Aleppos skæbne kan også blive bestemmende for Europas fremtid

Ruslands strategiske mål går længere end til de syriske oprøreres sidste store bastion. Putin søger nok at genvinde russisk magt i Mellemøsten, men det er primært Europa, han har i tankerne
Hvis Europa oversvømmes af nye bølger af flygtninge, er det til Ruslands fordel, mener dagens kronikør. Lige nu er titusinder mennesker på flugt mod Tyrkiet og Europa, efter regeringsstyrker har angrebet den nordlige syriske by Aleppo. På billedet ses en midlertidig flygtningelejr i det nordlige Syrien tæt på den tyrkiske grænse.

Hvis Europa oversvømmes af nye bølger af flygtninge, er det til Ruslands fordel, mener dagens kronikør. Lige nu er titusinder mennesker på flugt mod Tyrkiet og Europa, efter regeringsstyrker har angrebet den nordlige syriske by Aleppo. På billedet ses en midlertidig flygtningelejr i det nordlige Syrien tæt på den tyrkiske grænse.

Islamic Aid
10. februar 2016

KRONIK – Hvis Aleppo falder, vil Syriens hæslige krig tage en drejning med vidtrækkende konsekvenser, ikke bare for regionen, men også for Europa. Regeringsstyrkernes angreb på den belejrede nordlige syriske by, som på få dage har drevet nye titusinder på flugt, er også afgørende for relationen mellem Vesten og Rusland, hvis luftvåben spiller en central rolle.

Besejres de Assad-fjendtlige oprørere, der delvist har kontrolleret byen siden 2012, vil der ikke være andre krigsførende parter tilbage i Syrien end Assads regime og Islamisk Stat. Alt håb om en forhandlingsløsning, der involverer Syriens opposition vil forsvinde. At indfri dette mål var just Moskvas centrale motiv til at intervenere militært for fire måneder siden.

Det er næppe tilfældigt, at bombardementet af Aleppo – et symbol på 2011-opstanden mod Assad – blev indledt, mens fredsforhandlinger blev forsøgt påbegyndt i Genève. Forudsigeligt gik forhandlingerne i stå. Russisk militær optrapning til støtte for den syriske hær skulle sabotere alle muligheder for, at den reelle syriske opposition kan få indflydelse på landets fremtid. Hensigten var at forpurre de planer, som Vesten og FN officielt havde lagt frem. Stik imod Moskvas erklærede tilsagn om, at der skal en politisk proces til for at afslutte krigen.

Læs også: Assad på vej mod sejr

Efterskælvene vil kunne mærkes vidt og bredt. Hvis europæerne lærte noget i 2015, er det, at de ikke kan skærme sig mod konsekvenserne af konflikten i Mellemøsten. Og hvis der er noget, de lærte af konflikten i Ukraine i 2014, er det, at Rusland ikke opfatter sig selv som Europas ven. Det er en revanchistisk magt, der er i konstant militær aggression.

Mens Aleppos skæbne står på spil, har disse begivenheder da også – som måske ingen andre siden krigens begyndelse – udstillet forbindelsen mellem Syriens tragedie og den strategiske svækkelse af Europa og Vesten generelt. Denne spillover-effekt har Moskva ikke blot skænket stor opmærksomhed, men også søgt at nære. Udbredelsen af ​​ustabilitet passer perfekt med Ruslands mål om at søge dominans ved at udnytte tøven og modsætninger hos dem, man identificerer som sine modstandere.

Læs også: USA og dets allierede udvider krigen mod IS

Aleppo vil blive bestemmende for det videre forløb: Et nederlag for syriske oppositionsgrupper vil yderligere styrke Islamisk Stats myte om, at det skulle være sunnimuslimernes eneste forsvarere – reelt terroriserer IS alle de befolkninger, der falder under dets kontrol.

Tragisk ironi

Der er mange tragiske ironier på færde her, ikke mindst den at den vestlige strategi mod IS officielt har været afhængig af opbyggelse af de lokale syriske landstyrker hos oppositionen, så de måske en dag kunne drive jihadisterne ud af deres højborg i Raqqa. Hvis nu de mennesker, der skulle være fodfolket i denne indsats, ender omringet og knust i Aleppo, må man spørge, til hvem Vesten så vil ty? Rusland har hele tiden hævdet, at man bekæmpede IS. Men i Aleppo bidrager russerne til at smadre de syriske grupper, der tidligere har vist sig effektive mod IS.

Læs også: Leder: Syrien-forhandlingernes truende kollaps

Hvis der nogensinde var tvivl om Ruslands mål i Syrien, har begivenhederne omkring Aleppo fjernet den.

Vladimir Putin har i Syrien duplikeret den strategi, han anvendte i Tjetjenien: Fuldt militært stormløb på befolkede områder, så oprørere bliver tilintetgjort eller tvunget ud. Der er helt tilbage fra sovjettiden en lang tradition for nære forbindelser mellem den syriske magtstruktur og den russisk efterretningstjeneste. På samme måde som Putins regime fysisk eliminerede dem i Tjetjenien, der kunne have været samtalepartnere for en forhandlet fredsløsning, har Assad stemplet al politisk opposition som ’terrorgrupper’. Og ganske som der aldrig var nogen løsning i Tjetjenien (ud over total krig og ødelæggelse, indtil Kreml kunne indsætte sin egen tjetjenske leder), kan der efter Putins opfattelse ikke indgås nogen former for kompromis med oppositionen.

Tester vestlig beslutsomhed

Ruslands strategiske mål går dog længere. Putin søger nok at genvinde russisk magt i Mellemøsten, men det er primært Europa, han har i tankerne. Det afgørende øjeblik kom i 2013, da Barack Obama opgav at realisere sin trussel om luftangreb mod Assads militærbaser, da regimets brug af kemiske våben var konstateret. Dette opmuntrede Putin til at teste vestlig beslutsomhed på det europæiske kontinent.

Putin blev nok overrumplet af den ukrainske Maidan-folkeopstand, men han gik hurtigt i gang med at genoprette sin dominans gennem magtanvendelse, herunder annektering af territorium. Han kalkulerede – med rette – med, at Vesten ville stå magtesløs over for hans ’hybrid’-krig i Ukraine. Russisk politik i Ukraine har som resultat rystet grundpillerne i Europas sikkerhedsorden efter den kolde krig, som Putin gerne ser omskrevet til Ruslands fordel.

EU-institutioner under pres

På samme måde har det russiske militære engagement i Syrien sat NATO i et dilemma med et af dets centrale medlemmer placeret direkte op ad frontlinjen. Tyrkiets forbindelser med Rusland har i måneder været på nulpunktet, og nu advarer Moskva åbent Tyrkiet mod at sende styrker til Syrien for at forsvare Aleppo. Hvordan den tyrkiske leder vil vælge at reagere, er en anden vestlig hovedpine.

Alt dette sker på et tidspunkt, hvor de europæiske regeringer er desperate for at få Ankara til at udvise samarbejdsvilje i forhold til flygtningeproblemet. Hvis Tyrkiet nu opfører sig som en ballademager for NATO på organisationens mellemøstflanke, vil det tjene russiske interesser. Tilsvarende, hvis Europa oversvømmes af nye bølger af flygtninge, er det til Ruslands fordel.

Flygtningekrisen har skabt dyb splittelse på kontinentet, hvilket har skabt blomstrende fremgang for populistiske højreorienterede partier, hvoraf mange er Moskvas politiske allierede mod EU som projekt. Flygtningekrisen har sat vigtige EU-institutioner under pres. Den har øget faren for britisk EU-exit (noget Moskva gerne ser) og har alvorligt svækket Angela Merkel, arkitekten bag de ​​europæiske sanktioner mod Rusland.

Selvfølgelig ville det være en overdrivelse at sige, at Putin havde udtænkt alt dette fra starten. Han er blevet ført af begivenhederne, lige så meget som han har ønsket at kontrollere dem. Rusland er ikke ansvarlig for udbruddet af borgerkrigen i Syrien, ligesom det heller ikke har haft hånden ned i alt, hvad der sker i Ukraine. Men den måde, Rusland kynisk har ofret sine bønder på, bør få flere alarmklokker til at ringe i Vesten og i FN, end tilfældet er nu.

Putin kan lide at fremstille sig selv som en mand, der går for orden, men hans politik har ikke bragt andet end mere kaos, og Europa vil komme til at betale en stigende pris. At få det russiske regime til at handle på anden måde vil kræve mere end ønsketænkning.

Aleppo er en menneskelig tragedie under fuld udfoldelse. Men det er nødvendigt at forbinde prikkerne mellem situationen for denne by og Europas fremtid og se, hvordan Rusland svæver over begge.

Natalie Nougayrède er journalist © The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Dennis Laursen

Hvor er Ruslands fredsbevægelse?
Da USA og en række vestlige lande besatte Irak i 2003, var der millioner af mennesker i USA, Europa, Sydafrika, Australien og andre lande, der demonstrerede mod krigen.
Men når Putin besætter Tjetjenien, Krim, og Østukraine, samt terrorbomber civile i Syrien, hører vi INTET om demonstrationer eller fredsbevægelser i Rusland. I et land med 143 millioner indbyggere, kan ALLE da ikke være blinde og fordrukne, regeringstro spidsborgere. Uanset hvor mange progressive det lykkedes Lenin, Stalin og Putin at deportere og myrde, må der da stadig være nogen anstændige, reflekterede og kritiske russere tilbage. Måske ikke flertallet - men da nok til at vise Putins imperialistiske krigsmageri modstand.

Kære Information, hvor er Ruslands fredsbevægelse? Hvorfor dækker I ikke den? Den må da være der!?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jensen

Det burde være nemt at forklare syriske flygtninge, at PUTIN er hovedårsag til deres fordrivelse. Og det burde være let for PUTIN at indse, at enhver fordreven syrer er blevet hans uven, - og måske fjende i det omfang uvennerne lader sig rekruttere til aktiv modstand mod PUTIN.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kaj Spangenberg

Vestlig skødesløshed ved ikke i tide at sende landtropper til Syrien har åbnet for den russiske invasion til ensidig støtte for det forbryderiske Assad-regime. Nu er det for sent. Hvis Vesten sætter aktivt ind til fordel for oppositionen, risikere man en åben konflikt med Rusland.
Putin har atter scoret points.
Og - som anført oven for - man hører intet fra fredsbevægelsen i Moskva. Eksisterer den overhovedet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Recep INAL

Tja , Vesten ligger som den har redt: Invasionen af Irak, det Arabiske "forår", destabiliseringen af det sekulære Syrien med det forfærdelige borgerkrig til følge og alt det for at sikre Israels og Saudi-Arabiens sikkerhed. Oven i købet har Vesten skabt en kunstig finanskrise i Tyrkiet for at bane vejen for de Wahabbi-venlige, neo-liberale "moderat-islamistiske" kræfters magtovertagelse i 2001 fra den sekulære "elite". Det Moderne Tyrkiets udenrigspolitik siden 1920'rne var baseret på Kemal Atatürk's meget fornuftige princip: "Fred i Moderlandet og Fred i Verden", og dette livsvigtige princip blev i praksis vendt på hovedet med hjælp fra den neo-con drevne Vest, og i dag står vi så miserabelt som vi gør... Jeg tror personligt at Tyrkiets nationale interesser er bedst fortjent med et meget tættere samarbejde med Rusland, Iran, Syrien og Kina!!!!!

Brugerbillede for Trond Meiring

Fredsbevegelse, miljøbevegelse og det meste af "ngo"er har det svært i Rusland.
Stalin er ellers Putins officielle helt, men Lenin var dog af et andet karat, om han hellere ikke var fejlfri.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Recep INAL

Putin er ikke særlig glad for Lenin, han mener endda at Lenin havde lagt en atom-bombe under det russiske folk. Men fred være med det, han er jo stadig for ung til at skifte holdning. Putin er et farligt menneske, men i langt mindre grad i.f.t Bush-dynastiet fra USA. Han handler trods alt real-politisk og "rationelt", og Vesten er mildest sagt desperat og fortvivlet over for et yderst snu og bergenende modstander - de galde Jeltsin tider er over :(