Interview

’Jeg er jo bare en ganske almindelig kemiker’

Mohammad Rahimian har mødt en del modstand på sin vej ind på det danske arbejdsmarked, men er alligevel endt som projektleder hos Novo Nordisk. ’Jeg er bare blevet ved. Jeg kæmper,’ siger han
Mohammad Rahimian sendte mellem 150 og 200 ansøgninger, da han blev færdig med ingeniørstudiet. Mens hans studiekammerater fik job, fik han afslag. Fagforeningen anbefalede Mohamad Rahimian at skifte navn, men det ville han ikke, ’for hvad så med mit udseende?’

Mohammad Rahimian sendte mellem 150 og 200 ansøgninger, da han blev færdig med ingeniørstudiet. Mens hans studiekammerater fik job, fik han afslag. Fagforeningen anbefalede Mohamad Rahimian at skifte navn, men det ville han ikke, ’for hvad så med mit udseende?’

Ulrik Hasemann

19. februar 2016

Hver anden flygtning skal i arbejde. Sådan lød regeringens oplæg til trepartsforhandlingerne, som begyndte i sidste uge, mens fagforeningen FOA argumenterer for, at flygtningene skal have elevløn i starten.

Holdningerne til, hvordan flygtninge kommer i job, er mange. Men hvordan opleves det egentlig at komme ind på det danske arbejdsmarked? Hvad er de største udfordringer, og hvad kan et arbejde betyde for den enkelte flygtnings selvforståelse?

Mohammad Rahimian kom til Danmark i 1989 som politisk flygtning fra Iran og arbejder i dag som kemiker og projektleder hos Novo Nordisk. Information har bedt ham se tilbage på sin vej ind på det danske arbejdsmarked.

– Hvad betyder dit arbejde for dig ud over penge på kontoen?

»100 meter herfra på Bagsværd Station kan jeg nemt risikere racistiske bemærkninger og dræberblikke. Det sker engang imellem. Men det sker ikke i Novo Nordisk-regi, for der kender folk mig som kemiker. Mit job betyder, at jeg kan have en anden identitet end flygtning, og at jeg føler mig som en del af samfundet. Det betyder meget, for når man bliver mødt med diskriminerende bemærkninger, er det som om, man bliver slået to skridt tilbage.«

– Hvilke udfordringer har du mødt på det danske arbejdsmarked?

»Jeg har oplevet, at nogen har haft det svært med at få en udlænding som chef. I mit første ingeniørjob, som var på en plastfabrik i Hellerup, ville jeg hilse på én, som min chef havde ansat, og som også skulle være under mig. Men han ville ikke give mig hånden og sagde: ’Du skal holde dig væk fra mig. Jeg kan ikke lide dig og din slags.’ Senere fandt han ud af, at jeg var hans chef. Så sagde han undskyld. Jeg sagde, at det var fint, men at han skulle acceptere mig, hvis han ville have jobbet.«

Ville ikke være pizzamand

Efter have boet i Danmark i to år, begyndte Mohammad Rahimian på et almindeligt dansk gymnasium i Aarhus. De fleste andre udlændinge, han kendte, tog på GIF, et gymnasialt indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere.

»Det var utroligt hårdt at gå i gymnasiet, for jeg skulle lære fransk, oveni jeg skulle lære dansk. Hver gang mine klassekammerater brugte én time på at læse en side, brugte jeg fem. Men det gik fint, og jeg gennemførte,« siger Mohammad Rahimian, som efter gymnasiet begyndte på ingeniørstudiet i Aarhus og tog sin specialisering i Esbjerg.

– Hvad gav dig mod på at tage en høj uddannelse?

»Jeg er ikke sikker, men jeg kan huske, at min nabo i Aarhus engang spurgte mig, hvad mine fremtidsplaner var. Dengang troede jeg, at jeg ville være læge, så jeg svarede ham, at jeg ville læse medicin. Han grinte og sagde, at jeg højest kunne blive hjemmehjælper eller åbne et pizzeria. Jeg kan huske, jeg tænkte, at jeg skulle vise ham. Det er slet ikke fordi, jeg ser ned på pizzamænd, men jeg vidste bare, at jeg ikke skulle være pizzamand.«

– Var det svært at få et job, da du var færdig med dine studier?

»Næsten alle mine studiekammerater fik job med det samme. Jeg sendte mellem 150 og 200 ansøgninger. Først i Vejle/Kolding-området, hvor jeg boede. Da det ikke kastede noget af sig, begyndte jeg også at søge i København, hvor der var flest job, men jeg fik stadig kun afslag. Jeg fik min fagforening til at kigge på min ansøgninger. Dem var der ikke noget galt med, sagde de. De havde kun bittesmå rettelser. Så begyndte jeg selv at tage initiativ. Jeg tog ansøgningerne i hånden og afleverede dem personligt, så jeg fik en tur ud af det og fik en chance for at hilse på medarbejderne og chefen. Til sidst fik jeg job i plastvirksomheden i Hellerup. Lønnen var ikke god, men jeg skulle bare i gang. Så jeg gav mig 110 procent,« siger Mohammad Rahimian, hvis familie i starten stadig boede i Esbjerg.

– Tror du, at det var på grund af dit navn, at det tog dig længere tid at at få et job end dine studiekammerater?

»Det tør jeg ikke sige. Jeg kan jo ikke vide, hvad dem, der gav mig afslag, har tænkt. Jeg har aldrig fået kommentarer om mit navn, og jeg er aldrig blevet afvist af en arbejdsgiver eller en sekretær. Hver gang jeg afleverede en ansøgning, blev jeg modtaget med åbne arme. Min fagforening anbefalede mig at ændre mit navn, men det ville jeg ikke, for hvad så med mit udseende?«

 – Hvad, tror du, gjorde, at det endte med at lykkes for dig?

»Jeg er stadig taknemmelig for, at min arbejdsgiver i plastvirksomheden gav mig muligheden. Han hjalp mig meget i starten, blandt andet med at finde et sted at bo til min familie. Han gjorde nogle ting for mig, som en far gør for sin søn. Så på den måde var jeg lidt heldig.«

»Der er heller ingen tvivl om, at jeg aldrig var kommet højere op, hvis jeg ikke havde givet den en ekstra skalle. Ikke med så mange ansøgere, som der er.«

Efter to år flyttede plastvirksomheden fra Hellerup til Nykøbing Falster. Mohammad Rahimian og hans familie var netop gået i gang med at bygge hus i Hillerød. I starten pendlede han, men der var langt, og han begyndte at lede efter nyt job. I 2003 fik han et job som kemiker i Novo Nordisk stabilitetsafdeling. Siden har han haft forskellige job hos Novo Nordisk, hvor han i dag er projektleder.

’Hr. ingeniør Hansen’

– Hvilke forskelle har du oplevet, at der er mellem det danske og iranske arbejdsmarked?

»I Iran er det meget hierarkisk. Man ville kalde sin chef ’Hr. ingeniør Hansen’. I Danmark er strukturen mere flad. Jeg har selv hilst på Lars Rebien to gange. I Iran ville det aldrig være en mulighed.«

»En anden forskel er, at det er en del af vores kultur – og det tror jeg, det er for mange fra Mellemøsten – at vi ikke er vant til at sige tingene direkte. Det er i hvert fald ikke en del af den iranske kultur at sige nej. Nu har jeg lært at sige fra og sige min mening. Det tog mig et par år at forstå, at når mine chefer spørger, hvad jeg synes, så er det ikke skuespil, men de vil rent faktisk gerne høre, hvad jeg synes. I Iran ville jeg risikere at miste mit job, hvis jeg sagde ærligt, hvad jeg tænkte.«

– Hvornår har du sidst sagt fra på arbejdet?

»Det var en dag, hvor vi var underbemandet, og jeg blev sat til at passe en maskine. Så sagde jeg: ’Jeg er ingeniør, og jeg skal ikke stå ved maskinerne’. Det blev der lyttet til. Min chef respekterede det.«

– Hvad tænker du om den aktuelle debat om at få flygtninge i arbejde?

»Det er en kæmpe ressource for Danmark at få så mange veluddannede mennesker, men de skal se, hvordan det danske arbejdsmarked er, for at lære dansk. Kort efter at jeg selv var kommet til Danmark, kørte jeg med en bus fra Aarhus til Tyskland. Jeg sad ved siden af en dansk dame, som ikke kunne engelsk, så vi kommunikerede primært på tegnsprog og på det begrænsede dansk, jeg havde lært. I Tyskland købte min storebror et lille fjernsyn. Damen spurgte, hvad det havde kostet, og da jeg fortalte hende prisen, sagde hun: ’hold da kæft’. Jeg blev sur, og gad ikke snakke med hende på hjemturen. Det forvirrede mig, at hun tilbød mig chokolade, for hun havde jo sagt, at jeg skulle holde kæft. Da vi ankom til Aarhus, spurgte hun min storebror, som havde boet i Danmark længere tid end mig, hvorfor jeg var sur. Bagefter forklarede min storebror mig, at hun bare havde været overrasket over, at fjernsynet var så billigt. Det danske sprog er mærkeligt og kan nemt misforstås. Men det er på arbejdspladserne og ikke på sprogskolerne, at man lærer det ordentligt. Derfor synes jeg, at man skulle lave nogle praktikantordninger, så dem, der er på overførselsindkomst, arbejder som praktikanter.«

– Er der andet, politikerne kan gøre?

»De kan lade være med at tale dårligt om flygtningene. Integration er fint, men det nytter ikke noget, hvis man siger: ’den er giftig’,« siger Mohammad Rahimian og peger på sin kop foran sig. »Så er der jo ingen, der vil drikke den. Jeg kender selv flere i min omgangskreds som har givet op, fordi de hele tiden blev mødt af modstand og afvisninger, f.eks. på diskotekerne.«

»Hver gang der er terror, fører det til stigmatisering. Efter terrorangrebet i Paris spurgte en bekendt mig: ’Hvad fuck har I gang i?’ Jeg sagde: ’Jeg ved det ikke. Det er ikke mig’. Jeg blev spurgt om det samme, da det danske flag blev brændt af i Iran under Muhammed-krisen. De religiøse fundamentalister mister ikke deres job, de fortsætter deres arbejde. Det er os andre, der betaler prisen. Vi kommer automatisk med i diskussionen, og det er irriterende. Jeg er jo bare en ganske almindelig kemiker.«

– Hvad er det, der gør, at du ikke har givet op?

»Jeg er bare blevet ved. Jeg kæmper. Min storebror er også ingeniør, og vi er nok opdraget til at have høje ambitioner.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
  • Kristian Rikard
  • Rikke Hansen
  • Runa Lystlund
  • Steffen Gliese
  • Erik Karlsen
  • ingemaje lange
  • Svend Erik Sokkelund
Elisabeth Andersen, Kristian Rikard, Rikke Hansen, Runa Lystlund, Steffen Gliese, Erik Karlsen, ingemaje lange og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne artikel

Kommentarer