Behandling af sygdom er ikke ’patientgørelse’

En eksplosiv vækst i ADHD-medicinering kan også ses som et udslag af det patientgjorte samfund, skriver Information og ignorerer fuldstændig den skandinaviske forskning på området
27. februar 2016
Delt 40 gange

Informations David Rehling kritiserer i lederen »Uroligt sind – risikabel medicin« den 23. februar den øgede brug af medicinsk behandling af ADHD hos voksne.

»En eksplosiv vækst i ADHD-medicinering kan også ses som et udslag af det patientgjorte samfund,« lyder det.

Lederen ignorerer dog den skandinaviske forskning på området, som i det store hele finder, at de ca. 1,4 procent af alle danske børn og 0,5 procent af alle danske voksne, som i 2013 indløste recept for medicin til behandling af ADHD, bliver hjulpet af medicinen.

Rehling skriver, at det faktum, at ADHD først fik sit navn i 1987, er udtryk for en ekspanderende lægevidenskab, der gerne vil diagnosticere og behandle. Her overser skribenten, at der er tale om en lidelse, der er blevet beskrevet tilbage fra begyndelsen af 1900-tallet, og at der er mere end 60 års erfaring med medicinsk behandling med Ritalin, der stadig anvendes i Danmark i dag. Samtidig er det langtfra alle diagnosticerede, som modtager medicinsk behandling. Blandt de fem procent af danske børn mellem seks og 17 år, der opfylder diagnosebetingelserne for ADHD, er det kun omtrent hver tredje, der årligt modtager medicinsk behandling.

Vi må ikke ignorere, at folk med ADHD står over for reelle problemer. Diskussioner om patientliggørelse og øget diagnosticering ændrer ikke ved, at ubehandlet ADHD har en lang række negative sociale og helbredsmæssige konsekvenser. At man tidligere har undladt at behandle en lidelse, kan ikke være et selvstændigt argument for, at man skal blive ved med at undlade behandling og diagnosticering.

Børn med ubehandlet ADHD klarer sig dårligere i skolen, er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet, dukker hyppigere op på skadestuerne, har højere risiko for at blive anbragt uden for hjemmet, og børnenes forældre går fra hinanden. Som voksne klarer de sig dårligere på arbejdsmarkedet, er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, mere tilbøjelige til at køre galt og har højere dødelighed. På en lang række områder bidrager ubehandlet ADHD til at opretholde markante sociale og sundhedsmæssige uligheder.

Længere udredning

I 2014 udgav en forskergruppe finansieret af Rockwool Fonden et større studie af de samfundsmæssige og personlige omkostninger forbundet med ubehandlet ADHD. I 2010 tjente personer, som først var blevet diagnosticeret som voksne, over 100.000 kroner mindre om året end jævnaldrende og havde kun halv så høj beskæftigelse. De samlede samfundsmæssige omkostninger løb årligt op i 3,6 milliarder kroner, med alvorlige konsekvenser for den enkelte berørtes liv.

Studier foretaget af både samfundsforskere og medicinske forskere viser, at medicinsk behandling af ADHD kan bidrage til at afbøde de negative konsekvenser, som både børn og voksne med ADHD dagligt står over for.

Samtidig er diagnosticering og medicinsk behandling af ADHD i Danmark ikke noget, der iværksættes fra den ene dag til den anden. Bagved ligger en længere udredning foretaget af speciallæger i psykiatri og/eller neurologi, som også indhenter information fra patienters omgivelser og nærmeste. Danske studier har også undersøgt effekten af behandling for de patienter, der ligger på den kliniske grænse til at modtage diagnosen. Her er der ikke indikationer af negative effekter af behandling.

Amerikansk overbehandling

Når vi sammenligner internationalt, virker det danske behandlingsniveau også langtfra så eksplosivt, som det ellers beskrives. Siden 2010 har det danske behandlingsniveau hos børn ligget stabilt omkring 1,4 procent, og den årlige stigning i behandlingen af voksne er også aftagende. Ser vi på USA, som har en bredere ADHD-diagnose, og hvor den praktiserende læge selv kan igangsætte medicinsk behandling, var over seks procent af amerikanske børn i 2011 i medicinske behandling – flere end fire gange så mange som i Danmark. Den amerikanske forskning finder da også, at medicinen har negative konsekvenser for patienter på den kliniske margin. Altså er der klare indikationer på overbehandling i USA, men det er ikke tilfældet i Danmark.

Der er ingen tvivl om, at medicinsk behandling kan have, og ofte har, negative bivirkninger – også for patienter, der behandles for ADHD. Medicinsk behandling hverken skal eller bør stå alene og behøver nødvendigvis ikke fortsætte livet ud. Mindst 30 procent af personer, der havde ADHD som børn, er ikke længere påvirket af lidelsen som voksne. Det ændrer dog ikke ved, at medicinsk behandling på nuværende tidspunkt er en virksom behandlingsform for en stor gruppe af både børn, unge og voksne mennesker, som for de fleste patienter medfører, at de klarer sig bedre socialt og sundhedsmæssigt. I en tid, hvor psykiatriske lidelser stadig er forholdsvist tabuiseret, er det vigtigt at holde sig det for øje.

Peter Fallesen er ph.d., forsker ved Rockwool Fondens Forskningsenhed og Stockholms Universitet

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll

Som jeg læste Rehlings indlæg for et par dage siden, forsøgte det blot at sætte fokus på, at opfølgningen er for dårlig, og at man måske fokuserer for meget på medicinsk behandling på bekostning af anden behandling. Indlægget benægtede ikke diagnosen som sådan, eller at mange mennesker har meget plagsomme symptomer af denne type, men opfordrede til en lidt mere kritisk brug af diagnosen ADHA OG medicinsk behandling.

At der er grund til at se kritisk på området, kan man måske se af følgende citat fra Rehlings indlæg:
"Center for ADHD anslår, at sygdommen forekommer hos op mod fem procent af en børneårgang. Det hedder videre: »Forekomsten hos voksne er mindre dokumenteret, men det anslås, at vanskelighederne fortsat vil være til stede i et eller andet omfang hos ca. to tredjedele af dem, der opfyldte kriterierne i barnealderen.«

...og sammenholde det med citatet fra ovenstående indlæg:
"Lederen ignorerer dog den skandinaviske forskning på området, som i det store hele finder, at de ca. 1,4 procent af alle danske børn og 0,5 procent af alle danske voksne, som i 2013 indløste recept for medicin til behandling af ADHD, bliver hjulpet af medicinen."

5% eller 1,4% - hvad er det korrekte tal for forekomsten?

At der desuden blandt fagfolk er heftig debat om den gavnlige effekt af medicinen, og hvad der er op og ned i denne sag, kan bl.a. ses af følgende artikler:
http://www.dagensmedicin.dk/videnskab/psykiatri/forskere-sar-tvivl-om-ef...
http://ugeskriftet.dk/debat/atomoxetin-til-adhd-er-vaerre-end-sit-rygte

Og i det hele taget kan jeg anbefale Peter Gøtzsches bog "Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse". Hvis Gøtzsche har ret mht., hvad den videnskabelige forskning i virkeligheden viser om disse mediciner (data er ofte manipulerede), så er det dybt uansvarligt med den udbredte brug af dem. Og indtil nu har ingen vist for alvor kunne undergrave hans argumenter. Det er blevet ved personangrebene.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for erik mørk thomsen

ADHD eller som vi psykiske syge siger, Alle Dansker Har Det, er vel medicinindustrien bedste opfinde, når det gælder om, at tjene penge.
Specielt når man se historien om den.
Før det kom til at hedde ADHA, kaldte man de børn, det dreje sig om, for Damp-børn, uro børn, men med en forståelse for, at den bedste behandling var, at de fik rørt sig, ved leg.
I min barndom, omkring 1960 kaldes det, "se så at komme ud at lege!
Men det var der jo ikke penge, kom først med ADHA, og Ritalin.
Specielt Ritalin er interessant i den sammen hæng.
Den var slet ikke udviklet til børn, og der var ikke lavet forsøg på børn, om bivirkninger for børn, hverken på den korte, som den lange tidhorisont.
I dag ved vi, at der er samme bivirkninger, bare værre, som andet medicin, til psykiske syge.
Dog er der en meget større risiko, for selvmord.
Hvilket har medført retssager i USA
At nogle kan påstå, som Peter Fallesen, at der lægger en grundig redegørelse forud, at man påstå, at børn har ADHA, viser kun, at han ikke ved noget om, hvordan det psykiske system fungere.
I heldige tilfælde, har der måske være en time samtale, før dommen, men ofte, korte tid.
Altså et rent lotteri, specielt om børne livkavitet skal forringes med Ritalin
Lad os dog anderkende, at det, de børn "fejler", er muligheden for at rører sig, lege, spille bold.
Derfor må der lavet muligheder for, at børne, allerede fra vuggestuen, skal være ude i flere timer, hver dag.
Og i skolen, skal de være timer til leg, særlig i de første år.
At der også bør tilbyder hjælp til forældrene om, at både de, og børnene komme ud, og røres sig.
Men det kan medicin industrien ikke tjene på, så det sker nok ikke.
Erik Thomsen
Bisidder
LAP (Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere)

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Artiklen bidrager da om ikke andet til min latente depression: Det er direkte skræmmende, at du kan bryste dig af en videnskabelig uddannelse og så levere en så total plat og dybt uvidenskabelig meningstilkendegivelse. Jeg gider ikke engang at begynde at dokumentere elendigheden, men du kunne da f.eks. have startet med at selve diagnosen er særdeles stærkt omdiskuteret (af mennesker, der tilsyneladende tager videnskabelige standarder betydeligt mere alvorligt end du gør) både i sin nuværende og tidligere udgaver.

anbefalede denne kommentar