Klumme

Den berettigede utilfredshed med licenssystemet

Tag til Norge, min far, lød opfordringen i en 70 år gammel dansk revyvise. Den skal her gentages overfor danske mediefolk og mediepolitikere, der sidder fast i public service-debattens frugtesløse skyttegravskrig
Debat
24. februar 2016

Jeg kan godt forstå, at en 22-årig studerende synes, det er hamrende uretfærdigt, at hun skal betale over 2.000 kroner i medielicens, alene fordi hun har en smartphone, som hun i øvrigt aldrig eller yderst sjældent bruger til at se eller høre indhold fra DR, TV 2-regionerne, Radio24syv eller andet licensfinansieret indhold.

Jeg kan også godt forstå, at specielt dagbladene er utilfredse med, at den statslige mediestøtte i form af nul-momsen bliver mindre og mindre, da den kun gælder noget så gammeldags som papir-aviser, mens digitale indtægter skal betale fuld moms. Det koster medier og brugere hundreder af millioner ekstra.

Jeg forstår ikke, hvorfor den berettigede utilfredshed med licenssystemet og avisernes almindelige krisetilstand i Danmark har resulteret i en frugtesløs skyttegravskrig mellem interesseorganisationen Danske Medier og licensopkræveren og licensstorforbrugeren DR. En gold krig, hvor selveste kulturministeren ind imellem kaster sig ind i kampen til fordel for den ene part.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor DR’s øverste ledelse har gravet sig lige så langt ned i skyttegraven som interesseorganisationen Danske Medier. DR lader, som om intet er sket, og opfører sig ind imellem som en ren kommerciel aktør, mens Danske Medier på den anden side fremmaner truslen fra DR som den største og mest alvorlige af alle. Den kulturelle debat om DR’s indhold synes overladt til Dansk Folkeparti. Skældsord og påstande fyger gennem luften.

Min undren deles af fremtrædende nordiske politikere og mediefolk.

»Hvad sker der for jer i Danmark,« spurgte flere medlemmer af et norsk medieudvalg, som besøgte København i sidste uge. På et public service-seminar arrangeret af de kommercielle medievirksomheder i Sverige for en måned siden oplevede jeg ligeledes en vis undren over den fjendtlighed, der præger debatten i Danmark.

Nordmænd og svenskere er høflige folk. De ønsker ikke at stå offentligt frem med kritik af det danske broderfolk. Men samstemmende var svenske, norske og finske mediefolk enige om, at den største trussel imod både public service-medier og publicistiske private medier ikke var lokal, men global i form af ikke mindst Google og Facebook. Selvfølgelig skal de store public service-virksomheders rolle, indhold og omfang diskuteres, men den fælles trussel imod både national sammenhængskraft og de private mediers økonomi kommer udefra.

Ønsket om en anden og mere konstruktiv debat er måske naivt og virkelighedsfjernt. Men i så fald er et stort flertal i det norske Storting virkelighedsfjerne og naive. I torsdags indgik Arbejderpartiet, Høyre, Kristeligt Folkeparti, Senterpartiet, Venstre, Socialistisk Venstreparti og Miljøpartiet De Grønne en aftale om norsk mediepolitik. Fremskrittspartiet står som eneste parti udenfor.

Aftalen er både konstruktiv og epokegørende. Blandt hovedpunkterne er en afskaffelse af den »socialt uretfærdige licens«, som det norske Venstres Trine Skei Grande sagde til Verdens Gang. Den skal erstattes af en særlig, mere retfærdigt fordelt medieskat (som er indført i Finland med succes for nogle år siden, og som en svensk mediekommission foreslog indført i Sverige).

Medieskatten, som holdes udenfor finansloven for at forhindre politiske stemningsskift, skal finansiere al offentlig mediestøtte, både den til private og licensfinansieringen af NRK. Ligesom i Danmark har Norge to forskellige mediestøtteordninger. Stortingsflertallet vil også styrke de private medier ved at udvide nulmomsen til at omfatte digitale aviser.

I den store tværpolitiske aftale afvises påstanden om, at den store norske public service-station NRK udgør en trussel imod papiraviserne.

»Det ville være en stor fejlslutning, at laste et stærkt NRK for den vanskelige situation, som især papiraviserne befinder sig i,« står der i aftalen, hvori det også understreges, at »det er vigtigt med en mediepolitik, som både kan bevare stærke avisredaktioner og et stærkt NRK i mødet med stærk international konkurrence på fjernsyn, net og sociale medier.«

»Tag til Norge, min far,« lød opfordringen i en 70 år gammel dansk revyvise. Den skal her gentages over for danske mediefolk og mediepolitikere.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kom hjem efter et ophold i udlandet igår. I dag kan jeg på DR TV se BECK fra 1998..... Jeg mener.. jo ældre jeg bliver desto yngre bliver BECK, og de udsendelser jeg fulgte, de er ikke på replay, som vrimler med ligegyldige et eller andet.

Per Torbensen, Janus Agerbo og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Jørgen M. Mollerup

Den største trussel kommer ikke fra Google eller Facebook, men fra et plat og talentløst DR. Man burde have solgt DR og ikke DONG.

Per Torbensen, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Helene Kristensen, Jakob Silberbrandt, Anne Eriksen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Christian de Thurah

Uden at det på nogen måde skal opfattes som et indlæg i mediedebatten, men blot som en lille realkommentar:
Den i artiklen citerede opfordring til at tage til Norge stammer ikke fra en revyvise, men fra en tegning i det satiriske magasin Punch helt tilbage fra 1879. Her går to studenter - en norsk og en dansk - tur i København, hvor de møder en flok "udviklingshæmmede". Den norske student udbryder: " Hvad Fa'en er de der borte?". "Aa Herregud! Det er vore Idioter", svarer danskeren. "Kors!", siger nordmanden, "Er de Idioter? Nej, kom til Norje, Far min. Saa sku' De Fa'en hakke mej se Idioter!"

Kurt Nielsen, Henrik Bjerre og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Yderligere kan DR's egen app og servere slet ikke levere udsendelser når der er mange på.

Peter Beck-Lauritzen

Tids-ånden, mine damer og herrer, strudsens forsvarsvåben er vidt udbredt for tiden, blandt statsansatte og ministre. Alle stikker hovedet i busken og håber problemstillingerne forsvinder!
Mandsmod og kvinde-ditto savnes.

peter fonnesbech

” Licensen er noget vi giver til hinanden” siger de både sødt og indsmirende i radioen, og det slogan har de efterhånden brugt mere eller mindre usvækket gennem flere år. Det lyder næsten, som om vi alle sammen er med til et dejligt sammenskudsgilde. Selve udsagnet giver klart indtryk af en frivillig udveksling mellem 2 ligeværdige parter. Men intet er mere forkert. At budskabet alligevel bliver gentaget i det uendelige må vist både tilskrives en ” tysk informationsminister ” fra 1940’erne, og en udtalt og ukritisk selvglæde hos DR selv.

Hvem i al verden har fundet på det åndsvage statement ?

Licens er noget, som bliver taget fra dig, en udgift du bliver pålagt, og hvor du som borger har yderst begrænsede muligheder for at udgå udgiften med mindre du ikke har tv eller en pc eller mobil med internetforbindelse. Alternativt er du nødt til simpelthen at lyve for at slippe, sådan som loven er skruet sammen.

Argumentet bag medielicensen bygger en formodning om, at hvis du har en pc/mobil, ja så vil du implicit også se tv på din pc, og derfor skal du natuligvis betale. Dette argument er simpelt bondefangeri og noget af det dårligste jura man længe skal lede efter af flere årsager. Igen bygger det på en præmis om DR’s uimodståelige fortræffelighed, som om vi stadig befandt i 1970’serne, hvor DR var noget nær den eneste tv kanal som fandtes, hvis man ellers lige så bort fra svenske og tyske kanaler. Man har fuldstændigt overset, at det samlede mediebilled med informationsamfundets indtog har forandret sig så markant siden dengang, og er blevet langt mere nuanceret og mangfoldigt i kraft af alle de tilgængelige medier, blogs og tv stationer på nettet og derfor har givet den enkelte forbruger en række andre og ofte bedre alternativer end DR at vælge mellem. Med andre ord så er situationen her fuldstændig forandret.

Og skulle der være personer som uretmæssigt så DR på nettet uden at betale licens, så kunne det løses ganske nemt i kraft af et log in ,som automatisk fulgte med som registreret licensbetaler. Sværere er det såmænd ikke, men den løsning er bevidst fravalgt, for så kan man jo ikke længere bruge det gamle bondefanger trick.
Hele arrangementet med licensen minder derfor om ikke mindre end statsautoriseret bedrageri. Noget som de fleste umiddelbart vil forbinde med et diktatur eller en bananrepublik og ikke et oplyst demokrati som Danmark.

Igen kan man undre sig over at kritikken her ikke er mere udtalt og grundig i de kendte medier, men ofte kun er udtrykt ganske vagt og utydeligt. Kun i de sociale mediet bla. Facebook er kritikken i kraft af enkelte ildsjæle og grupper helt uforbeholden, og går “all in ” så at sige. Måske skyldes den manglende kritik i de etablerede medier, at DR er ” Moderdyret ” i den danske medieverden, og at enhver journalist som har bare det mindste karrierre-gen, vil tænke sig grundigt om inden han eller hun går i kødet på denne problematik. Det kunne jo udelukke enhver fremtidig ansættelse.

Jeg har en fuld forståelse for den tidligere legendariske radiorådsformand Julius Bomholt (1940-1953) og hans idealistiske kulturpolitiske betænkning omkring DR’s mission som kulturbærer og folkelig opdrager. Men dette skal ses i lyset af at en stor del af befolkningen på den tid gik ud af skolen efter 7 års skolegang, hvor samfundets hovedkrav til dem, groft set var at de stort set bare skulle kunne læse, regne og møde til tiden på fabrikken om morgenen.

Men situationen anno 2014 er også markant forandret her, hvilket klart understreger at DR’s størrelse og årlige bevilling på ca. 3,7 milliarder kr. er fuldstændigt ude af propertioner. DR er med andre ord en øgle fra forrige årtusindede.
Idag søger folk selv den underholding og information de kan lide rundt omkring på nettet, og den public service viden, som de behøber i den ene eller anden forbindelse. Enhver statlig instituion og organisation har jo idag en website hvor man kan søge den information man har brug for. Nettet er fyldt med public service, monopolet er brudt forlængt, vågn dog op. Dermed har DR for en stor del udspillet sin rolle forlængt, og kan på ingen måde konkurere med nettets mangfoldighed.

Hvis man eksempelvis forestillede sig 2 ” buffeter ” , som viser udbuddet at nyheder, dokumentarfilm, film og andet underholding af henholdvis det udbud som findes på nettet og det udbud, som DR kan hoste op med, ville DR “buffet” være lille og ynkelig i forhold til nettets ” buffet”. Alligevel bliver institutionen støttet med flere milliarder hvert år. Og spørger man lidt ind til, hvorfor beløbet skal være så stort, er og forbliver svaret et spørgsmål om at kunne levere “public service ” i forhold til public servicen lovens § 10, som rummer en så bred definition af public service begrebet at alt simpelthen kan falde ind under den paraply.

Den brede brede og temmelige tågede definition ender hver år med den sædvanlige blanco check til DR.

Når Marianne Jelved i Kristelig Dagblad den. 28 marts 2014 citeres for at sige : ” DR skal have lov til at bruge de 3,7 milliarder som de passer dem. Det kan nemlig lokke brugerne ind til nyheder, oplysning og debat på DR.”
I den forbindelse har Ellen Trane Nørby helt ret, når hun hævder at den udmelding er helt bizar og i øvrigt svarer til at børn skal have en masse slik i håbet om at de så må et tidspunkt også spiser lidt sund snacks.
Selv synes jeg, at Jelveds argumentation er en hel del tyndere en den væske , som kommer ud at en vis kropsåbning i expressfart, når man har rigtig dårlig mave. (Ved at bruge denne formulering ,behøver jeg vist ikke at undskylde mit franske). Samme argumentation er igen utrolig bedrevidende og nedlandende overfor befolkningen og hver enkelt borger i dette land.

Forestil dig et firma , som kan få lov til at påstå at kende dine behov, og sidenhen vil levere en pakke, som skulle dække de omtalte behov. Med pakken modtager du naturligvis osse en regning, som du ikke kan undgå at betale.

Nøjagtig sådan foregår det med licencen. Og det er ikke rimeligt.

Men den virkelige begrundelse skal søges et helt andet sted, og bliver sjældent omtalt nogen steder.

Grunden til at ingen for alvor gider at forsøge at nærmere definere eller indskrænke public service begrebet, er at DR i virkeligheden er statsmagtens/regeringen/det offentliges absolut foretrungne medieplatform, som helt underforstået skal promomere dennes dagsorden, værdier og kampagner af den ene eller anden art. Der er intet galt i at DR er statsmagtens medieplatform, men den behøver ikke længere at være så stor og dyr. Den kan sagtens være meget mindre, og have sit hovedfocus på danske dokumentarfilm, tv-serier, indenrigsforhold og politik. Og her kan den i princippet stadig være en vigtig fælles refenrence for befolkningen, men skal naturligvis gøre sig fortjent til denne status i kraft af kvaliteten i sine udsendelser.
Man bruger ganske vist en masse andre argumenter for begrundelse for DR’s størrelse, men mange af dem er temmelig søgte, og begrunder på ingen måde tilstedeværelsen af en masse ligegyldige livsstilsprogrammer om mad, boliger, kendte der spiller ludo, og genudsendelser i en uendelighed, noget som fylder 60-70% af sendefladen, og som ganske enkelt kunne fjernes for at give plads til store besparelser på lincensen, og dermed frigive midler som kunne evt. kunne bruges til en række nye frie aktører på i medieverdenen ,der kunne leverer masser af public sevice for næsten ikke penge.

Konklusion : Jeg håber at denne nuværende ordning ændres, så licensbetalling bliver helt frivillig, at radiolicensen genindfører og at DR gennemfører besparelse på 60-70% over de næste 4-5 år.

Licens, er noget staten sjæler fra dig, og PUBLIC SERVICE, det er noget vi giver til hinanden bla. på de sociale medier.
.

Helmut R., Claus E. Petersen, carsten jensen, Kurt Nielsen, Klaus Lundahl Engelholt, Per Torbensen, Frank Hansen, Finn Thøgersen, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Helene Kristensen, Janus Agerbo, Jakob Bonde, Vibeke Rasmussen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Efterhånden er det kun enkelte ting, jeg ser - hele registret af dumme amatørudsendelser, dyre jagter på dyr eller mennesker, osv. totalt gennemsyret af genudsendelser - umuligt at opdrive en krimi, man ikke har set før - 1-2-3 gange...
Nogle billige engelske og franske reportager kan være seerværdige, men helt ærligt, så bliver man så ærgerlig over de penge, som kunne bruges til langt bedre ting.
Formuleret lidt kort - men, log ind for betaling kunne tvinges igennem, nej?

Vibeke Rasmussen

"Når DR modtager alle pengene fra licensindbetalingerne, bliver der først afregnet moms til staten, som dermed får 491,96 kroner i kassen fra hver licensbetalende husstand hvert år.

Derefter står DR for at fordele pengene efter nogle nøje fastsatte regler, som er fastsat i den medieaftale, som politikerne typisk laver hvert fjerde år."

Således fordeler DR – efter at have tildelt sig selv 67% – den enkelte(s) husstandslicens:

DR - 1.641,37 kroner
TV 2-regionerne - 228,90 kroner
Lokale radio- og tv-stationer - 22,93 kroner
Filmstøtteordninger - 11,17 kroner
Station Next - 2,99 kroner
Radio24Syv - 40,26 kroner
Markedstest af nye DR-initiativer - 0,89 kroner
Kulturstatistik - 3,89 kroner
Public Service-puljen - 15,64 kroner
Moms - 491,96 kroner

Kurt Nielsen, Klaus Lundahl Engelholt og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar

Men lyder sætningen ikke: Kom til Norge, min far, så skal du se idioter? (Sådan gengiver Thorkild Hansen det i hvert fald i Processen mod Hamsun). Og selvom Stortinget/forligspartierne ikke mener, at NRK tager læsere fra betalingsmedier, så gør de nu da nok det... Hver fjerde norske journalist er ansat i NRK.