brugerbillede for Herman Hansen

Og gruppen vil kun vokse sig større de kommende år efterhånden som kravene på arbejdsmarkedet skærpes og mangel på kompetencer udkonkurreres af robotter som kører 24/7 uden løn, uden at få ondt og uden overenskomst krav.

...Hvordan mon situationer bliver når "de overflødige" når 40% eller 51%?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Herman Hansen: "Hvordan mon situationer bliver når "de overflødige" når 40% eller 51%?"

Jeg har i mange år haft en hypotese, der siger, at det er omkostningsfrit for magthaverne at behandle op til 30% af befolkningen dårligt, og at hvis antallet af forfordelte stiger, vil det medføre omfattende sociale uroligheder.

Det ser ud til, at jeg i min levetid vil kunne nå at få empirisk belæg til at af- eller bekræfte min hypotese. Skulle hypotesen vise sig at kunne udgøre grundlaget for en teori, vil jeg kalde den "Nielsens teorem for sociale optøjer".

Den vil utvivlsomt få stor betydning i forsikringsbranchen, der ved intelligent brug af statistik ved hjælp af teorien kan forudse, hvornår det ikke længere kan betale sig at forsikre mod brændende biler i gaderne.

Brugerbillede for David Adam

Hvor er jeg træt af at høre om mennesker, der ikke passer ind i samfundet, som "de svageste". Nu tager forfatteren udgangspunkt i f.eks tidligere anbragte. Jeg har kendt en del, og er selv tidligere anbragt. Ganske rigtigt er størstedelen ikke i arbejde, eller har en uddannelse. Men det er ikke lysten eller viljen der mangler. Næsten alle mennesker vil gerne kunne kigge i spejlet og føle at de kan klare sig selv. Det er heller ikke styrke, kompetencer eller intelligens der mangler. Det er trods alt mennesker som har håndteret og ofte overvundet udfordringer, som de fleste mennesker er skånet for i deres egen opvækst. Jeg ville foretrække at kalde dem "de stærkeste" i stedet for "de svageste". Men det går selvfølgelig ikke i et samfund hvor de eneste værdier, som vi bruger til at vurdererer menneskelige kvaliteter på er evnen til at tage en uddannelse og et arbejde. At en psykisk lidelse ikke er svaghed, men en sygdom, som forværres under stress, frustration og lavt selvværd er vel sund fornuft for de fleste. At have et begrænset netværk (i form af familie og lign) er vel ikke svaghed, men en helt konkret udfordring, som gør en kæmpe forskel for ens muligheder for at håndtere livet på. At leve i fattigdom er vel ikke en svaghed, men en konsekvens af at leve i et samfund, der betragter alle med problemer som samfundsnassere der skal straffes og presses indtil at de lærer at opføre sig normalt. Hvis du bliver alvorlig fysisk syg i dagens Danmark, så er du også en af "de svageste" , og bliver behandlet derefter; fattigdom, mishandling af systemet, og ofte med en psykisk lidelse som konsekvens af den nedværdigende behandling systemdanmark udsætter dig for.

At have haft en traumatiserende opvækst, er ikke svaghed. At få kræft er ikke svaghed. At blive kørt ned af en bil er ikke svaghed. At blive fyret fra sit arbejde er ikke svaghed. Det er ekstra udfordringer, som man skal håndtere, ofte samtidig med at skulle forsøge at opnå en position hvor man kan forsørge sig selv. Og som det ikke er nok, så kommer kommunen indover, og presser dig med henblik på at få dig i arbejde hurtigst muligt.

I øjeblikket researcher jeg ungdomshjemløshed. Eksperterne er blevet enige om at den bedste hjemløse-strategi er "housing first"-metoden. Den handler om at løse den hjemløses problemer ved at give ham en bolig. Det er rimelig logisk. Men hov… I Danmark er man ikke hjemløs, hvis man kun mangler en bolig. Så er man bare boligløs. I Danmark bliver man først opfattet som hjemløs, hvis man har andre sociale problemer end boligløshed, f.eks misbrugsproblemer eller en psykisk lidelse. I praksis betyder det, at du stort set ikke kan få hjælp, med mindre at du er gået helt ned med flaget. Og hvad siger de gadearbejdere som arbejder med hjemløse? De siger at hvis ikke har et misbrug eller en psykisk lidelse, så får du det med garanti efter en kortere periode (3-6 mdr) som hjemløs (altså boligløs).

Klummens forfatter mener at vi svigter de svageste. Det er jeg ikke sikker på. Men jeg ved at vi svigter mennesker med udfordringer, som f.eks manglende netværk, uholdbar økonomi, manglende bolig, traumatiserende opvækst, eller fysiske lidelser, der med en smule hjælp på et tidligere tidpunkt kunne undgå at lande på samfundets bund.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

David Adam
Hvis jeg kunne anbefale dit indlæg flere gange, ville jeg gøre det.
Nej, mennesker med udfordringer er bestemt ikke svage.
Tværtimod.
Men hvis man kalder dem svage,
legitimeres systemet overgreb,
for 'de svage' kan jo ikke selv finde ud af nogetsomhelst
og skal 'hjælpes' af de systemansatte,
som gerne,
dog helst mod løn,
overtager magten i 'de svages' liv.

Brugerbillede for Herman Hansen

De første 20% af "overflødige" er dem med få menneskelige ressourcer og uden overskud til at sige fra og kæmpe imod - De er de "nemme". Men når gruppen af "overflødige" vokser sig op i rækkerne af mennesker i den såkaldte middelklasse med ressourcer og overskud vil protesterne begynde at dukke op. Det er ikke for sjov værdi- og strategimesteren Claus Hjort Frederiksen ikke tør pille ved f.eks. børnechecken.

...Claus får sikkert aflagt ugentlige rapporter om stemningen blandt middelklassen ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Den eneste hjælp det offentlige i dag tilbyder de "svage" er hjælp til at blive presset helt ned på bunden, hvor ingen kan mere.

...Hvordan kan det være endt sådan?

Hjælpens omfang og nødvendighed bliver i dag kalkuleret af økonomer, jurister og statistikker frem for menneskelige behov og fremfor at den kommunale sagsbehandler opfatter mennesker som nødstedte opfattes de i dag i systemet som bedragere.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carl Christensen

Jeg er lidt sent inde i debatten og vil ikke forholde mig specifikt til de enkelte indlæg, men jeg vil efterlyse løsninger på det massive udstødningproblem vi har i vores neoliberale konkurrencesamfund.
Der er meget rigtigt i Knud Aarups analyse af mangel på socialfaglig viden og mangel på samarbejde på tværs af system båse. Men hvad hvis systemerne begyndte at arbejde gnidningsfrit sammen, men stadigvæk bevarede målsætningen om at alle skal ud på arbejdsmarkedet: kun her
er der mulighed for at få selvværd og identitet, som stort hele det politiske spektrum og embedsværket i stat og kommuner mener?
Jeg tror den egentlig udfordring ligger i et opgør med med disciplineringen til lønarbejde, (det økonomistiske menneskesyn) og i stedet udvilklingen af miljøer i civilsamfundet, hvor man uanset psykiske, sociale eller fysiske problemer kan bidrage til at udvikle fællesskaber på tværs af de nuværende båsesystemer. Og i samspil med lokalsamfund og med en simpel baisindkomstmodel udvikle sociale, kulturelle og miljørigtige levevilkår. Altså en ny fortælling om et alternativ til vækst- og konkurrence-statens såkaldt nødvendighedslogik.
I al beskenhed har jeg i mange år forsøgt at omsætte nogle af disse tanker socialtudviklingsarbejde i Nordjylland. Nu om dage i form af de socialøkonomiske virksomheder: Købmandsgården, Skovsgård Hotel og Råd og dåd. Se evt. de respektive hjemmesider, eller min hjemmeside: www.carldialog.dk

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

" Velfærdsstaten har glemt de......"
Hvem er velfærdsstaten ? Alle de kloge eksperter, målermænd og hjerne granskere.
Der kommer hele tiden nye til, der er klogere en dem før, som var klogere en dem før.............. .
Det falder dem ikke ind at holde nallerne for sig selv og give tilværelsen tilbage, hvor det hører hjemme - blandt folket selv.
Medmennesket har miste medansvaret og overladt det til det offentlige velfærdsvæsen.
Engang blev sognet "styret" af sognerådsformanden, sognerådet, kæmneren, sognefogeden og medmenneskene.
Umuligt at skrue tiden tilbage, men man kunne i det mindste prøve at ændre mentaliteten.

"Professionel distance har erstattet professionelt nærvær", som erstattede uprofessionel nærvær.
Og folkeskolen..........ak ja ! Forleden så vi testning af børnehavebørn ! ! !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Leo Nygaard

Hvis man som overførselsindkomstmodtager selv insisterer på at ville tage magten over sit liv,
så er der lukket for ydelser.
Vi har ikke GIVET systemet magten.
Systemet har taget magten og kalder mennesker svage, som er afhængige af selvsamme system, og har spærret alle andre alternativer end kriminalitet.

Vi har ikke overladt en skid. De tog - og vi var ligeglade, for vi var jo ikke selv.. svage.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Sådan set enig, Lise Lotte, men i et demokrati giver vi politikerne retten og magten.
Jeg går ud fra at med de ord er du tilhænger af Basisindkomst.
Der skal bare et flertal til det store skridt på vejen.

anbefalede denne kommentar