Kommentar

Bernie Sanders er USA’s eneste chance for at bekæmpe uligheden

I mine snart 50 år i Washington har jeg lært, at ægte forandring kun sker, når amerikanerne står sammen
5. februar 2016

Demokraternes primærvalgkamp siges at være et valg mellem Hillary Clintons pragmatiske sans og Bernie Sanders’ idealisme – underforstået: Realister må satse pragmatisk. På den måde overses den dominerende realitet i dagens USA: kombinationen af tiltagende koncentration af rigdom og magt i toppen og stadig faldende indtægter og fortsat fattigdom i samfundets nederste femtedel.

Så ret beset står valget imellem, hvorvidt amerikanerne vil tillade denne situation at forværres – eller gøre noget ved den. Uligheden har nået højder, der ikke er set siden de store industrifyrsters æra i 1890’erne. Der findes ikke en ’pragmatisk’ måde, hvorpå denne udvikling kan vendes. Hvad der kræves, er ’en politisk revolution’, som kan mobilisere millioner af amerikanske borgere.

Er mobiliseringen mulig? En analytiker formanede for nylig Demokraterne om, at forandring kun kan ske gradvist. Hellere halve brødskiver end intet brød. Det er muligt, men den hele brødskive må så være stor og nærende nok til, at den halve kan give mening.

Jeg har færdedes i og omkring Washington i snart 50 år – og var i fire år arbejdsminister under Bill Clinton. Den tid har lært mig, at først når en substantiel del af den amerikanske offentlighed mobiliseres, organiseres, fyldes med energi og manifesterer vilje til at få det til at ske, kan sand forandring gennemføres.

Pengenes kvælertag

Bernie Sanders’ forslag til et offentligt betalt sundhedssystem er blevet kritiseret skarpt af netop Bill Clinton. Det er »en opskrift på hårdknuder ved forhandlingsbordet«, har han erklæret. Men i disse dage er alle dristige ideer hårdknude-opskrifter. Valgkampen burde præcis handle om at ændre parametrene for det mulige og om at bryde de store penges kvælertag om det politiske system. Politik handler om magt: Skal de meget rige, som for øjeblikket sidder på magten, beholde den – eller kan almindelige amerikanere få andel i den?

Hvor koncentreret er magtfordelingen blandt USA’s rigeste? Et studie offentliggjort i efteråret 2014 af to ansete forskere, Princeton-professor Martin Gilens og Northwesterns Benjamin Page, tyder på en ekstrem koncentration.

Gilens og Page gennemførte en detaljeret undersøgelse af 1.799 politikområder for at fastlægge, hvor stor indflydelse den økonomiske elite, erhvervslivets store spillere og de magtfulde interessegrupper har i forhold til almindelige borgere. Deres konklusion var dramatisk: »Den almindelige borger ser ud til at have tæt på ingen statistisk målbar indflydelse på offentlig politik.«

I stedet fandt Gilens og Page, at lovgivere nærmest udelukkende gik op i at imødekomme velhavernes interesser – dem, som kunne nå længst via lobbyisme og havde de dybeste lommer til at finansiere valgkampagner.

Endda stammede Gilens’ og Pages data fra 1981 til 2002, det vil sige fra længe før USA’s højesteret gav grønt lys for de såkaldte Super PAC’s – store kampagneorganisationer, der kan donere ubegrænsede midler til, uden at donorernes identitet behøver at komme frem. Den logiske konklusion må være, at hvis almindelige amerikanere før havde ’tæt på ingen’ indflydelse på offentlig politik dengang, så har de i dag absolut ingen.

Rasende vælgere

De fleste amerikanere behøver ikke at læse detaljerede empiriske studier for at indse dette. De mærker, at der ikke lyttes til dem, og derfor ulmer vreden mod et politisk-økonomisk system, de oplever som manipuleret imod dem. Dette fik jeg bekræftet for et par måneder siden på en bogturné gennem det centrale USA, hvor slående mange betroede mig, at de ville foretrække at stemme på enten Donald Trump eller Bernie Sanders.

Umiddelbart ejendommeligt i lyset af, at Sanders og Trump befinder sig på hver sin side af det politiske spektrum. Men efter flere diskussioner begyndte jeg at forstå: De fleste af disse mennesker fortalte, at de var rasende over sammenspistheden mellem de store koncerner og politikerne, som den f.eks. kom til udtryk med den store redningspakke i 2008, som mest af alt kom Wall Street til gode.

De ville have lukket hullerne i skattesystemet for de rige, såsom den specielle ordning for private aktieinvestorer. De ville have mindsket medicinindustriens og sundhedsforsikringsselskabernes magt over markedet, som de mente resulterede i overdrevent høje priser. De var vrede over arbejdsmarkedsaftaler, de så som uretfærdige over for den amerikanske arbejder, og de var vrede over de eklatante bonusser og gager til velstillede investorer og direktører for store firmaer.

Tilbage til folket

Nu vil de enten stemme på en autoritær og snæversynet folkeforfører, som lover at gøre USA stor igen ved at holde folk, som er anderledes, ude og genskabe vellønnede job i Amerika. En mand, som udtaler sig bombastisk og kontant, og gør indtryk af, at han ikke vil lade noget stå i vejen for sit mål og i øvrigt selv er så rig, at han ikke behøver at være i lommen på nogen anden.

Eller de vil stemme på en politisk aktivist, som siger tingene ligeud, har levet efter sine egne overbevisning i principper i 50 år, ikke vil tage imod en cent fra de store koncerner og leder en politisk græsrodsbevægelse, der vil erobre vores demokrati og økonomi tilbage til folket.

Og hvad med vores ’pragmatiske’ Hillary Clinton? Jeg har arbejdet tæt sammen med hende og har stor respekt for hende. I min optik er hun klart den bedst kvalificerede præsident kandidat for det nuværende establishment.

Men det politiske system, vi har i dagens USA, er gået i stykker. Bernie Sanders er den mest kvalificerede kandidat til at skabe det politiske system, vi burde have, fordi han leder en politisk bevægelse for forandring.

© The Guardian og Information. Oversat af Aske Friborg og Niels Ivar Larsen. Robert Reich er professor i politisk økonomi og tidligere amerikansk arbejdsminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik mørk thomsen
  • Rasmus Knus
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Torben R. Jensen
  • Ole Steensen
  • Arne Thomsen
erik mørk thomsen, Rasmus Knus, Michael Kongstad Nielsen, Torben R. Jensen, Ole Steensen og Arne Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende læsning!
Hvis der er noget sted i verden, hvor pengemagten dominerer over demokratiet, så er det vel i USA - og følgelig også derfra, at et oprør skal komme.
Kan kun håbe, at det lykkes for Bernie Sanders - og hans vælgere.

Torben Arendal, Sven Dall, erik mørk thomsen, Søs Dalgaard Jensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Hvis Sanders bliver præsident, så vil hans Keynes-inspirerede tilgang til økonomi få enorm betydning - ikke kun i USA, men også i resten af verden.

Med den foreløbige succes ved primærvalget, så har Sanders dog allerede fået Clinton rykket lidt og ikke mindst fået sat uligheden i USA på dagsordenen. Det vil dog formentlig også have en effekt fremover, at flere amerikanere indser, at nyliberalismen kan erstattes med et mere humanistisk økonomisystem.

Torben Arendal, Herman Hansen og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Leffers

Det her er første gang rapporten om USA som et oligarky er omtalt i danske medier! -Men det er en af de mest medieeksponerede rapporter i amerikanske medier! Ritzau-medierne sider virkeligt på alt, hvad der publiceres i DK, og Ritzau-pressen mente altså, at rapporten ikke var passende i DK, da de ting den siger kunne skade "vore gode forhold" til USA" Her er et link til BBCs version af den (http://www.bbc.com/news/blogs-echochambers-27074746), men rapporten er ret dyr at downloade i dag, der er jo penge i alt... Læs den! -Hvis i vil vide hvorfor ulighed er kommet på programmet i USA

I'm perhaps a bit unusual - in that I'm in the US following the Sanders campaign and also reading Denmark newspapers. I would characterize Sanders major positions as "Denmark-lite". So it is really just a very watered-down version of policies which are fairly standard in Denmark. As every reader here knows, Denmark is struggling in many ways - Denmark has a powerful 1% avoiding taxes, Denmark has politicians who sometime put their own judgment and values above the values of the community, and Denmark has the unsolved problem of how to create a system capable of sustaining Danish culture.

My point is that Sanders election would not be sufficient to solve the major problems faced by the United States. So, while I'm a fan of Sanders, and believe that he is the best option for the United States, and I'm a fan of Denmark, more needs to be done than elect someone who admires and wants to emulate Denmark. It just isn't enough.

Vibeke Rasmussen

Robert Reich:

Hillary Clinton er den bedst kvalificerede præsidentkandidat i det politiske system, vi har nu.

Fordi Bernie Sanders leder en politisk bevægelse for [hope and?] "change", er han den bedst kvalificerede kandidat til at kreere det system vi burde have.

Lidt ligesom i dansk kontekst at pege på Alternativet?

I øvrigt skal man ikke være blind/døv for, at når det er så magtpåliggende for Robert Reich at nævne, at han har kendt Hillary siden hun var 18, (ok, i ovenstående nøjes han undtagelsesvist med at nævne, at han har arbejdet tæt sammen med hende), svarer det lidt til, hvordan nogle af frygt for at blive stemplet som racister føjer til en udtalelse, der måske kunne forstås sådan, at de rent faktisk kender en sort (/respektivt en muslim)!

Kevin Drum skriver, som reaktion på fremføring af det modsatrettede synspunkt, nemlig at "Bernie's terrific as an advocate. There's a difference between a strong community advocate and being someone who can get things done", i The Bernie vs. Hillary Fight Is Kind of Ridiculous:

"Is it really the case that we can't even agree on the following two points?

* Sanders is more progressive than Clinton.
* Clinton is more electable than Sanders.

[…] Clinton is more progressive because she can get more done? Sorry. That's ridiculous. She and Bill Clinton have always been moderate liberals, both politically and temperamentally. We have over two decades of evidence for this.

[…] I admire Sanders' argument that he can drive a bigger turnout, which is good for Democrats. But it's special pleading. The guy cops to being a socialist. He's the most liberal member of the Senate by quite a margin (Elizabeth Warren is the only senator who's close).

[…] Liberals have been gaining ground over the past few years, but even now only 24 percent of Americans describe themselves that way. Republicans would tear Sanders to shreds with hardly an effort, and there's no reason to think he'd be especially skilled at fending off their attacks.

I like both Sanders and Clinton. But let's stop kidding ourselves about what they are and aren't. Republicans won't be swayed by these fantasies, and neither will voters. We might as well all accept it."

Men som allerede nævnt ovenfor, er der håb om – og allerede tegn på – at Bernie Sanders kan skubbe Hillary Clinton i en mere 'progressiv' retning.

At skubbe Hillary i en mere "progressiv" retning? Tja, det svarer vel til at bede om en ommelette uden æg, for Hillary er for "forbrugt" og udhulet af Wall-Street, Saudi-Arabere, Mellemøsten, Israel og neo-cons til at give og glimte af det mindste håb om bedre tider i en så presset og stresset verden der er på randen af Tredje Verdenskrig...